Lyt Dansk

- hed overkriften på Komponistforeningens jublilæumsaktiviteter. Ud over alle koncerterne hed en af begivenhederne 'Mød komponisten'; med støtte fra Statens Musikråd, og Mogens Andersen som dynamisk igangsætter og planlægger, gennemførtes en række Mød komponisten-arrangementer forskellige steder i landet: John Frandsen i Sønderjylland, Pelle Gudmundsen-Holmgreen i Århus, Niels Viggo Bentzon på Fyn og Poul Ruders i København. Derudover var der Mød komponisten-arrangementer på Folkeuniversitetet, og i Foreningen Ny Musik I Birkerød fortalte Lars Hegaard om sin 2. Symfoni. Vi bringer fire artikler fra jubilæumsarrangementerne: en anmeldelse af Komponistforeningens festival som helhed - en udøvers kommentar, slagtøjsspilleren Gert Sørensen - en artikel om arrangementet i Århus - og et 'eventyr' fra en gymnasieelev på Fyn, der overværede arrangementet med Bentzon. Den danske klangrapport fra Komponistforeningens 75-års jubilæumsmusikdage

Af Jean Christensen

For godt et år siden besluttede Dansk Komponistforening at fejre 75-års dagen for sin oprettelse den 5. dec 1913, med en festival, der skulle bliver en storstilet demonstration af hvad dansk musik i grunden er og hvad danske komponister har kunnet og villet igennem det mest af dette århundrede. Arrangementet omfattede en kærne på 38 forskellige begivenheder i København fråden 24. nov. til den 5. dec. Hertil kom en enkelte tyvstarter og en 'efternøler' i form af en koncert med Skt. Annæ Pigekor den 13. dec., samt et mindre antal koncerter m.m. i andre dele af landet. Man kunne således høre et stort antal professionelle og amatører opføre 7 1/2 årtiers musik for orkester, kammerensemble, kor, solostemme, big band, multi-media og elektroniske instrumenter, og man kunne se TV og film med originalmusik. Radioens P2 bidrog med en hel-dagsudsendelse i tilknytning til festivalen. Koncerterne var placeret i en række historie-mættede bygninger som udgjorde en festlig og rigt varieret baggrund: de behændigt renoverede lokaler i Gammel Dok og Rundetårn, Arbejdermuseets elegante festsal fra århun-dredsskiftet, det stilfulde Odd Fellow Palæ, det sobre neo-klassiske Konservatorium, Glyptotekets kunstfærdigt skønne hal og Radiohusets funktionalistiske og venlige koncertsal. Skønt man ikke ofte gør sig det klart, er disse bygninger en uvurdelig attraktion som kun en gammel kulturby kan byde på.

Alt taget i betragtning er det imponerende at det så hurtigt lykkedes at samle så mange kompetente musikere til at opføre et så imponerende antal værker, af hvilke mange er meget krævende. Klart nok var det kun muligt fordi musikerne i forvejen havde en stor del af værkerne på repertories og fordi de allerede var fortrolige med de forskellige stilarter og opførelsestraditioner og fordi de var villige, ligefrem ivrige, for at deltage. Komponistforeningens medlemmer kan glæde sig overen så klar bekræftelse af deres betydning for landets musikere. Det må tilføjes at planlæggeren Mogens Andersen med sin entusiasme var en afgørende drivkraft bag hele projektet.

Der blev spillet ca. 120 værker af godt og vel 80 komponister. Det eneste ikke-danske islæt var et værk bestilt af Komponistfor-eningenhos østtyskeren Friedrich Schenkersomledien udveksling med søsterorganisationen i DDR - et arrangement der såvidt vides kun tilfredsstillede én anmelder. Der var 10 uropførelser; fortrinsvis af orkesterværker. Mere end 3/4 af de spillede værker var skrevet af nulevende komponister, mere end 2/3 efter 1950. Der var typiskétværk af h ver komponist; men en snes af de mere fremtrædende navne var repræsenteret med 2-5 værker. Carl Nielsen og Per Nørgård var 'topscorere' med 5 kompositioner hver, og deres centrale plads i dansk musikliv kan vel heller ikke betvivles. To værker af kvindelige komponister var en rimelig repræsentation af de blot syv medlemmer af foreningen; man kan så blot beklage at kvinder ikke opmuntres stærkere til at studere komposition i Danmark.

De 12 musikdage frembød en enestående udstilling af dansk musik fra dette århundrede, hvor man kunne opdage en rigdom af sammenhænge mellem perioder, individer, genrer og strømninger. Man kunne konstatere at dansk musik har bevaret en dyb lyrisk tone og en optagethed afklare, indlysende strukturer. Og man kunne beundre produktiviteten hos danske komponister i den aktive alder fra 17 til 77 år. Programlægningen var udtænkt så man fik både en bred oversigt over de 75 år og en uddybning idet de successive perioder var ret 'tæt' inddækket med værker i forskellige genrer og medier.

