Objekt og illusion

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 82-84

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I. Hans Abrahamsen om Ligeti. Uddrag af en radio-samtale med Mogens Andersen


Af Hans Abrahamsen

Læreren

Ligeti er en af de komponister jeg kender der komponerer mest klart og objektivt, hans musik har ofte en procesagtig karakter, men ved siden af udfolder processerne nogle ting som har en næsten arketypisk karakter, som handler meget om os mennesker, om mørke og lys, sammenbrud, skygger. Det er meget suggestiv musik.

I de sidste mange år har jeg haft en drøm om at studere hos Ligeti. Per Nørgård formidlede kontakten med ham. Jeg fik opfyldt min gamle drøm ved at følge hans seminar, der foregik i Hamburg. Det var hans sidste forårssemester, han er faktisk holdt op nu. Vi beskæftigede os meget med andre kulturers musik, afrikansk og kinesisk, med mikrotonalitet og forskellige former for harmonik i forbindelse med det, og derudover hørte vi musik fra 1300- tallet, års nova og endelig rock- og jazzmusik. Ligeti er kendt som en kompositionslærer der ikke lægger fingrene imellem, men samtidig er han meget åben, jeg tænker ikke kun på hvad han har sagt om mine ting men også om andres. Da en deltager sagde om et stykke at han syntes det sluttede meget pludseligt fortalte Ligeti, at han fra sin egen tid som studerende i Ungarn huskede hvordan hans lærer Farkas hele tiden lagde vægt på hvordan melodien efter næsten Palestrina-melodiske regler skulle bevæge sig op og ned, have naturlig udtynding og balance osv. Ligeti siger man skal passe på med sådan nogle råd der er knyttet til en bestemt stil, en bestemt tænkemåde. Hvis man hører noget musik man synes stopper pludseligt, kan det godt være helt rigtigt ud fra en anden indfaldsvinkel, som for eksempel i Bergs Lyriske suites næstsidste sats, der slutter meget abrupt som et pludseligt indgreb. Ligeti prøver at høre musikken ud fra hvad den selv vil og sætter den ind i en sammenhæng han forestiller sig. Samtidig med at han går meget objektivt frem, ligesom i sin egen musik, så er han selvfølgelig vældig subjektiv når det kommer til stykket.

Forbilledet

Den første musik jeg hørte af Ligeti var "Lontano" og "At-mospheres", det må have været omkring 1970, og så fulgte kort efter kammerkoncerten i '72.

Jeg følte et slægtskab imellem Ligetis musik og den musik der optog mig i forvejen. På det tidspunkt følte jeg mig fremmed overfor det man kan kalde den modernistiske tradition og fandt for mit eget vedkommende et ståsted i den danske musik, hvor det var den ny enkelhed og konkretisme-traditionen med Henning Christiansen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ole Buck, der var vigtigst for mig og derudover Per Nørgårds musiktænkning. Dertil kom en forbindelse til den amerikanske minimalisme og til beat-musikken og folkemusikken. Alt det var meget forskelligt fra det der hed Darmstadt, og da jeg hørte Ligetis musik kunne jeg mærke, at han var optaget af de samme ting. Hans musik har næsten den samme konkretistiske objektkvalitet, han ønsker at få musikken til at stå stille og blive objekt, han behandler musikken næsten rationelt, og det kan minde meget om den måde Henning Christiansen eller Pelle Gudmundsen-Holmgreen kunne bygge noget op. Og derudover havde Ligetis musik en rytmisk vitalitet som dels stammede fra hans interesse for den amerikanske minimalmusik med Terry Riley og Steve Reich, og fra folkemusikken. Ligeti nævner ofte Terry Riley som en komponist der var vigtig for ham, ved at give ham selve ideen til en ny form for harmonik i orkesterværket "Lontano", en harmonik der bygger på gradvise overgange. Samtidig er faseforskydningen mellem to lag i Steve Reichs musik noget der godt kan minde om det Ligeti nu gør i sit sidste værk, klaverkoncerten, hvor der er to lag som langsomt bevæger sig væk i forhold til hinanden, hvorved der opstår nye melodier og betydninger mellem de to lag, det Ligeti kalder for illusoriske melodier. Helheden er mere end lagene tilsammen. Det er i virkeligheden en minimalistisk ide som mange her i Danmark har arbejdet med - at man sætter forskellige ting i gang, hvert lag med sin egen rationelle struktur, men det der opstår imellem lagene kan man kun forudsige statistisk. Og derved opstår der en skabelse i øjeblikket.

