Dansk nutidsopera 1940-1989

Fornyelse, kontinuitet, bredde...

Af Mogens Andersen

Musikdramatik er vigtig som berøringsflade mellem den ny musik og publikum. Eller rettere: Den kunne være vigtig under gunstigere omstændigheder. Der kommer flere til ny musikteater forestillinger end til koncerter med tilsvarende musik allerede af den simple grund, at teater nu engang er mere underholdende. Og selv om det også betyder at handlingsforløbet ofte kan aflede opmærksomheden fra musikken, så fremmer tilknytningen til en handling til gengæld en umiddelbar fornemmelse af sammenhæng i musikkens udtryk. For komponisterne opfylder musikdramatik et behov for at tydeliggøre det musikalske udtryks mening og retning gennem mimik og gestus, gennem stemmeklang eller kropsbevægelse. Når man taler om, at en komponist sætter en tekst eller en handling i musik, er det ofte snarere musikken, der bliver sat i handling, så dens episke dimension fremhæves; eller bliver sat i en tekst der giver den et begrebsmæssigt perspektiv.

En væsentlig del af forklaringen på nutidsmusikkens krise ligger utvivlsomt i, at der ikke er tilstrækkelige musik-dramatiske udfoldelsesmuligheder. Derved bliver komponisterne mere tilbøjelige til at koncentrere det musikalske udtryk om musikkens indre struktur på bekostning af dens referencer udadtil. Og uden musikdramatikken som indfaldsvej til samtidens tonesprog kommer tilhørerne til at savne det perspektiv, som tilknytningen afhandling og tekst kan tilføre musikopfattelsen, og som kan virke uddybende på oplevelsen af selvstændige musikformer. Denne svækkelse af musikkens semantiske funktion gør sig således gældende på både afsender- og modtagersiden, og musikdramatikken er et vigtigt led i den vekselvirkning, der skal til for at genudvikle den semantiske funktion. Derfor er det glædeligt, at der stadig sættes nye musikdramatiske aktiviteter i gang, men hvis fornyelsen skal have musikkulturel gennemslagskraft, må den også have bredde og kontinuitet.

Til vurdering af dansk musikteaters vilkår i disse henseender følger her et tilbageblik over de danske operaer, der er blevet uropført inden for de sidste halvtreds år, hovedsagelig baseret på en fortegnelse over danske operaer efter 1956 der blev bragt i Ascolta nr. 4, december 1985.

1940-70

Mellem 1940 og 1956 satte Det kongelige Teater 14 operaer op af samtidige danske komponister: Hameriks "Marie Grubbe", Reesens "Historien om en Moder", von Klenaus "Dronningen", Høffdings "Kilderejsen", Henriques' "Vølund Smed", Jørgen Bentzons "Saturnalia", Hameriks "Rejsekammeraten", Hye-Knudsens "Kirke og orgel", Schultz' "Bag Kulisserne", Riisagers "Susanne", Jeppesens "Rosaura", Schultz' "Høst" (uropført på Den jyske Opera), Tarps "Prinsessen i det fjerne", og Schultz' "Tordenvejret".

Uden for Det kongelige Teater blev der i samme periode foruden "Høst" uropført to andre operaer af Schultz i kuffert-format: "Solbadet", der som den første samtidige danske o-pera også blev vist i fjernsyn, og "Bryllupsrejse".

I årene 1957-64 blev der kun uropført danske operaer uden for Kongens Nytorv: Studenteroperaen satte Holmboes "Kniven" op, og på Det jydske Musikkonservatorium debuterede den følgende epokes mest aktive musikdramatiker Bent Lorentzen med "Mette", en forløber for hans senere tv-opera. Men fra 1965 til 1970 kom der igen nye danske operaer op på Det kongelige Teater: Thomas Koppels "Historien om en moder", Rovsing Olsens "Belisa", Nørgårds "Labyrinten", Schmidts "Udstilling", Herman Koppels "Macbeth", foruden en gæsteopførelse fra Kieleroperaen af Niels Viggo Bentzons "Faust III".

I 1960'erne begynder også Danmarks Radios selvstændige indsats for ny dansk opera: Radiooperaen præsenterer Høffdings "Kilderejsen" og uropfører Schultz' "Marionetterne", og derefter følger som den første egentlige tv-opsætning Schultz' "Høst" og som den første tv-bestilling Tarps "9,90". Danmarks Radio fortsatte med en radioopsætning af Rovsing Olsens "Belisa" og bestilte Lorentzens radiofoniske komposition "Euridice" (der fik den Italienske Radios musikpris) og tv-operaerne "Konen i Muddergrøften" af Schultz og "Invitation til skafottet" af Nørholm.

