Kejserens ny musik?

I Komponistforeningens aktiviteter i forbindelse med 75-års jubilæet besøgte Niels Viggo Bentzon Fåborg Gymnasium. Vi har bedt gymnasieelev Maja Wiberg om at skrive om mødet med Niels Viggo Bentzon.

Af Maja Wiberg

For mange år siden levede der en pige på Fyn, som holdt så uhyre meget af musik, at hun med største glæde greb enhver chance for at møde mennesker, der på den ene eller anden måde var forbundet med 'tonernes sprog' for ret at nyde musikken med dem. Hun levede og åndede med sine instrumenter og en walkman, og ligesom man siger om en pige af den alder, at hun er i klædeskabet, så sagde man altid her: »Pigen er i musikkens verden!«

På Fyn var det, som det var skik over hele kongeriget, skik og brug at man gik i skole, og pigen læste til studentereksamen på et lille, men i al særdeleshed hyggeligt gymnasium på det sydlige Fyn. Hun mødte hver dag op klokken otte - ikke kun for at få fyldt sit lille hovede med nyttig viden, men også for at have det rart med de andre elever, og ikke mindst for at synge, spille og lytte til en masse musik. Pigen mødte en del mennesker, som havde med musik at gøre til daglig, og hun skrev disse udviklende og dejlige møder ned i små bøger, for altid at kunne tage dem frem og genopleve en dag, hvor hun virkelig følte, hun havde lært noget. Hun fandt det så overordentlig spændende at blive præsenteret for noget, hun aldrig før havde mødt, og interessante var alle mennesker; dog tabte hun sit hjerte kun til den del af dem, der i den grad stod for, hvad de havde med at gøre; dem, der med ukuelig begejstring spillede egne eller andres værker; dem, der med bristende hjerte fremviste deres yndlingsinstrument; dem, der dirigerede eller dansede til musikken med en sådan livsglæde, at man næppe troede det var muligt. Og pigen sugede til sig og satte et stort lighedstegn mellem liv og musik: LIV=MUSIK. Og hendes opfattelse styrkedes for hver gang hun gik til en koncert, spillede et stykke på sin fløjte eller sang - i badet, med sine yngre søskende, med koret og med vennerne...

Pigen var heldig. Hun kom ud for rigtig mange fornøjelige oplevelser, og en af dem var et korstævne på Fyn. En ellers grå og tåget weekend eksploderede i et væld af toner, latter og millioner af smukke, klare farver. Efter to eminent smukke dage prøvede man at hive pigen tilbage til den anden virkelighed: hverdagen. Det skulle imidlertid ikke lykkes i første omgang; hun svævede rundt med et saligt smil på læberne, nydende sin viden: hun vidste, hvorfor hun var træt, og hvorfor hun var hæs... Et syn for guder var hun vel, småsovende med røde kinder - men hvad var nu det! Hvem var denne fredsforstyrrer? Han var en stor mand, og et sted meget langt borte i pigens erindring tonede et navn frem: NIELS VIGGO BENTZON, komponist. Og efterhånden tonede også en artikel, eleverne på den musiske linie på gymnasiet havde læst og snakket om, nogle musikeksempler og en bid af et radiointerview frem. »Hvor uforskammet sådan at pådutte mig en ny oplevelse, før jeg overhovedet har færdigtænkt den anden«, tænkte pigen og lagde armene over kors, for at stritte imod det uundgåelige, men nysgerrigheden sejrede. Og den store mand sagde, at han ville improvisere et stykke om skolen... »Hvorfor dog det, var det dog ikke smartere lige at tænke sig om et øjeblik - hvordan kunne han overhovedet have dannet sig et indtryk af stedet, når han først lige var kommet, hvad i aï verden...«, tænkte pigen og var næsten vågen. Og tiden syntes at flyve. Den store mand, Bentzon, spillede og spillede, lagde æbler rundt omkring, målte afstanden mellem dem, 'spillede afstanden' og sluttede med at tage en bid af det ene æble... Han talte og talte, og pigen syntes næsten, han sagde, at hans musik ingenting var, andet end en måde at tjene penge på. Men det stemte jo ikke overens med hendes opfattelse af musik, så det måtte udforskes; der blev stillet spørgsmål, og der blev svaret. Men jo flere ord Bentzon lod svæve frit i luften, jo mindre forstod pigen, og hun følte sig meget lille.

