På toppen af et isbjerg

FUT-festivalen i Odense 9.-l3.november, "Musikhøst 1988", blev en manifestation af Niels Viggo Bentzons rækkevidde som komponist. Både retrospektivt og med brændpunkt på komponisten netop nu.

Af Steen Chr. Steensen

At lave en festival med Niels Viggo Bentzon som hovednavn har været ligeså påkrævet og indlysende som uoverkommeligt at gennemføre. Blot komponistens opustal - med Strygekvartet nr.14 oppe på 519 - må virke kolossalt for enhver arrangør. Hvad skal man vælge til og fra, på hvilket grundlag og ud fra hvilke præmisser? Problemet bliver ikke nemmere at løse, når komponisten selv har glemt en del af sine værker - hvordan lød de? - og slet ikke når kvaliteten gennem tiderne har været så svingende. Men at festivalen var påkrævet viste sig snart i løbet af dagene i Odense. Et andet og mere nuanceret billede af Niels Viggo Bentzon trådte frem. Nuanceret på baggrund af det image Bentzon har fået som komponist med en produktion, hvor kvantitet hævder sig på bekostning af kvalitet.

Som man næsten kunne vente sig af dette "enfant terrible" i dansk musik, blev festivalen indledt med en happening. Boghandelen i Brandts Klædefabrik dannede ramme for en Niels Viggo Bentzon, der i sit eget sindige tempo gik rundt i sin egen "performance", hældte sand på gulvet, satte lys derpå og en udstoppet svane. "Aktion Leda" skriver komponisten på tavlen, og således lader han det ene tableau afløse det andet - kun afbrudt af skriften på tavlen. Uden at sige et ord. Legebarnet Niels Viggo Bentzon kan stadig folde sig ud - også i en improvisation med guitaristen Pierre Dørge og senere sammen med Jens Okking i den nykomponerede "Minikantate". Legebarn, men med et pokerfjæs og en alvor, der som sædvanlig både skaber undren og beundring.

Men det var på musikkens præmisser, den trofaste festival-skare skulle lære N. V.Bentzon at kende i løbet af de fire dage. På baggrund af et grundigt forarbejde havde Per Erland Rasmussen og Bertel Krarup fra FUT sammensat et program, der præsenterede en bred vifte af Bentzons produktion med kronologisk og genremæssig spredning: Foruden "Minikantaten" blev det til to store og en lille uropførelse: Symfoni nr.16, Strygekvartet nr.14 samt det ultrakorte "Hieroglyf nr.2", men hvad næsten bedre var: det blev til genopdagelse og genhør med en række af de "glemte" værker. En fyldig programbog viste vej gennem de i alt 19 Bentzon-værker, som festivalen præsenterede. Naturligvis kun toppen af det store isbjerg, komponistens ouvre udgør, men dog et forsøg på at vise mangfoldigheden. På toppen af isbjerget kan man så selv fornemme, hvad der gemmer sig nedenunder. De 19 værker fordelte sig således:

Minikantate til Jens Okking (1988)
Kammerkoncert for 11 instrumenter (1948)
Symfoni nr.16 (1988)
Strygekvartet nr.14 (1988)
Strygekvartetnr.3 (1951)
Klaversonate nr.6 (1952)
Sonate for to klaverer (1948)
Klaversonate nr.7 (1959)
Hieroglyf nr.2 (1988) for to klaverer
Partita for klaver (1945)
Ohm (1987) for 4-hændig klaver
Vaterpas (1988) for 4-hændig klaver
Depeche (1988) sammen med Nikolaj Bentzon
Sonate for klannet og klaver (1950)
Blæserkvintet nr.5 (1958)
Sekstet for blæsere og klaver (1971)
Det Tempererede Klaver I (1964)
Sonate for 12 instrumenter (1970)
Sinfonia da caméra (1962)

