Hinsides improvisation

Af
| Årgang 63 (1988-1989) nr. 06 - side 207-207

Markus Stockhausen/Gary Peakock/Zoro Babel/Fabricio Oííaviucci: "Cosi lontano...quasi deníro". ECM 1371 (LP: 837 111-1, CD: 837 111-2).


Af Jakob Levinsen

Om Miles Davis har det heddet sig, at den eneste musik jazz-mesteren hørte i sin fritid, var musik af Karlheinz Stockhausen. Mens omvendt mere end en jazz-kender har påpeget, hvor mange typiske Davis-trompetlyde der optræder i Stock-hausens mange trompetværker fra de senere år: koblingen af luft og stemme, udnyttelsen af de ekstremt høje og lave registre, og ikke mindst den omfattende brug af dæmpere.

Og på den tredie side er der ret beset heller ikke langt fra Stockhausens idéer fra anden halvdel af 1960'erne om en intuitiv musik - mest radikalt formuleret i tekstsamlingerne "Aus den sieben Tagen" og "Für kommenden Zeiten" - til den form for bevidst, kollektiv improvisation, som Miles Da-vis nogenlunde samtidig begyndte at arbejde med, som alternativ til den gængse Jazzimprovisation over enten et fastlagt harmonisk eller melodisk grundlag eller - i den om man så må sige 'traditionelle' avantgardejazz - slet intet grundlag.

Begge dele er fænomener, som stadigvæk spiller en afgørende rolle i de to mestres respektive musik - uden at det er muligt (eller vel for den sags skyld særlig vigtigt) at sige hvem der har inspireret hvem. Derimod er der ingen tvivl om hvem der har været et vigtigt forbindelsesled i begge retninger: komponistens i dag 31-årige trompetspillende søn Markus, der, som det fremgår andetsteds i dette nummer af DMT, i lige høj grad har været aktiv i sin fars gruppe af elitemusikere, som klassisk trompetist - Haydns trompetkoncert med solokadencer af Stockhausen senior og dirigeret af samme( ! ) - samt den mere eksperimenterende ende af det der i mangel af bedre samles under betegnelsen jazz. Herhjemme arbejder man i såvel ut-foreninger som i Danmarks Radio på at etablere et samarbejde mellem ham og Palle Mikkelborg - en oplagt idé: de to trompetister har ikke blot instrumentet, men også eksperimenterlysten, alsidigheden og åndeligheden til fælles.

Hvor flydende overgangen efterhånden er mellem dele af det der kaldes ny musik og det der kaldes j azz, fremgår af den nyeste plade med Markus Stockhausen blandt de udøvende, "Cosi lontano...quasi dentro". Her spiller han i en international kvartet, der udover ham selv på trompet, flygelhorn og synthesizer endvidere omfatter den italienske pianist Fab-rizio Ottaviucci, den tyske trommeslager Zoro Babel og den amerikanske basveteran Gary Peacock. Selvfølgelig er der stadigvæk en hørbar forskel, mellem komponeret, i en eller anden form på forhånd struktureret musik på den ene side og lineær, improvisatorisk musik på den anden. Men den intuitive fornemmelse, spændingen mellem det tomme rum, det man har mulighed for at fylde i det og det man i netop dette nu føler man bør fylde i det, finder man både hos Stockhausen senior og i megen af den såkaldte jazz, som Manfred Eichers ECM-pladeselskab igennem snart mange år har været indbegrebet af - en improvisatorisk kammermusik, hvor jazzens traditionelle formskemaer er opløst til fordel for en frit fabulerende, kollektiv musik, der når den er bedst ikke giver Stockhausen seniors musik meget efter i koncentration og udtrykskraft.

Det er "Cosi lontano...quasi dentro", indspillet i Oslo i marts 1988, et fornemt eksempel på - for mig at høre i særklasse selv efter ECM-standard. I hvert fald i titlerne, som alle fire musikere står som ophavsmænd til, antydes der et samlet forløb: "So Far", "Forward", "Late", "Across Bridges", "In Parallel", "Breaking", Through", "Almost inside". Men mere end som retningsbestemt 'værk' er det - for nu at knytte endnu en tråd til daddy Stockhausen - i kraft af de enkelte momenter og kontrasterne imellem dem, musikken lever s å stærkt som den gør. Først og fremmest i det fantastisk inspirerede solo- og sammenspil fra og mellem Markus og Gary Peacock, hvis udnyttelse af hele kontrabassen som knipse, slag- og støjinstrument ikke giver Markus' trompetspil noget efter. Men også Fabrizio Ottaviucci og Zoro Babel leverer vigtige bidrag, den første med få, men vel valgte navnlig mediterende, melodiske figurer - de harmoniske flader varetages primært af Markus på synthesizer - den anden med et diskret pulserende spil, der burde blive skoleeksempel på hvor intenst trommespil kan være ved antydninger og understatement. Samtidig med at man kan høre en anden musikalsk diagonal, hvad temperamenter angår: mellem den afklarede, til tider næsten rituelle karakter i Markus' og Fabrizio Ottaviuccis spil, og energiudladningerne hos Gary Peacock og Zoro Babel.

Det er en ualmindeligt smuk og varieret plade, rig på både dynamiske og klanglige nuancer - og traditionen tro prægtigt optaget af ECM's norske hus-tekniker Jan Erik Kongs-haug og med æstetisk omslagsbillede af hus-kunstneren Barbara Wojirsch. En musik, som i ikke mindre grad end den ældre Stockhausens giver en ny dimension til begrebet improvisationsfrihed, blot fra et andet udgangspunkt og som netop i kraft heraf, i kraft af den koncentrerede intuition og inspiration der gennemsyrer den, gør sit til at udviske grænserne mellem komponeret og improviseret musik.