NUT-festival i Ålborg 3.-6. November

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 107-110

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Der er længere fra København til Ålborg end omvendt, konstaterer man ofte, når rnan som østdansker har taget springet til den nordjyske provins. Hvad der forgår i Nordjylland forekommer eksotisk set fra København, og der skal noget til før man ligefrem kommer på de kanter. Hvis man altså ikke lige bor der. Men efter den nylig overståede NUT-festival for ny musik i Ålborg - den fjerde af slagsen - kan det oplyses, at partiturmusikken har det bedre og bedre i det nordjyske, både i den forstand, at der er voksende basis for fremkomsten af nye værker af nordjyske komponister, og i den forstand at der er voksende publikumsinteresse i landsdelen for ny musik af nordjysk såvel som anden tilvirkning. Måske er miljøet ved at være så stærkt, at det er til Ålborg, den årlige valfart vil foregå, nu hvor NUMUS-festivallerne er indstillet. Københavnerpressen havde i hvert fald indfundet sig denne gang.

Det skal siges, at NUT ikke specielt har fundet det attraktivt at slå igennem i forhold til de mere etablerede miljøer for ny musik. Hvad der har været væsentligt, har været at skabe et sted, hvor de komponister der har siddet rundt omkring i den vidtstrakte landsdel har kunne få deres musik frem, det der vist i vore dage hedder et netværk. Det, det har drejet sig om, har været at få eksisterende musik op ad skrivebordsskufferne, at animere i forvejen komponerende folk til at skrive nye værker, og sidst men ikke mindst at få helt nye til at betræde komponistbanen. Hvis det så efterhånden skulle resultere i værker med bredere gennemslagskraft, ville det være udmærket. Men, som en af de yngre NUT-komponister, Martin Knakkergaard (f. 1955) formulerer det: »Det drejer sig for mig ikke om at slå igennem over for fagfolk eller over for fora af NUMUS-festival-typen. Det drejer sig om at slå igennem over for et publikum.«

Det er i tråd med denne ytring værd at konstatere, at NUT-festivallerne siden starten i 1986 faktisk har skabt en levedygtig relation mellem partiturkomponister og publikum i det nordjyske. Publikumsopbakningen har været stabil og stadig voksende, og publikum har taget udfordringerne til sig.

Nu ville der slet ikke kunne bygges elfenbenstårne i Nordjylland - dertil er de lokale temperamenter ikke -, men erfaringerne viser altså, at der sagtens kan skabes grobund for ny musik. Hvis man studser over den i dårlig forstand provinsielle sig-selv-nok-holdning, der kunne være det risikable ved filosofien bag NUT-festivallen, så er der dertil at sige, at man hele tiden har parret mønstringen af den nordjyske musik med markante udspil udefra, både kompositorisk og på det udøvende område. I begyndelsen med import af værker og udøvende fra NUMUS-festivallerne, efterhånden med invitationer på eget initiativ, som f.eks. ved denne festival, hvor man havde inviteret den norske komponist Olav Anton Thommessen som festivallens komponist-hovednavn og på udøversiden havde gjort et veritabelt kup med den amerikanske guitarist David Starobin, der til åbningskoncerten vakte begejstring med fremragende udførelser af værker af Per Nørgård ("Returns"), Roger Reynolds, Robert Saxton og Michael Starobin, foruden af det mere traditionelle guitar-repertoire med musik af Turina og de Falla. Det var en begivenhed ikke bare set med nordjyske øjne. Man må også nævne den britiske dirigent John Carewe, der i 1987 hvor Aalborg Symfoniorkester for første gang kom med i NUT-sammenhængen med kompetence og engagement demonstrerede, at det ellers noget traditionelt indstillede lokale symfoniorkester kunne præstere udmærkede opførelser af ny musik, dengang Erik Højsgaards cellokoncert og Karl Aage Rasmussens "A Symphony in Time". Helt så overvældende virkede Carewes og orkestrets indsats vel ikke denne gang, men orkesteropgaverne blev dog kompetent løst.

Blandt de komponister, der er fremstået direkte som følge af NUT-initiativet, er den konservatoriestuderende Knud Riishøjgaard (f. 1959), der dukkede frem på 1987-festival-len med nogle smukke elektroniske forløb tildels i samspil med billeder. I år havde han sammen med maleren Ole Skovsmose på Aalborg Kunstpavillon skabt et fascinerende rum af lydforløb og malerier. Ideen var, at den båndindspil-lede musik skulle føre én rundt i billedophængningen, der ikke blot var placeret fladt på væggene, men som gik ind og brød rummet i hvert af de to etageadskilte lokaler, som kunstpavillonen omfatter. Måske var samspillet mellem musikken og enkeltbillederne - portrætter i mange former, farver og kompositionelle disponeringer - tænkt tættere end man oplevede det. Tidsaspektet forekom lidt diffust. Men kombinationen afbillede-, lyd-, farve- og rumvirkninger var ganske intens.

