I skyggen af BIS

Enquete om det nye statslige pladeselskab

"Selskabet til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram" skal erstatte Dansk Musik Antologi. Bestyrelsen er nedsat. En direktør skal ansættes. Vi har spurgt 10 mennesker fra forskellige dele af dansk musikliv: »Hvad håber du og hvad frygter du i forbindelse med etableringen af det nye pladeselskab«.

Jesper Buhl: Det er min faste overbevisning at Staten som sådan ikke er egnet til at drive og formidle udgivelsen af fonogrammer i almindelighed. Det er bygget på kendsgerningerne til de hurtige beslutningsprocesser og den store specialviden som kræves indenfor fonogrambranchen. Jeg kan ikke forestille mig at det påtænkte udvalg med dets forretningsorden ville kunne imødegå de krav man fra branchen stiller overfor væsentlige punkter som faglig indsigt, teknisk viden og produktion.

Med de allerede etablerede private fonogramselskaber i Danmark har Staten en god mulighed for at realisere ønskerne for særlige musikalske områder, som disse selskaber måske ikke finder kommercielt interessante, hvorfor en direkte støtte kan komme på tale. løvrigt et system man har kendt længe via Statens Musikråds årlige tildelinger.

Omkring selskabets vedtægter er det naturligvis paragraf 11 jeg finder mest foruroligende. På baggrund af bestyrelsens sammensætning føler jeg ikke der er tilstrækkelig kompetance til at træffe beslutning om medvirkende kunstnere og repertoire. For udgivelse på fonogram gælder særlige retningslinier for branchen som er væsentlig anderledes end ved f.eks. koncertvirksomhed. Repertoirets sammensætning på fonogram er mere specialiseret og koncertsalens alsidighedsprincip er ikke slagbar overfor et fonogram. Da fonogrammer er underlagt almindelige salgsbestemmelser for færdige produkter, kan visse markedsføringsidéer komme på tale ved anvendelse af kunstnere. Ligeledes kræves stor brancheerfaring for at kunne tage endelig stilling til designmæssig udformning og vurdering af den tekniske kvalitet.

Det er sluttelig mit håb, at man ud fra den valgte bestyrelse vil opgive enhver tanke om særbehandling af de udgivne fonogrammer som sær-distribution og tendenser til klubdannelse, hvilket uvægerligt vil få de færdige produkter til at skille sig ud fra andre fonogrammer på markedet. Jeg tænker her på den almindelige forretning sg ang for musikforretninger over hele landet samt for de importerende distributører i udlandet. Erfaringer fra Dansk Musikantologi har vist, at man ikke kan holde sig udenfor allerede tilgængelige aftaler og praksis indenfor branchen.

Per Nørgård: Mit håb er, at det evigt brændende distributionsproblem vil blive løst ved at den kommende leder vil opvise en entusiasme, der er sammenlignelig med von Bahr's, lederen af BIS - som vel uden sammenligning er dét Skandinaviske selskab, som opviser de bedste distributions- og salgsresultater. (Med fantasi skal forstås: dygtighed, fantasi, ildhu, stædighed og orden. Mindst!)

Min frygt er, at det ikke går sådan…

Steen Pade: Jeg håber først og fremmest, at det nye pladeselskab vil være i stand til at sikre ny dansk musik på plade en bedre distribution. Dernæst håber jeg, at der i det nye selskab vil kunne skabes en ny organisk forbindelse mellem udgivelser af gammel og ny dansk musik, så dansk musik i det hele taget får styrket sin profil.

Jeg frygter, at den ny musik i forhold til selskabets samlede udgivelser skal blive marginaliseret, og at midlerne efterhånden ledes væk fra den 'langsomt komponerede' partiturmusik til andre formål. Det er ikke sket uden betænkeligheder, at Samfundet til udgivelse af Dansk Musik har opgivet sin ret til alene at bestemme, hvad der skal udgives, og nu kun er repræsenteret med et medlem i selskabets bestyrelse. Imidlertid har Samfundets bestyrelse fundet, at fordelen ved en forbedret distribution opvejer denne frygt.

Sven Erik Werner: Håber at de bedste udgivelser vil forulempe den globale bevidsthed uopretteligt.

Frygter at de bedste udgivelser vil drukne i den globale, altnivellerende kommercialisering.

