Hvad angår Konge, Dame og Es (os?)

Fem artikler om ny dansk musik: En præsentation af Nørgårds Violinkoncert, en anmeldelse af CD-udgivelsen med Nør-gårds strygekvartetter, Nørgård om sit værk "Konge, Dame og Es", Bent Sørensen om sine strygekvartetter, Karl Aage Rasmussen om tidsbegrebet i musikken og værket "Movements on a Moving Line". De tre sidste artikler har været trykt i Det Unge Tonekunstnerselskabs programhæfte "Ny musik på Louisiana" og bringes her med tilladelse af forfatterne og DUT. Samspil i 6 satser for harpe og 13 instrumenter

Af Per Nørgård

Det musikalske spændingsbegreb er en af de mest centrale udtryksfaktorer, men også mest gådefulde - ikke mindst i vor tid, hvor den udbredte 'permeabilitet' (et udtryk der vistnok blev indført af Ligeti: 'gennemtrængelighed') bl.a. har betydet ophævelsen af dissonansen, denne velkendte repræsentant for spænding-m.h.t.-harmonik. For: »Hvormed skal der saltes, hvis saltet har mistet sin kraft?« Et blik omkring viser tilstande, der forvalter denne situation med gradueringer af spændthed/afspændthed indenfor etklangligt felt der tilsyneladende ikke har mistet sin mulighed for at udtrykke spændingsforskelle: Selv i Feldmans lange, supertyste, såvel som i Xenakis 'kogende' forløb, oplever jeg udprægede spændingsdiferencer. Ikke mærkeligt, da det vel er vanskeligt, indtil det umulige, at forestille sig hvilke virkninger der overhovedet skulle udgå fra diverse klanglige, rytmiske og melodiske konstellationer, om ikke der var knyttet spændingsforskelle dertil?

Der er i indisk musik indkorporeret (bl.a.) en faktor der udtrykker spænding med et middel der også var udbredt i ældre, europæiske tonekunst: temaernes bekendthed. At titusinder tilhørere i sig selv kan nynne med på 'urlinien' bag solistens virtuose udfoldelser er naturligvis én fascinerende følge. Men nok så væsentlig forekommer mig den herved opståede mulighed for i hvert moment at 'måle' det anvendte melodifragments forvrængethed/opspænding (o.lign.) - såvel i forhold til den originale melodi som til andre variantforekomster i forløbet.

Denne sammenlignende opmærksomhed under lytningen er i øvrigt analog med den basale, indiske harmoniopfattelse: hver meloditone opleves både horisontalt (melodisk) og vertikalt (harmonisk), hvor det sidstnævnte muliggøres ved en fortsat sammenligning af melodi og dronetone ('orgelpunktet', udført på Tanpura). I hvor høj grad dette er tilfældet, kan også en i indisk musik relativt u-indviet tilhører forvisse sig om, ved at lægge mærke til den udprægede 'korrespondance-effekt' der opstår mellem melodi- og grundtone, når solisten finder anledning dertil - ved lejligheds vise, dvælende eller provokerende betoninger af de meloditoner, der har specielt stærke intervalspændinger til drone-tonen (septimer, forstørrede intervaller m.v.) - eller måske særlige interval-spændinger. I hvert tilfælde forekommer det mig værd at skænke et øj ebliks eftertanke på det faktum at differens-oplevelser gennemsyrer vore oplevelses-sfærer: nyhed og bekræftelse er i et uopløseligt samspil!

For mit "Samspil for harpe og 13 instrumenter" får disse forbemærkninger en særlig relevans: Ganske vist ligger der ikke et almindelig kendt tema til grund for værket, men derimod et fåtal af melodiske, harmoniske og rytmiske gestalter som gennemsyrer alle satser (se eksemplerne l og 2).

Som man ser er det musik som forholder sig positivt til traditionelle oplevelseskriterier- såsom melodik, harmonik, rytmik og først og fremmest stemningsudtryk, i videste forstand. Dette fremgår allerede af titlerne for de tre dobbeltsatser: Spar Konge, Spar Dame og Spar Es. Disse, fra kortspillet hentede symboler refererer helt enkelt til maskulint, feminint og hermafroditisk køn, med en generel tone af 'strenghed'. Intet kan være enklere. Når jeg vægrer mig ved at opfatte tonesproget som konservativt, for ikke at sige regressivt, er det fordi den tilgrundliggende ja-sigen til traditionelle oplevelseskategorier er forbundet med træk fra den pointillistiske, følelsesalkymistiske metode, der har været det centrale eksperiment i mine værker siden begyndelsen af 80'erne (helt præcist: fra "Burn", "Eclipse" og "Between").

Hvis flere, klare følelsessignaler udsendes samtidigt, uden at dække for hinanden, uden forgrund/baggrunds-disposition og med tydelige indbyrdes ternpoforskeile vil blandingen være tilhørerens sag. Hermed fortsætter jeg altså med udvidede midler mit gamle projekt (klart fra "Rejsen ind i den gyldne Skærm" og 2. Symfoni, henholdsvis 1968 og -70), at give lytteoplevelsen fri på 'labyrintisk basis'. Heri ligger ikke direkte en polemik mod tilfældigheds-musikkens vilje til at opnå en lignende virkning, men nok en henvisning til andre veje herfor (se eks. side 214 og eks. 2). - Alle de i værkerne fra 1982 og frem afprøvede nye udtryksfiltre er naturligvis knyttede til den længe undervejs'e 5. Symfoni (uropf. dec 1990).

"Konge, Dame og Es" er (i lighed med visse andre af mine værker, som f.eks. "Spell") baseret på et eksisterende værk, guitarstykket "In the Mood of Spades" fra 1985.1 stedet for dettes tre satser er der som nævnt seks (tre dobbeltsatser), eftersom hver hovedsats er indledt af et forspil, som for de to førstes vedkommende er af samme længde som hovedsatsen:

Forspil til Spar Konge. Spar Konge.
Forspil til Spar Dame. Spar Dame.
Forspil til Spar Es. Spar Es.