Rapport fra Helsinki Biennalen 13. - 22. marts 1989

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 05 - side 194-196

Finland er ikke kun leveringsdygtig i søer. Festivaller har man også: Helsinki Festival, Kuhmo kammermusikfestival, Kurpio danse- og musikfestival, Savonlinna operafestspil, Turku musikfestival, Helsinki Biennalen - for blot at nævne nogle af de vigtigste. Sidstnævnte, der i år fandt sted for femte gang, var denne gang arrangeret af Kaija Saariaho. Udgangspunktet for Biennalen har hver gang været at lægge hele tilrettelæggelsen i hænderne på en komponist, som så 'komponerer' en festival.

At en af denne biennales kompositionsmæssige pointer for Saariaho øjensynlig har været opstillingen af kontraster, kunne iagttages allerede i åbningskoncertens program: James Dillons gennemkonstruerede orkesterværk "Helle Nacht", totalt renset for enhver gentagelse, overfor John A-dams' foxtrot for orkester "The Chairman Dances" fra operaen "Nixon in China". Derimellem, attacca, Esa-Pekka Salonens "Yta I" for solofløjte. Efter pausen György Ligetis "Clocks and Clouds" overfor Magnus Lindbergs "Kinetics", med Salonens "Yta III" som' 'navlestreng' mellem de to orkesterværker. Altså værker, der såvel stil- som besætnings-mæssigt skurrer op ad hinanden.

»Jeg kan godt lide kontraster, bringe flere stilarter sammen i samme program«, siger Kaija Saariaho. »For mig skal et program ideelt set udtrykke den pluralitet vi omgives af. Tag f.eks. Adams fra San Francisco, som lever i en verden omgivet af penge: han er nødt til at skrive værker som giver noget umiddelbart. Overfor ham står Elliot Carter, som skriver 'intelligent' musik (hans klaverkoncert, klaversonate og "Night Fantasies" blev opført ved biennalen, red.). Det er vigtigt at afspejle disse modsætninger. For år tilbage var jeg meget aggressiv overfor minimalismen, nu synes jeg den side af musikken også skal med, fordi det er vigtigt at reflektere forskellige realiteter.«

Trods denne larghesse som udgangspunkt for tilrettelæggelsen fremstod biennalens indhold ikke som den pose blandede bolscher festivaller ofte er. Saariaho har været i stand til at udforme et interessant og intelligent program, som endnu engang fastslår, at udgangspunktet må være at give en pose penge til et menneske man har tillid til, og bede vedkommende om en festival-komposition. For det er jo hvad en sådan begivenhed ideelt set må være.

En temmelig stor pose penge må Saariaho have fået, idet hun til at give biennalen det internationale touch havde råd til at engagere navne som Stockhausen og ensemble, Kronos Kvartetten og Charles Rosen. Derudover alle de lokale kræfter som Avantil, Radiosymfoniorkestret, Tapiola-koret, The Breath Ensemble, Salonen, Segerstam, Anssi Karttunen o.m.f. Dette så meget mere bemærkelsesværdigt set ud fra det faktum, at biennalen ikke har fået støtte fra en central offentlig instans, f.eks. kulturministeriet; arrangementet er groft sagt et samarbejde mellem Radioen, Helsinki Festivalen, Sibelius Akademiet og den finske Opera. Plus de private sponsorer. Saariaho har kunnet trække på disse institutioners velvilje, men da biennalen ikke har haft nogen fuldtidssæ-kretær, har hun i høj grad selv måttet stå for det praktiske for at få institutionerne til at fungere sammen. Man genkender den ulønnede idealisme fra NUMUS-fes ti valen. Og det der fik sidstnævnte ned med nakken, manglende støtte fra det offentlige, kan meget vel få Helsinki Biennalen til at lide samme skæbne. Arrangementet er sårbart på den måde, at melder en af de nævnte støtteinstanser sig ud, går biennalen ned. Musikfolk taler om, at når Esa-Pekka Salonen skal arrangere biennalen næste gang, kan han ikke være sikker på velvilje fra en Risto Nieminen i Radioen eller Helsinki Festivalens moneymaker, Veijo Varpio. Eller fra alle de andre ulønnede medvirkende. Dette kunne godt lyde som et paradoks, når man andetsteds i dette blad kan læse om finske musikmirakler og offentlig velvilje i stor stil. Men der er ikke noget paradoks: 'problemet' er bare at der foregår så meget, at selv et stort statsligt kulturbudget ikke kan mætte det kollosale opbud af pengehungrende kulturaktiviteter. De der så kan klare sig selv ved bl.a. at stå forrest i køen til private midler, kommer bagest i det offentliges støtteditto.

