10 år med korsang -portræt af vokalgruppen Ars Nova

-portræt af vokalgruppen Ars Nova
-portræt af vokalgruppen Ars Nova. I februar fejrede Ars Nova tiårs-jubilæum. Vokalgruppen kunne i den forbindelse notere sig for over 300 koncerter, omkring 50 danske uropførelser, 50 førsteopførelser af værker fra renaissancen, og tre CD-indspilninger. Korets fremtrædende status er senest blevet understreget gennem tildelingen af Musikanmelderringens Kunstnerpris 1988.

Af Anders Beyer

Det var komponisten Bo Holten der i slutningen af 70'erne tog initiativet til oprettelsen af Ars Nova-ensemblet. Helt fra starten var den repertoiremæssige side lagt i faste rammer, idet koret skulle udfylde to opførelsesmæssigt forsømte områder i korlitteraturen: renaissancens vokalpolyfoni og den helt nye kormusik. Senere blev korets virke udvidet til også at omfatte pædagogisk virksomhed med børnemusikforestil-linger på Glyptoteket og på skoler i hele landet. Om baggrunden for dannelsen af vokalgruppen siger Bo Holten: »Jeg sang i 70'erne i de musikstuderendes kor (MUKO); i '78 havde jeg fået nok af den klassiske, danske korverden, der lidt polemisk sagt ikke producerede andet end en lang række ekstranumre. Fået nok af den korkultur, som tror at Brahms' bærekraft er uendelig, og fået nok af de bedre amatørkor, som altid synger de samme værker af Debussy, Ravel og Britten. - Ivan Hansen og jeg havde snakket om, at nu ville vi gerne lave noget selv og et tilbud fra Billedstof teatret (det nuværende Pro Formå) om at medvirke i en forestilling satte skub i foretagenet. Tilfældigvis havde jeg på et udsalg købt Pierre de la Rues "Requiem", som jeg meget gerne ville lave. Vi ringede rundt til en stribe sangere og spurgte om de ville være med - den sidste blev hyret en time før første prøve. Og så var koret egentlig etableret.«

Protestbevægelse eller ej, vokalgruppen blev hurtigt en væsentlig del af musiklivet med opførelser af ny og gammel musik - i de første år ofte med drøje hug fra anmelderside: et vue ud over udklip fra korets blealder afslører mange kritiske bemærkninger. Som blev slugt og via en ikke ubetydelig stædighed bearbejdet - musikalsk set med det resultat, at koret i årenes løb er blevet et af Skandinaviens førende vokalensembler. Om arbejdet med den gamle musik siger Holten: »Dengang i '79 da vi startede, var der ikke den blomstring af plader med tidlige værker i adækvate opførelser som vi ser idag. De der fandtes lød ganske forfærdeligt, med en masse folk der stod og bævrede. Så vi føler da i Ars Nova, at vi har været med i udviklingen af opførelsespraksis - er stolte over at være nogle af dem, der har bibragt den gamle musik en ny retfærdighed, bragt den til torvs på en nogle gange anstændig måde.«

De seneste års stadig stigende opførelsesfrekvens af gammel musik, sammenholdt med en stigende forskning i den tidlige musik, har ifølge Holten resulteret i en ændret historisk bevidsthed: »Det er af radikal betydning for hele vores musikforståelse, at hele ens opfattelse af den europæiske musiks historie så at sige er blevet udvidet 3-400 år inden for de sidste ti år. De der har været lidt opmærksomme, har fået en hæftig udvidelse bagud. Der står man selvfølgelig i stor gæld til folk som David Monroe, Bruno Turner og Peter Philips, som meget tidligt gravede ting frem og lavede ordentlige opførelser.«

Den ny musik

Det er ikke uvæsentligt, at Ars Nova har en komponist som dirigent og leder. Gennem Holtens kontakter til miljøet, har koret kunnet etablere en nær tilknytning til en række danske og udenlandske komponister. At arbejdet med den ny musik på mange måder er en udfordring for korets medlemmer, lægger man ikke skjul på. Det er tidskrævende at indstudere helt ny kormusik; koret bruger ofte mange prøver på et stykke, der måske varer 2 1/2 minut. Man oplever tit i Ars Nova, at det enorme prøvearbejde, at de ekstensive prøveforløb ikke bærer frugt: der er ikke mange som lytter til musikken og de medvirkende har kun sjældent fornøjelse ved at synge den. I koret er det ligefrem sådan, at hvis man har et prøveforløb på 11/2 måned frem mod en koncert, der udelukkende indeholder ny musik, så glæder sangerne sig ikke til prøverne, går sure hjem, melder afbud på grund af anstrengelserne.

