At forstå livets dybder - et interview med Markus Stockhausen

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 06 - side 203-206

Musik skabt på stedet uden konventioner« - sådan beskriver komponisten Karlheinz Stockhausen den intuitive musik. Vi bringer tre artikler, som alle berører og belyser forskellige aspekter af denne musik: Et interview med Markus Stockhausen, en anmeldelse af hans nyeste CD, og en artikel der omhandler den intuitive musik som universitetsdisciplin og dens muligheder som led i en terapeutisk behandling. Var der en person i Karlheinz Stockhausens ensemble, som gjorde indtryk og vakte respekt, da ensemblet gæstede Odense i '87 (se ogsåDMTnr. 3, 1987/88), så var det trompetisten Markus Stockhausen. Med sit formidable spil og sin undervisning af konservatorieelever satte han dybe spor i miljøet. Flere UT-foreninger forsøger i øjeblikket at få en af hans egne grupper til Danmark. DMT mødte ham i Helsinki marts 1989.


Af Anders Beyer

Til de skitser der allerede er lavet med henblik på at tegne et portræt af personligheden, mangler en beskrivelse af de tidlige år. Hvordan det var at vokse op i en musikalsk familie, hvorfor han overhovedet skulle være noget ved musikken og ikke noget helt tredie. Om det fortæller Markus Stockhausen:

»Jeg voksede op i en musikalsk familie, min mor var kla-verlærer, min far komponist, så jeg fik meget tidligt musikundervisning. Kom i en børnehaveskole, hvor jeg blev undervist i at spille på instrumenter, synge og danse. Senere, da jeg var seks år, begyndte jeg at spille klaver. Det førte videre til optagelse på det vi i Tyskland kalder et 'musikgymnasium', da jeg var 11. Det er en skole, hvor man undervises i alle de almindelige fag. Men derudover også i musik: om eftermiddagen undervises først i hovedinstrument, derefter i biinstru-ment, teori- og hørelære, korsang osv. Denne type undervisning fik jeg i ni år.

Som biinstrument valgte jeg trompet, som jeg altid har haft et 'slægtsskab' med, uden egentlig at kunne sige hvorfor. Hver gang jeg overværede en orkesterkoncert eller var til en af min fars orkesterprøver, så sad jeg altid helt oppe ved trompeterne. Og snart fandt jeg ud af alle disse muligheder, som instrumentet har.«

Meget hurtigt blev det også til samspil i diverse grupper, i første omgang med udgangspunkt i den improviserede, rytmiske musik:

»Hvad angår den improviserede musik, jazzen, så grundlagde jeg hurtigt den første gruppe, Osiris (jeg var dengang 14 år). Her spillede vi ud over jazz også rock og blues. - To år senere blev det til endnu et band, Key, som var en helt almindelig jazz-kvintet, hvor vi spillede egne kompositioner og standardrepertoiret. Vi fik ret hurtigt succes i Tyskland, spillede ved Frankfurt Festivalen og turnerede rundt på de fleste jazzklubber i Tyskland. Det blev til fem år og en enkelt plade med denne gruppe.

I fortsættelse af 'jazz-linien' spillede jeg også i en del big bands og havde en trio med Rainer Brünninghaus (1980). Sammen turnerede vi i Syd- og Nordamerika, lavede en plade hos ECM og blev temmelig populære i Tyskland. I de sidste 3-4 år har jeg så yderligere arbejdet med at udvikle egne, nye grupper.«

Denne beskæftigelse med den rytmiske musik blev efter gymnasietiden suppleret med en klassisk konservatorieud-dannelse på instrumentet, med afsluttende eksamen i 1982. Men sideløbende med denne undervisning studerede Markus Stockhausen hos folk som Pierre Tibaut i Paris og et rejsestipendium bragte ham til Thomas Stevens i Amerika:

»Her havde jeg også lejlighed til at studere hos lærere i New York. Da jeg altid har interesseret mig for jazzmusik, var det en stor oplevelse at være i den by.«

I 1981 vandt Markus Stockhausen en konkurrence i Tyskland, som banede vejen for samspil med større bands og orkestre. Han spillede f.eks. Haydns trompetkoncert, som hans far skrev to kadencer til. Dette værk blev indspillet på plade med Stockhausen senior som dirigent.