En anden komponist, der er dukket op i NUT sammenhæng, er den ovenfor nævnte Martin Knakkergaard, som komponist autodidakt med rødder i nordjysk rockmusik og med uddannelsesbaggrund som cand. phil. i musik fra Aalborg Universitets Center. Han er en af de nordjyske komponister, der på de senere festivaller har markeret sig stærkest. Han har skabt en række fantasifulde værker til nogle af de markanteste nordjyske instrumentalister, slagtøjsspilleren Kaj Steensgaard og guitaristen Curt Jensen, som på dette års festival spillede Knakkergaards "Pinoccio" for guitar og mimer. Det var et af de mere originale udspil. For hvor man jo er vant til at høre guitarens volumen forstærket elektrisk, så er det en spændende indfaldsvinkel til det, som teoretikerne kalder musikkens mimetiske aspekt, at forstærke musikkens gestus. Værket var i fire satser, og måske i den første sats lidt langsommeligt i forløbets fremadskriden. Men bortset fra denne fornemmelse, der gjaldt en del af de lokale nordjyske værker iøvrigt, så følte man sig fanget af dette meget underholdende fandangospil. Det mimetiske spillede også en rolle i Knakkergaards debut som orkesterkomponist, som han fik på Aalborg symfoniorkesters NUT-koncert dette år. Hans uropførte førsteforsøg, "Orkesterstykke nr. l" som det hedder for at understrege, at komponisten ikke opfatter det som på nogen måde definitivt, kunne opfattes som en parade af naive og groteske gestalter, hvoraf nogle var fint og karakteristisk pointerede orkestralt. Men også her virkede forløbet rigeligt bredt og langsommeligt, og visse episoder forekom taget lovlig tæt på modeller fra Ravel eller Mahler.

At komponere traditionelt kan i sig selv være fornyende på vejen ud af den modernistiske musiks osteklokke. Men en komponist som Erling D. Bjerno repræsenterer den renlivede solide traditionalisme i nordjysk sammenhæng. Han har ofte været repræsenteret på NUT-festivallerne, således også i år, hvor han på det til formålet særdeles velegnede Poul Gerhardt Andersen-orgel i Ansgars Kirke spillede sin egen Orgelsymfoni nr. 2, der virkningsfuldt men episodisk træder ad veje, som de franske orgelkomponister til og med Messiaen ofte har betrådt.

Men ellers var det mest traditionalistiske næsten et af debut-værkerne, Kim Jørgensens blæserkvintet der blev opført på "Pro Musica"-koncerten på Nordjyllands Kunstmuseum lørdag. Her hørtes foruden den 27 årige Jørgensens værk musik af en anden debutant, den 30-årige Ole Barnholdt. De to debutanter, der er uddannet på henholdsvis Nordjysk Musikkonservatorium og Aalborg Universitets Center, er begge under videreuddannelse som filmmusikkomponister ved The Grove School of Music i Los Angeles, og man kunne høre, at de befinder sig tæt på Hollywood. Det var åbenlyst, at de havde lært meget om musikkens billeddannende og -understøttende egenskaber og mindre om musikalsk form. Kim Jørgensens blæserkvintet var dansk lyrisk traditionalisme, så det kunne forslå, for så vidt blot fire velklingende strofeanslag udsat for blæserbesætning. Men kunne næsten se filmen for sig, men man fornemmede ikke optræk til egentlig kompositorisk bearbejdning af stoffet. Det gjorde man hos Ole Barnholdt, hvis "Sweet Fatal Life" dog klangligt var mindre heldigt disponeret og heller ikke blev realiseret ret godt af den blandede septet-besætning, værket var skrevet for. Men også med Jørgensens og Barnholdt åbnede den nordjyske kreds sig for to helt nye stemmer, som det kan blive spændende at høre mere til.