Musikken

Én uropførelse bød biennalen på ellers mestendels førsteopførelser i Finland. Stockhausens musik, hvis religiøs-astrologisk-filosofiske univers nødvendigvis måtte udgøre en selvstændig pol med hensyn til kontrastidéen, var således også kendte ting. Hans program, der hovedsagelig bestod af highlights fra de allerede eksisterende dele af opera-projektet "Licht", var stort det samme som præsenteredes i Odense i '87. Men det diskvalificerer ikke programmet bag turnévirksomheden; de solostykker, som programmet hovedsageligt bestod af er skrevet til de solister som medvirker og er derefter puslespilsagtigt blevet indpasset i operaerne. Det vil sige at stykkerne udgør musikalske helheder i sig selv og kan stå som selvstændige værker. Ydermere opfører de medvirkende stykkerne i kostymer fra de aktuelle operaer. I ensemblet er det Markus Stockhausen, Kathinka Pasveerog Suzanne Stephens som fremstår som de bedste performere; deres færdigheder med Stockhausens musik på henholdsvis trompet, fløjte og bassethorn/klarinet giver fornyet liv til det gamle begreb om sfærernes musik. Specielt Stephens har udover musikermæssige kvaliteter også menneskeligt format og overskud til at agere på en scene, og det i en grad som gør hendes præstationer til de mest vedkommende i ensemblet. Men selvom Stockhausen satte gang i diskutionerne om hans musik og tvang til stillingtagen: Er den ét stort blasfemisk gøglenummer eller kunst i emfatisk forstand, så var det ikke fra denne kant at fornyelsen skulle komme; Stockhausen & Co virkede snarere som udsendinge og ambassadører for det gigantiske Gesammtkunstwerk "Licht", som, når det er færdigt, endegyldigt musikhistorisk skal placere komponisten som Wagners arvtager.

På spørgsmålet om hvorfor Saariaho i programsætningen havde vægtet gammelkendte værker så høj t og kun præsenterede en enkelt uropførelse svarede hun, at man skal tænke på at Finland ligger i periferien af Europa og ikke automatisk har samme kontakt til de centraleuropæiske strømninger som eksempelvis Danmark. Hun mente derfor, at det var meget vigtigt at præsentere finsk musikliv for komponister som Stockhausen, Boulez og Gérard Grisey fra Europa og også Carter, Feldman, Reich fra Amerika - komponister, som alle har været med til at præge udviklingen og som kunne trænge til en større bevågenhed i Finland. Når der derfor kun var ét værk på biennalen af en russisk komponist (Sofia Gubaj-dulina), er det fordi ny russisk komposi-tionsmusik er velkendt i Finland. Som Saa-riaho lidt håndfast sagde: »Biennalen er udformet for finnerne, ikke for de tilrejsende«.

Musikerne

Hvis nyhederne ikke var mangfoldige hvad angår værker, så var specielt ensemble-præstationerne så velforberedte og 'nyskabende', at det opvejede eventuelle forventninger om helt nye kompositioner: Kronos Kvartetten opførte værker af bl.a. Saariaho, Piazzolla, Mingus, Crumb, Reich, Hendrix - og nedbrød med ubesværet overlegenhed på alle planer vanlige forestillinger og forventninger om ydre fremtoning, programsammensætning, udførelse . Kald det billige amerikanske tricks; det fungerede! (ensemblet venter med længsel på Pelle Gudmundsen-Holmgreens næste strygekvartet - måtte uropførelsen finde sted i Danmark kombineret med en række kvartetkoncerter !). - Avanti! kor og orkester dirigeret af Salonen og Söderström stod for ikke mindre end en udførelsesmæssig toppræstation i Heinz Holligers umulige værk "Scardanelli-Zyklus" - blot at gennemføre det godt to timer lange værk vækker beundring. Umuligt fordi Holliger ikke skriver for kor. Hans stemmeføring er så instrumentalt konciperet, at musikken i enhver forstand fremstår som halsbrækkende. Nå ja, finsk/tysk talekor er i sig selv fornøjeligt, men når en japaner i koret reciterer solo, hvor det japanske klinger igennem det finsk-tyske, så bliver det næsten ikke til at bære. -

- Charles Rosen er ikke noget ensemble, men fortjener omtale i kraft af formidabelt klaverspil i musik af Carter og Boulez. Carters Klaverkoncert fra 1964-65 med Radiosymfoniorkestret, velsagtens noget af det sværeste klaverlitteraturen kan byde på, fremstod indlysende rigtig i Rosens hænder. - Tapiola-koret, dirigeret af Erkki Pohjola, opførte værker af Olli Kortekangas, John Carter og Erik Bergman i Tempelpladsens Kirke, hvor det specielle kirkerums akustik blev udnyttet i en sådan grad, at de 10 - 16-åriges sangudfoldelse blev en særegen oplevelse. Koret, der blev dannet i 1963, fungerer i høj grad i kraft af Pohjolas pædagogik, som er et relevant alternativ til den staldvarme, som hovedparten af dansk børnekorspædagogik damper af. Tapiola-koret har turneret over det meste af verden, men har aldrig været i Danmark. Skal hilse fra dirigenten og sige, at man meget gerne vil til Danmark, f.eks. via en invitation fra Kor '72 eller andre interesserede organisationer. - Selinkvartetten præsenterede sig med et rent finsk program på biennalen: kvartetter af Hämeenniemi, Salmenhaara, Meriläinen og Jokinen. Den
finske strygekvartet, der har et aldersgennemsnit på 17 år, er et af kronvidnerne i Finland på, at en bevidst satsning og opbakning af talenter så at sige giver pote; vækstlaget inden for finske udøvere og interessen for ny musik vidner om en undervisningspolitik, der får de fleste danske musikvidenskabelige institutter og konservatorier til at ligne musicerende mausolæer. - Radiosymfoniorkestret leverede solide versioner af Dillons "Helle Nacht", Adams' "The Chairman Dances" fra operaen "Nixon in China" (hele operaen skal opføres i Helsinkis nye operahus engang i 90'erne), Ligetis "Clocks and Clouds", Gérard Griseys "Modulations", "Transitoires" og "Epiloque" fra Les espaces acoustiques. Orkestret sled sig også igennem Segerstams "Symphony No 11" for klaver, slagtøj og orkester (med Charles Rosen som solist).