Som det ses af Markus Stockhausens beskæftigelse med forskellige musikgenrer, eksisterer der en vilje til at overskride grænser, en stadig søgen efter nye udtryksmuligheder. Selv kommenterer han udviklingen således:

»Det der er kommet ud af de meget forskellige uddannelsesinstitutioner er en muiti-dimensionel arbejdsform som inddrager klassisk musik, jazz, avantgarde. Endelig er en stor del af den musik jeg spiller, blevet til i et samarbejde med min far, som har skrevet store værker til mig, f.eks. "Sirius" og "Mikaels Reise um die Erde", sorn er en stor trompetkoncert, og solo ' en "Oberlippentanz", der forekommer i operaen "Samstag" fra "Licht".«

Kairos

er en af Markus Stockhausens egne grupper, som har optaget ham i de senere år. Her kan han udforske de vidt forskellige tilgange til musik og musikudøvelse, som er så vigtig for ham. Ikke mindst fornemmer man en inspiration fra den form for musikudøvelse, som Karlheinz Stockhausen har kaldt intuitiv musik:

»I 1984 dannede jeg, sammen med min bror Simon, gruppen Kairos. Det er et græsk ord, som betyder det modsatte af Kronos, altså ikke den målbare tid, men tiden som noget kvalitativt - oplevelsen af nuet. Idéen bag gruppen var at stimulere vores intuitive evner ud fra tanken om, at det en musiker føler og fornemmer i nuet, er det bedste han kan spille - han er så at sige tro overfor nuet. Det er altså musik helt uden for- ' udfattede idéer, som kræver at man lytter vældig meget til hinanden og i høj grad tvinges til at udøve musikalsk kreativitet. Det kræver et godt trænet øre at gøre det godt, og koncerterne er i sagens natur helt forskellige. Når vi øver gør vi det selvfølgelig ikke i en bestemt stil, eller gentager passager eller strukturer. Vi øver os i at lytte, det er en slags mental kommunikation. Dette finder jeg vigtigt, specielt som en opposition overfor al den anden musik jeg laver, fordi musikere her møder hinanden med helt forskellig approch til musikken. Det betyder også at vi, for at nå hinanden på det åndelige plan, mediterer sammen i gruppen før vi går på scenen.«

Det meditative aspekt indtager en vigtig rolle hos Markus Stockhausen. Dcke minds t når han er nødt til at leve et uregelmæssigt liv med mange rejser. Øvningen foregår således oftest i forbindelse med arbej det på et aktuelt værk som skal opføres. Nogle gange mange timer om dagen, andre gange kun et par timer. Men trompeten er et vanskeligt instrument; så snart man holder en pause mister man meget hurtigt tonekvalitet, siger Markus Stockhausen. Så når han rejser, foregår øvningen i lufthavne, på fly, på hotelværelser, til forprøver. Meditationen er her med til at skærpe koncentration og etablere roen.

Men er grundholdningen, tilnærmelsen til musikken meget forskellig om det er egen musik eller musik af f.eks. Karlheinz Stockhausen?

»Der er selvfølgelig en forskellighed med hensyn til stil, men den grundlæggende følelse bag, er ikke meget forskellig fra den vi lige talte orn. Selv når man spiller 'fri' musik, skal det også være kontrolleret af bevidstheden - du skal identificere dig 100 % med det du laver. Min fars musik skal man øve på i månedsvis på, lære den udenad, ellers er man ikke rigtig sammen med de andre musikere. Det skal være en dedikation til musikken. Denne dedikation er selvfølgelig lettere at opnå, hvis man spiller sin egen musik, fordi du her i højere grad kan projicere dine egne følelser og forestillinger i musikken. Det er det vi forsøger at arbejde med i Kairos.«

- Det lyder som om der er nogle begrænsninger ved at spille andres musik, som ikke er tilstede når du spiller egen musik?

»Ja, men da jeg er meget tæt på min far og har tilegnet mig meget af ham, tænker vi meget ens og problemet opstår ikke her.«

- Det er det positive ved at rejse så meget sammen: man kommer tæt på hinanden og hinandens tanker. Men er der ikke nogen negative sider ved den form for samarbejde?

»Alt i livet går som bekendt op og ned, men generelt er der en udvikling i gang, således også i dette forhold. Og jeg har mødt min far gennem musikken mere end gennem noget andet. Jeg kender ham ikke som familiefar. Jeg voksede ikke op i det samme hus som han, da han ikke boede sammen med min mor. Det betød at jeg meget tidligt levede mit eget liv; han blandede sig faktisk slet ikke i min opdragelse og musikalske uddannelse. Men senere da han han fandt ud af, at jeg kunne spille trompet, begyndte han at interessere sig for mig - skrive musik til mig. Det er svært for mig at tale om de negative ting - vi har optrådt og spillet meget sammen og det har været en stor oplevelse.«

- Alle børnene i familien spiller, men det skyldes deres egen beslutning og altså ikke noget med fars ambitioner?