Naturligvis kom hovedvægten til at ligge på klavermusikken. Det er her pianisten Bentzon mødes med komponisten Bentzon. En aften med de vægtige, ældre klaverværker var et levende bevis på dette, centreret om værker fra ca. 1950. Værker, der hver især fortæller om dette møde mellem musiker og komponist. Pianistisk er værkerne krævende, og det var da også rimeligt nok at spørge, til seminaret med Bentzon selv, hvorfor han ikke kunne komponere klavermusik, der også henvendte sig til klaverfolk på et mindre ambitiøst niveau. Men Bentzon skriver for sig selv, når han skriver klavermusik - måske i mere end en forstand. Blot det kraftfulde anslag og det væld af noder, der lægges i en håndevending på klaveret, gør Bentzons klavermusik til et personligt anliggende. Tempo, kraft - kraft, tempo forcerer musikken fremad i et klaverløveri, der sprænger egne normer. Form, indhold og ekspressiv kraft står ikke altid mål med hinanden.

Alligevel var det netop et klaverværk, der viste Bentzon fra den mest vidtfavnende side. Koncerten lørdag aften var helliget et eneste værk: "Det Tempererede Klaver I" fra 1964. Et vigtigt værk i komponistens produktion, både som status over Bentzons kompositoriske kunnen i midten af 60'erne og som musik, der viser helt frem til 16. symfoni, som Bentzon selv påpegede det i et interview med Bertel Krarup (DMT nr.l 1988/89). Allerstørst indtryk denne aften gjorde dog den indlevelse, Bentzon lagde for dagen i sin tolkning af dette værk. Et værk, han kun yderst sjældent spiller. Værkets form lægger sig op ad J.S.Bachs værk af næsten samme navn, det låner ugenert løs fra alle mulige kilder, men det overrasker alligevel ved sin dybe originalitet. Den strenge økonomi med det musikalske stof og det tydelige, bevidste arbejde med strukturer og former, hæver værket op, og denne aften blev da også en af de stærkeste ved denne festival. Her blev publikums bifald forvandlet til en ren og skær hyldest af komponisten og pianisten Niels Viggo Bentzon.

Som dagene skred frem tøede komponisten Bentzon op og mennesket kom til syne. Ved et seminar lørdag eftermiddag fik den trofaste tilhørerskare en meget åben Bentzon at høre. Et af kritikpunkterne mod Bentzon har været den svingende kvalitet i hans værker. Han skriver ligeså hurtigt som han tænker - og det er ikke alt, der er lige gennemtænkt, som kommer ned på nodepapiret. Men han indrømmer det, og det kom der flere overraskende udtalelser ud af: "Det er min bestræbelse at blive hurtig færdig. Når jeg er dybt engageret i en ting, vil jeg gerne se en ende på det." -"Det perfekte er diskutabelt" - "Vor tid indbyder til improvisation" - "Jeg reviderer ikke. I stedet skriver jeg et nyt værk. Hvis jeg havde - revideret, havde der ikke været så mange værker. Måske slet ingen overhovedet!" - "Der findes flere former for kedsommelighed. En af dem er at skrive noder ned." - "Det tager otte dage at komponere en symfoni og 4 måneder at skrive den ud i orkesterstemmer." - "At reflektere over former, det er ikke noget, jeg gør. Det må andre gøre."

Musikhøst 1988 vil med sin brede og samtidig dybdeborende præsentation af Niels Viggo Bentzon måske være med til at ændre det billede, der eksisterer af dette "enfant terrible" i dansk musik. Kontra Kvartetten uropførte for første gang en strygekvartet af Bentzon, og det kan ikke blive sidste gang. Selv en af hans "glemte" ældre kvartetter, nr.3, fik nyt liv i hænderne på Kontra Kvartetten. Esbjerg Ensemblet spillede Sinfonia da camera fra 1962 og beviste, at selv i den periode, hvor Bentzon angiveligt skulle være i vildrede overfor den indstrømmende modernisme, havde han stærke personlige bud på en udvikling. Andre tidlige værker, Kammerkoncerten (1948), Klarinetsonaten (1950) og til dels Blæserkvintetten (1958) viser Bentzon under indflydelse fra Carl Nielsen, Stravinskij og Bartok, og selv om refleksion over former altså ikke hører komponisten til, så er formen fast forankret i sådanne værker. På den baggrund var det spændende at opleve hans 16.Symfoni, der på original vis bygges op omkring en karakteristisk midterdel, hvorfra der skabes vartiationer over de klassiske former.

