Hvad sang Sirenerne, mens Odysseus sejlede forbi

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 04 - side 144-144

Den 13. april uropfører Radiosymfoniorkestret Ivar Frounbergs nye orkesterværk


Af Anders Beyer

Cumputerteknologi og levende mennesker opfattes undertiden som modsætninger. Ikke af Ivar Frounberg. Hans kompositoriske virke, der i 80'er-værkerne viderefører 50'ernes strukturmusik og dennes muligheder for at kontrollere alle musikkens lag, kendetegnes ved en stigende kompleksitet inden for de musikalske formdannelser. En udvikling som bl.a. skal ses på baggrund af de sidste årtiers ekspansion inden for avanceret computerteknologi, hvis muligheder og udfordringer Frounbergs musik udforsker. Studier hos Xenakis sammenholdt med indgående og skelsættende analyser af Boulez' værker har (ud over inspirationen fra Morton Feldman) været vigtige forudsætninger for Frounbergs syn på kompositorisk praksis, der arbejder videre inden for centraleuropæisk musiktænkemåde og i sidste instans er et led i det der er blevet kaldt det modernes projekt. En praksis, der ofte synes at bevæge sig i ekstremer: det helt 'primitive', kultiske over for det overordentlig avancerede. Sat på en anden formel: en fremgangsmåde der sætter myte over for kultur. I flæng: "Årstiderne" fra 1976-81 (med Haiku digte) for kor og instrumenter, "Ilerqor-sutin" (1978) - (Det, man fremfører af gammel vane) for damestemme og kontrabas, "Haliksa3 i" for sopran og instrumenter (1983-84). Således også Frounbergs DR-bestillingsværk for orkester og live-elektronik: "Hvad sang Sirenerne, mens Odysseus sejlede forbi".

»»Det er en utroligt spændende historie«, siger Ivar Frounberg entusiastisk, mens Macintosh-computeren i baggrunden sender små stjerneskud over skærmen, Apple-computeren og DX7-synthesizeren overfor tilsyneladende sover middags-søvn, og det veltjente flygel synes at stønne under vægten af en stor og blandet mængde musikalier. Historien, som er på tale, handler om kejser Tiberius af Rom, Augustus' efterfølger, der ind imellem også beskæftigede sig med andet end erobringer og giftmord. For når intrigerne og giftampullerne i Rom blev for nærgående, fortrak Tiberius gerne til et af sine landsteder ved havet, hvor han sammen med udvalgte venner ved hjælp af spidsfindige spørgsmål satte tilværelsen under debat. Et af spørgsmålene skal have lydt: Hvad sang Sirenerne, mens Odysseus sejlede forbi? ... »Uanset hvad Sirenerne sang, så er der ingen der kan vide det«, fortsætter Frounberg, mens han ser ud som paradokset, der på andre kunne virke forvirrende, på ham alene virker stimulerende. »Hvis man hørte det, så var man død, og hvis man overlevede det, ja så havde man ikke hørt det - bortset fra Odysseus, som tog hemmeligheden med sig i graven. Det er en umulighed, simpelthen, at komme frem til at lukke det inde, og det svarer til medieverdenen i dag. Hvis vi erstatter radiotransmissioner, så hører vi aldrig den levende musik. Vi tror vi hører den levende musik, fordi vi hører den. Men vi hører den kun som radio, så i virkeligheden er den død når vi hører den. Vi bluffer os selv.««

Sådan introduceres Frounbergs 'blufnummer' i Jakob Levinsens interview med komponisten, som bringes i næste nummer af DMT. Blufnummer forstået på den måde, at det man hører i koncertsalen ikke er det samme som det der kommer ud af højttalerne hjemme i stuerne; med komponistens formulering: »Der bliver transmitteret en version som har sit eget mixerskema. På visse steder fremhæves simpelthen visse ting i orkestret, som spilles i salen, men som har en meget underordnet betydning i salen. Hjemme foran radioen, hvor man kun har det i stereo og ikke 4-kanals, der hører man så nogle af de ting, men til gengæld ikke 4-kanals rummet. Det som er under-belyst det ene sted, er så tilsvarende overbelyst det andet.« Ydermere bliver "Odysseus" opført to gange ved radiokoncerten, således at værket, der ved hver ny gennemspilning har alternative udviklingsforløb, fremstår i forskellige versioner. - »Idéen i det er, at formen også er flertydig. Det man opfatter som en start, er måske i virkeligheden midterdelen af noget andet, og det jeg vil undersøge er: hvordan vil man opleve det, når man oplever det som et stort, sammenhængende forløb. Man starter her, og så hører man stykket en gang. Så er der pause, man går ud og kommer ind igen, og så begynder stykket igen. Men nu begynder det et nyt sted! Hvad betyder det for formoplevelsen? Man vil begynde at fokusere på nogle andre relationer, når man starter et helt andet sted. For det første bliver man overrasket over, at stykket ikke lyder ens fra starten. For det andet vil man begynde at genkende ting, og de ti ng vil så belyse andre ting. For det første ting fra den første opførelse, som man så pludselig erindrer sig, for det andet ting som, når de kommer igen længere henne i forløbet vil få en helt anden betydning.«

Det er i dette spændingsfelt mellem intuition og beregning, myte og moderne, at "Odysseus" lever. Værket kaster så at sige sig selv bort gennem listen eller bedraget for derigennem at beholde sig selv: Det frounbergske fupnummer er urbilledet på den odysseus'ske list. Og skemaet for denne list er beherskelse, rationalitet. Hos Frounberg betyder det en seriel musik, som paradoksalt nok samtidig er åben i formen. En åbenhed som skaffer plads til det der ikke står i noderne, det vi som lyttere oplever som fraværet af lykke, og følelsen af en længsel mod det som ikke er; - »Videre sejled vi nu med dybtbedrøvede hjerter«.