Rapport fra International Computer Conference Köln 19. - 25. sep. 1988

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 110-112

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Computermusik-konferencen (ICMC) i Köln var den 14. af slagsen. Bag konferencen står organisationen "Computer Music Association", og i år var den arrangeret af Kölns forening for ny musik "GIMIK: Initiative Musik und Informatik, Köln" med Clarence Barlow og Christoph Lischka i spidsen. Formålet med konferencen er at skabe et forum, hvor forskere og komponister indenfor computermusik kan præsentere deres seneste arbejder og udveksle ideer med andre, som arbejder indenfor dette spændende og hurtigt-voksende felt. Konferencen består således af en videnskablig afdeling og en kunstnerisk afdeling, den første i form af foredrage og den sidste i form af koncerter.

Forskning

Det forskningsarbejde, som blev præsenteret ved ICMC, omfatter mange forskellige indfaldsvinkler til arbejdet med computere i musik - fra notationssystemer til lydgenerering, fra "computer aided composition" til interaktive systemer til brug ved "live" opførelser, fra analyse til nye elektroniske musikinstrumenter. Forskningen foregår på mange forskellige niveauer og med alt fra supercomputere til billige microcomputere og synthesizers. Der er ikke plads til at komme ind på alt den væsentlige forskning som foregår rundt om i verden jeg kan blot subjektivt vælge enkelte projekter ud til en kort beskrivelse.

Konferencen havde som hovedtema "Menneske-maskine interaktion", og Johannes Goebel åbnede den videnskabelige afdeling med at stille nogle filosofiske og grundlæggende spørgsmål omkring brugen af ordet "interaktion" i denne sammenhæng. Ordet "interaktion" implicerer nemlig to aktive og ligestillede parter. Opfatter vi computerer som aktive og ligestillede? Ønsker vi, at de skal være det? Sprogbrug er ikke tilfældig, og Goebels foredrag gav stof til eftertanke. Et interaktivt computermusik-system kræver, at computeren ikke blot er i stand til at spille men også lytte. Roger Dan-nenberg fra Carnegie Mellon University beskæftiger sig med netop dette problem. Han bruger en såkaldt "pitch to MIDI converter", som tager signalet fra fx. en mikrofon, analyserer frekvensen og fortæller en computer eller synthesizer hvilken tone, der blev spillet (eller sunget). Det er på ingen måde nogen let opgave, dette apparat har: hvordan skal den reagere over for støj, hvad skal den gøre, hvis tonen er ustabil eller falsk, hvordan skal den skælne grundtonen fra de kraftigste overtoner, hvad skal den gøre, hvis man spiller en akkord. Disse problemer er kun løst tildels, især når man taler om forholdsvis billige "pitch to MIDI converters". Alligevel åbner de muligheden for at computeren kan lytte på en begrænset måde. Hvis man så giver computeren oplysninger om fx. et partitur, kan den følge med i stykket og reagere som den er programmeret. Roger Dannerbergs program var en slags "music minus oné". Han spillede en melodi på trompet og computeren spillede akkompanimentpå synthesizer. Det sjove var, at computeren også var i stand til at følge med, selv om trompetisten ændrede tempo eller spillede forkert. Og hvis musikeren gik i stå, fortsatte computeren selv. Når musikeren hoppende ind igen var computeren i stand til at følge med, hvad enten musikeren fortsatte hvor han slap eller valgte at følge computeren og springe de manglende toner over.

I sin udformning virkede programmet måske lidt poppet, men konsekvenserne var klare nok: computere er i stand til at følge en musikere i en koncert situation. Hvordan man programmere computeren til at reagere på det, som musikeren spiller er kun overladt til fantasien. Sådan et system kan dog kun klare at høre på en monofonisk melodi. Når man taler om polyfoni bliver problemerne mangedoblet i sværhed. Barry Vercoe på MIT i Boston arbejder med supercomputere og "parallel processing" for at løse denne opgave. Mennesker er i stand til at opfatte mange toner samtidigt og alligevel skelne mellem forskellige instrumenter og forskellige melodier. Det er i kraft af denne evne, at vi er i stand til at nyde polyfonisk musik. Vercoe's arbejde med supercomputeren, den såkaldte "Connection Machine", går ud på at finde en model for hvordan vores ører og hjerner decifrerer polyfoni. Denne type computer er den, hvis arkitektur kommer nærmest menneskehjernen, idet den består af 63,536 processorer, som arbejder i et stort netværk. Vercoe havde ingen imponerende resultater at vise frem, men det er spændende, om det lykkes at løse dette problem i de kommende år.

