Psyke Soma Stemme

Funktionelle stemmelidelser er så almindelige, at man må undre sig mindre over, at Stemmefunktionen ofte er mangelfuld, end over at den i en lang række tilfælde lykkes rent spontant. I artiklen diskuterer Anne Rosing-Schow sammenhængen mellem funktionsforstyrrelser i stemmen og psykiske lidelser.

Af Anne Rosing-Schow

For nogen tid siden skulle jeg i en forelæsningsrække om stemmens anatomi og fysiologi gennemgå de funktionelle stemmelidelser, dvs. stemmelidelser som ikke skyldes organiske skader eller mangler i stemmeapparatet, men derimod koordinationsfejl med deraf følgende ubalance i muskulaturen. Efter en minutiøs anatomisk og fysiologisk beskrivelse af en række fejlfunktioner lød spørgsmålet fra en studerende: »Jamen, HVORFOR har så mange mennesker stemmeproblemer?« Og det har de faktisk. Tallene lyder på mellem 55 og 75%. Uden at tænke nærmere over det svarede jeg: »Fordi mennesket har det dårligt.« Svaret må have virket utilfredsstillende og provokerende, i hvert fald tilkendegav spørgeren utvetydigt sin misfornøjelse. Dette HVORFOR har provokeret og irriteret mig lige siden. Dels fordi jeg i min forelæsning havde begået den fejl, som alt for ofte begås i vort behandlersystem, at betragte mennesket (stemmen) som et stykke højt specialiseret finmekanik; og dels fordi det er et meget vanskeligt spørgsmål at svare entydigt på. Lydgivning er i sig selv en umådeligt kompliceret og fintmærkende koordination af en lang række psykologiske, fysiologiske og neurologiskeprocesser, så man, som talepædagogen Egil Forchhammer siger det, »undrer sig mindre over at funktionen i en lang række tilfælde er mangelfuld, end man undrer sig over, at den vitterlig i en række tilfælde lykkes rent spontant.« (Egil Forchhammer: "Stemmens funktioner og fejlfunktioner", København, Munksgaard, 1974).

Mit udgangspunkt er, at stemmen er udtryk for forholdet mellem psyke og soma - eller om man vil sjæl og legeme - og at stemmen derfor er bærer af individets indentitet. Ved "stemme" forstår jeg i denne sammenhæng Stemmefunktion, uanset om der er tale om de umiddelbare livsytringer (skrig, gråd, latter m.m.), non-verbal kommunikation eller organiseret tale. Det være sagt med det samme, at ethvert psykisk problem har en somatisk komponent, og enhver somatisk lidelse en psykisk - uanset om klagen er psykosomatisk eller somato-psykisk. Den oprindelige betydning af det latinske ord 'persona' vidner om, at der har været en klar opfattelse af sammenhængen mellem stemme og personlighed. Ordet blev brugt om munden i de masker, som skuespillerne havde på, og hvorigennem lyden af deres stemmer passerede, per-sona. Betegnelsen anvendtes sidenhen om skuespilleren selv og i moderne sprogbrug om en hvilken som helst "person", hvorved den mistede sin symbolske forbindelse med stemmen. Den forsøges her genoptaget.

Funktionelle stemmelidelser er generelt karakteriseret ved hyperfunktioner eller ved hypofunktioner (hhv. for stor eller for lille spændingstilstand i muskulaturen), undertiden ved en kombination af begge dele. Den hyppigste fremtrædelsesform er dog hyperfunktionen. Endvidere er det påfaldende, at man ved funktionelle stemmelidelser meget ofte møder forskydninger i kropsbalancen og en dårlig kontakt med kroppen som helhed. Der har i de senere år været en meget stor interesse for sammenhængen mellem krop og stemme, derimod ikke for sammenhængen mellem psyke, soma og stemme. Jeg vil forsøge at beskrive et afgrænset område af denne komplicerede problemstilling.

