To portrætter på plade

Poul Ruders og Den fynske Trio er hovedpersoner på to CD-plader, som Samfundet til udgivelse af dansk Musik har udgivet i samarbejde med pladeselskaberne point og PAULA.

Af Jens Brincker

At få sin egen CD er det nyeste statussymbol i dansk musik. Den lille blanke plastikplade med samme effektive spilletid som en hel koncert og noget nær perfekt lydgengivelse er blevet grammofonens sidestykke til forlagenes "omnibusbøger". En billig og hensigtsmæssig måde at samle dele af en kunstners produktion, et mini-portræt af artisten.

Samfundet til udgivelse af dansk Musik har befordret to sådanne plade-portrætter på markedet: Tre orkesterværker fra 1980'erne af Poul Ruders udgivet med støtte af Privatbanken i samarbejde med pladeselskabet Point (PCD 5084), og fire klarinettrioer fra Den fynske Trios repertoire indspillet på PAULA (PACD 57). Begge plader sigter åbenlyst på det internationale marked: Ruders-CD'en har en næsten symbolsk forside, hvor navne og titler kravler op ad Pieter Breughels billede af Babels-tårnet, og bag dette bringes uddrag af internationale anmeldelser som indledning til en fin og rammende engelsksproget introduktion til komponist og værker skrevet af Anders Beyer. Den fynske Trio har sit engelske navn, 'The Danish Trio" på forsiden sammen med en flot farvereproduktion af John Olsens billede "Island". Det giver pladerne den pondus og finish, som er nødvendig, hvis de ikke skal forsvinde i mængderne af CD-plader. Men det skruer også forventningerne til indholdet i vejret.

Ruders' scoop

Når det drejer sig om Ruders-pladen bliver forventningerne næsten indfriet. Den indledes med noget af et scoop: Ensemble In ter-Contemporain og Peter Eötvös'indspilning af "Corpus Cum Fi-guris" fra 1984. Det 18 minutter lange værk klinger simpelthen pragtfuldt, deter stemningsfyldt, associationsrigt, sprudlende af fantasi, medrivende og overraskende. Efter min mening er det et af Ruders' aller bedste kammerværker, en flot videreførelse af "Four Compositions" i en udførelse og gengivelse, som lever op til de strengeste krav. En flot indgang til et komponistportræt.

De to andre værker på pladen er orkesterværker: "Thus Saw Saint John" fra 1984 og "Manhattan Abstraction" fra 1982. De spilles begge af Radiosymfoniorkestretmedhhv. Oliver Knussen og Michael Schønwandt som dirigenter, og de lever ikke helt op til den standard, som sættes af Ensemble Inter Cointemporain. Det har noget at gøre med indspilnings teknikken: Pladen er AAD - dvs. at båndoptagelser og redigering er foretaget analogt og kun selve masterbåndet er digitalt. Det kan give meget smukke, varmt klingende indspilninger, som man hører det i "Corpus Cum Figuris", men det kan også betyde mindre dynamik og mindre klarhed end på en DDD-plade, hvor alt er foretaget digitalt. Og det er netop tilfældet med "Thus Saw Saint John" og "Manhattan Abstraction".

Inden for Ruders' produktion viser de to værker, hvad man kunne kalde Berg- og Webern-siden af principielt samme kompositionsteknik. "Thus Saw Saint John" er Bergsk med frodig klangglæde, udadvendt ekspressivitet og en snært af romantisk fantasi. Det betyder at man ikke savner klarheden i Oliver Knus-sens og Radioorkestrets engagerede indspilning, men at dynamikken til gengæld er rigelig smalsporet. Klangen folder sig ikke overbevisende ud på de store steder. "Manhattan Abstraction" er derimod Webernsk med krystallinsk klarhed i strukturen subtilt farvelagt af instrumentationen, et værk der kræver mere virtuositet end Michael Schønwandt og Radiosymfoniorkestret yder på denne indspilning.

På kompromis

Når det alligevel er RSO-indspilningen af "Manhattan Abstraction", der er med på denne Ruders-plade og ikke en af de talrige andre opførelser med internationale orkestre, har det selvfølgelig sine økonomiske årsager. Der ligger en god portion økonomisk offervilje og kulturel idealisme til grund for denne CD, og det skal man ikke se bort fra. Wilhelm Hansen har stillet stemmer til rådighed gratis, og radioen har sikkert højst fået et symbolsk beløb for båndene til de to orkesterværker. Det er al ære værd, men når det manifesterer sig som et kompromis med de strengeste tekniske og kunstneriske krav, svækker det pladens kvaliteter som et internationalt fremstød for dansk musik og peger mere mod den lokale scene: Det CD-portræt af Ruders i 1980'erne, som Samfundet selvfølgelig også skal udsende.

Den samme ambivalente holdning har man i højere grad over for indspilningerne med Den fynske Trio af Pelle Gudmundsen-Holmgreens "Spejlstykker", Erik Højsgaards "Fantasistykker", Poul Ruders1 "TATTOO for THREE" og Bent Lorentzens "Mambo". Her drejer portrættet sig om etensemble-Den fynske Trio med Jens Schou på klarinet, Svend Winsløv på cello og Rosalind Bevan på klaver. Siden indspilningerne fandt sted i 1987 har ensemblet skiftet ham, Erik Kaitoft har erstattet Rosalind Bevan på klaveret, og det giver pladen en vis historisk og for nogle af os nostalgisk værdi. Det sidste genhør med Den fynske Trio i originalbesætningen. Men det forklarer ikke valget af indspillede værker.

Også her begynder indspilningen med etregulært scoop: Pelle Gudmundsen-Holmgreens "Spejlstykker" der er ethovedværk i komponistens og i 80'ernes danske musik. Et værk der i mine øjne rangerer på niveau med "Symfoni-Antifoni" og på karakteristisk måde bygger på samme formide - kontrasten mellem det langt udarbejdede og det lynsnare, skitseagtige. Men dette værk har ikke meget til fælles med de andre stykker på pladen. Erik Højsgaards"Fantasistykker"eretstilfærdigttilbagebliktil Gades og Schumanns tid uden det perspektiv, der præger andre af Højs-gaards værker fra årene omkring 1980, Ruders "TATTOO for THREE" er en virtuos spøg i rivende rytmer der ikke står mål med hans store værker i udtrykskraft. Og Bent Lorentzens "Mambo" hører til i en hel fjerde boldgade, hvor latinamerikansk inspiration forenes med polsk-præget plakatkunst.

Det betyder, at Den fynske Trio er enes te fællesnævner for de indspillede værker, og det er efter min mening for lidt til at motivere en CD. Nok spiller trioen fremragende, men det ville den også gøre i værker, der klædte og belyste hinanden bedre. Og indspilningsteknikken - igen AAD - er ikke helt i top. Nogle af de kraftigste og højeste klarinettoner i Ruders "TATTOO" flosser f.eks. en anelse. På trods af den engelske titel og den flotte forside ligner denne CD mere et statussymbol endet velovervejet fremstød for dansk musik.