Indenfor det man kalder "Computer Aided Composition" var et program udviklet på IRCAM særlig spændende. Kaija Saariaho præsenterede programmet "Esquisse", som er udviklet i et samarbejde mellem flere forskere og komponister. Programmet er først og fremmest et kompositionsværktøj til brug i præ-komposition, og ikke et program som skal realisere hele musikværker. Man definerer nogle objekter (fx. melodier, akkorder, rækker, toner) og bearbejder disse objekter ved hjælp af nogle algoritmer eller funktioner, som man selv definerer. Så kan man se resultatet som noder på skærmen, eller høre resultatet ved hjælp af en MIDI-styret synthesizer, eller man kan få en udskrift af sine objekter og deres transformationer. Man kunne fx. definere to forskellige rytmer som objekter, definere 10 forskellige måder at interpolere mellem rytmer som 10 forskellige funktioner og derefter bede programmet om at lave et nodeudskrift af de l0 forskellige overgange fra den ene rytme til den anden.

Anvendelsen af computergrafik i musikprogrammer er efterhånden meget udbredt, og grafik bliver også benyttet i en computermusik arbejdsstation udviklet på IRCAM af Xavier Rodet og Gerhard Eckel: The SUN-Mercury Workstation. Her drejer det sig om en integreret arbejdsstation, som man kan bruge ti! direkt syntese, bearbejdning af akustiske lyde og algoritmisk komposition - og det hele foregår i real tid. Man kan fx. definere et filter med nogle bestemte egenskaber, som bliver til et symbol på skærmen. Så kan man definere en oscillator og forbinde den med filtret ved at tegne en streg mellem de to. Systemet er så hurtigt, at man også kan bearbejde akustiske lyde ved at bruge signalet fra en mikrofon som input. I lighed med "Esquisse" definerer man objekter og sætter dem sammen efter ønske, men her er klangfarve på lige fod med andre parametre, og så kan systemet køre i real tid.

Koncerter

Musik var der selvfølgelig også. Men trykket ligger stadigvæk på "computer" i Computermusik og der var langt imellem godbidderne. Konferencen var en organisationsmæssige fiasko, med manglende udstyr, forsinkede starter på næsten alle koncerter og forvirring i alt almindelighed. Det var tydelig fra den første koncert, som fandt sted i restauranten på toppen af Kölns radiotårn. Publikum talte mildest sagt med mad i munden, og nåede knapt nok at opdage at Paul Lansky's båndstykke "Just More Idle Chatter" blev spillet. Trods titlen var det ikke meningen, at man skulle snakke imens, og Lansky's brug af computeren til at bearbejde tåle-lyde var værd at lytte til. Så kom George Lewis på scenen og skældte publikum godt og grundigt ud for deres opførsel. De var også musestille, da han spillede sin egen "Voyager" for trombone og computer. Her var et af de mere vellykkede af de mange forsøg med interaktive systemer. Computeren reagerede på en musikalsk og ofte interessant måde på det Lewis spillede på trombonen. Mindre held havde Amnon Wolman med sit stykke "Conversations". Her var det faktisk meningen, at publikum skulle snakke. En indviklet opstilling med mikrofoner på alle bordene skulle muliggøre en elektronisk bearbejdelse af tilhørernes samtaler i salen, men stykket blev udsat så mange gange på grund af tekniske problemer, at de fleste var taget hjem inden det kom i gang.

Charles Dodge's "Viola Elegy" er et stykke for solo braten og bånd til minde om Morten Feldman. Stykket benytter computer-genereret lyde (of te bearbejdet bratch-lyde) og er skrevet ved hjælp af en algoritme baseret på Mandelbrot's teorier om fraktaler (månedens begreb?). Barry Truax's stykke "The Wings of Nike" var en smuk sammensmeltning af grafik og musik. Billedesiden består af nogle lysbilleder af Theo Goldberg og stykket benytter Truax's foretrukne form for syntese, nemlig "granular synthesis", hvor man bruger meget korte fragmenter af lyd (indtil 8000 i sekundet) som sandkorn til at danne en helhed. Den canadiske slagtøjsspiller Trevor Tureski præsterede en fremragende opførelse af Daniel Scheidt's "Obeying the Laws of Physics". Stykket er for elektroniske trommer og computer, hvor computerens rolle er at citere, transformere og improvisere over det, som slagtøjsspilleren spiller.

