Man skal høre så meget.

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 04 - side 150-151

Musikaliteten i focus - en bog om lærere og undervisning. Redigeret af Hanne Tofte Jespersen. Christian Ej lers Forlag, 256 sider, kr. 198,-.


Af Edith Lorentzen

Denne bog bygger på overvejelser og resultater omkring et 3-årigt forskningsprojekt i den obligatoriske musikundervisning i gymnasiet. Fem nuværende og adligere gymnasielærere: Lars Ole Bonde, Kirsten de Cros Dich, Hanne Tofte Jespersen, Søren Schmidt og Ole Strårup arbejdede med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd, Københavns Universitet og AUG.

Formålet var at belyse en række spørgsmål om, hvad der foregår i den obligatoriske musikundervisning i gymnasiet, og hvilken betydning den har for eleverne. Det viste sig snart, at hele interessefeltet for projektgruppen måtte udvides betydeligt. Man kunne ikke blot interessere sig for hvilke læreprocesser, der angik musikfaget, men måtte f.eks. også i gang med at se på lærernes uddannelsesmæssige baggrund, lærersprog contra elevsprog, lærernes adfærd mm. i relation til elevernes opfattelse af samme og faget som helhed.

Metoden for projektets empiriske del byggede på direkte observationer i timer i forskelligt udvalgte klasser, på interviews og spørgeskemaer. En statistiker ville måske sætte spørgsmål ved det stadstiske belæg for fortolkningerne, og hvorvidt disse kan være repræsentative med det relativt begrænsede antal skoleklasser, der var genstand for undersøgelsen. Jeg finder ikke dette så afgørende for bogens betydning som igangsætter for og inspiration til debat omkring nogle væsentlige didaktiske overvejelser. Mange af de skitserede undervisningsforløb og problemstillinger vil virke genkendelige for de fleste lærere i dette livsbekræftende fagområde, - der er så forbasket svært håndterbart som undervisningsfelt.

Forfatterne har evnet at foretage en nær og tætgående observation på de implicerede lærere, som ganske vist fri villigt er gået med til det. Alligevel finder jeg det meget imponerende at lade 'kritiske'observatører gennemanalysere et undervisningsforløb, som bestemt ikke altid bare løb på skinner. Ovenikøbet med focus på ikke blot faglig/pædagogisle kvaliteter, men også på mere personlige fremtrædelsesformer. Hatten af for disse lærere!!! Hvert eneste af bogens kapitler ville kunne vække en frugtbar debat. Der røres ved lærerens rolle, hans uddannelse, hans adfærd, påklædning, kropssprog, verbale sprog mm.

Sang, sammenspil, musiklytten og musikalsk oplevelse er overskriften på kapitler, der alle får en grundig belysning ud fra de erfaringer, man nu har fået. Det fremgår med stor tydelighed, hvilken fatal fejldisposition, der er sket ved at gøre et afbræk i folkeskolens obligatoriske musikundervisning. Man modtager i gymnasiet i disse år elever, hvoraf f.eks. kun ca. 3,5 % har haft musik til og med 9. klasse. Det er naturligvis særdeles følsomt især i disciplinerne sang og sammenspil, som er de områder, hvor eleverne oftest får den største selvudfoldelse og kan få dækket deres udtryks behov. Men når man derhjemme kun 'synger til jul', og når langt størsteparten af eleverne i de for identitetsudviklingens vedkommende så afgørende år, lige præcist frarøves mulighederne for undervisning i disse to områder, ja, så kan man godt undre sig over, at det overhovedet er muligt at få gymnasieelever til at synge og spille. Kap. 3 indeholder også et afsnit omkring regression som pæd./psykisk perspektiv, som er inspireret af Thomas Ziehes tanker i "ny ungdom og usædvanlige læreprocesser", som gør dette kapitel læseværdigt.

Kapitel 6 drejer sig om "Musikalsk oplevelse - analytisk tænkning". Heri beskrives det problem, som er de fleste lærere bekendt nemlig at skulle have en verbal dialog igang omkring et oplevet musikstykke. Læreren benytter sig af sit formelt/analytiske sprog, der ifølge observatørerne var behersket og ikke overdrevet. Ikke desto mindre fremstår der kommunikationsbrist, når eleverne i udstrakt grad benytter sig af et 'oplevelses-sprog', dvs et subjektivt, associativt sprog. Forfatterne påpeger, at der »eksisterer såvel en analytisk som en musisk erkendelsesform, at vi kan benytte os af begge, at de forholder sig komplementært til hinanden... Problemet er ikke kategoritænkningen, den analytiske måde at forholde sig på i sig selv, men derimod den ubevidste brug af den, som af gode grunde er blevet utrolig udbredt, eftersom den i vores uddannelse er blevet doceret som eneste berettigede.« (s. 167) Kapitlet munder ud i en betoning af, at vejen frem for forfatterne idag er via en fænomenologisk indfaldsvinkel. Det må jo nok siges at være noget af en kolbøtte, når man betænker hvor stærkt centreret den musikvidenskabelige uddannelse hidtil har været omkring f.eks. det sociologiske aspekt i uddannelsen. Et aspekt som også i f.eks. læreruddannelsen har vundet indpas.

Bogenrundes af næsten medetopgør med den historiske materialisme og dens følger for pædagogisk virksomhed. Der satses på en høj prioritering af af det fænomenologiske aspekt, inspireret af bl.a. Peter Bastian, og en ligestilling i det pædagogiske arbejde mellem kreativ/musisk/skabende virksomhed komplementeret af opøvelse af analytisk evne. Herved tilgodeses det særegne for musik, »det som ikke kan sættes på begreb, men som kan tilegnes gennem arbejdet med at synge, spille, lytte... fordi det vækker til liv...« Et forsvar for menneskets immaterielle verden og med en opprioritering af musik som kunstnerisk fænomen.

Musikfaget er et fagområde, der i den grad er konfliktfyldt. Løbende gennem hele bogen påpeges konflikter. F.eks. mellem lærernes akademiske uddannelse - som har fremelsket en kognitiv/analytisk indfaldsvinkel til faget - og elevernes behov for spontan og umiddelbar musikudfoldelse. Konflikt mellem entertainment og undervisning. Konflikt mellem musik som kultur/kunstfag og elevernes kropsligt/emotionelle forhold til et fag med stærk tilknytning til fritids-sfæren. Konflikt mellem et eksamens- og karakterfrit f ag og andre nyttebetonede og kompetencegivende fag.

I sin bog "Eksistensfilosofi og pædagogik" skriver Bollnow orn krisen som fænomen og dens plads og værdifulde funktion i livet som i pædagogiske forhold. Han beskriver krisen/konflikten som hørende til menneskets væsen og siger »at det bare er gennem kriser at vi kan nå op til højere modnings trin.« Lad os håbe, at dette også gælder inden for musikpædagogikken, da må det ende højt!

Bogen er et fornemt bud på at skrive om det, der 'ikke kan sættes på begreb '. Der er formuleret en række problems tillinger, ikke blot for gymnasielærere i musik, men i lige så høj grad for alle der interesserer sig for musikopdragelse i bred forstand. Og det må nødvendigvis være en bred skare. For musikopdragerne opdrager den næste generation af forbrugere af musik på alle områder. Vi skulle gerne give vore børn og unge nogle redskaber i hænde, hvormed de kan gennemskue den mangfoldighed af tilbud også på det musikalske, vi omgives af, og nogle redskaber ved hjælp af hvilke de kan skaffe sig oplevelse af emotionel art, når deres udviklingstrin er rede hertil.