Hvis jeg udover en måske stærk indirekte påvirkning fra Ligeti som jeg ikke kan finde ord for skal nævne noget jeg har lært af er det at hans ideer egentlig er fantastisk enkle, enten at noget går opad eller går nedad, at der sker en fortætning eller fortynding, men samtidig har Ligeti en utrolig evne til inden for dette procesagtige at gøre øjeblikket til noget meget vigtigt - han siger selv at det er vigtigt for ham at standse den forbandede tid, han er optaget af den frosne tid, af at gøre musikken til et billede. Den tænkemåde ligger allerede i mit første orkesterstykke "Skum" fra 1970 som netop var en billedbog, tyve lysbilleder der varede måske fra et halvt til et minut hver, tænkemåden var at man fik musikken til at stå stille et stykke tid ad gangen. Den tænkemåde kombinerer Ligeti med processen som tid der går, inden for den kan han gøre momentet vigtigt og få det til at stå stille, og når man har hørt hele processen er det som om tiden bliver til et statisk rum. Dels det har han påvirket mig med, dels måske også med sin espressivitet.

[Indsat tekst til nodeeksempel:]
Polymetrik i begyndelsen af Ligetis klaverkoncert: Indenfor de første tre takter gennemspiller strygerne et rytmemønster i 4/4 (8/8), der i det følgende gentages seks gange med variende tonehøjder, medens solistens oktaver danner et mønster (en talea) på f em takter i 12/8, der præsenteres ialt fem gange, til at begynde med understøttet af betoningerne i de fire tomtoms.

Nørgård, Ligeti, Abrahamsen

Ligetis og Per Nørgårds måde at arbejde på er beslægtede sådan som man overalt i musikkulturen finder at mange er optaget af de samme ting. I dag er der mange der er optaget af det nye inden for videnskaben, og der opstår paralleller uafhængigt af hinanden forskellige steder. Og sådan er der mange fællestræk mellem det Per er optaget af og det Ligeti er optaget af.

Det bliver mere og mere tydeligt i Per Nørgård musik fra slutningen af tresserne og op til de værker han skriver i dag, som for eksempel "Achilles og skildpadden", at der er en interferens imellem to lag som Per finder frem og viser til tilhøreren. Mens jeg hos Ligeti mere har indtryk af - han bruger selv udtrykket kaos, hvor man som lytter skal høre værket mange gange og prøve selv at finde melodierne. Jeg har indtryk af at Per Nørgård er mere gennemkonstruktiv end Ligeti. I et interview Ligeti lavede med sig selv i Tempo i slutningen af tresserne fortæller han hvordan han starter med at lave sin musik ved at høre den inde i sit hovede, han har en vision af den, og den næste fase er at finde en struktur der kan realisere den på bedste måde her og nu, et håndværksmæssigt virkemiddel som han selv kalder det -om der så at sige er lidt snyd med er lige meget. Mens jeg har indtryk af at Per Nørgård lader sig udfordre mere af strukturen. Han starter nok ikke med strukturen, han hører det sikkert også, men i hans musik har jeg indtryk af at strukturen er der, den er der i den anden symfoni og i hans violinkoncerts sidste sats som er en stor rejse ind i en meget smuk fraktal-musikalsk form. For mit eget vedkommende har jeg begge måder, det har alle komponister sikkert, men nu generaliserer jeg. Men Ligeti siger selv at hans indgang til det gennemstrukturerede er af mere poetisk art, han finder parallellen bagefter. Klaverkoncertens fjerde sats virker som om den bevæger sig i fraktalformer, men det minder kun om det, det er det ikke. Ligeti finder en struktur der får det til at lyde sådan.

Jeg selv opfatter mit seneste værk cellostykket "Lied in Fall" mere som en fastlagt struktur der bevæger sig på en bestemt måde, og inden for den proces finder jeg med Ligetis ord nogle illusoriske melodier, nogle toner som jeg trækker frem. Jeg er fanget af det der sker lige på et sted, det er en tilfældighed kan man sige. Jeg trækker mit subjektive billede ud af et netværk, men jeg ændrer ikke noget, tonerne er der. Det kan minde om Pollock der klasker nogle tilfældige malerklatter op men så når han står og ser på dem kan trække nogle op. Pludselig kommer der en illusion af at der er en eller anden naiv figur, det svarer til at se på skyer. Jeg arbejder meget strukturelt i øjeblikket og prøver så at sige at finde musik i det.

