Fra klaverstudie til horntrio

HANS ABRAHAMSENS KOMPOSITIONSTEKNIK BELYST GENNEM ANALYSER AF "BOOGIE WOOGIE" FRA 10 KLAVERSTUDIER OG "SCHERZO MISTERIOSO" FRA HORNTRIOEN

Af Anne Katrine Lunden og Anne Lise von Moos

Hans Abrahamsens 10 klaverstudier er et 'work in progress'. De første fire studier uropførtes i 1983, studierne seks og syv ur-opførtes i maj 1984, og studie nr. fem, "Boogie Woogie", uropførtes den 2. november 1984. De tre sidste studier i den planlagte række på 10 venter stadig på deres uropførelse. Om sammenhængen mellem de 10 klaverstudier skriver Hans Abrahamsen i en programnote til opførelsen i Det Unge Tonekunstnerselskab, foråret 1989:

»Min plan var at skrive 10 studier ialt, bestående af 4 dele. Første del skulle bestå af 4 studier; anden del af 3 studier; tredie del af 2 studier og fjerde del af l studie. Endvidere skulle alle studierne bindes sammen ved at sidste studie i første del (Ende) skulle være l. studie (Traumlied) strukturelt bagfra, sidste studie i anden del (Blues) 2. studie (Sturm) bagfra, sidste studie i tredje del (Cascades) 3. studie (Arabeske) bagfra, og sidste og eneste studie i fjerde del (Le trombe del mattino) skulle være 4. studie (Ende) bagfra, derjo såbliver(stadigkun strukturelt) lig l. studie forfra.

Et instruments karakter er skabt af den musik, der er skrevet for det, og dette gælder ikke minds tklaveret. I første del beskæftiger studierne sig med det romantiske klaver (Schumann og Chopin) men set på afstand fra vores tid. Anden del beskæftiger sig med klaveretsometrytmiskrationaltinstrument (ekkoer af Bartok og jazz-reminiscenser). De sidste to dele, studierne 8, 9 og 10, arbejderjeg stadig på. Deres titler er Rivière d'oubli, Cascades og Le trombe del mattino.«

Trioen for violin, horn og klaver, der består af seks satser, uropførtes den 26. november 1984. Sammenhængen mellem klaverstudierne og satserne i horn trioen fremgår af nedenstående oversigt.

Horntrioen er en gennemkomponering af klaverstudierne.

Rækkefølgen af satserne i horn trioen er ændret i forhold til klaverstudierne, klaverstudiernes anden sats, "Sturm", findes ikke i horntrioen, og klaverstudiernes syvende sats, "Blues" er placeret inde i horn trioen. Fjerde sats, "Ende" eller "Marcia Funèbre", med et nærmest statisk udtryk fungerer i begge sammenhænge som et slags vendepunkt og giver storformen en to-delt bueform.

I det følgende skal satserne "Boogie Woogie" og "Scherzo Misterioso" analyseres, således atklaverstudiet "Boogie Woogie" først gøres til genstand for en detaljeret analyse. Derefter analyseres horntrioens scherzo-sats med udgangspunkt i analysen af klaverstudiet, og endelig sammenlignes de to satser.

Boogie Woogie

Storformalt består satsen af otte dele, hvoraf de syvførste præsenterer og gennemfører forskellige skalamotiver, mens 8. del må betragtes som en improvisation over materialet f rå de foregående afsnit.

Udgangs punktet for satsen er et meget koncentreret materiale bestående af en 9-tonig grundskala, hvoraf afledes de øvrige skalaer (se formskema side 126 og skala A-F i nodeeks. l ).

Dette materiale bearbejdes efter serielle principper, hvis talsystemer og strukturer vil blive forklaret i det følgende. Da det er de samme principper, som anvendes i de første sy v afsnit (takt 1-128), vil vi koncentrere os om indledningen (takt l - 37) hvor grundskalaen er det stoflige udgangspunkt (jfr. stort nodeeks. på dette opslag).

