Leder

Den ny musik og publikumsmiseren (eller: Hvorfor altid i sæk og aske?)

»Ved en samlet vurdering... behøver man ikke panisk at tage publikumsdeltagelsen som det eneste mål for succes. På den anden side bliver isoleringen af partiturmusikken et stadig mere påtrængende problem, og det er på tide at danske komponister starter en debat om, hvor man skal trække stregen mellem praktisk nødvendigt arbejde for et bedre forhold til publikum på den ene side og kynisk manipulation og kunstnerisk kompromis på den anden«, skriver Jean Christensen længere inde i bladet i sin rapport fra Komponistforeningens 75-års jubilæumsdage.

Den sørgelige kendsgerning om den ny kompositionsmusik og den svigtende publikumstil-strømning har jo længe været uomtvistelig. Men hvis partiturmusikken ikke i en måske ganske nær fremtid skal risikere at skrumpe ind til en urimeligt lille og sårbar enklave uden egentlig placering i samtidens kulturliv - hvor længe vil det være muligt at opretholde det nuværende støtte- og bevillingsniveau? - er det bare om at få gang i den debat, som Jean Christensen efterlyser. Dog ikke blot med deltagelse af danske komponister, men i høj grad også alle andre, der har tilknytning til den ny musik; dvs. også forskere, formidlere, koncertarrangører m.fl.

Der er naturligvis intet i vejen med det allerede eksisterende ny musik-publikum. Det er bare for lille. Og at mangedoble anstrengelserne overfor et traditionelt borgerligt koncertpublikum er nok spildt møje. Det gælder snarere om at gå nye veje. Kynisk manipulation og kunstnerisk kompromis vil næppe være at anbefale. Derimod var det måske på tide at gøre op med den kedelige puritanisme, der præger så mange ny musik-arrangementer. »Hvor fornemmes følelsen af lyst, nysgerrighed og tiltrækning omkring den ny kunstmusik? Hvorfor denne puritanske rædsel for et nyt publikum? Hvorfor må den ny musik ikke se ud som Kronoskvartetten?«, hed det i en kommentar i Expressen i slutningen af september om de Nordiske Musikdage 1988 (se også rapporten i DMT nr. 3), hvor der altså direkte tales om et nyt publikum. Hvilket yderligere perspektiveres, hvis man sammenholder med følgende udtalelse af Svend Hvidtfelt Nielsen (i DMT nr. 2): »Når jeg tænker på et publikum, så er det et rockpublikum. For mig at se kunne det være utrolig hip for disse rockfolk at gå til ny musik-koncerter.« Her kunne det nok være værd at sætte ind, ligesom en øget indsats på animationsområdet i almindelighed også er vigtig. Beretningerne fra Mød Komponisten-arrangementerne er i den henseende tankevækkende læsning.

Og atter engeng selve miljøet: »Det drejer sig ikke alene om at høre ny musik, men også om at møde nogle dejlige mennesker i inspirerende omgivelser«, skrev Jens Brincker i DMT nr. 3 i sin vurdering af DUT's initiativ m.h.t. at forbedre miljøet omkring koncertafviklingen, efterårets koncertserie i GI. Dok, og det er unægtelig også et vigtigt aspekt i hele sagen.

Bertel Krarup