ANMELDELSER

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 04 - side 147-148

Adornos monografi om Richard Wagner er udkommet på dansk på forlaget Klim. Vi bringer først Adornos egen anmeldelse af bogen fra 1952 og derefter Villy Sørensens anmeldelse af den ny oversatte bog. På debatsiderne svarer oversætteren Henning Goldbæk på Villy Sørensens kritik. Forfatterens egen anmeldelse af " Wagner - forsøg på en tolkning"


Af Th. W. Adorno

"Wagner - forsøg på en tolkning" hører til de arbejder fra Socialforskningsinstituttet, som satte sig for ikke at fremture med et frugtesløst oprør over for nationalsocialismen, men forstående at holde stand over for den.

Det drejede sig om at mane forestillingen om et simpelt historisk ulykkestilfælde i jorden og afdække oprindelsen til det fascistiske voldsherredømme i den grundlæggende samfundsmæssige proces. Hitlerideologiens herkomst kunne udforskes uden respekt for dens slægtsskab med approberet kulturgods. I den forbindelse trængte Richard Wagners værk sig på.

Det tredie riges klassiker, den eneste, som magthaverne specifikt kunne henholde sig til, er efterhånden blevet et nationalt traume. Hans navn står i nutidens tyske bevidsthed for noget pinlig uforløst. Ligesom før skal han nu repræsentere tysk kultur - og er dog i helt håndgribelig forstand uadskillelig fra barbariets frembrud. Hele den moderne musik har udviklet sig i modstand over for hans dominans - og dog er alle dens elementer funderet hos ham. Han tillægges æstetisk storhed - og dog er ikke kun person og sindelag fatal, men også hans frembringelser viser sig at være brudte, uden at det indtil dato har gjort skade på deres magt. Det modsvares af, at litteraturen om Wagner enten er forherligelse, ofte ortodoks Bayreutherapologi, eller polemik, eller, og det er måske det værste, historisk bedømmelse, der indfølende und-drager sig spørgsmålet om sandhed eller usandhed. De tanker der er gjort om Wagner, befinder sig som i en tryllekreds. Ånden har endnu ikke vundet friheden i forhold til ham.

Til hin frihed ville jeg bidrage med noget, ikke blot i forholdet til Wagner, men også til den samfundsmæssig-antropolo-giske type, der legemliggør sig i hans værk. Jeg ville hjælpe til med at opklare fascismens urlandskab, så det ikke længere behersker kollektivets drømme. I en situation med en overvældende kollektiv fortrængning, bør en sådan bestræbelse måske kunne gøre krav på en vis aktualitet.

Jeg kunne ikke slå mig til tåls med den formelle anerkendelse af Wagners storhed. Storhed er intetsigende og ganske enkelt en fetischdyrkelse af geniet, eller endda af det prominente, sålænge den ikke legitimerer sig i frembringelsens sandhedsgehalt. Hin pluralistiske forestilling omkulturen er blevet uholdbar, som anbringer omhyggelig adskilte grupper af såkaldte æstetiske, moralske, sociale værdier ved siden af hinanden, og reducerer alle til at være genstande for forstående betragtning. En verdensforfatning der fortsat er truet af den totale katastrofe, tåler ikke en sådan kontemplation.

Jeg har ikke bøjet mig over for den wagnerske monumentalitet. Metoden i min bog er mikrologisk. Der er ikke noget generelt fundament i den, ingen fuldstændige værkanalyser, ingen sammenfatninger og konklusioner, derimod begynder konstruktionen umiddelbart med betragtning over det enkelte og udgøres af den nære interpretation af detaljer og minutiøse træk, som skal etablere erkendelsen af et hele. Overalt står delen iste-det for denne helhed. Askese over for den ideologiske totalitet syntes at være påkrævet af mig, for at kunne bl i ve herre over den objektive gehalt og ikke lade sig forblænde af det, som værket selv gerne vil påtvinge mennesker. Intet kan vel holde bedre standoverfor musikdramaernes monstrøse overmagt end fordringen om en akkordforbindelse eller en motivgestalt på få takter. Wagners kæmpeformat bliver imødegået på 200 sider.

Wagner vurderes altså ikke udefra ved hjælp af almægtige kategorier, derimod bliver hans oeuvre målt i forhold til dets immanente forudsætninger og helt prøvet med hensyn til konsistensen. Først i de inderste celler i de æstetiske strukturer, håbede jeg at støde på de store filosofiske og samfundsmæssige sammenhænge, der normalt kun fremstår som uforbindtlig kultursnak. I stedet for simpel kritik ville jeg udvikle selve de negative momenter hos Wagner i deres nødvendighed ud fra fænomenets objektive kerne, som griber langt ud over personen.

