DEBAT

Mystificering musikperception

Skulle man tro indlæggene i DMT nr. 2 og 3 vedrørende mu-sikperceptionssymposiet i Lund i august, så skulle forskere og musikere/komponister ikke have meget at sige hinanden. I sandhedens interesse skal det nævnes, at Erik Christensen udelukkende deltog i det egentlige videnskabssymposium, hvor tempoet for de fremlagte indlæg var, ja undskyld ordet, øresønderrivende, og at flere komponister, deriblandt undertegnede udelukkende betragtede denne del af symposiet som orientering om videnskabelig forskning, som ikke nødvendigvis havde umiddelbar musikalsk betydning, idet vi i vidt omfang havde fået tilfredsstillet vor interesse gennem samtaler med videnskabsmænd, der havde gjort sig den ulejlighed med større eller mindre interesse at deltage i også første halvdel af symposiet, en masterclass for komponister under vejledning af komponisterne Morton Subotnick og Dennis Smalley. Komponister stillet overfor spørgsmålet 'hvorfor' komponere, 'hvorfor' lige komponere det og det på den måde og ikke på en anden er jo ofte filosofisk bevidste, hvor forskerne undertiden kan skæmme deres udmærkede forskningsresultater ved en næsten himmelråbende reference-løshed, historisk som filosofisk, bare der er en eller anden statistisk undersøgelse eller et scannerbillede at kikke på. På godt for at kunne hævde undersøgelsens sande uforfalskede karakter, på ondt fordi de ofte synes at stå i et hypoteseforladt tomrum, hvor selve spillereglerne ved pågældende undersøgelse er blevet målsætning - udover karriereræset - og i kraft af historie- og filosofiforladtheden bliver til en art specialiseret, men ret ligegyldig spilfægteri. Hvor følelsesladet selv en humoristisk tolkning kan være, demonstreredes tydeligt ved forskeren Steinbergs scannerbilleder af forskelle i mandlig og kvindlig schizofrene patienters hørefysiologi. I et moderne demokrati er ligeret synonymt med enshed, og enhver diskussion af en forskel undertrykkes i ligeberettigelsens navn, hvor vidt forskellige konklusioner der end kan nåes med baggrund i et forskningsresultat.

Så er det vel filosoffens og komponistens opgave at gøre opmærksom på at intet er historieløst, at referencerammen for akustiske overtoneeksperimenter à la Diana Deutsch velsagtens kan være Pythagoras og hans sfærernes harmoni, og at det er aldeles uelskværdigt overfor den gamle at forkaste den moderne forskning med en suppedas af mystisk uerkendende musikerholdning, som den Deckert præsierer i DMT nr. 2, når det blot drejer sig om at finde moderne paralleller til enkelttoneperception eller intervalpeception, altså til de mangfoldige absolutte tolkninger af sfærernes harmoni, som er så karakteristisk for musikopfattelse i klassisk græsk og tidlig kristen musik. Tilsvarende: Er absolut gehør blot en konkurrencedisciplin for ærgerrige musikere, eller rummer begrebet så mange konnotationer til sprog, specielt præpositioner og grammatiske bøjninger takket være forbindelsen mellem sprog og musik via det fælles alfabet i den græske såvel som den tidligt kristne musik, at begrebet kan risikere at blive litterært-etisk-diskret og ikke blot være veltempereret analogt som i en moderne verden. Men heller ikke Carterette nåede længere i sine statiske analyser af almindeligheden af absolut gehør end dog at acceptere fænomenets muligt historiske karakter.

Naturligvis skal begrebet 'etisk' her ses i sammenhæng med platonisk-aristotelisk ethoslære og i en moderne videnskabelig verden med verdslig musik opfattes uden de snærende bånd, som f.eks. Platon pålægger sine skalaer i "Staten" ved kun at acceptere de for staten gunstige som værende 'etiske' i dette ords moderne betydning.

Synes Deckert i DMT nr. 3 til det dogmatiske at være rodfæstet i klassisk dur-mol tankegang med dens aversioner mod alt nyt og perpetuering af de diskrete opfattelser, der danner baggrund for hele den klassiske musikkultur, så er hans analyse af tritonus netop en s ådan tolkning, der ikke accepterer tritonus i sig selv som klingende fænomen, som kvadratroden af en oktav, der ikke nødvendigvis skal opløses undtagen inden for de referencerammer som Deckert med rod i klassikken har erhvervet sig som absolutte. Som svingende fænomen eksisterer tritonus i sig selv - hør blot på visse ambulancer: kun dopplereffekten kan for et øjeblik maskere den!

Og han ønsker ligeledes at fortrænge 'ethos '-læren, at bibeholde musikken i den for ham passende mystiske betydning ved at betragte musikkens psykiske virkninger som mystik. At ordet 'musik' sikkert etymologisk set stammer fra 'mystik' er en anden sag, men jeg tror, at gamle Platon eller Aristoteles ville have vendt sig et par gange i deres grave over denne manglende respekt for deres forskning.

For mig at se består den af Erik Christensen postulerede og af mig iagttagede 'kommunikationsørken' mellem forskere og komponister i at f.eks. psykologerne tager deres udgangspunkt i katagorisering af deres syge patienter (forhåbentlig med henblik på kurering!) og ikke i det musikalske sprogs udvikling, såvel som i udviklingen af lovmæssighederne i det historisk og litterært, hvor det kunne være frugtbart at gribe tilbage til de kim til videnskabelighed, som pythagoras og 'ethos'-læren rummer, diskutere dem med slående eksempler, nyformulere evt. og på den baggrund måske nå nogle basisresultater, som så måtte kunne modificeres helt op til den elektroakustiske musiks område. Sagt på den anden måde: megen af den forskning, som vedrører psykologi og ikke f.eks. neurologi, synes at beskæftige sig med musikkens fremtrædelsesform og ikke dens væsen, og dermed er vi jo i øvrigt inde på et område, der ikke er ukendt i filosofisk litteratur.

Anker Fjeld Simonsen