Så ville Bentzon tegne et billede igennem en af eleverne: han ville spille noget, og inspireret af tonerne skulle eleven lade hånden føre tussen og således kreere et billede. Pigen sad netop og tænkte som Saint-Exupéry's "Den lille prins": »De voksne er ganske afgjort meget mærkelige...«, da det fløj ud af munden på hende: »Må vi tegne lige hvad vi vil?« Den store mand lagde hovedet tilbage og så på pigen: »Prøv li' at kom' herop, du!« Pigen tænkte mest på edderkopper og mørke kælderskakter, myrekryb og store øjne, men prøvede af al magt at være seriøs, det var de andre i lokalet, og det var ganske sikkert ikke det rette tidspunkt at være morsom på... Da pigen atter havde sat sig, så alle på det lille kunstværk, og Bentzon sagde: »Ja, ja...« »Hvad skal det nu betyde«, tænkte pigen, men sagde istedet: »Selvfølgelig har jeg ikke kunnet se bort fra de tanker og meninger, jeg allerede har dannet mig om dig og din musik, det er klart«

Og så gik man videre i programmet, der var ikke meget tid, og det var 'yderst beklageligt', når denne store mand, Bentzon nu var kommet til gymnasiet, med sin musik og hele sin person. Men timerne med den store mand tog vejret fra pigen, hun kunne næsten ikke tro, at det var sandt, hvad han sagde: hans musik var 'blot' en tredie arm for ham, han ville ikke udtrykke noget specielt med sine kompositioner, han havde ingen drømme eller hensigter, han levede, ifølge pigens teori, uden at leve! Det var næsten for meget: at møde et menneske med noget så fantastisk som selve livet - musikken - inde på livet, og som intet specielt så i det. »Det er jo spild af liv!«, røg det ud af hende, men nu var diskussionen kommet ud på lidt dybt vand, det var efterhånden blevet til et filosofisk spørgsmål, hvor vidt man bør udtrykke noget i det man fremstiller eller ej. »Når man som jeg har komponeret i 50 år«, brummede den store Bentzon. Jo, jo - hun forstod det skam godt, men alligevel...

Så var der det med, om man brød sig om denne 'nye musik'. Set med pigens øjne var det lidt gennemsigtigt, men hun følte sig for hæmmet af Bentzon som person, til at kunne bedømme Bentzons musik, uden at slå alle indtryk under én kam.

Det virkede som om alle blev duttet en mening på: enten er musikken ekstrem rædselsfuld, og så er du for dum til at se hvor blændende genial den i virkeligheden er. Og ingen er snu nok til at bryde denne ring, med et barns udbrud, som i H.C. Andersens "Keiserens nye klæder", fra hvilken jeg iøvrigt har hentet lidt hjælp til denne artikel, »Men han har jo ikke noget på!« Det er muligt, der slet ingen ring er at bryde ; at jeg er for uerfaren m.h. t. denne nye musik, for spæd til at forstå, men set med mine øjne ligner det lidt et eventyr... For godt til at være sandt?

musik-erimit

Pigen fra før er naturligvis mig, Maja Wiberg, og jeg er uendelig glad for den oplevelse med Niels Viggo Bentzon, selvom den har chokeret mig lidt. Han har vist mig en side af livet, jeg ikke var klar over fandtes, han har provokeret mig og som sagt chokeret mig lidt, og det er at opdage - hvilket igen er at leve ... og det er i Majas lille univers - musik. Desuden er det første gang jeg har lyttet til'ny musik'; jeg har hørt det før i radioen, men dels er der forskel på at høre og på at lytte, og så har jeg ikke været indstillet på at lytte til noget andet, end det jeg kender i det øjeblik, det strømmer ud af højttalerne, og så har jeg slukket. Det kender vi jo alle sammen : er der noget vi ' ikke kan li', så slukker vi for det. Vi er i mange tilfælde forkælede og indsnævrede i vores syn på ting, tør ikke engang tænke på at tage skridtet helt ud og forbliver en samling forstokkede erimitter, kollektivt sammentrykket, med øjnene og ørerne lukkede.

