Det finske musikmirakel

Finske komponister, dirigenter og solister præger det danske musikliv stærkere end nogensinde før, så stærkt at finnernes dygtighed er blevet til en mundheld herhjemme. Men hvad er baggrunden for den finske succes? DMT har diskuteret spørgsmålet med kulturpolitikere, embedsmænd og komponister i Helsinki og tegner her en skitse af 35 års målbevidst satsning på musikkulturen og nogle af dens økonomiske, æstetiske og ideologiske implikationer

Af Jens Brincker

Avanti!, TOIMII, Tapiola-koret, Magnus Lindberg, Jouni Kai-painen, Kaija Saariaho, Jukka Tiensuu, Leif Segerstam, Okko Kamu, Esa-Pekka Salonen, Jukka Pekka Saraste, Anssi Karttunen, Seppo Kimanen ...

Listen over finske ensembler, komponister, dirigenter, musikere med internationalgennemslagskraft er lang, og kunne sagtens gøres længere udenat blive udtømmende. Men den er lang nok til at overbevise om den styrke, som karakteriserer det finske musikliv heri 1980'erne, hvor finsk musik og finske musikere er blevet førende i Norden.

Spørger man en historiker, hvordan det kan være, at musikken blomstrer sådan i Finland, bliver man ført tilbage til året 1952 for at finde en forklaring. 11952 var Finland færdig med at betale sine krigsskadeerstatninger til Sovjet, fortæller den finske kulturattache i Danmark, Kristoffer Gras beck. Dengang besluttede det finske parlament at bruge de penge, som blev frigjort, til at gøre noget for bl.a. kulturen. Teater- og musikliv fik en bred offentlig støtte, og en hel generation af unge finner voksede op i et miljø, der var præget af kultur: Skuespil, korsang, orkestre, kammermusik.

Denne generation af unge finner - amatørmusikere, korsangere, dilettant-skuespillere - sidder i dag på beslutningsprocesserne. De har ikke glemt, hvad kulturen betød for dem i deres ungdom. De føler sig forpligtet til stadig at støtte kunsten og give ungdommen del i de samme oplevelser, som de selv kunne nyde godt af.

Resultatet heraf er en støtte til det finske musikliv, som er langt mere omfattende og målrettet end noget, de andre nordiske lande kan opvise. Det betyder f.eks. af Det finske Radiosymfoniorkester er forpligtet til at have 30% ny finsk musik på sit repertoire. At radioen sender meget ny finsk musik. At operaen i Helsinki og Savonlinna operafestspil regelmæssigt opfører ny finsk musikdramatik og gør det med succes. Joonas Kokkonens "Den sidste Fristelse" har f.eks. haft næsten 300 opførelser på Den finske Nationalopera. At musikfestivaler over hele Finland ogsåhar ny musikregelmæssigtpå programmet, selv om provinsen generelt er bagud i forhold til hovedstaden, når det gælder opførelser af ny musik. Og at de mange professionelle symfoniorkestre i provinsen giver unge dirigenter og solister fantastiske muligheder for at erhverve erfaringer og koncertrutine, før de springer ud i Helsinki og udlandet.

Hvor kommer pengene fra?

Pengene til denne satsning på ny finsk musik kommer nu i stort omfang fra den afgift på lyd- og billedbånd, som blev gennemført i 1984. Afgiften pålægges alle uindspillede bånd, somimporteres eller fremstilles i Finland, og bestod i 1988 af 3 penni (ca. 5 øre) pr. minut for audiokassetter, 6 penni (ca. 10 øre) pr.minut for videokassetter, og 3 mark (ca. 5 kr.) for spolebånd. Pengeneindkræves af den finske opretshavsorganisation, Teosto, og fordelesefter en dispositionsplan, som godkendes af undervisningsministeriet, tilophavsretshavere. Dvs. at komponister og kunstnere kan modtage penge fra Teosto, og at der kan ydes støtte til f.eks. pladeproduktion, nodeudgivelseretc.

En af de vigtigste følger af denne afgiftspolitik, der kanaliserer afgifterne tilbage til kunstnerne, er det finske stipendiesystem. Finske komponister kan modtage stipendier på 4.800 mark skattefrit om måneden. Det svarer til ca. 7.500 kr. - i købekraft lidt mindre - og det er nok til at man kan leve rimeligt, hvis man har supplerende indtægter fra bestillinger, opførelser eller lidt undervisning. Stipendierne søges og tildeles for l, 3,5 eller 15 år adgangen, og derer mange af dem. 20 - 25 komponister oppebærer disse stipendier hvert år, det svarer til ca. en fjerdedel af medlemmerne af den finske komponistforening.

Ved siden af komponister kan udøvende kunstnere også få del i stipendiestrømmen og dermed mulighed for at studere udenlands, at koncentrere sig om solistopgaver i en årrække, eller at indstudere nye værker - f.eks. finske - hjemme på værkstedet.