Claus K. Hansen, som er medlem af koret, udtrykker i den forbindelse nogle af de tekniske problemer, som dukker op under arbejdet med den ny musik: »Ars Nova synger principielt i utempereret stemning. I renaissance-musikken er det harmoniske vokabularium så begrænset, at den utempererede stemning ikke giver harmoniske problemer, men tværtimod bevirker, at alle akkorder ideelt set bliver rene. I en mere avanceret tonalitet bliver problemerne legio. Et eksempel: spil på klaveret følgende fire akkorder i firstemmig sats: C, As, F og D7 med tonen c som soprantone i alle fire akkorder. Hvilken stemme tror du er vanskeligst at synge a cappella? Ja, det er sopranstemmen. Den samme tone skifter tonehøjde samtidig med, at den skifter funktion : en septim i en D7 er ikke den samme tone som tertsen i As-dur i utempereret stemning. Hvad der således for en pianist tager et par sekunder at spille, for en strygekvartet sikkert ikke meget længere, er for et kor et timelangt, intenst arbejde for at intonere disse akkorder rent i forhold til grundtonen. Det er vores erfaring i Ars Nova, at meget få nulevende komponister har nogen forestilling om, hvor vanskeligt det er at synge rent i blot relativt avanceret harmonik. A capella-satsen som idiom har befundet sig i en ubrudt nedgangslinie de sidste 300 år, og indtager idag en af de laveste pladser i det kompositoriske hierarki: Hvor mange nulevende komponister vil hævde, at deres betydeligste værk er et a capella-værk?«

Bo Holten anser også dette problem for nærværende og perspektiverer udtalelsen med en historisk iagttagelse: »Man står jo i den situation som kormand, at i tiden fra Haydn, Mozart og frem er alt hvad komponisterne skriver for kor sekunda-arbejde. Det gælder også de nutidige komponister, som aldrig betror deres inderste og mest betydelige tanker til kormediet - deres korting er 'affald' fra større værker. Hvilke betydelige a capella kor-værker findes der fra romantikken, fra hele 1800-tallet? Og se på vores eget århundrede: Stravinskys, Bartoks, Schönbergs, Ravels korværker - det er småtterier. For den tidlige musik gælder det, at komponisternes væsentligste værker er for vokalmediet; det der svarer til Götterdämmerung, Brahms Fjerde, Bartoks strygekvartetter, det er i den tidlige musik vokalværker. Derfor er det ikke så underligt, at vi med enorm begærlighed kaster os over de værker. Musik af den karat og med det format er ikke skrevet siden - midt i 1600-tallet sluttede det!«

Man kunne så spørge, hvad det er der egentlig er galt med nutidens komponister, siden deres musik er så svær, at sangerne ikke bare skal have tungen lige i munden, men oftest vride den i de mest utænkelige positioner. Holten har et bud: »Man må tænke på, at tidligere tiders komponister - Mozart, Beethoven, Mendelsohn, Berlioz, Liszt, Wagner, Mahler... -var førsterangs udøvere. I renaissancen var alle komponisterne selv sangere, og det er meget afgørende. Når man selv er sanger ved man hvor virkningerne er, hvordan man benytter mediet på den mest fornuftige måde, hvordan man kan få sangere til at yde mere, end de selv tror de kan. Jeg kunne her nævne brugen af omfang. Hvis der er noget moderne komponister er meget ivrige for at udnytte, så er det meget høje soprantoner og meget dybe bastoner. Det vidner om, at man ikke er klar over, at det med højde og dybde i virkeligheden er relative størrelser. Man kan sagtens få en middelhøj tone til at lyde vanvittig høj, det afhænger udelukkende af omgivelserne. At søge ekstremerne i en uendelighed kan måske på visse tidspunkter give et godt resultat, men som princip er det meningsløst. Den slags stykker placerer vi altid til sidst i en koncert, fordi det er umuligt at synge bagefter. -I vort århundrede er der mange komponister, som overhovedet ikke er musikere. Og der har vi vel en af årsagerne: komponisterne har ikke noget begreb om selve performer-situationen. Der er ganske enkelt for stor afstand fra komponistens værksted og til det at stå foran et publikum«