Indledning

Grundskalaen præsenteres takt l i højre hånd som et tema, der spilles igennem i hurtigt tempo (se nodeeks. 2 på næste side ). Samtidigt hermed begynder i venstre hånd en motivisk udvikling, hvor et stadig t stigende antal skalatoner gentages: Takt l venstre hånd gentager grundskalaens første tone ni gange; takt 2-3 venstre hånd gentager grundskalaens to første toner transponeret til 2. skalatrin otte gange; takt 4-6 venstre hånd gentager grundskalaens første tre toner transponeret til 3. skalatrin syv gange o.s.fr. Hver gang en ny transposition af et skalafragment sætter ind i venstre hånd, får den en dobbeltfunktion, idet den ikke alene indleder motivgentagelserne i venstre hånd, men også indgår som de første toner i en ny - transponeret - skalagennemføring i højre hånd, der spilles i et stadigt langsommere tempo (der er to 8'dele mellem hver skalatone i takt 2-3, tre 8'dele mellem hver skalatone i takt 4-6 etc.). Det er ikke kun skalafragmenterne i venstre hånd, der har en dobbeltfunktion, men også den afspaltning af skalaen, vi ser i 2. system af nodeeksempel 2. Dels indgår afspaltningen i den skalagennemføring, der begynder i venstre hånd; dels kan den opfattes som et komplement til det ok-tavfordoblede skalafragment i højre hånd (nodeeks. 2, 1. system). Således bliver samtlige skalatoner præsenteret inden for hvert skalafragment.

Ser man på de to midterste systemer af nodeeksempel 2, der er en udskrift af de seks første takter, bliver princippet klart: Skalaer i faldende tempo i højre hånd sammen med stadigt længere skalafragmenter i venstre hånd. Uden om disse to midterste lag ligger to andre tempolag: I nederste system af nodeeks. 2 spilles grundskalaen i en augmen-teret udgave, der fremgår af første tone i hvert nyt skalafragment. I øverste system spilles en augmentation af skalafragmenterne i vens tre hånd som oktavfordoblinger, der markerer hvert taktskifte.

Ialt udfoldes Grundskalaen i fire forskellige tempo- og strukturlag, hvoraf de to præsenterr grundskalaen i melodisk skikkelse, mens de to andre præsenterer skalafragmenter af stigende længde. Man kunne betragte de første 37 takter som et gennemført eksempel på system-komposition, idet systematikken styrer både forløbets længde og indholdet. Men allerede i takt 2 ser man, at Hans Abrahamsen ikke følger sit system slavisk. Første tone i næstøverste system, takt 2, burde være et "f, hvis principperne varenerådende, men komponisten noterer i stedet et "e".

Også de omtalte dobbeltfunktioner af skalafragmenterne i venstre hånd og afspaltningerne i højre hånd, er med til dels at skabe liv i systematikken, dels at skabe ny dynamik mellem de forskellige systematiske lag.

Vigtigere for oplevelsen end disse iagttagelser er imidlertid de indbyrdes forskellige tempi, der er karakteristiske for skalaer og skalafragmenter gennemheleindledningen (takt 1-37). Skalafragmenterne i øverste system gennemgår et accelerando frem mod midten af indledningen, og derefter et ritardando, hvorimod skalaen i nederste system ritarderer i første halvdel af indledningen for derefter at accelerere. Disse temposkift er på den ene side et resultatet af gennemførelsen af skalafragmenterne i næstned-erste system, der "styrer" forløbet og kan betragtes som satsens bærende idé. På den anden side giver de satsen en dynamik, som opfattes umiddelbart aflytteren og på én gang virker følgerigtig og uforudsigelig.