1. statsforlag - det være sig boglige eller andre - ikke er i overensstemmelse med befolkningens ønsker -

2. den kommende selskabsbestyrelse med den altfor store indflydelse er aldeles inkompetent når det drejer sig om pladeudgivelser -

3. en tilsvarende inkompetence i Statens Musikråd har ødelagt muligheden for at udnytte de af Dansk Musik Antologi indhøstede erfaringer om national og international markedsføring inden for et marginalområde -

4. de pinlige omstændigheder omkring nedlæggelsen af DMA har ført til, at det nye selskab, i særdeleshed hvad angår internationale forbindelser, må starte på bar bund -

5. der er håbløst underbudgetteret i forhold til opgavens omfang, og

6. det nye pladeselskab ikke - i modsætning til DMA - som statsforlag vil kunne påregne støtte fra anden side - og

7. de udøvende kunstnere - som er rangeret ud på et sidespor - nu skal klassificeres som optagelses-værdige eller ikke optagelsesværdige med alt hvad dette indebærer, når staten er arbejdsgiver har jeg hverken tiltro til, eller forhåbning om at det nye pladeselskab vil komme til at virke til gavn for det danske musikliv.

Hansgeorg Lenz: Jeg håber intet og jeg frygter alt.

E. Læssøe Stilling: Jeg mener, at det ikke er urimeligt, om man for første gang prøvede at lytte til den rå, kasteløse bærme, der mod ussel mammon forhandler det produkt, det hele drejer sig om. Her ligger selvfølgelig den fare i det, at et skær af professionalisme kunne falde over debatten, men det må der vel være råd for med et antal magistre og musikbibliotekarer til rådighed.

Hvad håber du, og hvad frygter du i forbindelse med etableringen af det nye pladeselskab?

Jo, man kan frygte mange ting. Man kan frygte, at begrebet dansk musik kan blive udvidet til at omfatte Anne Linnet, Sebastian, Fabricius Bjerre, eller det der er værre (hvis det findes). Musikbibliotekarer og andre pædagoger har svært ved at styre sig, på bibliotekerne ser man hvordan.

Man kan frygte, at nepotismen tager fuldstændig overhånd. Vennerne spiller for vennerne af vennerne.

Man kan frygte, at herskende modestrømninger og forsigtig, god smag vil bevæge sindene, som det altid gør i sligt sammensatte styrelser fra Sonning til Nobel komitéen. Det vil være fristende at give eksempler med danske navne, men lad os diplomatisk begive os til udlandet.

Man vil altid kunne få øje på Part, Penderecki, Glass, Rochberg - alle dem der flyder ned ad modestrømmen, men aldrig navne som Claude Ballif, Wilhelm Killmayer, Andrew Imbrie, Boris Tischenko. Erstat selv disse navne med Nørgård, Borup-Jørgensen, Abrahamsen, Ruders, Rasmussen, Maegaard, Lorentzen, Nørholm, Holmboe, Holten, efter eget valg — en sjov og underholdende selskabsleg.

En ting kan man ikke frygte, for det er allerede sket, man har i vedtagelserne låst sig fast på dansk musik, men faktisk burde det være muligt for selskabet at indspille udenlandsk musik med danske kunstnere, ligesom man sagtens kan forestille sig et dansk værk, der med føje kan sættes sammen med et udenlandsk.

En Gade symfoni vil sælge mange gange mere sat sammen med f.eks. en symfoni af Norbert Burgmüller, og Asger Hammeriks symfoni nr. 6 vil mere meningsfuldt kunne lanceres sammen med Paine eller Chadwick. Men måske skal pladerne slet ikke sælges. Ja man kan frygte, at den foragt for, om pladerne overhovedet nåede et publikum, som prægede forgængeren, også vil præge det nye selskab.

Måske ved de kredse, som har syslet med genetableringen, slet ikke, hvor billigt det egentlig er at producere plader, og hvor nemt det er at gøre det til en forretning ! Det drejer sig ikke om bekostelige tiltag i Cannes eller Verdens dyreste omslag (Polygram har undersøgt sagen, DMA satte en uset rekord i omslagspriser), det drejer sig om at lave et ordentlig produkt og frem for alt om at lade de udenlandske grossister tjene mere end normalt. Da 'følgende tusinde' -prisen på en CD er ca. 7 kr., kan det ikke være det store problem. I betragtning af, hvor stort problemet med trykning af noder vil blive efter W.H.'s afgang, bør man faktisk forlange, at pladeproduktionen hviler i sig selv.

Om man kan håbe noget. Ja, at jeg er en dårlig profet, og at selskabet ansætter en kommercielt indstillet, dygtig direktør - gerne fjernt fra branchen og uden venner og familie ved musikken.