Den skizoide forstyrrelse

Jeg har valgt at koncentrere mig om funktionsforstyrrelser, ved den tilstand, man har kaldt for vor tids mest fremherskende psykiske problem, nemlig den skizoide tilstand. Man kan indvende, at der her er tale om ekstremer. Men psykoanalytikeren Alexander Lowen hævder, at de fleste har en rem af huden, og rent stemmeligt fremviser den skizoides funktion en lang række af de symptomer, som kendetegner adskillige andre fejlfunktioner. Lowen har beskrevet den skizoide tilstand indgående i bogen "Fornægtelsen af kroppen". Hans hovedtese er, at vi oplever virkeligheden via vor krop. Fornægtes den opstår der en dyb splittelse i mennesket.

Betegnelsen "skizoid" har en dobbeltbetydning: 1) en tendens til tilbagetrækning fra virkeligheden, og 2) en spaltning i personligheden. Psykoanalytikeren Wilhelm Reich henregner den skizoide tilstand til karaktérneuroserne, Lowen, som iørigt selv er elev af Reich, laver følgende opstilling:

Psykisk sundhed Psykisk sygdom

Normal (Neurotisk) Skizoid Skizofren

Virkelighedskontakt - personlighedens enhed (Alexander Lowen: "Fornægtelsen af kroppen. En psykoanalytisk beskrivelse", København, Gyldendals pædagogiske bibliotek, 1975)

Bag enhver skizoid tilstand ligger en dyb og gennemgribende angst og et identitetsproblem. Den skizoide er på det bevidste plan opmærksom på sine omgivelser, men på det følelsesmæssige eller kropslige plan ude af kontakt med situationen. Der er altså tale om et menneske, som er mentalt til stede, men følelsesmæssigt fraværende. Antagelsen af en rolle eller brugen af en facade, som ofte dækker over stærke emotionelle spændinger, bliver et middel til at skabe sig en identitet, men resultatet bliver en spaltning af psyke og krop. Skizoid adfærd virker imidlertid normal, personen forbliver, som det citeres hos Lowen, "socialt organiseret".

Ingmar Bergmann beskriver efter min mening den skizoides problem i sin selvbiografi, "Laterna Magica":

»Jeg opdagede med forbløffelse, at mine sanser ganske vist registrerede den ydre virkelighed, men at impulserne aldrig nåede frem til mine følelser... min virkelighed var så dybt spaltet, at den havde mistet bevidstheden... Det spontane udtryk var aldrig spontant, der var altid et mikrosekund mellem min intuitive oplevelse og dens følelsesmæssige udtryk.«

Enhver identitetsdannelse implicerer iflg. Lowen to ting: For det første den bevidste rækken ud efter det man ønsker, og for det andet den bevidste afvisning af det man ikke ønsker. "Prøven" er mødet med konflikterne og konfrontationerne. Barnet konfronteres på et tidspunkt med forældrenes vrede, som det oplever som afvisning og kærlighedstab. Og den største angst et barn kan opleve er angsten for at miste forældrenes kærlighed. Det vil derfor i mødet med de forbudte følelser og handlinger ofte forsøge at hæmme den muskulatur, som effektuerer disse følelser og handlinger. Man kan forestille sig et b arn, som er blevet optændt af vrede. Det spontane udtryk for vrede er hos det mindre barn at slå. Forældrene tolererer ikke denne handling og forhindrer den, hvorved impulsen hæmmes; men den muskulatur, som udfører handlingen "at slå", har allerede fået besked og må altså standses. I "heldigste" fald kan barnet lære sig at standse både den aggressive (udfarende) handling og selve følelsen af vrede. Men følelserne forsvinder jo ikke, fordi de undertrykkes. De bliver siddende i kroppens system.