Mellemdel

De følgende afsnit (A til F i formskemaet) er som nævnt opbygget efter de samme principper som indledningen. Forskellen på indledningen og afsnittene A til F er, at afsnittene A, B, C, D, E og F er komponeret over systematisk reducerede versioner af Grundskalaen, hvor et bestemt antal toner er udeladt, mens ambitus (en stor septim) i de fleste tilfælde bevares - se nodeeksempel 1. A-skalaen har 7 toner, B-skalaen 5, C-skalaen indeholder vendepunktet (3, l, 2), D-skalaen har4 toner, E-skalaen 6 og F-skalaen 8 toner. Dermed bredes systematikken fra indledningen ud til hele første del af satsen (takt l - 128), men således at den dynamiske spænding, der konstateredes imellem indledningens to "yderste" lag ( se øverste og nederste system i nodeeks. 2) nu genfindes i balancen mellem de enkelte formled og deres størrelse. Samtidig veksler præsentationen af skalaer og skalafragmenter mellem højre og venstre hånd ligesom de tonale udgangspunkter for hvertformled er udledt af grundskalaen, således at de forskellige formled klangligt afviger fra hinanden.

Slutning

Det var karakteristisk for indledningen og afsnit A-F, at højre og venstre hånd hele tiden tog udgangspunkt i den samme skala og de samme skalatrin. I slutningen, afsnit G-I (takt 129-155) kon-fronteres de forskellige skalaer med hinanden i højre og venstre hånd, der bearbejder nogle af de tidligere præsenterede skalaer for til sidst (afsnit I, slutningen) at mødes i den 5-tonige skala fra B-afsnittet. I oversigtsform anføres det anvendte skala-stof nedenunder, idet vi gør opmærksom på, at de tilsyneladende sammenfald, der er mellem skalamaterialet i højre og venstre hånd (f .eks. D-skalaerne i afsnit G) sløres af ry tmiske forskydninger mellem hænderne.

Højre hånd Venstre Hånd

G:
B-skalafragmenter/afspaltninger E-skalafragm./afspaltninger
D-skalafragmenter/afspaltninger D-skalafragm./afspaltninger
A-skalafragmenter/afspaltninger C-skalafragm./afspaltninger
E-skalafragm./afspaltninger

H:
E-skal afragmenter/afspaltninger B-skalafragm./afspaltninger
D-skalafragm./afspaltninger

I:
B-skalafragmenter/afspaltninger B-skalafragm./afspaltninger

For at illustrere fremgangsmåden, skal vi se på nogle takter fra afsnit H, jfr. nodeeks.3. Ifølge oversigten erdet anvendte materiale i venstre hånd fragmenter af B-skalaen og dens afspalt-ninger. Fragmenterne fremkommer klangligt ved oktavfordoblinger af visse skalatoner, som fremhæves således at man først hæfter sig ved en skalatone, derefter ved to, så tre, fire, fem og til sidst ved alle seks toner - jfr. der voksende antal oktavgreb i venstre hånd nodeeks. 3. På den måde bevarer Hans Abraham-sen kontrasten og spændingen mellem skalafragmenter og af-spaltninger som var karakteristisk for spillet mellem højre og venstre hånd i indledningen og afsnittene A-F, men nu som en klanglig variation i venstre hånds materiale. Den tilsvarende procedure finder sted, som man kan se det af nodeeks. 3, i højre hånd, men med anvendelse af skalafragmenter og afspaltninger fra E-afsnittet. Således kombinerer de betragtede takter fra afsnit H væsentlige træk ved afsnittene E og B, der transponeres og føres sammen af venstre oghøjre hånd.

Igen noterer man sig, at Hans Abrahamsen ikke nøjes med at realisere et system, men griber regulerende ind i det: For det første udskifter han i nogle tilfælde skala-toner med andre, "skalafremmede" toner. For det andet føjer han til skalamaterialet nogle få toner, som placeres så de danner sekst-intervaller i forhold til hinanden. Disse toner kunne tolkes som hørende til C-skalaerne (der er de eneste som indeholder intervallet en sekst). Men man kan også vælge at betragte dem som "frie" toner.

