Rapport fra de Nordiske Musikdage i Stockholm 24. sep. - 1. okt.

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 104-106

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

"Komponiststævne eller musikfest" var overskriften, da Jürgen Balzer i Nordisk Musikkultur i meget kritiske vendinger i sin tid rapporterede fra de Nordiske Musikdage i København 1952. Var det bare så vel, at man i det mindste kunne sætte det sådan op i denne rapport fra Stockholm 1988. Men desværre - slet ikke. Hverken set fra et komponist- eller publikumssynspunkt var der anledning til at ytre tilfredshed i år. Ærgerligt, når nu en del af musikken virkelig var værd at rejse efter.

Gnaven og sur kritik af de Nordiske Musikdages afvikling er jo ikke ligefrem noget nyt. Men tænker man på de mange glædelige ansatser og initiativer musikdagene i København 1984 bød på, og lægger man yderligere til, at der i høj grad kunne være grund til at skrue forventningerne lidt ekstra i vejret netop i 1988, er det ganske forstemmende, at arrangementet ikke forløb bedre end det var tilfældet. Selve koncertsiden af foretagenet var dog - uden at være pralende - anstændig nok: fire orkesterkoncerter, otte kammerkoncerter og tre mixed-media koncerter, altså femten ialt.

Det er måske ligt meget sagt at jeg ved ankomsten til Centralbanegården i Stockholm havde ventet transparenter og vejende bannere til forkyndelse af begivenheden. Men ville det egentlig have været for meget? Her i 1988 hvor man tilmed kunne fejre jubilæum: hundrede års praktisk kulturarbejde der da fra tid til anden har sat sig spor, en tilbagevendende begivenhed der leverer mulighed for med passende mellemrum at tage temperaturen på disse breddegraders musikalske strømninger uden at alt drukner i international majorisering. - Nuvel, ikke engang den lille, forpjuskede og grimme plakat "Nordic Music Days 1888-1988" var til at øjne nogen steder, og så galt stod det stort set til med informationsniveauet hele vejen rundt. Hvad ligner det f.eks., at endog gentagne forsøg på at indhente oplysninger om selv de mest banale detaljer ofte viste sig helt frugtesløse - og det hvad enten de kom fra musikinstitutioner, presse eller for den sags skyld radio.

Set med civile øjne var den ydre tilrettelæggelse simpelthen dårlig. Ingen 'almindeligt interesserede' fra lande uden for værtslandet havde den ringeste chance for at erfare arrangementets eksistens overhovedet, og selv civile stockholmere skulle tydeligvis opvise både opfindsomhed og sporsans for at komme under vejr med flere af koncerterne (sted, tidspunkt osv.). Det kræver absolut en robust indsats at trænge igennem i den herskende konkurrence om mediernes gunst, ligesom der naturligvis er grænser for hvad midlerne og kræfterne i et sådant foretagende kan bære, men det kan let gøres meget bedre end i år - selv inden for de afstukne rammer. Desuden kunne en anstændig, velovervejet og balanceret brug af pseudobegivenheden jubilæum jo netop her have haft sin berettigelse og skabt grundlag for sponsor-kontakter osv.

Som bekendt arrangeres de Nordiske Musikdage af de respektive nordiske komponistforeninger efter tur (på nordisk komponistråds vegne) og afholdes hvert andet år. Denne konstruktion rækker tilbage til 1948, da rnusikdagene i deres nuværende udformning afløste de oprindelige Nordiske Musikfester, hvis fortløbende virksomhed brat var blevet afbrudt ved krigsudbruddet i 1940, og som generelt var lagt bredere an, omfattende såvel ældre som helt ny musik.

Foruden den tætte strøm af koncerter har musikdagene oftest inkorporeret seminarer, forelæsninger, diskussioner eller lignende. Eksempelvis erindrer mange sikkert det y-derst stimulerende og igangsættende daglige tre-timers seminar, som Bo Wallner forestod under de Nordiske Musikdage i København 1984. Her blev der virkelig, ud fra en overordnet emnemæssig styring, taget pejling af både værker og tendenser (herunder eventuelle nationale særpræg og divergenser) i det foreliggende program under medvirken af tilstedeværende, implicerede komponister. Såvel disse som adskillelige teoretikere, musikvidenskabs-, presse-, radio-og andet godtfolk havde stor glæde af den passende blanding af introduktioner, foredrag og debatter, som dette seminar bød på. Men selv en så indlysende og vigtig ingrediens fattedes fuldstændig i Stockholm. Og den var savnet!