Karin Fich: I quiz-programmer og ønskeprogrammer i DR er jeg gennem årene gang på gang stødt på ikke at kunne spille den musik lytterne bad om, fordi ønsket var dansk musik! Og det har været meget svært at forklare at den musik ikke kunne spilles - fordi den simpelthen ikke fandtes indspillet! Så derfor ser jeg frem til en forøgelse af pladeproduktionen med dansk musik, især indenfor orkestermusikken, f.eks. ved co-produktioner med landsdelsorkestrene, Kapellet og Radiosymfoniorkestret.

Flere af de mindre danske pladeselskaber harideseneste år gjorten stor indsats med indspilning af dansk musik, især nyere musik, men det er sjældent der har været råd til de store orkesterværker. Men man må håbe at et ' statsstyret' pladeselskab ikke kvæler disse prisværdige initiativer fra privat side - at det ikke betyder en koncentration af de økonomiske midler, og en 'ensretning' i forbruget af danske kunstnere. Rent teknisk kan man så frygte at der ikke kommer ret mange skiver ud af foretagenet, når så mange mennesker skal blive enige om anvendelsen af så få midler - et udvalg på lerfødder med bagbundne arme.

Ole Kongsted: "In te speravi"

Jeg håber, at der nu - med udgangspunkt i den eksisterende serie plader i Dansk Musik Antologi og som fortsættelse heraf - kommer gang i udgivelsen af dansk musik med danske kunstnere, - dette på et kunstnerisk som teknisk professionelt niveau efter en gennemtænkt plan, som offentligheden gøres bekendt med - f.eks. igennem DMT.

Jeg håber, at den dannede bestyrelse ansætter en direktør for selskabet, der forstår, at begrebet antologi ( = samling af blomster) er en passende blanding af blomsterbuketter og potteplanter (læs: 'gammel' musik og musik af nulevende komponister).

Jeg håber, at man, i det tilfælde det ikke lykkes at finde kombinationen musikhistoriker (med ekspertise indenfor netop dette område) /pladeselskabsdirektør (med hvad dette indebærer af fornemmelser og viden om økonomi, produktions- og markedsføringsforhold) - det er nemlig vistnok en sjælden fugl! - sørger for at finde konsulenter, der kan supplere i forbindelse med planlægning etc., idet man næppe kan forvente, at en bestyrelse med en mødefrekvens på 4 årlige møder vil kunne fungere tilfredsstillende som s ådanne. - Man kunne - ikke minds t med den nuværende bestyrelses sammensætning in mente - nok have ønsket sig en større repræsentation af personer med kendskab til den ældre danske musik; det ser a priori ud som om den nye musik er dækket væsentlig bedre ind.

Jeg håber, at det vil lykkes at opnå produktionsaftaler med Danmarks Radio; dette er afgørende, da en lang række projekter næppe vil kunne gennemføres, uden at det sker i et konkret samarbejde med DR.

Jeg håber, at en række af de værker vi har måttet vente på nu kan blive indspillet, og at reorganiseringen af antologien med de væsentligt forøgede midler må være medvirkende årsag til, at danskere får et mindre mærkværdigt forhold til dansk musik i fortid og nutid, end tilfældet er for nærværende. En liste over hvad vi 'mangler' hører ikke hjemme her.

"De profundis clamavi"

Jeg frygter, at den zig-zag kurs, som antologien hidtil har fulgt - som dog i væsentlig grad tidligere har været økonomisk betinget - skal fortsætte.

Jeg frygter at udformningen af vedtægterne - specielt § 11 vedrørende kompetencefordelingen mellem bestyrelse og leder - vil afholde nogle fra at søge stillingen. ! det tilfælde bestyrelsen vælger sin formand blandt medlemmerne af Statens Musikråd, giver § 11 Musikrådet massiv overvægt i forbindelse med alle afgørende beslutninger, hvilket kan føre til - teoretisk set i hvert fald - at lederen reduceres til beslutningseksekverende instans. Denne frygt eksisterer forhåbentlig kun i teorien.

Jeg frygter for, at det synspunkt, at der er musik, der skal indspilles - uanset om folk umiddelbart vil købe den eller ej - vil have trange kår.

Per Erik Veng: Hvad jeg håber på?

- At der endelig kan komme en målrettet, konkurrencedygtig lancering af dansk musik og danske kunstnere i ind- og udland på samme niveau som andre sammenlignelige lande.

- At bestyrelsen vælger en yngre dynamisk leder, der har mere forstand på produktion, økonomi og marketing end på musikhistorie og provinsiel musiklivslobby- virksomhed, og som udstyres med et par gode konsulenter (udenfor bestyrelsen) med ekspertise på repertoiremæssige og kunstneriske spørgsmål.