Skal man på baggrund af analysen sammenfatte kompositionsteknikken i Boogie Woogie-satsen, er det fristende at anvende traditionelle begreber fra formlæren som "eksposition" og "gennemføringsdei". Indledningen (takt 1-37) fremstår i så fald som satsens eksposition, hvor grundskalaen præsenteres sammen med nogle kompositionsprocedurer, derpå systematisk vis udfolder grundskalaen - både som motivafspaltninger og på forskellige rytmiske eller tidsmæssige niveauer.

Afsnittene A-F "gennemfører" det systematiske aspekt af kompositionsteknikken ved at afspalte mindre skalaer af grundskalaen og underkaste dem de samme procedurer, som blev introduceret i indledningen. Dermed kan indledningen og afsnittene A-F tilsammen siges at demonstrere de system-mæssige sider af kompositionsteknikken.

Afsnittene G-I anvender det materiale, som er fremgået af systematikken, på en mere fri og uforudsigelig måde som en fantasi over systemets muligheder. Man kan betragte det som en "coda", en virtuos stigning mod slutningen, der overskrider systemets begrænsninger og derved gi ver pianisten mulighed for at brillere med oktavspil og pólyfoni mellem højre og venstre hånd. Men man kan også anskue det som en æstetisk refleksion over de perspektiver, som systemkompositionen åbenbarer: En erkendelse af, at systematikken gennem sine begrænsninger giver udsyn over nye vidder og skaber uforudsete muligheder for den kreative fantasi, der tør overskride grænserne. Analysen afsatsen "Scherzo misterioso" fra horn trioen vil vise, at denne sidstnævnte betragt-ningsmåde er relevant for Hans Abrahamsens musik.

Scherzo Misterioso

Scherzo-satsen fra Horntrioen består af tre dele: Første del (takt 1-30) er en ny-komponeret indledning der bygger på materiale, som ikke er anvendt i Boogie-Woogie satsen; anden del (takt 30-112) og tredie del (takt 113-155) består for klaverstemmens vedkommende af en reduceret udgave af Boogie-Woogie, hvortil føjes nykomponerede stemmer for violin og horn. Med henvisning til Hans Abrahamsens sammenligninger mellem Ligetis, Per Nørgårds og sin egen kompositionsteknik og deres anvendelse af gennemstrukturerede forløb (i et interview med Mogens Andersen om Ligetis klaverkoncert, DMT 1988/89 nr. 3, side 83f) er detfristendeatparallellisere Abrahamsens fremgangsmåde ikke alene med Ligetis Horntrio, der i instrumentation svarer til Hans Abrahamsens og er komponeret samtidig med Ligetis kla-veretuder; men også med Per Nørgårds klarinettrio "Spell" fra 1973, der bygger på klaverstykket "Turn" med tilkomponerede stemmer for klarinet og cello. En sammenlignende analyse af disse seks klaver- og kammermusikværker vil efter vor mening ikke alene kaste lys over Hans Abrahamsens kompositionsteknik og hans forhold til nogle vigtige tendenser inden for dansk og europæisk ny musik; men også bidrage til en dybere erkendelse af forholdet mellem struktur og oplevelse - om man vil: musikalske objekter og musikalsk illusion - i de sidste 15 års musik. I nærværende sammenhæng vil vi dog begrænse os til analysen af de to Hans Abrahamsen-satser.

Indledning

Som nævnt bygger indledningen (takt 1-30) på skala-materiale, der ikke har været brugt i Boogie-Woogie-satsen, nemlig på to diatoniske skalaer (jfr. nodeeksempel 4).