Det er komponisten og rektor for Nordjysk Musikkonservatorium Erik Bach (f. 1946), der sammen med komponisten Mogens Christensen er hovedarkitekten bag NUT-festivallerne og deres indhold. Bach er også blandt de nordjyske, der gang på gang markerer sig klarest som komponist, hvor andre af nordjyderne er mere ru i mælet. Således også denne gang, hvor hans orkesterstykke "Astro Train" blev uropført af Aalborg symfoniorkester. Han er den mest erfarne, hvad det kompositoriske håndværk angår, og hans musik er frisk og klart artikuleret. Således hans "Astro Train", der tager associativt udgangspunkt i tidens teknologiserede robot-legetøj, de Transformers, som alle der som Bach (og for den sags skyld undertegnede rapportør) har drenge i legealderen kender, og som forener det legende med avanceret teknik. Det er ikke første gang i musikhistorien, at musikken har ytret sig teknologifascineret, man tænke på Honeggers "Pacifik 231" og andet fra 1920'erne. Men det fine ved Bachs orkestralt velskabte stykke var, at der hele tiden af det robuste og motorisk grovkornede kunne vokse sartere stemninger frem. Stykket kunne således have sluttet mere åbent end det gjorde, men det rummede en fin dialektik.

Det er værd at bemærke, at man før NUT-miljøet opstod tilbage i 1970'erne har haft et frodigt - til dels også eksperimenterende - rock-miljø på disse kanter. NUT-festivallen knyttede forbindelsen tilbage hertil ved på den lange fredag-aften med nordjyske uropførelser at slutte af med en rockrapsodi af guitaristen og komponisten Viggo Bertelsen (Coma, Rockmaskinen, Low Budget Big Band m.fl.), og ved lørdag at programsætte violinisten Christian Riisgaard Thomsens ti år gamle, men nu reorganiserede gruppe "Narcis", der udover Riisgaard Thomsen tæller klaviaturveteranen Ib Buchholz og et par decideret rytmiske musiker-talenter i Jens Krøgholtog Henrik Vardinghus på bas og trommer, på det rytmiske spillested "Skråen".

En anden Ålborg-specialitet er miljøet omkring uddannelsen i musikterapi på Aalborg Universitets Center og det arbejde med intuitivt baseret improvisationsmusik, der står ret centralt i denne sammenhæng. På tidligere NUT-festi-valler har det manifesteret sig ved hele koncertprogrammer. Denne gang hørte man det blot i form af nogle spændende og facetterede improvisationer af sopranen Kirsten Mikkelsen og pianisten Ulla Erml undervejs i aftenen med nordjyske uropførelser. For at runde det nordjyske af skal det endelig nævnes, at man kunne høre en række mindre og mindre påfaldende værker - i ret blandede udførelseskvaliteter - af bl.a. Mogens Christensen, Bendt Astrup og Niels Christian Rasmussen - alle gengangere fra tidligere NUT-festivaller.

Men som antydet var det ikke nordjysk provinsialisme, der var på dagsordenen. Ude fra bød man på Sven Erik Werners kammeropera "Forvandlingsbilleder", tidligere opført ved "Musiknytåret" i Odense 1986/87, men her - som en uropførelsesfetischist bemærkede - for første gang på kontinentet. Jeg fandt værket ganske vedkommende i dets portrættering af den identitetssøgende kvindeskikkelse, der er det ikke meget dramatiske med dog ganske intense værks eneste person. Men den største impuls udefra var de syv større og mindre værker af Olav Anton Thommessen (f. 1946), der var spredt ud på åbningskoncerten, "Pro Musicas" kammerkoncert og Aalborg symfoniorkesters koncert. Dertil kom, at Thommessen ved et par lejligheder undervejs talte om sin musikopfattelse og sine værker, bl.a. som introduktion til synthesizerkoncerten "From Above". Man ramte noget centralt i samtidsmusikken ved at focusere på Thommessen. Dels skaber han noget af det mest spændende musik, man kan høre i disse år, dels er han en central figur i debatten om "partiturmusikkens" stilling i vore postmodernistiske dage.

Musikken befinder sig i en kultur-situation, som er præget af det informations-teknologiserede samfunds massive mangfoldighed af musikalske former fra alle tider og på alle kvalitetsniveauer og præget af helt andre måder at lytte på, end den form for strukturel nærlytning, som passede til den komplekse musikalske modernisme. En anden samtidsen-gageret nordmand, Geir Jonsson, udkastede på den musikforskerkongres i Åbo, som Niels Krabbe refererede i DMT nr. 2, en musikhistorisk periodicering ud fra et nutidslyt-tersynspunkt. Udkastet faldt én ind, når man hørte Thom-messens synspunkter. I Johnssons skitse - gengivet efter hukommelse - er den første periode musikken op til 1960, "den akustiske periode", musikken fra 1960 til 1980 er "elektrificeringens periode", og musikken efter 1980 er "digitalteknologiens periode". Det er ikke musikalske materialeudviklinger eller i historisk perspektiv stiludviklinger, der er det betydningsfulde - snarere musikken som lyd og komposition, som iscenesættelse af en lydoplevelse i et akustisk miljø.