Sverige var ræpresenteret af Zibigniew Karkowski og venner fra computermusikstudiet i Göteborg med et nærmest voldeligt indslag for MIDI-guitar, MIDI-trommer og computer. Jeg var nødt til at gå udenfor det nedlagte værft, hvor stykket "Onge-Y" blev spillet og selv her var lydtrykket nok til en mindre høreskade. Det samme gjorde sig gældende for gruppen Selektion fra Köln, som lavede en slags eksperimental "scratch music" med 4 grammofoner og en computer. "A Letter from My Uncle" af Nicholas Collins var tilgengæld et befriende "low tech" alternativ. Stykket blev opført af Collins selv på en slags "prepared trombone" sammen med guitaristen Peter Cusack. På trombonen var installeret en række forskellige apparater, som fik den til at ligne et nedløbsrør lappet sammen på uprofessionel vis. Det viste sig, at computeren blev brugt til at sende forskellige lyde gennem små højtalere, som var indbygget i både trombonen og guitaren med en transistorradio, en kassettebåndoptager, støj-generatorer og mikrofoner som lydkilder. Der var tale om en tyst og følsom sammensætning af de mange forskellige lyde.

Richard Teitelbaums "Golemics" benyttede derimod en af de mest ambitiøse tekniske opstillinger, med flere computer-styrede klaverer, som blev påvirket af akustiske og elektroniske instrumenter igennem computeren. Stykket var et orgie af automatsisk musik med selvspillende klaverer, sam-plede lyde, saxofon og trombone. Sidstenævnt blev spillet af Garrett List, som på et tidspunkt var nede på knæ for at klimpre med på et selvklimprende klaver, truttende i trombonen imens. Det var spændende sådan som stykket udfoldede sig gradvist, men som så mange andre "interaktive" stykker var det knap så let at få menneskene og maskinerne til at holde op mens legen var god.

Videokunst var også repræsenteret, men de forventninger der er til det efterhånden ikke helt nye medie blev ikke indfriet. Mest nævneværdit var Noel Zahlers "Gothic Tempest", hvor computeren blev brugt til at bearbejde nogle tegninger af Cynthia Rubin.

Et af de mest overbevisende eksempler på "performance" kunst med live electronics var "Archaic Symphony" af Michel Waisvisz (stykket blev opført ved den sidste NUMUS festival). Waisvisz bruger et instrument af egen opfindelse -The Hånds - som består af en række metalplader, knapper og sensorer som bliver bundet fast på hans hænder og som bruges til at styre snesvis af synthesizers. Ensemble Köln spillede Alejandro Vinao's værk "Toccata del Mago", som forenede strygeensemblets klang med et raffineret bånd realiseret med meget enkelte midler. Aflysning af Kaija Saariaho's lo for ensemble var en stor skuffelse, som skyldtes konferencens meget tilfældige organization.

Den sidste begivenhed fandt sted kl. 2 om natten søndag den 25. september (det tidspunkt, hvor man stiller uret om fra sommertid til vintertid). Grej fra 11 europæiske elektroakustiske studier, heriblandt IRCAM i Paris, STEIM i Amsterdam, Berlins Tekniske Universitet og selvfølgelig DIEM i Århus var koblet sammen i et stort netværk i Musikakademiet i Köln. De 11 studier var opstillet geografisk i foyeren og et lasagne-spisende publikum kunne gå rundt og høre på computer-genererede lyde fra de forskellige byer. På et tidspunkt blev vor larmende naboer mod nord fra Göteborg så ophidsede, at de slæbte en affalds-container ind i foyer, som de hoppede voldsomt op og nede på mens de spillede så højt, at man kunne lugte brændende højttalere. Så kom festivalens arrangør, Clarence Barlow og hev stikket ud, og årets problemfyldte men spændende ICMC konference var definitivt forbi.

Årgang 63/1988-1989, nr. 03