Men hallo, jeg føler mig lidt mindre 'erimittet, og føler at nogle af mine venner ligeledes er på vej frem, og kære læser, det er i al sandhed et smukt skridt at tage. Der skal et eller andet til at få os 'derud', og derfor er det vigtigt med komponister som Niels Viggo Bentzon og andre kunstnere, der midt i al deres beskedenhed skubber til nogle ting. Det værste er falsk beskedenhed eller direkte indbil-skhed; det er en trussel mod menneskeheden, og knuser mere end det gavner. Tænk blot på dem, der måske er født erimitter, eller 'de værste' af os, hvordan skal de nogensinde få skrabet 'det' sammen, det nu engang kræver, at være parat til puffet fremad? Det får de ikke! 'Og hvad så', kunne man fristes til at spørge. Jeg kan kun sige ' J A? ', f or der er ikke nogen opskrift på det perfekte liv, for hvad er det? Det, jeg siger, er bare, at vi skal se på mulighederne, bevare drømmene og huske ikke at tabe modet.

nattens blågrønne tale.....

En af mine drømme går udpå engang v.h.a min musik eller mine bøger eller noget helt tredie (Herre Gud, livet er så langt lige nu, man må jo tage det, som det kommer) at optræde som formidler! At fortælle andre mennesker orn alle mine fantastiske oplevelser, at prøve at få dem til at forstå min begejstring, min fænomenale forelskelse og måske endda være i stand til at få det til at smitte af på dem, som de fantastiske mennesker, jeg hele tiden taler om, har været det. Det er nemlig sådan, at der er et enormt arbejde, der skal gøres. Formidlingen af dette liv, dette arbejde og for den sags skyld 'ny musik' i folkeskolerne, i gymnasierne og på arbejdspladserne rundt omkring i Danmark er mildest talt elendig. Jeg ved endnu ikke, hvad det er, der manglede ved arrangementet med Niels Viggo Bentzon. Det lagde op til en hel masse; vi kom virkelig ind på nogle ting, der sandsynligvis skulle tages op til nærmere overvejelse og bearbejdelse, men som faldt til jorden med et brag, da klokken ringede: »Nå, nu skal vi ha' Fransk... Lad mig se, hvor skal jeg være henne?« Og alle strakte sig, rystede på hovedet, drak kaffe, klappede i hænderne og nynnede et eller andet ligegyldigt -præsis som vi gør de morgener, hvor vi har sovet meget tungt og drømt en hel masse, som vi enten ikke husker, eller husker en masse af, men som er 'mærkeligt' og 'uforståeligt', fordi det er så uoverkommeligt at finde hoved og hale i - at tolke nattens blågrønne tale... Det er så utroligt let at ryste den 'ikke konkrete' byrde af skuldrene, at glemme en diskussion, en drøm, en sætning råbt efter en bus eller i modvind, det løse oplæg, og vi gør det bare uden at tænke over det, hvor vigtigt det end er. Men det drejer sig om liv, d herrer og damer. Så der er et kæmpe f ore tagende med at rydde op i fortiden. Vi må have klare linier, rent bord, så vores fundament ikke skrider, når det første hus engang står, HVIS det første hus overhovedet bliver...

Dette lyder som en hel slagplan; det er blot tanker nedfældet af en 16-årig gymnasieelev i juleferien 1988. Hvad kan det dog så ikke blive til, hvis alle bare tænkte i det mindste over problematikken?