Fra Atmosphères til klaverkoncerten

Ligetis musik er kan man sige en opbygningsproces fra nulpunktet, zero. Omkring 1960, hvor den musik jeg kendte var den gennem -serielle, skriver han "Atmosphères" og "Apparitions" og påpeger hvordan hele konstruktionen og kompleksiteten er blevet så stor at intervallet, rytmen osv. har udspillet deres rolle, man kan bruge et hvilket som helst interval, der er tale om hvad han kalder en stor permeabilitet, gennemtrængelighed. Der er kun en ting tilbage som han siger, det er alle tolv toner oven i hinanden og ingen rytme, ingen klang, intet interval. Og herfra er det han langsomt genfinder først harmonikken, i "Lontano". Ligesom i "Atmosphères" består musikken af en masse polyfone kanons i afsnit, men man hører det ikke som kanons, det er hvad han kalder mikropolyfoni, en polyfoni der ligger inden i musikken som man ikke kan høre, men hvor alle stemmerne bevæger sig sådan at man hører musikken bevæger sig i en bestemt retning. I "Lontano" sker der det at stemmerne i nogle afsnit er kromatiske og så allesammen gradvis modulerer mod en bestemt tonalitet. På den måde kommer der en slags ny form for harmonik i musikken. Og så sker der videre det at der dukker flere og flere melodier op til overfladen af det rnikropolyfone væv. Desuden har han arbejdet meget polyrytmisk siden "Poème symphonique" for 100 metronomer med en hel masse samtidige pulse. Den polyrytmiske pulsverden går igen i de mekaniske satser i strygekvartetten og de ti stykker for blæserkintet og senere. På den anden side er der samtidig en helt anden satstype hos Ligeti: hans hysteriske ekspressionisme i "Aventures" og "Nouvelles Aventures". Man kan sige at han fra at have taget konsekvensen af modernismen i "Atmosphères" bygger langsomt op. Han finder først harmonikken, så melodikken, rytmen osv. hele tiden modsat den ny musik. Han siger selv at han ikke vil skrive moderne musik. Men han vil heller ikke være med på den postmodernistiske mode, han ønsker at være radikal. Derfor skal man heller ikke tage fejl af klaverkoncerten. Den kan på overfladen lyde som Bartok måske, han er kommet tilbage til sine ungarske rødder allerede i korstykkerne, i horntrioen og i klaveretudeme. Men under den ungarske overflade ligger der en kompleks musik af meget stor rigdom.

Også i hans meget tekniske beskrivelse af klaverkoncerten er der tale om en illusion der minder om hans musik: Lige som han er optaget af hele tiden at finde nye former for musikalske illusioner, fremlægger han også med programnoten noget meget teknisk, men i virkeligheden handler den om noget helt andet, som man måske kan få fat i hvis man læser den nogle gange.

Med hensyn til hans credo hvor han ønsker at være uafhængig såvel af den traditionelle avantgarde som af den aktuelle postmodernisme, så var han jo uafhængig allerede med" Atmosphères". Noget andet er at Ligeti selv er gået hen og er blevet modernist, selv har skabt en stil der har været meget stærk, og den stil er nok det han efter at have skrevet den store opera "Le grand Macabre" følte sig i en krise overfor - der var mange år hvor han ikke komponerede ret meget. Her i firserne har han skrevet horn trioen og nu klaverkoncerten, der er en stilfornyelse efter den Ligeti vi møder i "Melodien" og San Francisco præludiet og kammerkoncerten. På overfladen kan det godt lyde som en rigtig klaverkoncert, det kunne måske lyde som postmodernisme, men det er det overhovedet ikke. Det er Ligeti.

Klaverkoncerten er meget sammensat at høre på, allerede ved den måde satserne står ved siden af hinanden. Selve satsrækkefølgen undrede mig meget da jeg hørte den første gang. Det er en sær skabning, den klaverkoncert, i forhold til så mange af Ligetis stykker der kan virke meget strømlinjede og "velkomponerede". Jeg spørger stadig mig selv hvorfor den er sådan. Jeg opfatter den meget arketypisk i sine former, fyldt med poesi og destruktion og kaos og muligheder. Den er underlig, den stiller spørgsmål, og de kvaliteter er vigtige for mig i musik.

Det er muligt Ligeti vil noget andet end det rent musikalske, det tror jeg alle komponister vil. Men på den anden side tror jeg at det man vil udover det musikalske ligger i det musikalske, fordi det musikalske er energier der har med vores liv at gøre, eller er vores liv.

(Samtalen indgår i en udsendelse om klaverkoncerten, der opføres ved en radiokoncert den 8. december introduceret af György Ligeti selv).

På grund af overvældende stofmængde udsættes den lovede artikel om Hans Abrahamsens klaveretuder og horntrio til nr. 4.

Årgang 63/1988-1989, nr. 03