Hvordan spiller man 'rent'

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 05 - side 199-199

Jeg har overværet temmenlig mange diskussioner om f .eks. et es skal være større eller mindre end et dis, når man spiller et instrument sammen med andre. Der råder hos de fleste musikere rådvildhed om spørgsmålet og mange forvirrede forestillinger. De følgende teoretiske overvejelser kan måske være vejledende, eller i al fald grundlag for en diskussion.

Vi har i vor musik den store modstrid mellem den ligesvæ-vende temperatur og de 'rene akkorder'. Og hvordan fungerer det eller bør det fungere?

Udgangspunktet er at intervalfornemmelsen er afhængig af samtidigheden. I musik uden harmonier hvor hver enkelt tone følger efter den foregående er man normalt ret tolerant, og den ligesvævende temperatur er fuldt acceptabel.

I harmonier hvor tonerne optræder samtidig er interval størrelserne kritiske fordi der opstår kombinationstoner mellem tonernes overtoner.

I det ligesvævende system er det karakteris tisk: I en durharmoni er tertsen alt for stor, mens kvinterne er næsten rigtige, i en molharmoni er tertsen i det ligesvævende system for lille eller sagt på en anden måde: den store terts mellem terts og kvint er for stor.

Hvordan skal man da som orkestermusiker rette på dette? Modellen må være, at spille de ligesvævende intervaller i de tilfælde hvor man spiller grundtone eller kvint i en akkord, mens man bør rette tertsen hvor man spiller denne tone. Mange gør det sikkert uden at gøre sig det teoretiske grundlag klart. Det betyder at as som grundtone i en as-dur akkord skal være helt identisk med gis som kvint i en cis-mol akkord, mens gis skal være mindre som terts i en E-dur akkord end as i en f-mol akkord.

Det betyder igen, at når man holder en tone som fra at være terts skifter til grundtone eller kvint, skal tonehøjden ændres. Dette er f.eks. ikke uanmindeligt hos Schubert. Sagen drejer sig om, at enhver tone som er tertsen i en harmoni skal korrigeres: op i en molakkord og ned i en durakkord, i forhold til den ligesvævende temperatur. Det gælder altså ikke alene for toner med fortegn. Korrektionen af tertserne kan beregnes til l % svarende til 1/6 halvtone. Det er vanskeligt at tænke signo-gen anden metode, hvormed man klangmæssigt kan korrigere den ligesvævende temperaturs skavanker.

For alle udøvere af klassisk musik må det være rart at vide, at der kan laves et helt veldefineret grundlag for hvad man forstår ved 'rent' spil. Denne definition er (i ethvert øjeblik af et musikstykke er der to muligheder):

1. Der høres kun én tone. Denne bestemmes af den ligesvævende temperatur.

2. Flere instrumenter spiller samtidig. Hvis instrumenternes toner udgør en delvis eller hel dur- eller molakkord, vælges svingningstal som det fremgår af nedenstående tabel, hvor det karakteristiske er, at der vælges den ligesvævende temperaturs tonehøjder med undtagelse af tertserne som korrigeres. Formindskede septimakkorder må nok undtages fra reglen.

Tone som grundtone eller kvint stor terts lille terts

a 440 437 444
b, ais 446 462 470
h 494 490 498
c 523 519 528
des, cis 554 550 559
d 587 583 593
es, dis 622 617 628
e 659 54 665
f 698 93 705
ges, fis : 740 734 747
g 784 778 791
as, gis 831 824 838

Ulrik Krabbe

Ulrik Krabbes kommentar til perceptionsdebatten er forkortet af red.