Denne barriere mellem udformer og udfører, har den funktion, at mange korværker stilistisk set er adaptioner, mener Claus K. Hansen: »Vi er klangflader, rytmegrupper, strygersats, klaversats osv., men kun sjældent noget der rammer a capella-sangens specifikke væsen. I stedet for at rakke ned på en række komponister, der uden tvivl har gjort det så godt de formåede og i den bedste mening, vil jeg hellere fremhæve fire danske komponister, som efter min mening hver på sin måde og med meget forskellige midler har ramt noget noget centralt i a capella-musik. Pelle Gudmundsen-Holmgreen har med sine ny-enkle værker "Eksempler" og "Konstateringer" ramt ned i kernen. Det er musik, der for andre medier ville lyde ferskt og kedeligt og kun som a capella-værk giver alt det fra sig, det indeholder. Vi har sunget disse værker mange gange og kommer til at holde mere og mere af dem. - Poul Ruders har i sine to motetter "Preghiera semplice" og "Psalme 86" vist, hvordan man med et utroligt melodisk drive i den enkelte korstemme, kan få harmonisk meget komplicerede satser til at være udførelsesmæssigt enkle. Den melodiske 'logik' er så udpræget i Pouls korstemmer, at man aldrig glemmer dem igen, når man først har lært dem. - Bo Holten har lært noget i de ti år, han har dirigeret Ars Nova og studeret de gamle mestre. Hans overlegne anvendelse af cantus firmus i motetten "Lad verden kun tænke", gør også denne sats til en fornøjelse at synge hver gang. - Endelig har Axel Borup-Jørgensen i sit lille fine værk "Bortforklaring II" forenet det bedste fra nordisk romantisk tonesprog med et stærkt personligt, harmonisk mættet og potent musikalsk udtryk, der samtidig respekterer den enkelte stemmes individualitet: Et nordisk haiku. - Generelt til komponisterne: Lyt og lær af de gamle mestre. Lær noget om musikalsk økonomi, håndværksmæssig kunnen, forståelse af idiomet. Vi er ikke interesserede i renaissance-pas tichen, men håber altid -mere desillusionerede er vi ikke - på nye a capella-værker, der med baggrund i en viden om a capellea-idiomets styrker og svagheder fornyer traditionen.«

Fra hippie-kultur til kjole og hvidt

Man behøver ikke en broby-johansensk analyse til se den samfundsmæssige udvikling afspejlet i Ars Novas fremtoning, den indre såvel som den ydre. Udadtil: fra flippet tøj og de la Rues "Requiem" i '78 på Glyptoteket til kjole og hvidt i ' 89 samme sted og med samme musik. Indadtil: fra plenummøder og kollektive beslutninger til enmandsbeslutninger. Holten kommenterer udviklingen således: »Før i tiden skulle alle beslutninger træffes med flertal, nu bliver de truffet af mig. Ikke egentlig at det har ændret noget som helst, jeg beslutter jo ikke noget hen over hovedet på folk, det ville aldrig kunne lade sig gøre i en gruppe som vores. Den udvikling skete af rent praktiske grunde; det gælder måske, som i koret, også i samfundet, at man har indset, at demokratiet i visse sammenhænge kan være en hæmsko. Hos os var det en meget langsommelig proces med masser af frugtesløse diskussioner, der burde have været fejet af bordet. Med hensyn til påklædningen så startede vi jo i den mere flippede stil med tvangfri påklædning, også til koncerterne. Dengang var det i opposition til den almindelige korbevægelse, som jo altid optrådte i koruniformer. Vi syntes det var åndssvagt med uniformer, så vi stod i Adidas sko og Hummel trøjer. Men det førte desværre til, at folk troede vi ikke øvede, at publikum troede det var til en åben prøve. Det har vist sig, at når vi er i kjole og hvidt, så bliver vi taget mere alvorligt. Der er også noget rent snobben i det fra publikums- og anmelderside; hvis man optræder i kjole og hvidt og lange kjoler, pigerne har sminke på, er velfriseret og der er projektør på, så virker det mere professionelt, mere velforberedt, selvom det musikalsk ikke er en brik bedre.«