Selve værkudvælgelsen foregik i år anderledes end hidtil. I den svenske komponistforening ønskede man at prøve noget nyt; så til afløsning af den traditionelle internordiske jury havde man (naturligvis med de andre landes accept) indbudt tre internationalt velanskrevne ikke-nordiske komponister til at forestå juryarbejdet: englænderen Hugh Davies, schweizeren Klaus Huber og ungareren Zoltan Jeney (i Danmark bl.a. kendt for sin medvirken under FUT's ungarske MUSIKNYTÅR i 1987). Af de 212 indsendte værker (alle medlemmer af de nordiske komponistforeninger var som sædvanlig blevet inviteret til at indsende et værk til bedømmelse) valgtes 36 værker til opførelse, hvoraf 4 af forskellige grunde ikke kunne programsættes: 15 svenske, 12 danske, 5 finske, 3 norske og l islandsk. En fordeling, der naturligvis hverken huede Finland, Norge eller Island, og som medførte, at arrangørerne tilføjede en række ekstra, ikke-juryudvalgte værker fra især disse lande - en noget kritisabel disposition, da hovedparten af disse tilføjede værker gennemgående ikke stod mål med de andre. Danmark, der kun havde grund til tilfredshed, var repræsenteret med musik af Abrahamsen, Gud-mundsen-Holmgreen (hans værk kom dog ikke til opførelse), Hendze, Holm, Lewkowitch, Lorentzen, Møller Pedersen, Nørgård, Pade, Ruders, Sørensen og Winkel Holm.

Den store skævhed i forholdet mellem de implicerede landes andele af programfladen og selve den ny udvælgelsesprocedure gav selvsagt appetit på en nærmere granskning af bedømmelseskriterier m.v. I den anledning havde jeg en samtale med Hugh Davies. Der begyndte med at beskrive de ydre forhold omkring udvælgelsen, som han - sammenlignet med tilsvarende tilstande i forbindelse med f.eks. ISCM - karakteriserede som yderst rimelige. Med fem dage afsat til juryarbejdet havde der således været acceptabel tid til hvert enkelt værk, idet alle tre jurymedlemmer kunne nå alle indsendte arbejder igennnem inden man samlet tog stilling. Og da var der forbløffende enighed trods jurymedlemmernes indbyrdes forskellighed. Hvilket Davies naturligvis forklarede som tilsidesættelsen af alt hvad der hed personlige præferencer: alle tre tilstræbte at være helt neutrale i vurderingen af værkerne.

Ca. halvdelen af komponistnavnene var ukendte eller ubeskrevne for jurymedlemmerne, og mht. de mere kendte navne var fortroligheden med deres musik ret begrænset. Men netop i denne semi-anonymitet fandt Davies havde givet stor frihed omkring udvælgelsen. Der var endog tilfælde hvor man ikke havde vidst om der bag et givet navn gem te sig en kvindelig eller en mandlig komponist. Med andre ord, det var de musikalske præmisser, der rådede. Dog modificeret således, at juryen havde lagt megen vægt på samtidsaspektet, dvs. musikkens 'nutidighed'. Dette forårsagede naturligvis, at det fortrinsvis var de yngre navne, der kom med. Men helt blev de ældre nu ikke udelukket: »vi valgte to ældre komponister, men det var to som er unge både af sind og i udtryk, nemlig Erik Bergman og Åke Hermanson.« - Når en komponist som Lewkowitch, der kun i mindre grad kan kaldes kontemporær, alligevel fik et værk med, skyldes det først og fremmest originaliteten af dette arbejde, at han var »tilpas anderledes«.