Thommessen er stærk i den musikalske miniature for den skæve besætning af instrumenter, der sidder på orkestrets yderste mandater. Men hørte således hans tre "Minia TEX-Turer for piccolo og slagværk" (henholdsvis stortromme, klokkespil og lilletromme), hans "DISCO-INFO-fanfare" for fløjte og horn, og hans "Punkter for Kontrainstrumenter" (engelskhorn, basklarinet , kontrafagot). Det er musik der pålægger sig bevidste begrænsninger, men som ikke derfor bliver banal eller klichepræget, og som er i besiddelse af en rytmisk livfuldhed og snert, når den - som "Punkterne" ved "Pro Musica"-koncerten - bliver godt spillet. Desværre udgik det lille klaverstykke "Einge BACHt" af åbningsprogram-met, men de der havde overværet Thommessens foredrag umiddelbart inden fik lejlighed til at høre det i en fremragendebåndoptagelse. Her var der ikke tale om bevidste begrænsninger, men om en kompositorisk overlegen og fantasifuld indfatning - eller med titlen: indbagning - af en toccata af Johann Sebastian i Thommessenske omgivelser. Gammel gær i nyt brød med sprød skorpe. Af større format var "Maldoror" for to recitatorer og fire slagtøjsspillere på åbningskoncerten og blæserkvintetten på "Pro Musica"-koncerten. Dette værk iscenesætter hele lyttesituationen. Thommessen lader ensemblets medlemmer gennemføre en vittig debat om nu-tidsmusikkens stilling, den udvikler sig til formuleringen af musikken som lytteopgave, kridter banen op til at lytte gestisk - som det formuleres - til den musik, der så følger som værkets anden sats. Efter førstesatsens "Hør på tegnsprog" er man i anden satsen som lytter overladt til sig selv igen, men man griber sig næsten i at spejde efter underteksterne!

I stort format er Thommessens koncert for synthesizer og orkester, "From Above", der arbejder med den nutidige lydverden, som kan opstå i kombinationen af orkestrets klangverden og synthesizerens. Et mangfoldigt lydbillede opstår. Synth'en kan vokse klangligt ud af orkestret, som en slags træblæser, ligesom når Messiaen bruger Ondes Martenor i sine orkesterværker, eller når en filmkomponist som Miklos Rozsa bruger Theremin i Hitchcocks "Spell-bound". Synth'en kan alt, hvad disse instrumenter kunne. Men den kan meget mere, spille slagtøj med orkester-slagtøjet, bøje tonen som et trækbasun-glissando, eller hørt gennem Geir Johnssons periodiseringsskitse: trækbasunen kunne allerede i den akustiske periode lave det tone bend, der er en selvfølgelig ingrediens i enhver synth-spillers lydarsenal. Alt sammen udnyttes i Thommessens koncert, hvor det myldrer af lyd og bevægelse i to forløb sammenføjet af en solokadence. Den lokale tangentspiller Michael Bundgaard, der hører til de "gamle" rytmiske musikmiljø i Ålborg, havde fundet karakteristiske og gode lyde frem, men det var også tydeligt, at solopartiet stillede store traditionelt pianistiske krav til solisten nok så meget som synthesizer-idiomatiske krav.

Med dette righoldige program, med fin publikumsopbak-ni-ng, med god radiodækning ved Evan Vestergaard fra Nordjyllands Radio, der lavede fin direkte radiolyd fra så forskellige koncerter og akustik'er som "Narcis" på Skråen og Aalborg symfoniorkester i deres prøve- og koncertlokale "Symfonien", med den række af forskellige hver til deres formål egnede koncertlokaliteter der faktisk findes i Ålborg-området trods savnet af et samlet musikhus, synes der at være god grobund for kommende NUT-festivaller.

Og med hensyn til fremtiden: denne festivals sidste dag bragte den nyhed, at man har fået en aftale i stand med den britiske komponist og dirigent Peter Maxwell Davies om at dirigere egne værker på NUT-festivallen i 1990. Man har tidligere forgæves forsøgt at få ham til Ålborg. Ifølge Erik Bach havde man udsigt til at få ham allerede i 1989 bl.a. med en dansk førsteopførelse af en cellokoncert, som han arbejder på til Ralph Kirshbaum, men det strandede på engagementer i USA. Hvis det lykkes i 1990 vil det tiltrække meget stor opmærksomhed om denne festival, der allerede nu tegner sig som et fast og naturligt islæt i den samtidsorienterede del af det danske musikliv.

Årgang 63/1988-1989, nr. 03