Det var da heller ikke min hensigt endnu engang at dokumentere de åbenlyse forbindelser mellem Bayreutherideologien og Hitlers ideologi. I de wagnerske værkers kompleks tragtede jeg efter at bestemme den historiske tendens som sådan i den æstetiske gestalt. Kun den kan håbe på at gribe noget væsentligt i kunstværket, der selv, ligesom i en vinduesløs monade, i dette værk begriber det univers, som monaden repræsenterer. Først den der påkalder kunstværket ved dets eget navn, identificerer det samtidig samfundsmæssigt. Kunstværker er det historiske væsens og uvæsens bevidstløse historieskrivning. At forstå deres sprog og at læse det som en sådan historieskrivning, er det samme. Vejen til dette er imidlertid bestemt af den kunstneriske teknik, af frembringelsens logik, af dens vellykkethed eller det brudte i den.

Til den adskillelse af disciplinerne, som den videnskabelige arbejdsdeling dikterer, holder den hensigt ikke, der ikke søger begrebet om højeste almenhed, men derimod konstellationen af konkrete momenter, som forenes til sandhed. Motiver fra æstetik, historie- og samfundslære, psykologi knytter sig til komposi-tionstekniske, musikteoretiske og musikkritiske analyser, sådan som genstandens indre udfoldelse forlanger det, uden hensyn til disciplinernes grænser. Det første kapitel eksponerer Wagners sociale psykologi. Ud af denne udvikler det andet kapitel hans kunstneriske gestik; gennem de melodiske, harmoniske og orkes-trale materialeområder, bliver denne gestik fulgt op i tredie, fjerde og femte kapitel. Teorien om Wagners instrumentation fører til begrebet om den wagnerske fantasmagori som bogens centrum i sjette kapitel. Det syvende behandler musikdramaets form og dets dialektik som fantasmagoriens udfoldelse; det ottende forholdet mellem rnyte og moderne. De sidste to gælder begge den wagnerske metafysik: ikke så meget den, der allegorisk var intenderet i værkerne, men snarere den objektive metafysik, som, imod Wagners program, er indeholdt i værkerne. Dennes forklaring leder til sidst til motiver for en redning af Wagner.

Tankernes bevægelse søger samtidig, med den iboende spænding der er i hans kunst, at udsige noget om samfundets bevægelseslove i den wagnerske æra og retfærdiggøre de kræfter, der bliver fri i den såkaldte tidsalder med borgerligt forfald. Den der fortolker Wagners værk som den liberale ånds afskedsdoku-ment, må passe på at afbryde erkendelsen i begreber som dekadencens begreb, der i den østlige sfæres vokabular for længst har løsrevet sig fra enhver forbindelse med sagen og er sunket ned til at være denunciatoriske kendetegn. Det der er bedre hos Wagner end den orden, hvis mere mørke magter han vendte sig imod, skyldes netop dekadencen, udueligheden hos et subjekt, der allerede er fuldstændig beskadiget af det beståendes overmagt, og kun lige formår at tilfredsstille det beståendes spilleregler. Han giver sig ikke hen til kravene om sundhed, dygtighed, kommunikation og indforståethed, men vender sig sprogløs mod den magt, i hvis tjeneste hans sprog står. Ikke den urokkelige selvhævdende form, men derimod den form som forfalder, peger på det nye, som dannes.

For en sådan opfattelse er ethvert kunstværk immanent som kraftfelt, ikke som en statisk i sig selv hvilende væren. Derfor underkaster denne opfattelse ikke kunstværkerne et rigoristisk enten-eller. De kan ikke farisæisk opsplittes efter positiv og negativ, progressiv og reaktionær, ægte og uægte, vellykket og mislykket. Der hvor gehalten, som hos Wagner, i sig selv er antagonistisk, hvor umuligheden af noget afrundet vellykket selv modner ansatsen, er ethvert af disse momenter ligefrem betingelsen for det modsatte hos ham. Wagner - en essaybog tragter således ikke efter at rationalisere sin genstands flertydighed. Ligeså sikkert savner deres erkendelseskarakter som sådan doms-karakter. Det kan derfor ikke være kunstfilosofiens opgave eller bornerte ønske, sådan som uforstanden vil det, at undertrykke kunstværket til falsk entydighed. Snarere skal det entydige begreb, uden hvilket tænkningen ikke kan klare sig og somkunsten forkaster, slå revner i værkernes labyrint. Det drejer sig ikke om at reducere kunstværkerne til formler, men derimod om at bistå dem i kraft af konstruktionen af deres problem, også om det måtte være mod deres egne krav, så det modstridende i dem bliver tydelig som figur. Det er tilfældigt på hvilket sted filosofien trænger ind i kunstværket. Denne tilfældighed definerer den beskedenhed, som finder essayformen velegnet. Men om den af den grund bliver forstået, angår dog også selv kunstværkernes liv og død. Således kan det ikke blot retfærdiggøres samfundsmæssigt, men også æstetisk, når ånden igen og igen giver efter for forførelsen, at fordybe sig i selve det i forvejen åndelige. Dette afhænger ganske vidst alt sammen af, om der i en sådan fordybelse er mere end det blot åndelige der bliver klart, om værkernes nød og håb bliver til et vidnesbyrd om menneskenes nød og håb.

1952

Oversættelse: Anders Beyer.