Som en stor familie

Har man været medlem af et kor, kender man også til de oplevelser og udfordringer samværet i en gruppe byder. At det ikke har gået stille for sig i de forløbne ti år i Ars Nova, er ikke nogen hemmelighed. Om denne side af korfamilien Ars Nova siger Holten: »Der har været enorme brydninger. Det er jo også det der gør gruppen så spændende at arbejde med. Når man er så meget sammen, holder så mange prøver, er på så mange rejser, kommer der hele tiden konfrontationer; man lærer hinandens bedste og værste sider at kende i tide og utide. Det er som at tackle en stor familie, med alt hvad det indebærer med folk der er ovenpå og nedenunder, og føler sig uden for, nogle bliver favoriseret, andre gør det ikke, hvem får soloerne osv. Der har været talløse opgør om repertoire, fremtrædelsesform, om ansigt udadtil, ledelse indadtil, om administration, penge og hvorfor/hvorfor ikke. Psykologisk set har det været en studie i myriader af detaljer. Sådan en gruppe som vores på godt 12 mennesker, er meget overskuelig for den enkelte. Det er ikke bare en masse, det er individer. Det er det interessante ved denne gruppe i forhold til de andre kor, som oftest er over 20: det er en masse, hvor individerne ikke spiller så stor en rolle.«

Bygge bro over genrer

Vokalgruppen fandt hurtigt ud af, at den gode musik ikke altid findes i den klassiske koncertsal. De initiativer som Ars Nova har taget omkring samarbejde med forskellige kunstnere (jfr- uropførelsesliste), vidner om en insisteren på det eksperimenterende, som er nok så bemærkelsesværdig. At bygge bro over musikgrænserne synes at have været et af de vigtige projekter forkoret: Østen i Vesten og andre aktiviteter skabte nye konstellationer, som fængslede i kraft af sine sætten spørgsmålstegn ved institutionerne. »Jeg kan huske, at det var ved et af vores projekter, at Per Nørgård og Palle Mikkelborg talte med hinanden for første ganget eksempel på, at det er helt urimeligt, at to ledende danske komponister ikke har haft mulighed for at tale sammen før. Det har også ført til, at Mik-kelborg har været producer på vores plader med tidlig musik -noget som overrasker mange, men som mange også ved, så har Mikkelborg et vågent øre. - Det har ført til at John Tchicai har skrevet for blæserkvintet, at Per Nørgård har skrevet en Reggae, at Kenneth Knudsen har skrevet et korværk«, siger Bo Holten. Men tiårs-jubilaren hører vel nu i en eller anden forstand hjemme i den etablerede del af dansk musikliv, er en del af the Establishment. Det nye, eksperimenterende, grænseoverskridende, de ydmyge steder -er det også den jubilerende i kjole og hvidt? - »Behovet er ikke så kraftigt lige nu. Koret har slidt og slæbt i så mange år for at nå dertil hvor det er nu, så nu skal vi nok hvile lidt. Vi ville jo også risikere at splintre nogle af de resultater vi har opnået, hvis vi løb rundt i balletkjoler ude på 5-øren. Vi har kæmpet i så mange år med mangel på forståelse, nu får vi herlig støtte fra presse og grammofonselskab, kommer på hit-listen i Frankrig og hvad ved jeg; der er ikke behov for det 'vilde' de næste par år - men trangen vender jo nok tilbage«, forsikrer Holten.