Skønt balancen mellem de forskellige lande umiddelbart så 'uretfærdig' ud, viste de faktiske forhold - dvs. antallet af valgte værker procentuelt i forhold til de indsendte for hvert enkelt lands vedkommende - et knap så kontroversielt billede. Danmark og Sverige lå nogenlunde på linie med ca. tyve procent hver, Finland en smule under, og først Norge og Island var mere mærkbart under. For Island gjaldt dog, at blot ét ekstra værk ville have bragt procenten op på tyve. Det kan ikke bortforklares, at resultatet for nordmændene var en bitter pille at sluge, men som Davies udtrykte det: »Jeg synes at en del af de norske værker af en eller anden grund virkede mere amatørprægede, og flere af de øvrige var af ældre komponister, der nok var centrale for ca. 20 år siden, men som efter vor mening egentlig ikke længere passer ind i denne festival-type.«

Fire kvindelige komponister var med: Anneli Arho, Åse Hedstrøm. Karin Rehnquist og Kaija Saariaho. I juryen var man opmærksom på problemer omkring den kvindelige repræsentation - og diskriminerede måske ligefrem en lille smule i positiv forstand ved udvælgelsen. Hvorvidt kvinderne komponerer anderledes end mændene besvarede Davies med et både ja og nej, men uddybede ikke yderligere ud over at fremhæve Saariaho og Rehnquist som betydelige komponister. Heller ikke spørgsmålet om en særlig nordisk tone blandt de indsendte værker bød han eksakt på. Han havde lettere ved at påpege velkendte forskelle som f.eks. fornemmelsen af et vist dansk særpræg, som især kommer til udtryk i forskellige udformninger af en videreført ny enkelhed samt den svenske musiks mere udtalt internationale præg (hvilket nok gør, at han lettere føler sig på bølgelængde med den - såvel som med sider af den finske avantgarde).

Så vidt Davies.

Næppe mange vil sætte spørgsmålstegn ved eksistensen af et vist særegent nordisk kulturfællesskab (selvom en konkret påvisning ofte volder problemer). Måsle ytrer dette sig særlig stærkt mellem Danmark, Norge og sverige, hvilket naturligvis bunder i sproglige, historiske og geografiske forhold. Også på musiksiden kan af og til fornemmes en særlig nordisk tone.

Ved den store Nordiske Musikfest i København i 1919, hvor Carl Nielsen, Stenhammer og Sibelius var hovednavne, var sagen naturligvis klar: de nævnte komponister formulerede sig nok tydeligt i hver deres individuelle tonesprog, men samtidig kunne der ikke herske tvivl om den nordiske farve. Siden spillede som bekendt særlig Carl Nielsen- og Sibeliusarven en meget fremtrædende rolle, og i 1956 udbredte en ung Per Nørgård sig om det nordiske sinds univers. Men da var en centraleuropæisk afledt modernistisk bølge allerede rullet ind over Sverige, og bl.a. Karl-Birger Blomdahl afviste på det bestemteste Nørgårds tanker. Siden har det været så sorn så med vurderingen og påvisningen af noget specifikt nordisk.

I år var følgende udtalelse af Daniel Börtz i anledning af åbningskoncerten ganske symptomatisk, idet han om en e-ventuel eksisterende speciel nordisk tone sagde: »Udenlandske bedømmere plejer at fornemme det. Og at landskabet er en grobund er ikke udelukket.« Men så heller ikke mer! Så er det straks lettere mht. forskellene: »En del nationale særtræk, om end af subtilere art end den gamle nationalromantiks» synes at kunne spores i et og andet af de fremførte værker«, mente f.eks. Lars Hedblad i Svenska Dagbladet hen mod Musikdagenes slutning. Og heri var han bestemt ikke ene.

Men nordisk eller ikke nordisk. Vi har stadig brug for en tilbagevendende festival for ny nordisk musik, og man må håbe at viljen til at løse de nuværende problemer er stærk nok til at vi med fortrøstning kan se fremad og tage hul på det næste hundrede års Nordiske Musikfester. - Her ville det være klædeligt, hvis flere kunne finde sammen om at støtte komponistforeningerne i dette arbejde - ikke mindst musikinformationscentrene, der naturligvis helt nærværende burde være centrale formidlere både udadtil og indadtil (og sådan virkede det bestemt ikke i år). Endelig må man se at gøre op med den kedsommelige, ghettoagtige puritanisme, der klæber til så mange af koncerterne.

Én oplevelse var i det mindste meget løfterig og livsbekræftende: åbningskoncerten den 24.9 blev varetaget af Musikhögskolans kor og orkester (altså af musikstuderende!) på en måde, der i kvalitet ikke gav de professionelle orkestre og ensembler meget efter, og som i engagement lå helt i top. Så med henblik på fremtiden var det hele måske ikke så dårligt endda.

Årgang 63/1988-1989, nr. 03