Hos det lille barn er der, som jeg senere skal komme ind på, en meget nær sammenhæng mellem motorik, åndedræt og følelse. Børn erfarer, at de ved at holde vejret kan standse u-behagelige følelser. De trækker maven ind, og derved mærkes angsten mindre. Hvis barnet oplever det som livsnødven-digt ikke at vise aggression eller føle smerte, kan det spænde muskulaturen særdeles effektivt, så der sker en regulær blokering. Der dannes med Reichs ord et "muskelpanser" eller "karaktérpanser". Muskelpanseret bliver således både et forsvar og et fængsel. Forsvaret har været nødvendigt og hensigtsmæssigt barndommen igennem, men det forbliver i kroppens system, selv når den truende situation ikke længere eksisterer. Et gennemgående træk hos den skizoide voksne er følelsen af, at kroppen mangler liv. Og en levende krop er forudsætningen for en levende Stemmefunktion, denne afhænger så at sige af kroppens levende svar. For nærmere at belyse dette forhold vil jeg foretage en diskurs om det, som kunne kaldes for lydgivningens udviklingsforløb.

Barnets vej fra skrig til sprog

Stemmen er menneskets primære udtryk. Den første livsytring er skriget, hvor der åbnes, presses vej gennem den slim som dækker for adgangen til luftvejene. I skriget og i gråden, som er barnets første og eneste måde at angive sine behov på, sker der en refleksmæssig koordination af åndedrætsmus-kulaturen, først og fremmest abdominalmuskulaturen (bughulens muskulatur) og diaphragma (mellemgulvet), og stru-bemuskulaturen. Stemmelæberne lukker til stemmestilling, og man har kaldt dette fænomen for det reflektoriske stemmelæbelukke. Muskulaturen er smidig og fri og der er en tydelig enhed mellem krop og stemme. Spædbarnet kan skrige i timevis uden at blive hæs eller udvise andre tegn på stem-meproblemer. Der findes næppe den voksne, som kunne gøre barnet det kunststykke efter.

Efterhånden bliver behovsudtrykkene mere nuancerede og den voksne bliver i stand til at skelne mellem barnets behov. Der udtrykkes "stemninger", opstår lange monologer, som med tiden kan antage karakter af veritable lydkompositioner, og i tiden forud for det afgørende vendepunkt i barnets selvforståelse, tilkomsten af sproget, finder man den frieste og mest fascinerende stemmebrug. Udtryksmæssigt har barnet på dette tidspunkt en ufattelig nuancerigdom. Stemmens "parametre" og deres udtryksfuldhed bliver aldrig tilsvarende stor: store dynamiske variationer, stor klangvariation, stor melodisk ambitus, stor tempomæssig, motorisk færdighed og stor "artikulatorisk" smidighed. I takt hermed er barnets øvrige motorik udviklet og den store lydrigdom modsvares af et levende kropsudtryk. Kroppen trækker sig sammen og lukker sig under gråd og vrede. Den breder sig ud og strækker sig i glæde og hengivelse.

Med ordet, dette magiske legetøj, begynderen gradvis ændring af den frie og umiddelbare Stemmefunktion. Barnet opdager, at det nu er i stand til at markere sig som et "jeg " over for et "du". Hvor det før kunne afvise mad ved at dreje ansigtet bort, kan det nu med et "nej" opnå samme virkning. Derved bliver det i langt højere grad den anden, dvs. den voksne, der afvises. Men denne begyndende identitesfornemmelse bliver adfærden i langt højere grad viljes-præget. Barnet ved, hvad det gør, og dets handlinger og ytringer er ikke længere blot rene udladninger. Barnet afprøver grænser, rækkerud efter det, som det ønsker, og afviser det, det ikke ønsker. Det træder med andre ord frem som et selv over for en anden, og det er denne bevægelse, der i moderne psykoanalyse kaldes aggression (for øvrigt svarende til ordets latinske betydning). Man kan undre sig over, hvad det er for en kultur, der i dag i det væsentlige ser aggression som noget andet, nemlig vrede, angreb, overfald. Forældrenes reaktioner er meget afgørende for, om barnet får lov til at dan ne sin egen identitet, elierom det blot kommer til at overtage forældrenes mønstre og roller - og stemmebrug. Barnet imiterer i tilegnelsen af sproget i høj grad den voksnes stemmefu nktion. Undersøgelser har vist, at det som regel er den mest udfarende voksne, som imiteres.