Deter den økonomiske baggrund for miraklerne, ellerrettere: en del af den økonomiske baggrund. For ved siden af den offentlige støttefindes der også private sponsorer. Kammerorkestret Avanti!, der er et ensemble i stil med Ensemble Inter Contempo-rain med skiftende besætninger og speciale i ny musik, støttes således af den finske nationalbank. Og operafestspillene i Savonlinna, der har uropført flere af Aulis Sallinens operaer og til sommer fejrer Savonlinnas 350 års jubilæum med uropførelse af Paavo Heininens opera "Kniven", støttes også kraftigt af private sponsorer.

Nationalt - internationalt

Men pengene kan ikke alene forklare den finske musiks internationale succes. De er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for et stærkt musikliv. Talenterne er også nødvendige, og det er nødvendigt at have en national identitet, som udlandet finder spændende og inspirerende.

En af de komponister, som har været stærkt optaget af spørgsmåletom dennationale identitet! finskmusiker Kalevi Aho.Han begyndte som en slags vidunderbarn med en række værker, der lå i forlængelse af Shostakovitj og Sibelius' nationalromantiske stilog skrev kammermusik og symfoniske værker, der havdestor succes i Finland. Hans 4. symfoni er et hovedværk fra denne periode. 11982-83 modtog Kalevi Aho et stipendium fra den tyske stat og opholdt sig i Hamburg, h vor hans karnmeropera "Nøglen" blev opført (gæstespil under Nordiske Musikdage, København 1984), og dette ophold forstærkede en udvikling fra det nation åle mod en mere international, åben holdning i hans senere værker, f.eks. operaen "Insektliv" og symfoni nr. 7 "Insekt symfoni" fra årene 1985-88.

Kalevi Aho karakteriserer forholdet mellem den nationale identitet i finsk musik og inspirationen fra udlandet som en vekselvirkning, der har foregået i bølger:

»Frem til slutningen af 1950'erne spillede traditionen fra Sibelius ' tidligere værker en meget stor rolle og var med til at konstituere en national-romantisk finsk stil. Men derefter begyndte de mere avancerede Sibelius-værker - 4. og 5. symfoni især - at overskygge de tidligere værker. En ny generation af komponister med Kokkonen, Heininen og S allinen i spidsen gjorde oprør mod det national-romantiske og søgte inspiration fra dodekafoni og modernisme, og samtidig blev indflydelsen fra Erik Bergman stærkere. Mens Kokkonen og Sallinen forenede det traditionelle og det forsigtigt moderne i en ny national stil, der blev meget populær i 1960'erne og 70'erne, var Paavo Heininen mere radikal i sin inddragelse af internationale elementer, og selv om hans musik ikke fik den samme popularitet som Kokkonens og Sallinens, fik han stor indflydelse på næste generation af komponister. Heininens elever stod i spidsen for det næste oprør, der fandt sted i slutningen af 1970'eme, hvor foreningen "Ørerne op" blev stiftet af bl.a. Jouni Kaipainen, Esa-Pekka Salonen og Magnus Lindberg. Den repræsenterede endnu en åbning mod det internationale musikliv og et forsøg på at formulere en stil, der på én gang er moderne og national: Moderne på den måde at den kompositionsteknisk inddrager erfaringer, som bl.a. er gjort internationalt med computermusik. National på den måde at den udtrykker de lange linjer, indtrykket af landskabet og det temperament, som er karakteristisk for finsk mentalitet.«

Kalevi Ahos egen udvikling er karakteristisk for finsk musik i 1980 ' erne, selv om han ikke hører til i kredsen omkring foreningen "Ørerne op". Han fornemmer selv en udvikling mod en større grad af kompleksitet i sine senere værker og forklarer det med et behov for at ruske op i sin samtid:

»Mine tidlige værker var inspireret af Mahler og Shostakovitj samt selvfølgelig den nationale baggrund. De havde et enkelt musikalsk udsagn. I mine senere værker, f.eks. min violinkoncert og symfoniernenr. 6 og 7, er jeg inspireret af litterære forbilleder. Dostojevskij s formprincipper har lært mig ikke at tilfredsstille tilhørernes forventninger, men at overraske. Det betyder, at mine senere værker har vakt mere diskussion, men det passer mig udmærket, for Finland trænger til diskussion, til provokation. Folk er blevet egoistiske og ligeglade. I Hamburg i 1982 kunne folk engagere sig i miljøproblemer og aktionere. Nu er narcissismen, selvglæden, blevet dominerende sammen med materialismen. Man må ryste tilhørerne og tvinge dem til at acceptere det komplicerede verdensbillede, vi lever i.«
Kalevi Aho, født 1949: »Finland trænger til diskussion, til provokation. Folk er blev et egoistiske o g lige glade. I Hambur g i 1982 kunne folk engagere sig i miljøproblemer og aktionere. Nu er narcissismen, selv glæden, blevet dominerende sammen med materialismen. Man må ryste tilhørerne og tvinge dem til at acceptere det komplicerede verdensbillede, vi lever i.«