- At bestyrelsen og den nye leder kender sin besøgelsestid og straks f.eks. får faste langsigtede aftaler med de vigtigste kunstneriske grammofonressourcer i landet såsom f.eks. Radiokoret, RSO, måske det kommende statsensemble m.m. fl. i stedet for - som antologien hidtil har gjort - at sætte store midler over styr i diskutable projekter styret af enkeltpersoner, ad-hoc-ensembler og måske mest iøjenfaldende af et københavnsk fritidsorkester.

Hvad jeg frygter?

-At statsselskabet som målsætning vil 'dele sol og vind lige' i en musikhis torisk styret afkrydsnings-indspilningspolitik - uafhængig af tidens eksisterende kunstneriske muligheder - og dermed i realiteten ikke vil komme til at spille nogen væsentlig rolle udover det registrerende.

Tidens internationale grammofon-marked kan nemlig - for at et lille kulturområde som Danmark overhovedet skal slå igennem - kræve, at der satses store midler på ét håndgribeligt og overbevisende fænomen - f.eks. én bestemt repertoireidé, én bestemtkomponisteller én bestemt kunstnerisk ressource over en årrække, som ved en sådan massiv lancering kan slå igennem udover landets grænser og skabe stor interesse om dansk musik og dansk musikliv.

-At statsselskabet ved dumping-politik udmanøvrerer nogle af de virkeligt spændende nye danske pladeinitiativer, der er kommet i de senere år, pladeselskaber, der netop har de moderne professionelle, produktionelle, økonomiske og kunstneriske ingredienser i orden. Måtte statsselskabet finde dets nye leder blandt én af disse initiativrige selskabers nuværende ledere!

Glem iøvrigt ikke, at det pladeselskab i nabolandet Sverige, der har haf t mest succes med indspilning og lancering, ikke er statsselskabet, men det private én-mandsstyrede BIS.

-At bestyrelsen med sin nuværende sammensætning får store, angribelige 'kasket' - og kompetance-troværdighedsproblemer omkring forvaltningen af vedtægternes paragraf 11 's krav til bestyrelsen om »beslutning om de enkelte produktioner, herunder, efter samråd med lederen, om medvirkende kunstnere, tekstforfattere, udgivelsesdesign, teknisk kvalitet og andre spørgsmål, dererrelevante forudgivelserne«. Denne angribeligheder begrundet i bestyrelsens personsammensætning med den bemærkelsesværdigt store vægtning af biblioteks- og universitetsmiljøerne og det forhold, at bestyrelsen er kommet til - godt nok af andre vej e - at indeholde repræsentanter for to landsdelsorkestre og ikke de øvrige lands -delsorkestre, Det Kgl. Kapel og helt indlysende DR og Radioens ensembler, der i deres ansættelse har inkluderet fonogram-rettigheder, og som derfor bl.a. af økonomiske, men så sandelig også af kunstneriske og produktionelle grunde bør spille en afgørende rolle i selskabets kunstneriske og produktionelle virksomhed.

Bestyrelsen har med sin nuværende personsammensætning og med den nuværende vedtægtsfor-mulering fingeren alt for langt nede i de kunstneriske, repertoiremæssige og produktionelle processer - så langt nede, at den formentlig også får svært ved at finde en leder af den rette støbning til selskabet.

For de fleste professionelle, moderne ledere er fuldt ansvar indenfor en ressource- og (i dette tilfælde) national repertoiremæssig ramme i en begrænset ansættelsesperiode med efterfølgende efterkritik mere tiltrækkende end vedtægternes skitserede robot-til værelse i 'samråd' med en anerkendende eller des avouerende bestyrelse - forøvrigt med en skitseret mødefrekvens på fire gange årligt med deraf følgende træge og bureaukratiske sagsbehandlinger og beslutningsprocesser.

Hvem er Hvem:
Jesper Buhl: direktør for pladeselskabet Danacord. Per Nørgård: komponist. Steen Pade: musikchef, medlem af det nye selskabs bestyrelse. Sven Erik Werner: komponist, rektor, medlem af Musikrådet og af detnye selskabs bestyrelse. Asger Lund Christiansen: professor, DMA's leder. Hansgeorg Lenz: anmelder. E. Læssøe Stilling: ejer af Bånd og Pladecentret i København. Karin Fich: radiomedarbejder. Ole Kongsted: Museumsinspektør. Per Erik Veng: Orkester- og korchef.