Det var tydeligvis ikke ganske tilfældigt at de mest festlige begivenheder fandt sted i begyndelsen, midten og slutningen af hele arrangementet og at de fremhævede det aktuelle musikliv: der var en symfonisk koncert sorn optakt og som finale; begge markante udsagn om produktivitet og spændvidde i de seneste års musik og begge med et ny t værk for solist og orkester (et genopdukket fænomen i de nyeste værker)JMidtvejs blev Musikanmelderringens pris o-verrakt til Års Nova ved en koncert der indeholdt to helt nye værker. Man kan også vanskeligt overse at sammenstillingen i den afsluttende koncert af Nielsens "Pan og Syrinx", Langgaards "Sfærernes musik" (begge fra 1918) og Nørgårds "Iris" (1967) var møntet på tilhørere med en tænksom og uhildet indstilling, foruden at være en præsentation af store navne og myter samt danne baggrund for et håbefuldt nyt værk (Ruders ' 'Monodrama"). Hvor meget kan man ikke høre i denne koncert: om Nielsens overskud og egenrådighed, om Langgaards vilde og gale kamp med formuleringer som først lykkedes for Nørgård 50 år senere, om Nørgårds uopholdelige udvikling som var mindst lige så selvstændig som Nielsens.

Som man kunne forvente var kammermusik og korværker bedst belyst i festivalens omfattende program. Der var fire stykker for blæserkvintet og ni for strygekvartet, foruden takige værker for blandede ensembler og for amatør-, studenter- og profesioneile kor; nok til at vise både bredden og de individuelle særpræg i de sidste 75 års musik. Faktisk blev korværker fra 60'erne underrepræsenteret, men dette skyldtes en uopklaret aflysning fra konservatoriets kammerkor, der bl.a. skulle have sunget Holmboe og Schultz. Repertoiret for soloinstrumenter var relativt mangelfuldt repræsenteret. De valgte klaverværker udelod Carl Nielsen og 50'ernes værker, men var dog alle interessante og velspillede. Forskellen mellem de tidlige solosange (ca. 1912-22) medklaverledsagelse og de senere, der var kombineret med blandede kammerensembler, afspejler en almindelig tendens også uden for Danmark. Nyere sangteknik forekom sporadisk, men synes ikke at have fået dybere konsekvenser i dansk musik.

Elektronisk musik, som kun tøvende vandt indpas i Danmark, var repræsenteret ved to koncerter, en demonstration og en retrospektiv udstilling. TV-opera, et specielt dansk svar på nye teknologiske udfordringer, var emnet for en række konferencer i TV-by en. Et andet sideskud på musiklivet, lys/lyd/drama forestillinger, var også repræsenteret med to begivenheder; en ældre, sjov og løssluppen (Fuzzy) og en ny, streng og abstrakt (Henning Christiansen). Endelig hørtes big band musik i Bernhard Christensens internationale swingstil til PH's Danmarksfilm (1935), samt i kompositioner fra 70'eme. Her var der en mærkbar lakune. løvrigt var det eneste område der ikke var repræsenteret den mere uortodokse musik (som dog er DMT s læsere bekendt): world music (Tchicai, Dørge) og eksperimenterende bøme- og amatørmusik (Alsted). Det må indrømmes at disse fænomener normalt fungerer i andre sammenhænge; ikke desto mindre hører de med i Komponistforeningens område.

75 år, og ved godt helbred, det er i sig selv værd at fejre. Men der var også nogle mere dystre motiver i Mogens Winkel Holms velkomstiprogrambogensamtierklæringerfraforeningens talsmænd i Politikens stort opsatte introduktion, som kredsede om truende farer for dansk musikliv: misbrug af ny teknologi, manglende interesse for ny musik, kulturel invasion og udslettelse af det nationale særpræg. Ord som 'ladhed', 'angst', 'magelighed' blev brugt om publikums holdning. Derfor ville man med jubilæums dagenes udbud opmuntre publikum til at erkende og støtte dansk musiks kvaliteter. Virkede de mørke og fornærmede miner efter hensigten? Tydeligvis ikke. Skønt nogle af begivenhederne var hæderligt besøgt, var der også koncerter med et forsvindende lille publikum (noget som kritikerne ikke lod gå upåtalt hen).