Kinetics

Den eneste uropførelse i forbindelse med biennalen blev lagt i hænderne på Radiosyrnfoniorkestret og Esa-Pekka Salonen: Magnus Lindbergs "Kinetics". Men hvilken uropførelse! - Og optakten til dette fjerde orkesterværk fra Lindberg leverede Danmarks Radio for nylig med opførelsen af det tredie: "Kraft" (1983-85). Og mere end bare optakt, for "Kinetics" har i høj grad konstruktionsfællesskab med "Kraft".

"Kinetics" skulle egentlig have været et led i 'skulptur-rækken'; Lindberg havde skrevet "Sculpture II" i 1981 og havde planlagt en skulptur I og III, som imidlertid blev til et helt selvstændigt værk: "Kinetics".

»Efter en tid indså jeg, at det materiale som var brugt otte år tidligere ikke mere kunne anvendes. Det måtte blive til et helt nyt værk, som ikke havde noget at gøre med det gamle stykke«, fortæller Lindberg. »Jeg var også begyndt at arbejde på IRCAM med et projekt som stadig er igang: at udvikle et sprog, som indbefatter spektral-harmoni, dvs. den type harmoni som baseres på akustiske fænomener som overtoner - alt det som mine franske kolleger, specielt Gérard Grisey, i lang tid har arbejdet med. Hvordan kunne jeg finde et revir, mit helt eget område inden for denne stil? Det var egentlig hovedidéen bag "Kinetics": at arbejde med et materiale, som skulle være en slags hybridstil - en kombination af de serielle, dodekafone harmonier, som jeg havde arbejdet med tidligere, altså gruppe- eller set-teori harmonik, og en harmonik, som er baseret på akustikkens love. Med andre ord en sammenkøring af to materialesyn.«

Det bliver hos Lindberg til et lagdelt værk med, med Lindbergs egne ord, 'forgrund' og 'baggrund', hvor den serielle teknik og den type harmonier, som Lindberg arbejdede med i tidligere værker som f.eks. "Kraft", udgør forgrunden - og de akustiske 'analyser', spektralharmonikken, udgør baggrunden. 'Rørelserne' eller kinetikken mellem disse to lag skaber værkets energi.

Men "Kinetics" handler også om 'rørelser' på andre planer: tempo- og tidsplanet. Eksempelvis gennem Elliot Carters gamle teknik med metrisk modulation. Her lå iøvrigt en af Saariahos andre kompositionsmæssige pointer: Hun har ikke alene gået på rov i musiklitteraturen for at finde værker, hvor de udøvende skulle tælle højt; størsteparten af biennalens værker udforskede tidsaspektet i musikken - ikke bare den fysisk målelige, men også tiden som redskab eller begreb med hvilket vi erkender, forstår og oplever hændelser. Og det kan Lindberg: Spille mod og med lytterens oplevelse af tid.

Han har bosat sig i Paris, Lindberg, er internationalt orienteret og det er hans nye orkesterværk også; "Kinetics" var biennalens eneste egentlige nyhed og musikalske højdepunkt. Det vil givetvis komme til at stå som et hovedværk i den nordiske orkesterlitteratur.

Næste gang

»Kærlighedens - bevægelsens - livets muligheder«, sådan omtalte Paavo Heininen sin opera "Silketrommen", som i øjeblikket opføres i det gamle operahus og som også indgik i biennale-programmet. Ordene kunne passende stå som et motto for den biennale, der endnu engang har fastslået den snart trivielle kendsgerning: de er overlegne med hensyn til fremsynet kulturplanlægning, man lægger mærke til dem - de finnere.

Næste gang - hvis der bliver en næste biennale i '91 - vil Esa-Pekka Salonen lave en etno-biennale. Han vil flyve afrikanske musikere og dansere til Finland, han vil sætte helt fremmede musikkulturer op mod den nye vesterlandske musikkultur - som han selv sagde: »Hvis man altså kan give mig de rette betingelser for et sådant projekt«, og det vil i første omgang sige penge. Det vil tiden vise.