Penge skal der til

Da Musikrådets bevilling blev forøget for nogle år siden, blev der udarbejdet en betænkning, som bl.a. indeholdt idéer om at oprette et statskammerensemble, nogle basisensembler og et statsstøttet vokalensemble, som dels skulle være specialiseret i opførelse af ny musik, dels specialiseret i pædagogisk virke. Ars Nova så her en mulighed for at forbedre de ydre rammer for korets aktiviteter. Holten beskriver fremtidsperspektiverne for vokalgruppen således: »Pludselig så vi der en beskrivelse af, hvad Ars Nova havde foretaget sig i de sidste 5-6 år. Vi kunne ikke lade være med at lægge en billet ind på det projekt, og nu er det altså lykkedes at få Fyns Amt og Odense Kommune til at interessere sig for at Ars Nova får en tilknytning til Symfoniorkestret, Odense Teater og det fynske musikliv generelt. Tanken er, at amt, kommunen og Musikrådet hver skal finansiere 1/3 af udgifterne. Dvs. at korets medlemmer ansættes på halvtidsbasis. Og der står sagen nu: vi venter på at Fyns Amt og Odense Kommune spiller ud med et mødeoplæg, hvor alle de implicerede parter mødes og tilrettelægger, hvordan et sådant samarbejde kunne foregå. Det ser vi frem til med stor forventning - dels de arbejdsmuligheder det giver, dels en forbedret økonomi, som vil kunne øge vores prøvefrekvens med endnu bedre opførelser til følge. Ensemblet er ganske enkelt ikke holdbart som det er nu: hvis der ikke inden for det næste års tid sker en forbedring af rammerne omkring vores virke, s å kan det ikke blive ved. Allerede nu går fremragende ensemblesangere fra koret for at synge andre steder, hvor økonomien er i orden. Ars Nova har fungeret som vækstbed for unge sangere, men hvis vi ikke kan tilbyde hæderlige økonomiske vilkår, er der ikke grobund for en realisering af de ambitioner og visioner, som Ars Nova ligger inde med nu.«

UROPFØRELSER AF DANSKE VÆRKER

** uropførelse, skrevet til Ars Nova
* uropførelse

Svend Aaquist Johansen: Morgon (1979) f. kor og cello *
Hans Abrahamsen: To Grundtvig-motteter (1985) f. kor **
Irene Becker: Roserne og Stilheden (1988) f. kor **
Ole Buck: Mana (1987) f. kor og perc. **
Morten Carlsen/ Ib Michael: Tibet (1986) f. kor og instr. **
Thomas Clausen: Echoes (1982) f. kor og instr. **
Peace Meditations (1983) f. kor og instr. **
Pierre Dørge: Tai (1982) f. kor og instr. **
The Spontaneus AHA (1983) f. kor og instr. **
Bom Dia (1986) f. kor og instr. **
Hans Gefors: Madrigal (1980) f. kor **
Bo Holten: The Bond (1979) f. kor og ork. *
Bølge og Hak (1980) f. kor og perc. **
Hexeskud (1981) f. kor og instr. **
The Clod and the Pebble (1982) f. kor og instr. *
Sit Around (1982) f. kor og instr. **
Valseværk II (1985) f. kor og perc. **
Isaac og Ivan og Innsbruck (1983) f. kor **
5 Grundtvigmotetter (1983) f. kor *
Himmelhund, Himmelhund (1985) f. kor og instr. **
Erik Højsgaard: 2 Dickinson-songs (1985) f. kor **
Kenneth Knudsen: Direktør P (1982) f. kor **
En Skive af Vinden (1981) f. kor og instr. **
Marilyn Mazur: Magiske Omkvæd (1986) f. kor og instr. **
Palle Mikkelborg: A Simple Prayer (1982) f. kor og instr. **
Per Nørgård: Den foruroligende Ælling (1985) f. kor og bånd **
Wie Ein Kind (1980) f. kor*
Floden og de to store Bredder (1983) f. kor, perc., synth. **
Noget Andet (1982) f. kor og instr. **
Tidligt Forårs Danse (1980) f. kor og perc. **
Poul Ruders: To Motetter (1981/85) f. kor **
Wayne Siegel: Pastel Music (1982) f. kor **
Northern Voices (1984) f. kor og instr. **
John Tchicai: Anakron Løvinde II (1981) f. kor og instr. **
The City of Stars (1983) f. kor og perc. **

UROPFØRELSER AF UDENLANDSKE VÆRKER

Olle Adolphson: Messe (1982) f. kor **
Korvisor(1982) f. kor **
Joan La Barbara: Solar Winds II (1983) f. kor og instr. **
Stefan Forssen: Canons (1982/85) f. kor. og instr. **
Charlie Morrow: Choral Songs (1984) f. kor **
Far Out at Sea (1984) f. kor, perc., tape **
City Wawes (1985) f. kor og instr. ad lib. *
Sven-David Sandström: En Ny Himmel (1982) *
Termometer (1982) f. kor **

Tak til Ivan Hansen for hjælp med materiale til artiklen. Ars Novas to seneste CD-indspilning er anmeldes på side 154