»Ja, men selvfølgelig foreslog min far et og andet. Det er så ethvert barns individuelle beslutning at følge rådet eller lade være. Nu synes han naturligvis det er dejligt at arbejde med familien. (Ensemblet består af Suzanne Stephens, Kathinka Pasveer, Nicholas Isher-wood, Julian Pike, Michèle Noiret, Majella Stockhausen, Simon Stockhausen, Karlheinz Stockhausen og Markus Stockhausen, red.). Det er også rart for os, fordi - hvis vi ser bort fra de traditionelle problemer som alle børn har med deres forældre - et sådant tæt fællesskab repræsenterer en helt særlig enhed. Jeg tror at dette kommer musikken til gode. Ikke at andre ikke kan opføre musikken, men det tætte samarbejde skaber et fælles tankesæt.«

Lila og Aparis

I en anden af Markus Stockhausens grupper, Lila, kombineres musikken med lys, dans og geometriske figurer, som kommer på scenen i en bestemt rækkefølge og i en bestemt belysning. Om gruppen siger han:

»Musikerne spiller både nedskrevet og improviseret musik. Der er tale om interaktion mellem lys, bevægelse og musik. Lila er sanskrit og betyder kosmisk spil, kræfternes spil eller det guddommelige spil. I gruppen mødes forskellige kunstarter.«

I den tredie gruppe, som er dannet sammen med broderen Simon, spiller man musik, som er mere populær - den taler til et større publikum:

»Min bror Simon er også interesseret i j azz-rock og mere poppede rytmer, så det spiller vi meget her. Gruppen hedder Aparis, det er et fantasinavn. Jeg plejer at kalde det »et fantasinavn på et fremtidigt menneske, til hvem vi alle giver fødsel i os selv«. Det referer til idéen om, at hele menneskeheden er i en overgangsperiode på vej mod noget helt andet. Der er en enorm udvikling i gang på hele planeten, udviklingen af forskellige kræfter. Det er helt ekstremt det som sker lige nu. Man ser to kræfter: den ene misbilliger og forkaster udviklingen, den anden søger at fremme den. En anden måde at udtrykke det på er, at der er to hovedkræfter, som udvikles mere og mere i verden: den ene er frygt, den anden kærlighed.

Festivaller og musikalske begivenheder, hvor vi spiller og bringer folk sammen, har meget stor betydning for det sidste, kærligheden. Det er med til at give vibrationer af forståelighed. Gruppen Aparis er for mig et middel til at bringe folk sammen. Det lyder stort, men jeg tror hver eneste menneske i sit daglige liv bidrager til den ene eller anden kraft. Det vigtige er, om vi opfatter alle kræfter som komplementære eller som kontradiktoriske. Der er stadig mange mennesker som, når de ikke forstår noget, bliver fornærmede og reagerer negativt i stedet for aï se problemet som noget komplementært til deres eget synspunkt.«

Religion

- Bag dette fornemmes, i en eller anden betydning af ordet, en religiøs opfattelse. Noget som også er blevet diskuteret i forbindelse med din fars musik?

»Religion betyder for mig sammensmeltning, at komme tilbage til urkraften, kilden. Det er essensen af ordet og grunden til at religioner eksisterer: at vise mennesket hvor det kommer fra og i sidste instans hvor det skal hen. Vi har forskellige kulturer som udtrykker det forskelligt, men når alt kommer til alt så søger mennesket - hvad enten det er troende eller ej - efter en skæbne og løsningen på livet. Når du siger, at der er en grundlæggende tanke bag, som du kalder religiøs, så vil jeg godt sige ja i den forstand, at ordet betyder viljen til at forstå livets dybder. Min far gør det på sin måde gennem sit musikalske sprog, f.eks. gennem operacyklen, som han kalder "Licht". Selvfølgelig er der budskaber, eller man kunne sige provokationer, som får folk til at vågne op: pludselig bliver de konfron-teret med en mere kompleks måde at tænke på, musikalsk såvel som verbalt/tekstligt. Jeg tror tiden er inde nu til at folk må vågne op, bl.a. gennem denne slags musik. Hver individ må nu se dets egne muligheder, så det kan vokse med en større bevidsthed og finde den enhed i selvet, som hele verden behøver.

Jeg talte før om de to delte kræfter. For mig har det været en stor oplevelse at finde ud af, at mange gange foregår denne adskillelse inde i en selv. Det er ikke kun noget udvendigt: forskellige racer og folkeslag bekriger hinanden ; også inde i os selv kæmper forskellige kræfter. Vi siger f.eks.: nu spiller jeg den slags musik, så kan jeg ikke spille en anden slags.

Eller: nu er jeg ven med ham, så kan jeg ikke være ven med hende osv. Bevidstheden er for snæver til at kombinere alle mulighederne. Hvis der ikke var nogle grænser - kulturelle, sociale osv. - så ville vi være meget mere komplekse mennesker end vi tillader os selv at være nu. Min erfaring er, at hvis jeg tillader mig selv at være alle disse forskellige personligheder, som er indeholdt i samme kraft eller kilde, så kan jeg se alle forskellighederne som komplementære. Da jeg helt forstod dette, blev der frigjort en masse energier inden i mig. Man sætter sig ud over æstetiske normer, sætter sig ud over de gængse, tilladte måder at opføre sig på.«

- Men resultatet i forbindelse med din fars musik, er det ikke at publikum i reglen bliver delt i to: for og imod, netop fordi hele hans univers provokerer til stillingtagen?