Partiturmusikken,"den langsomt komponerede musik" med Nørgårds ord, har længe levet i en kritisk situation. Siden det 'moderne gennembrud' i Danmark og Georg Brandes' aksiomatiske formulering af troen på det skabende individs personlige, autentiske oplevelse, har det været almindeligt accepteret at seriøs kunst skabes med henblik på kunstnerens samvittighed, ikke for at behage et stort publikum. Tiderne har skiftet, men den nye musiks lyttere er forblevet en lille, specielt interesseret skare. Veden samlet vurdering af festivalen behøver man ikke panisk at tage pub-likumsdel tageisen som det eneste mål for succes. På den anden side bliver isoleringen af partiturmusikken et stadig mere påtrængende problem, og det er på tide at danske komponister starter en debat om, hvor man skal trække stregen mellem praktisk nødvendigt ar-

bejde for et bedre forhold til publikum, på den ene side, og kynisk manipulation og kunstnerisk kompromis på den anden.

Frygten for at dansk individualitet skal blive udvisket virker som defaitisme. I 60'eme da impulser udefra blev assimileret i dansk muslikliv var komponisterne selv ledende i udviklingen og deltog i den åbne debat somkritikere, analytikere og redaktører. Et af de positive aspekter ved festivalen var at den bekræftede den nationale musikkulturs evne til at optage udfordringer udefra. Komponisterne synes at have mistet grebet om en progressiv ledelse af musiklivet Hvor er de yngre komponister med nye ideer?

Komponistforeningen bør opmuntres til at videreføre planerne om en biennale for dansk musik. Mindre ambitiøs i omfang, mere koncentreret i sigtet. De vundne erfaringer må komme fremtidige festivaler til gode. Ideen med et hæfte der fungerer både som program og partoutkort er f.eks. værd at fortsætte. Men det s tort anlagte historiske spektrum som 75-årets koncertrækken præsenterede var en unik begivenhed, som ikke kan være model for den fremtidige biennale. Sammenpresningen af de mange tilbudhavde den uønskede bivirkning at splitte publikum op i små grupper efter den enkelte tilhørers loyalitetsfølelse og smag.

Hvis biennalen skal blive dynamisk og fornyende, mener jeg at den bør ledes af en komponist; en person der kan samle støtte for arrangementerne og som er tæt på musikkens vækstlag. Som arrangør skal han have frie hænder til at eksperimentere kreativt. Som konsekvens af den foreslåede debat må Komponistforeningen sætte nogle klare mål for biennalen og starte en langsigtet kampagne for at skabe en solid publikumsbasis. Anstrengelserne må kulminere hvert andet år omkring festivalen. Det umiddelbare virkefelt må væreskoler,isærdeældsteklasseroggymnasierne,hvorfrafremtidige tilhørere skal komme. Dette er egentlig vigtigere idag end at afholde stribevis af festivaler ('festivalitis'). På kortere sigt er det nødvendig t atsamarbejde med foreninger der allerede har etfastpublikum, som kan udbrede meddelelser om arrangementer, brochurer, plakater osv. effektivt samt hjælpe med at sælge billetter. Samarbejdet med DUT i GI. Dok. resulterede i en af de bedst besøgte koncerter under jubilæumsdagene.

Et forbedret forhold til nogle af de etablerede institutioner er også ønskværdigt. Den nye leder af Det Kgl. Teater har udtrykt et ønske om at udvide teatrets kontaktflader og dermed åbne muligheder for et bedre samarbejde med danske komponister. Det vil kræve et arbejde at få teatrets ledelse ud af kulisserne, og i det mindste må man anerkende det der allerede gøres. Det er f.eks. forbløffende at j ubilæumsprogramhæftet ikke omtalte teatrets opførelse af Nielsens "Maskerade" og Riisagers "Etudes", to klassikere den 3. dec.. Et hul i jubilæumsudbuddet kunne også fyldes hvis DR ville sende TV-operaer - i det mindste som genudsendelser - så det ikke forbliver et emne man sidder og diskuterer ude i TV-byen. - Der må skabes en positiv stemning omkring den fremtidige biennale.

Måske kunne de toneangivende komponister finde inspiration i den ukuelige optimisme der ligger bag PH's Danmarksfilm. I 1935, da truslen udefra mod dansk kultur var langt mere akut end i dag, havde PH den frækhed at vise hvordan "det altid er forår i Danmark" Ikke for at bluffe nogen, blot for at formulere hans tro på livskraften i den humanistiske tradition, der nærer dansk kulturliv.

Oversættelse: Jesper Christensen.

Jean Christensen er prof, i musikhistorie ved universitetet i Louisville, hvor hun blant andet siden 1980 har tilrettelagt den årlige jazzfestival Jazz Events. Hun var i Danmark i 1988 med støtte af Fulbright Research Award for at forske i Per Nørgårds musik.