Mere Ars Nova på CD

Pierre de la Rue: Missa l' Homme Armé og to motetter af Nicolas Gombert. Optaget i Kastelskirken og i Skt. Pauls kirke henholdsvis juni og feb. 1987. Producer: Ars Nova. New Music for Choir. Værker af Sandström, Gud-mundsen-Holmgreen, Ruders, Holten, Abrahamsen og Per Nørgård. Optaget i Kastelskirken i foråret 1988. Producer: Palle Mikkelborg. Begge udgivelser er udkommet på Kontrapunkt.

Af Mogens Helmer Petersen

Ars Nova-ensemblet og Bo Holten har tidligere indsunget et af Pierre de la Rues store værker (Requiem) på CD. Med optagelsen af l'Homme armé-messen får vi nu en bekræftelse på og en uddybelse af denne renaissancemesters format. Ret beset er det en musikhistorisk besynderlighed, at denne akavede og kantede melodi med den næsten surrealistiske titel ("Den bevæbnede mand") har kunnet udøve en så magisk tiltrækning på den tids komponister, men en af forklaringerne kan være den udfordring, der ligger i modsætningsforholdet mellem kanter og vokale linier, subjektiv musikalsk udtryksfuldhed og objektiv messetekst, cantus firmus og kontrapunktik og komplicerede kanons.

Det havde måske været overflødigt at nævne dette forhold i en anmeldelse, hvis det ikke netop var fordi Bo Holtens fortolkning klinger af indsigt i disse sider af musikkens væsen.

Det betyder f .eks. at cantus firmus-melodien, der løber som et gennemgående fundament igennem alle satserne på skift i stemmegrupperne, nok anes i optagelsen, men den er aldrig trukket frem på grov og vulgær vis, som nogle korledere nok ville kunne forfalde til. Der er så at sige balance i dialektikken hos Holten og hans glimrende kompagni af sangere.

Set i forhold til de to tidligere udgivelser af renaissancemu-sik (anmeldt i DMT nr. l, 1988/89) spores i disse optagelser en mere temperamentesfuld syngemåde, der fraseres og artikuleres skarpere og mere kontrastrigt, og det er dejligt at mærke, at Holten nu ikke bare satser på at synge smukt (for det kan Ars Nova som kun få kor her i landet), men også karakterfuldt.

De to vægtige motetter af Gombert ligger udførelsesmæssigt på samme høje niveau, og der børe være plads til begejstring for den indsats, der her fra Ars Nova-folkets side er præsteret med den ældre musik. Der har nok været en tilbøjelighed til at ar-bej de med det tunge og meget alvorsfulde repertoire. Det kunne være befriende engang ved lejlighed at få nogle mere letklin-gende madrigaler, for det kan de vel ogs å i Ars Nova. Opfordringen hermed være givet

Springet fra renaissance til nutid kan - overfladisk set - forekomme at være stort, men når man lytter til den CD, Ars Nova nu har udsendt med kormusik var vor tid (og dermed også levet op til ensemblets navn og rygte!), kan man forbavses over, hvor lille forskellen faktisk er.

Med sig fra renaissanceindstuderingeme har Ars Novagruppen en mærkbar omhu for detaljen og den enkelte musikalske frase, overskud i det klanglige udtryk, præcis intonation og en 'kammermusikalsk' sans for balance mellem stemmerne.

Det kommer f.eks. den succesombruste Poul Ruders til gode i udførelsen af hans to motetter, der i Ars Novas fortolkning kommer til at lyde meget lettere end de faktisk er. At det trods det vanskelige partitur lykkes at få de tråde frem, som Ruders knytter til renaissance (i "Preghiera semplice" af Frans af Assi-si) og til Schütz (i "Psalme 86") må være Ars Novas fortjeneste.

I Pelle Gudmundsen-Holmgreens "Konstateringer", et herligt eksempel på 'præ-minimalisme', lykkes det også at skabe det klangrum, der gør, at konstateringerne bliver alt andet end tørre. Det er liflig musik, man kan blive ved med at gå på opdagelse i og lytte til igen og igen.

Bo Holtens egne "Grundtvig-motetter" får (naturligvis) en adækvat udførelse. Man skal her ikke forvente sig noget i retning af 'folkelig korklang'. Der arbejdes med højt udviklede, senromantisk klingende akkordkombinationer, der måske kan opfattes som en dybdepsykologisk indtrængen i det grundtvigske sind via hans tekster, der jo stedvis nærmer sig det okkulte. Man må beundre den ligefrem ekstatiske opbygning af de to ydersatser (i kanon), hvor orglet tages til hjælp, og hvor de tekstbærende stemmer stadig mere indtrængende fastslår essensen af det grundtvigske livssyn: »Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær«.

Det ny-romantiske trænger sig også på i svenskeren Sven-David Sands tröms "En ny himmel och en ny jord" fra 1982. For at løse denne stort anlagte opgave har man fornuftigvis søgt assistance hos Rilke-ensemblet fra Göteborg, og resultatet er blevet klangligt homogent. Et flot stykke kormusik, der kun skæmmes en smule af nogle anstrengt sungne passager hen mod slutningen.

Vi præsenteres også for en medieteknisk nyhed med optagelsen af Hans Abrahamsens "Universe Birds", hvor alle fem sopranstemmer synges af Eva Hess Thaysen. Det gør hun naturligvis glimrende, men hende stemme er filtreret og tørlagt, denaturaliseret, med et forbløffende resultat til følge, således at hvert ord i den stramt komponerede tekst mejsles ud med utrolig prægnans. Man aner her nogle muligheder for udnyttelse af mediet, som Ars Nova måske engang kunne følge op.. Vi trænger til en fornyelse, også på dette område.

Sidst på denne CD får man en optagelse af Per Nørgårds "Wie ein Kind" over Wölffli-tekster. Det er den foreløbig bedste udførelse, jeg har hørt. Der synges med klangskøn overlegenhed (også i den svære midtersats med titlen "Frühlingslied"), og den afsluttende "Trauermarsch mit einem Unglücksfair syder og bobler af så megen humor, at man sidder og klukker indvendig længe efter at den sidste frase er sunget.

Ars Novas og Bo Holtens præstation med denne CD går for migatseikkesåmegetpå, at de nu har vis t, at de ogs å kan synge ny kormusik. Vi har mange gode kor, der med megen sved på panden også formår at vise, at de kan. Og gudskelov, at de gør det. Men Ars Nova gør det så overlegent, at man kommer til at lytte til værkerne på en anden måde. På den rigtige måde. Hvor det tilsyneladende svære og utilgængelige er blevet til noget så enkelt som musik. Komponister og publikum bør være dem dybt taknemmelige.