Grundlaget for barnets stemmemæssige mønstre lægges i denne periode.

Mange stemmeproblemer opstår i den næste periode af et barns tilværelse, nemlig i mødet med jævnaldrende. Barnet skal nu ikke længere forholde sig til de voksne, som det er fortroligt med, men træde frem som et selvstændigt individ over for en gruppe med dennes forskellige handlings-, sprog-og stemmemønstre. Børn reagerer meget forskellige på dette møde: Nogle kan ikke tilpasse sig. De afviser de nye mønstre, de konfronteres med, og påtager sig de medfølgende konflikter. Men størsteparten tilpasser sig, og i denne tilpasningsproces ser man ofte de samme emotionelle og fysiske reaktioner, som man ser hos den "tilpassede'Voksne: angst, usikkerhed og tilbagetrækning. De fysiologiske f svar er fortrinsvis hæmning af ånde-drætsmuskulaturen med deraf følgende spændinger og belastninger af strube-muskulaturen, som kommer til at mangle sin støttefunktion. Paul Moses ( Paul J. Moses: The Voice of Neurosis. New York, Grüne and Stratton, 1954) kalder dette for den "somatiske protest". Det lydlige resultat er som oftest hæse, lidt overkomprimerede og resonansfattige stemmer. Barnet bliver i denne periode opmærksom på sin egen stemmefunktion, idet det mærker, at stemmen ikke længere umiddelbart honorerer de krav, der stilles til den. Reaktionerne på dette forhold og "løsningsmodellerne" er mange og individuelle. Ofte vil det barn, der stiller de største æstetiske krav til egen stemme, foretage de mest håndfastejusteringer for at få stemmen til at fungere. Herved forstærkes spændingsmønsteret.

Også i skolealderen sker der tydelige ændringer i barnets kropslige og dermed stemmelige adfærd. Det er ikke ualmindeligt, at de føromtalte stemme-problemer forstærkes endog ganske markant. Afgørende er vel nok den store forskydning i balancen mellem intellekt og krop i retning mod intellektet på bekostning af kroppen. Barnet skal lære at sidde stille, ofte ved borde som ikke passer til dets fysiognomi , barnet skal tilegne sig viden, og angsten for ikke at kunne følge med vil for nogle børn være en stor psykisk belastning.

Den skizoide tale

Den standardisering som nødvendigvis må blive resultatet forstærkes op gennem skolesystemet. Dette virker også i mange tilfælde bremsende for en udvikling af egen identitet, og dette forhold afspejles tydeligt i stemmen. På samme måde som balancen mellem identitet og krop forrykkes - barnet lærer at formulere og forholde sig til sine erfaringer og følelser - på samme måde begynder opsplitningen mellem stemme og sprog, mellem det sagte og måden det siges på. Ideelt set er stemmen en art "instrumentation" af de talte ord. Stemmen udgør så at sige et kommenterende eller interpreterende lag. I grelle tilfælde kan man ligefrem opleve, at stemmen dementerer det sagte, således at der opstår det, man kunne kalde for en slags skizoid tale. Moses går så vidt som til at sige, at når man møder denne diskrepans mellem stemme og tale, er det stemmen som fortæller, hvilken person man står over for.

For den skizoide er det ofte et stort problem, at han kommer til at forholde sig til sin stemme på samme måde, som han forholder sig til sine følelser. Han hører sin egen stemme, idet han formulerer sig, og er sig ofte meget bevidst om diskrepansen mellem stemme og sprog. Nogle beruser sig i klangen af egen stemme, de fleste skræmmes af den. Et lignende oral-narcissistisk problem møder man ofte hos mange neurotikere.