Opbrud

Efter at der hermed i løbet af tredive år var præsenteret en snes nye danske operaer i legemsstørrelse på Kongens Nytorv, gik initiativet over til Den jyske Opera. 1969 indledtes den række af små og større uropførelser og ny opsætninger, der siden har tegnet en hovedlinje i ny dansk opera, med Brenes "Besøgeren", spillet sammen med Schultz' "Bryllupsrejse" i orkesterudgave, og året efter kom Nørholms "Den unge Park".

Nationalscenens indsats for ny dansk opera i de følgende 20 år bestod - udover Nørgårds "Siddharta" 1986 - i syv opsætninger af kammeroperaer: Werners "Den hellige kommu-nion", Tredes "Danefæ", Prices "Ved frokosten", Tredes "Mirandolina", Lorentzens "Klovnen Toto", Papes "Houdini den Store" og genoptagelsen af Winkel Holms "Sonate for fire operasangere" fra 1968. Hvortil kommer en co-produktion af Nørholms "Sandhedens hævn" med Den jyske Opera. Bruddet mellem komponisterne og den kgl. operascene begyndte med Per Nørgårds "Labyrinten": Operapublikummet kunne ikke kapere det avancerede tonesprog, og komponistens yngre kolleger buh'ede ad forestillingen, fordi de opfattede den som et knæfald for den konventionenelle operaform.

Det er symptomatisk at det næste, Det kongelige Teater kunne præsentere sine operadebutanter med, var tv-bal-letmusik: Thomas Koppels musik med Savage Rose til "Dødens triumf og Per Nørgårds til "Den unge mand skal giftes".

Dansk musikdramatik bevægede sig bort fra den traditionelle opera i flere retninger: happening, instrumentalteater, danseteater, musikfilm, tv-musik, foruden opera til turnévirksomhed, fjernsyn og radio. Mogens Winkel Holms "Sonate for fire operasangere" var et af de mere operamæssige musikteater-eksperimenter der kom ud af initiativer fra Det unge Tonekunstnerselskab og fra Århus operagruppe: Henning Christiansens "Dejligt vejr idag, n'est-ce pas, Ibsen", Svend Nielsens "Bulen", Erik Jørgensens "Skyggen af en drøm", foruden mere instrumentalteater-prægede forestillinger af Fuzzy, Møller Pedersen, Lorentzen og Rasmussen. Nogle af dem blev vist i fjernsynet, og Danmarks Radios musikafdeling fulgte dem op med eksperimentalproduktioner, hvori nogle af de samme komponister deltog foruden Buck, Gabold, Gudmundsen-Holmgreen og Werner.

tv-opera og radioopera

Fjernsyns-eksperimenterne var et led i de bestræbelser på at opdyrke mediets musikdramatiske muligheder, der også omfattede specielle ballet- og operaproduktioner. Siden 1960 er der foruden transmissioner præsenteret 17 operaer af samtidige danske komponister i form af selvstændige fjernsyns-opsætninger, nemlig udover de allerede nævnte Gabolds "Syv scener til Orfeus" og hans "Mod Vandmandens tegn", Nørholms "Den unge Park", Werners "Der er blevet skabt så meget", Nørgårds "Gilgamesh", Christiansens "Blomsten og forræderiet", Nørholms "The Garden Wall", Christiansens "Bredas fald" og hans "Den otteøjede skorpion", Werners "Formynderne", Lorentzens "Stalten Mette", Rovsing Olsens "Usher" og som den syttende og foreløbig sidste Schultz' "Høst" pány i 1985.

Radioen bragte fortrinsvis transmissioner og tv-samsen-dinger, men derudover radiofoniske specialproduktioner af Rasmussens "Krapps sidste bånd" (ikke udsendt på grund af rettighedsproblemer), Rasmussens "Jonas" (udgivet på plade) og Gabolds "Cherubin" samt koncertopførelser af Hol-tens "The Bond" og Nørgårds "Siddharta".