Avanti! Savonlinna

Paavo Heininen har den samme skepsis over for den kulturelle udvikling i Finland midt under det boom for ny musik, han kan glæde sig over både på egne og sine elevers vegne:

»Vi oplever et boom nu, det er der ingen tvivl om. Værker som dårligt blev forstået i 1960'erne opføres nu med succes, det vrimler med pladeindspilninger af ny musik, og sponsorstøtten flyder rigeligt til f.eks. kammerorkestret Avanti! og opera-festspillene i Savonlinna- uden at det har bety de t nogen stilistisk eller æstetisk censur. Men samtidig kan man konstatere en bevidsthedsændring - det er som om påvirkningen fra reklame-tv slår igennemkulturelt og forvandler Finland til et amerikaniseret forbrugersamfund. Og så bliver man i tvivl om, hvilken rolle den ny musik i grunden spiller kulturelt.«

»Der råder et Avanti!-fænomen midt i det glade forbrugervanvid, ligesom operafestspil og spillekasino hører sammen i Savonlinna. Det er svært at sige, om der er tale om mere end tilfældige samtidigheder af modsatte fænomener. Men selv om det er klart, at interess en for ny musik eller opera ikke kan vækkes udelukkende af en økonomisk satsning, så må man have øjnene åbne for den trussel, som sammenkoblingen af forbrugermentalitet og moderne kunst indebærer. Webern kan også blive til ren konsumption, og når det sker forandres Weberns musik i selve dens samfundskritiske grundlag.«

»En af de vigtigste slagmarker for ny musik i Finland er operaen. Både når det drejer sig om produktion og om receptionen, og receptionen erden vanskeligste at bedømme. "Publikum i Savonlinna er et natklubpublikum" har man sagt. Men også i produktionsled-det er operaens udvikling nået til et kritisk punkt. Skal operaopsætningen udvikle sig internationalt med hensyn til stjernesolister, eller skal man holde fast ved de vigtigste egenskaber i det såkaldte "finske operami-rakel" -: nemlig operaen som fungerende teater, som medium for finsk kulturs tale til det finske folk?«

Paavo Heininen kommer med sit eget indlæg i operadebatten, når Savonlinna festspillene åbner til sommer med urpremierepå hans nye opera "Kniven". Teksten er hentet fra Veijo Meris versdrama "Digterens død" og fremstiller digterens liv og død i rammer, som sættes af den europæiske kultur: af økonomi, erhvervsliv, kultur og kriminalitet. Operaen spiller i Helsinki i vore dage og digteren udformes konkret, individuelt og detaljeret, så skikkelsen både har symbolværdi og tilbyder identifikationsmuligheder. Musikken er a-te-matisk som Heininens instrumentalmusik, men melodisk og sangbar med et stærkt rytmisk-metrisk element, der navnlig dominerer i begyndelsen af værket.

Opera i milliardklassen

Paavo Heininens fremhævelse af operaen somkunstart og som institution er karakteristisk for den finske musikdebat. Den har nemlig været domineret af planerne om et ny t finsk operahus i Helsinki, som skal stå færdig til 1992 og vil koste over en milliard danske kroner.

Alene operahusets beliggenhed har været et drama, som har sat sindenei bevægelse. Allerede i 1917 blev der reserveret en grund til en nynationalopera, men bygningen blev aldrig opført, operaen fortsattei de "midlertidige" lokaler fra zar-tiden, hvor den endnu har til huse, og grunden blev brugt til opførelse af en rigsdags bygning.

Opførelsen af Alvar Altos "Finlandiahus" gav indirekte stødet til nye overvejelser om operahuset. Ikke langt fra Finlandia-huset ligger et gammelt sukkerkogeri med en vidunderlig udsigt over vandet. Der ville man bygge et operahus, og i 1975 blev der afholdt arkitektkonkurrence. Men byplanerne regnede med privat boligbyggeri på sukkerkogeriets grund, og ændringen af dem medførte retssager, som først blev afgjort i højesteret 1986. Endelig kunne de første spadestik tages, og bygningen af et lille, lækkert operahus med stor orkestergrav og lille tilskuerrum -plads til 120 musikere og 1380 tilhørere- stor sceneog bagscene, magasiner, gardarober, værksteder, prøvesale og administration er i fuld gang. Prisen er foreløbig gjort op til 600 millioner mark, skeptikere mener at den vil komme over 700 millioner; men om det bliver lidt eller meget over en milliard danske kroner: Pengene skal findes.