Man bemærker, at skalaerne er forskellige: Skala I er en ly-disk skala på tonen B, skala II er en ren mol skala noteret som en blanding af as-mol og gis-mol. I princippet anvendes skalaerne på samme gennemsystematiske måde, som vi konstaterede at Grundskalaen blev anvendt i indledningsafsnittet af Boogie-Woogie satsen; men i praksis anvendes kompositionsteknikken i de to indlednings af snit forskelligt: I scherzo-indledningen gennemføres begge skalaer nemlig samtidigt, således at skala II præsenteres takt 3 som et tema i klaverets venstre hånd i en slags imitation med skala I, hvis første tone, B, kommer i takt l, mens resten sætter ind i klaverets højre hånd to ottendele efter skala II (se nodeeks 5, de to nederste systemer). Samtidig hermed sætter violinen indmed opbygningen af skalafragmenter til hele skalaer efter samme principper som blev iagttaget i Boogie Woogie-satsen (nodeeksempel 2 næstnederste system): Takt 3 og 4 spilles første tone i skala I og første tone i skala II skiftesvis ialt 9 gange. Takt 4, 5 og 6 spilles første tone i skala I og første tone i skala II skiftesvis ialt 8 gange efterfulgt af anden tone i skala I og anden tone i skala II spillet på samme måde (2x8). Ligesom i Boogie-Woogie satsen er skalaerne transponeret en tone op ved 2. præsentation. Tredie præsentation begynder på anden ottendedel i takt? og er nu transponeret to toner op: Violinen spiller de tre første toner i skalaerne som tonepar sådan at første-tonerne ialt høres syv gange, anden-tonerne syv gange, og tredie-toneme syv gange. Sådan fortsætter udbygningen af skalafragmenterne til hele skalaer i stadigt stigende tempo, mens klaveret følger med og kompletterer fragmenterne op til hele skalaer - se nodeeksempel 5.

Ligesom det var tilfældet i Boogie-Woogie satsen er det muligt ud over disse to "hurtige" lag i kompositionen at skelne to "langsomme" lag (jfr. øverste og nederste system i nodeeks. 2). Men disse kontrasterende tempo-lag er kun til stede som strukturelle muligheder i scherzo-satsen. Hans Abrahamsen realiserer dem ikke ved hjælp at accenter eller fordoblingen, som han gjorde det i Boogie-Woogie-satsen. De forbliver uhørlige, og det er som om komponistens interesse her koncentreres om de harmoniske og klanglige aspekter som systematikken tilbyder nu, hvor der er to instrumenter og to forskellige skalaer, som følges ad. De steder, hvor klaveret fordobler violinen for at angive indtræden af nye tonepar, udnyttes til at skabe akkordvirkninger i klaversatsen, der bliver tættere og tættere, stadig mere harmonisk præget, mens violinstemmen fortsætter sin tilsyneladende sekvenserende udspinden af drejebevægelser, der inkluderer større og større intervaller som systemet udvikler sig.Første delen af scherzo-satsen slutter med at præsentere skala I og II i henholdsvis violin og klaver, men transponeret én tone op i forhold til satsens begyndelse. Indover disse to skalaer dukkernu Grundskalaen op - først i violinen udfra tonen H, to 8-dele senere i klaveret ud fra Cis (nodeeksempel 6). Takt 31 rummer således en overledning til scherzoens to sidste dele. I de sidste to dele af scherzoen er klaveret en reduceret, men klangligt og registermæssigt ændret udgave af Boogie Woogie. Violin og horn fremhæver i disse dele enkelte toner i klaverets fortløbende udvikling af skalaerne og følger således i store træk rækkefølgen af klaverets skala og skalatranspositioner. Derudover har vi imidlertid ikke kunne eftervise en egentlig systematik i violinens og hornets toner. Her er måske netop tale om "frie" valg i modsætning til den strengt gennem-strukturerede kompositionsteknik, der præger Boogie Woogie og Scherzo Misterioso-satserne.

Anne Katrine Lunden og Anne Lise von Moos er musikstuderende på Musikvidenskabeligt Institut i København. De skriver på en specialeafhandling om Hans Abrahamsens musik, specielt klaver studierne og horntrioen.