»Det handler om indstilling, er du åben eller lukket. De som er åbne kan føle sig beslægtet med det, andre som måske har udelukket den visuelle del, kan ikke føle sig tiltrukket af den måde at udtrykke sig på. Mennesker som reagerer kraftigt imod denne slags musik, lukker for noget i sig selv. - Der er måske også tale orn folk som har haft problemer med deres egen egen religion, f .eks. kristendommen. Når de ser et stykke som "Vision" (finalescenen i operaen "Donnerstag", red), så bliver de rasende. Det er fordi de ikke har transcenderet deres egne problemer, de er ikke åbne nok til at opleve det tidløse budskab, som er i stykket; det er en oplevelse du man kunne have haft for 2000 år siden, eller måske om 1000 år.«

Nye veje

»Når folk reagerer så voldsomt, er problemet den indre separation, jeg talte om før. Og det har at gøre med egodyrkelse. Ellers ville man sige: »Vidunderligt, dette er noget smukt som er kommet fra Tyskland gennem Karlheinz Stockhausen. Lad os lave noget smukt et andet sted også«. Nu tænker mange: »Det Stockhausen laver er noget shit, så vi må adskille os fra ham«. Under alle omstændigheder synes jeg det er godt at denne musik bliver skrevet, at den ryster folk, så de måske begynder at tænke over deres liv.«

- Ville Stockhausen også selv akceptere de andres måde at lave tingene på?

»Selvfølgelig akcepterer han dem. Men fra hans synsvinkel er der kun én vej, som fører ud i fremtiden. Andre vil måske kun se tilbage og afspejle noget som allerede er gjort. Når du ser på hele planeten, så er der ikke så mange rigtig nye impulser i musikken.«

- Bortset fra din fars?

»Der er selvfølgelig nogle. Men ikke særligt mange. Og mange mennesker arbejder stadig med udtryk som er romantiske, impressionistiske, eller dem fra begyndelsen af århundredet. Som kunstnerpersonlighed er min far meget interesseret i udviklingen af kunsten. Han vil være den første til at være åben og glad hvis der kommer noget virkeligt stimulerende nyt. Men en masse af det som kaldes nyt, er ikke nyt. Han kan se begrænsningerne i denne musik.«

- Kunne du nævne noget ny musik, som din far anser for at have muligheder for at pege frem, vise nye veje?

»Jeg vil ikke tale for ham, men jeg kan udtale mig på egne vegne. Minimalmusikken har begrænsede muligheder i sig som den oftest præsenteres. Men dens idé indeholder muligheder. Den har en transcenderende effekt med en helt speciel tidsfornemmelse qva de mange små repetitioner. Men hvis du gør det til en stil og siger: dette er ny musik, så er det forkert.

Jeg mener også der kommer stærke impulser fra visse dele af jazzmusikken. Udviklingen indenfor teknologien, synthesizere og computere, har også noget fremadrettet i sig. Min far var faktisk en af de første som brugte og udviklede den teknik. Nu ser han denne udvikling, som store fimaer som Yamaha videreudvikler, komme tilbage til ham selv igen på et andet plan.

Historisk lever vi i en unik periode, en overgangsperiode, som jeg talte om. Musikken har kræfter til at bringe noget til folk hinsides ord, koncepter. Gennem vibrationer af akustiske bølger, bliver kroppen modtagelig, den resonnerer med musikkens vibrationer. Måtte vi finde stadig bedre muligheder for at dette kan ske. Ikke bare musikken, men kunsten generelt kan være med til at vække folk, så de bedre kan se det globale, kosmiske syn, som udgør menneskeheden.«

Markus Stockhausen diskografi

Sammen med Karlheinz Stockhausen:

Birol of passage, Chrysalis Records.
Sternklang, DG.
Sirius, DG.
Donnerstag aus Licht, DG.
Samstag aus Licht, DG.
Haydn Concerto, conducted by Karlheinz Stockhausen, with
Cadenzas by Stockhausen, DG.

Jazz:

Key, Calig Verlag 1977.
Ocean, Beach Records 1979.
Aqua Sansa, Fran Records 1980.
Continuum (med Rainer Brünninghaus), ECM (1266) 1983.
Beings fonit cetra, (Italien, Milano 1987, eller gennem
LOFT, München)
Cosi Lontano - quasi dentro, ECM (1371) 1989.