Jeg har tidligere nævnt, at der bag enhver skizoid lidelse ligger en dyb angst. Enhver form for angst påvirker den muskulatur der befordrer åndedrættet: diaphragma og abdominalmuskulaturen. Diaphragma er ansvarlig for det såkaldte luftskifte, dvs. optagelsen af ilt ved indånding og udskillelse af kuldioxid ved udånding. Det er påfaldende, at den skizoide netop har de største pansringer omkring denne muskel. Den skizoide er med Lowens ord "bange for at åbne sig og optage verden i sig". Den vigtigste årsag til at reducere åndedrætsbevægelsen er som nævnt behovet for at undgå ubehagelige følelser som angst, angsten for at miste kontrollen og "gå i stykker", angst for sorg og tomhed. Pansringsmodellerne er mangfoldige. Påtageisen af en rolle bestemmer kroppens og stemmens fysiologi. Den norske psykiater Try gg ve Braatøy har kaldt rygsøjlen eller ryggen for menneskets største mimiske muskel. Den "bøjer sig i sorg og strækker sig i glæde". Bøjer ryggen sig således, at personen krummer sig forover, lukkes og indsnævres brystkassens øverste del. Forskydes krops-balancen bagover således, at der sker en stærk udvidelse af kroppens forsidemuskulatur, lukkes brystkassens nederste del. Da diaphragma ligger inden i brystkassen, vil dets bevægelser i begge tilfælde reduceres stærkt. Også stærke spændinger i abdominalmuskulaturen, som ligger uden på diaphragma, vil have samme effekt. Resultatet er en ånde-drætsbevægelse som er højtliggende - den øverste del af brystkassen og skuldrene - og som svarer til den åndedræts-bevægelse, man ser hvis et menneske pludselig bliver opskræmt. Hos den skizoide er dette åndedrætsmønster blevet kronisk, det sidder i kroppens system.

For stemmen er blokeringen af diaphragma og abdominalmuskulaturen katastrofal, idet disse muskler som sagt er stemmens effektorer og betingende for det frie samspil med strubemuskulaturen. Stemmen kan ikke finde sit naturlige leje, og den påtagede rolle bestemmer den uendelige række af kompensationer, som herefter ops tår. Struben kan fikseres højt, hvorved der opstår en højtliggende og klemt stemme. Den kan fikseres lavt hvilket resulterer i en dybtliggende og ligeledes klemt funktion. I begge tilfælde vil stemmelæbelukket være påvirket og fungere uhensigtsmæssigt. Også spændinger i nakke- og kæbemuskulatur træder til. At løsne spændinger i disse muskelgrupper vil som oftest virke respirationsudløsende, og dette opleves som farligt for den skizoide. Endvidere ser man tit en tilbagetrukket kæbe og tunge. (Nogle har kaldt kæben for menneskets største aggressionshæmmer).

Sammenfattende kan man sige, at den skizoide stemme er præget af tilbageholdenhed. Stemmen mangler "flow". Undertiden kompenseres der for dette ved en overdreven artikulation, undertiden mangler artikulationen næsten helt. Stemmens resonans er ringe, den virker derfor ofte klangfattig og savner bæredygtighed. Også her vil der ofte søges kompensation ved en kraftig overkomprimering, der resulterer i trætheds-og smerte fornemmelser i halsen.

Den skizoide var karakteriseret ved regression, ved angsten for at række ud efter det som ønskes, af angst for at blive afvist; og ved angsten for selv at afvise, af angst for at miste kærlighed. Enhver handling, som udtrykker selvet, er en aggressiv handling. Aggression forstået i betydningen "at bevæge sig udad". Og lydgivning er en aggressiv handling. At sige: »Jeg elsker dig« er at række ud efter kærlighed, og er en ligeså aggressiv handling som at sige: "Jeg hader dig". Aggressionen ligger i selve handlingen, ikke i ordenes indhold. Vi bruger ofte ordet "selvbeherskelse" som betegnelse for psykisk sundhed. Og vi siger modsat om en person, at han er 'ude af sig selv'. Angsten for at miste kontrollen er stor og bestræbelserne for at undgå konflikter og konfrontationer ved at tilpasse sig ligeså.

Omkostningerne er store. Og som beskrevet for store.

Illustrationer:

Side 170: Tegning af Ralf Dieter Merian

Side 172: Uhyre tegnet af skizoid patient

Side 173: Kvindeskikkelse tegnet af skizoid patient.