Kammeropera efter 1970

Som nævnt blev Den jyske Opera fra 1969 et kraftcentrum for ny dansk kammeropera. lait blev der sat 15 nye værker op, foruden de tidligere nævnte operaer af Brene, Schultz og Nørholm nemlig Nørgårds "Gilgamesh", Lorentzens "Euridice" (omarbejdelse af radiooperaen), Rasmussens "Jefta", Lorentzens "Dette her er vist noget af Mozart" sammen med hans "Slangen", Rasmussens "Jonas", Rovsing Olsens "Usher" sammen med Thybos "Den udødelige historie", Nørgårds "Det guddommelige Tivoli", Nørholms "Sandhedens hævn", og Ruders' "Tycho".

Hertil kommer i samme periode som nævnt 7 kammeroperaer i Det kgl. Teaters regi, og uden for de to permanente operascener 6 uropførelser: Schultz' kirkeopera "Eva", Rasmussens "Krapps sidste bånd", Holtens "The Bond", Frandsens "Amalie lever", Rasmussens "Majakovskij" og Werners "Forvandlingsbilleder".

Fornyelsen

Mere end 80 danske nyopsætninger i løbet af halvtreds år, deraf over halvdelen inden for de sidste tyve år, er vel ikke noget ringe antal. Fordelingen har stilmæssigt svaret meget godt til udviklingen i dansk musik i almindelighed, og forskydningen fra den store scene til kammeropera, til fjernsyn og radio afspejler bestræbelserne på både udtryksmæssig og publikumsmæssig fornyelse.

Derimod har der ikke været mange genopsætninger og dermed kun begrænsede muligheder for at uddybe kendskabet til værkerne gennem forskellige dramaturgiske, sceneografiske og musikalske fortolkninger. Det er kun få danske komponister der har haft mulighed for at udvikle deres operaerfaring kontinuerligt ved at få værker sat op med jævne mellemrum. I den første periode gjaldt det Svend S. Schultz, i den anden Bent Lorentzen, der også har haft en del operaopsætninger i Tyskland. Desuden har flere komponister draget nytte af Poul Borums erfaringer som librettist.

Bredden

Det svageste punkt er ubestrideligt de lave opførelsestal. Af samtlige de danske operaer, der har været nævnt, er kun 15 blevet opført mere end 10 gange, og af demkun fem mere end 20 gange. Efter Schultz' "Bryllupsrejse" med et halvt hundrede opførelser ligger hans "Høst", Werners "Den hellige kommunion" og Tredes "Danefæ" højest med 26 hver. Det har selvfølgelig givet meget begrænsede muligheder for publikumskontakt. Få har haft lejlighed til at opleve operaerne mere end én gang, og mange har ikke hørt om dem, før de var taget af plakaten. Og skønt formålet med kammeropera-formatet ikke blot er at dyrke en intim udtryksform ved at spille for få tilhørere ad gangen, men også at opnå en ekstensiv publikumskontakt ved til gengæld at spille mange forskellige steder, så har turnémulighederne kun været udnyttet i meget begrænset omfang.

I princippet burde der naturligvis - alt andet lige - være samme ressourcer til rådighed for en kammeropera som for en stor sceneopera, så et større antal opførelser kan opveje det mindre antal tilskuerpladser. Men efter at Det kongelige Teater gennem de sidste tyve år har vænnet sit publikum til at betragte nutidig dansk opera som en marginal sag, tør man ikke tiltro ledelsen viljen eller modet til en drastisk omprioritering i teatrets nuværende situation. Til gengæld har det vist sig, at både Det kongelige Teater og Den jyske Opera er indstillet på at foretage aktivitetsændringer hvis der kan tilføres nye midler.

Her synes der nu at åbne sig en ny mulighed med oprettelsen af den nye kulturfond. Der er endnu ikke indkaldt ansøgninger til de 120 millioner, men ny musikdramatik må være et af de mest oplagte formål at søge støtte til, både fra den pulje, hvorfra der skal bevilges tilskud til eksperimenterende virksomhed inden for de eksisterende kulturinstitutioner, og fra puljen der afsættes til støtte for folkelig formidling af avanceret kunst.

På længere sigt gælder det for ny musikdramatik, som for nutidsmusikkens øvrige områder, at den må befries fra sin afhængighed af det traditionelle musiklivs institutioner. Ikke ved oprettelse af et nyt permanent musikteater eller operaensemble, men ved etablering af en fond hvorfra der ydes bevillinger til konkrete forestillinger og turneer, der kan gennemføres dels i de eksisterende musikdramatiske institutioners og foreningers regi, dels i form af selvstændige entrepriser.