En genopdagelse, måske endda en rehablitering, kan måske blive resultatet af denne festival i Odense. Som en parentes udstilledes også malerier af Bentzon sammen med nogle af de kunstnere, der tegnede gruppen "Linie II", der eksisterede fra 1947-52: Gunnar Aagaard Andersen, Wilhelm Freddie og Albert Mertz. Bentzon var involveret i denne kreds af kunstnere, der lagde vægt på det kompositoriske i rene og klare linjer, former og farver. Denne indfaldsvinkel til det kunstneriske produkt - blottet for følsomhed, men meget konkret i sit udtryk - kan finde paralleller i Bentzons musik, men ikke i hans malerkunst. Også Per Kirkeby var udstillet i Galleri Jespersen, og her mødte man en kunster, der ligesom Bentzon arbejder med materialet på materialets betingelser - bortset fra den store afstand, der i øvrigt er mellem disse kunstneres udtryk.

Årets FUT-festival var dog ikke ene og alene Niels Viggo Bentzons. To unge komponister fik opført værker: Anders Nordentoft (f. 1957) og Bent Sørensen (f. 1958), og ind imellem var der to koncerter i Magasinet i Brandts Klædefabrik med Pierre Dørge og henholdsvis hans New Jungle Orchestra og Trio. Meningen var blandt andet, at disse vidt forskellige musikere og komponister (Bentzon inklusive) kunne mødes og møde hinandens musik. Ved seminaret med Bentzon havde arrangørerne også inviteret Pierre Dørge, og det kom der bl.a. en interessant diskussion om forholdet mellem komposition og improvisation ud af. Også Nordentoft og Sørensen kunne blive inspireret af mødet med Dørge, hvorimod afstanden til Bentzon talte sit eget tydelige sprog, blot man lyttede til musikken af de to komponister.

Det blev ikke til uropførelser af Anders Nordentoft og Bent Sørensen, men som arrangørerne påpegede, så er anden- og tredjeopførelser mindst lige så vigtige for komponisterne - og for tilhørerne. Anders Nordentofts "Katedral" (1986) spillet af Morten Zeuthen og hans "Entgegen" (1985) fremført af Esbjerg Ensemble viste en helt anden slags ekspressivitet end den bentzonske. Medens Bent Sørensen med sin bratch-solo "The Lady of Shalott" (1987) spillet af Peter Fabricius, "Mädelein" (1985/1988) spillet af Københavns Blæserkvintet samt "Claiobscur" fremført af Esbjerg Ensemble ligger i den stik modsatte ende af udtryksregistret i sammenligning med Bentzon. Hver især fik de to komponister ved et seminar mulighed for at forklare deres værker. Og i modsætning til Bentzon (!) gjorde de det.

Der var langt fra den indledende happening med sand på gulvet til lørdag aftens fremførelse af "Det Tempererede Klaver I" med en Niels Viggo Bentzon i kjole og hvidt og Dannebrogskors. Festivalen løste ikke gåden om mangfoldigheden i Bentzons personlighed og musikalske univers. Men det var modigt at tage komponisten på programmet. Otte koncerter og to seminarer med Bentzon og hans musik gav deltagerne mulighed for at komme længere ind i hans musikalske verden. At den er ganske egen, er uomtvisteligt, og det vil den blive ved med at være. Dertil gør én festival ingen forskel, men det var heller ikke meningen.