En reddende kritik

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 04 - side 156-156

Hos Villy Sørensen er det hele forkert, og i detaljerne står det ikke bedre til. Således skal ordet Gesamtkunstwerk ikke oversættes, det hedder Gesamtkunstværk på dansk, i det mindste for musikkyndige. Og Wagner har faktisk skrevet Breve til Rengøringskonen, det er en bestemt enhed i hans forfatterskab. At identifikation et sted i min oversættelse er blevet til information, at Handlung er blevet fejllæst som Spannung, er beklageligt og burde aldrig ske, men det berettiger ihvertfald ikke Villy Sørensen til at afvise oversættelsen som ubrugelig. Det hele er jo netop ikke forkert, hvad angå oversættelsen, når han selv må skrive, at hele sider går det meget godt.

Værre er det, at denne grundattitude også angår Adornos tekst på flere måder. Med stilistisk Schwung og vanlig forudsigelighed slutter Villy Sørensen med at sige: »Det er ærgerligt, at den nøjeregnende Adorno ikke er blevet oversat mere nøjeregnende. Netop i detaljer er han spændende at følge, det er kun det hele der er forkert.« For det første kan man ikke sige om Adorno, at han er nøjeregnende, men alt muligt andet: mimetisk, sensitiv overfor det konkrete, mikroskopisk. For det andet er det ikke spor præcist at hævde om Wagner-bogen, at netop i detaljer er Adorno spændende at følge. Dens formål er da netop hovedlinierne i det modernes historie fra Wagner til Hitler. Den senere så mikroskopiske metode er slet ikke særlig typisk i Wagner-bogen, men snarere for Mahler-bogen og Berg-monografien. Og dette fører frem til Villy Sørensens absolutte afvisning af Wagner-bogens indhold. Med den største forbavselse kan man konstatere, at Villy Sørensen læser Wagner-bogen som et stykke Wagner-filologi. Og derudfra når han hurtigt frem til, at det hele er forkert.

Adorno læser altid aktualiserende, han læser den bevidsthed ind i Wagner, som slumrede i det 19. århundrede, men vågnede op i det 20. århundrede, som det lukkede samfund. Tilsvarende tolkede Benjamin Goethe og Baudelaire, og således tolkede Adorno den klassiske musik, ikke som musikhistorisk ekskurs eller Stand der Forschung, men som en reflektion over historien i musikken. Adorno afviste ikke Stravinskys musik, det tror Villy Sørensen faktisk, men foretog en diagnose af det 20. århundrede udfra Stravinskys præcise musikalske strukturer. Det er utroligt at den Villy Sørensen, der engang kom tilbage fra Vesttyskland i tresserne med et 'førstehåndskendsskab' til Frankfurterskolen, siden da har kun har brugt det til en forudsigelig retorik og til at nedskære reflektionsniveauet hos Adorno så tilpas meget, at det just passer til den sædvanlige surdej af Kierkegård og Grundtvig.

Villy Sørensens forståelse af Adorno er ikke imponerende, alterfaktiskforkertogidetaljernegårdetrigtiggalt.Detskaljeg til slut give et konkret eksempel på. I sin anmeldelse skriver Villy Sørensen: »Ringen er ikke nær så tidsbunden som Adornos opfattelse af den.« Derefter følger Villy Sørensens egen fortolkning af den nordiske mytologi, som vi kender den fra hans Ragnarok: som en lyserød allegori over oprustning og økodebat og hvad der ellers er alment for tiden. Besværgende hedder det så, vendt mod Adornos formastelige Wagner-tolkning: »Wotan er ikke 'den begravede revolutions fantasmagori' : han er den manipulerende magt....; Götterdämmerung er ikke en reaktionær tilbagevenden til naturen, men en dom over denne magt.« Villy Sørensen er ikke engang i stand til at fastholde Adornos endnu gyldige spænding i Wagner-bogen mellem den totalitære og den magt-negerende Wagner, mellem fædrenes og sønnernes Wagner. Det komplicerede og tidsbundne fejer han ind under tæppet, og tilbage bliver den nordiske mytologi, uden farlige kanter. Så det forholder sig lige modsat af det, der står hos Villy Sørensen. Ringen er netop altid tidsbunden, og netop snarere i Adornos dobbelte forstand, end i Villy Sørensens konfliktskyende ges tus. Det engang så omfattende begreb om redning hos Adorno og Benjamin er hos Villy Sørensen reduceret til glemsel af det konfliktskabende og samling om det, som alle synes er rigtigt. Det eneste i hans anmeldelse, der virkelig lyser af sandhed og skarphed, er den modvilje og dybe irritation, der styrer hver sætning, og resulterer i stilistiske opfindsomheder som denne sætning, der hermed returneres med tak for lån til anmelderen Villy Sørensen: han er i enhver forstand streng at læse. Hvis man ikke har noget vigtigt at sige om en bog, eller slet ikke har et forhold til den, så skal man lade være med at anmelde den, for ingen har glæde af det.

Henning Goldbæk