Tips- og lotto-indtægterne, som den finske idræt hidtil harhaft monopol på, er udset til det ærefulde hverv at betale operahuset.Det er ikke gået af uden politiske storme, men når det overhovedethar kunnet lade sig gøre at flytte en milliard fra idrætten til operaen, skyldes det, at opera i Finland ikke betragtes som antikveret, borgerlig elitekultur, men som en livskraftig kunstart med bred folkelig appel. Det skyldes de finske komponister og sangere, fortæller operachef Ilkka Kuusista:

»Finland oplever, hvad man kalder for et operamirakel. Finsk operaer blevet en folkelig succes, en national sag. Det begyndte med Kokkonens opera "Den sidste fristelse", der skildrer et religiøst miljø omkring en af Finlands store vækkelsesprædikanter fra århundredeskiftet. Den blev opført næsten 300 gange, indspillet på grammofon og blev et folkeligt gennembrud for ny finsk opera. Siden blev succes'en fulgt op af Aulis Sallinen, der ligesom Kokkonen valgte temaer fra Finlands historie til sine to første operaer, "Rytteren" der foregår i zar-tiden på Nyslott i Savonlinna, hvor den blev uropført; og "Den røde streg" der skildrer modsætningerne mellem socialister og borgerlige i årene efter borgerkrigen.« Med de nævnte operaer havde operamediet fået et fast tag i såvel den religiøse del af befolkningen somi hele arbejderbevægelsen: med ét sås hele fagforeninger blandt tilskuerne. Siden 1970 er der således skrevet ikke mindre end 45 operaer i Finland.

Den finske "Kassetteafgift"

- er fastlagt i opretshavsloven, hvorefter »...lyd- eller billedbånd eller andre anordninger der egner sig til optagelse af værker, der sendes i radio eller tv eller foreligger som lyd- eller billedoptagelser, ... pålægges en på grundlag af spilletiden fastsat afgift som erstatning til opretshaverne til de nævnte værker og til formål, der er fælles for opretshaverne,,,«

- afgiften opkræves af en »organisation som repræsenterer et flertal af finske opretshavere og som undervisningsministeriet for et vist tidsrum, højst fem år, har godkendt...«

- afgiftspligtige er alle uindspillede lyd- og billedbånd samt kassetter som er egnede til private optagelser

- afgiften betales af importøren eller fabrikanten af båndene

- afgiften refunderes for bånd, der eksporteres fra Finland, udnytteserhvervsmæssigt, eller anvendes til båndoptagelser beregnet til svagtseende eller-hørende

- den opkrævende organisation skal hvert år til undervisningsministeriet redegøre for indtægterne og refusionerne ved afgiften

- undervisnings ministeriet udarbej der hvert år en dispositionsplan for de midler, som afgiften indbringer, og fastlægger heri forholdet mellem udbetalinger til individuelle opretshavere og fælles formål; administrationsomkostningerne; hvilke foreninger der kan modtage midler fra afgiften; hver forenings andeli midlerne og det formål, som midlerne anvendes til.

- til formål derer fælles for opretshaverne regnes bl.a. musik-, film-, fjernsyn- og videokultur inklusiv formål der fremmer opretshavernes beskæftigelse og produktioner af kulturgoder samt uddannelse og forskning.

(Kilde: TEOSTO, Kassettafgiftsbyrån. Kassettavgiften i Finland. Rekvireres fra TEOSTO, Drumsövägen l 00200 Helsingfors, tlf.: 90-6922511)
[Tekstboks, slut]

»Den historiske linje vender Sallinen tilbage til i sin fjerde opera "Kullervo", der henter sit tema fra Kallevalla sagnkredsen og skalindvie det nye operahus«, siger Kuusista og fortsætter: »Vedsiden af Kokkonen og Sallinen har Rautavaara, Heininen og mange andre finskekomponister skrevet operaer, der er blevet uropf ørt i Helsinki eller S avonlinna, og resultatet er, at operaen som kunstart s tår stærkerekulturpolitisk i dag end nogensinde før. Vi nyder en bred folkeligopbakning og forståelse - ikke alene i Helsinki med langt ud over hele landet - og vi har gode fortalere i de internationalt berømte finske sangere og dirigenter.«Det finske musikmirakel lader til at skulle fortsætte ind i 1990'erne.

Nye ensembler, nye solister, nye dirigenter og en ny komponistgeneration står på spring til at udnytte det væld af muligheder, det finske musikliv byder sine talenter. Man kan godt blive lidt misundelig på finnerne; men den slags følelser skal man ikke skilte med.

Dengang det hele begyndte - i 1950'erne - var Danmarks udgangspunkt langtbedre end Finlands, og vi havde langt bedre muligheder for at satse påkulturlivet. At vi ikke gjorde det godt nok berettiger os ikke til misundelsemod finnerne. De har nemlig ikke været heldige. Bare dygtige.