Per Nørgård i fugleperspektiv

Kontrakvartettens samlede indspilning af Per Nørgards strygekvartetter (Kontrapunkt CD 32015) er en musikalsk bedrift, men en filologisk katastrofe.

Af Jens Brincker

På min pladehylde står adskillige indspilninger af Bartoks seks strygekvartetter, og nu også én samlet indspilning af Per Nørgårds. Nemlig Kontrakvartettens indspilning på Kontrapunkt. Når sammenligningen mellem Bartoks og Nørgårds kvartetter falder lige for, skyldes det umiddelbart, at de begge har skrevet seks strygekvartetter i et tidsrum af næsten 40 år. Det var nyt for mig. Jeg troede kun, at Per Nørgård havde skrevet fire med "Tintinnabulary" fra 1986 som den fjerde og foreløbig sidste. Men bag på Kontrakvartettens plade er den betegnet som nr. 6.

Det hænger sammen med to tidlige kvartetter - "Quartetto Breve" fra 1952 og "Three Miniatures" fra 1959 - der hidtil har været unummererede. De har fået numrene l og 3, derved er den gamle strygekvartet nr. l, "Quartetto Brioso" fra 1958, blevet til nr. 2, og de tre sidste har fået to lagt til nummeret.

Er De med? Det er noget frygteligt rod, og når det drejer sig om en komponist, der har fået sin værkfortegnelse trykt i autoritativ udgave, er det en filologisk katastrofe. Enhver bibliotekar, musikhandler, skribent eller musikstuderende skal fra nu af huske, at Birgit Bjørnums Kronologisk-tema-tiske fortegnelse over Per Nørgårds kompositioner 1949-1982 IKKE passer, når det gælder nummereringen af strygekvartetterne. Det burde Per Nørgård, der selv har skrevet forord til fortegnelsen, have sparet os for.

På den anden side kan man godt forstå, hvorfor Per Nørgård og Kontrakvartetten har taget de to - tidligere unummererede - kvartetter til nåde og indføjet dem i den komplette samling. Det har også noget med Bartok at gøre. Med det faktum at Bartoks seks kvartetter på én gang er milepæle i hans udvikling som komponist, og en kunstnerisk helhed.

Det viser Per Nørgårds seks sig nemlig også at være, og det var nyhed nummer to for mig. Jeg troede ikke at ungdoms værket "Quartetto Breve" fra 1952 var så betydeligt, så selvstændigt og originalt, som værket fremstår i Kontrakvartettens udførelse. Og jeg troede slet ikke, at de tre miniaturer for amatørstrygekvartet fra 1959 havde noget med sagen at gøre. Men der er ingen tvivl: "Quartetto Breve" er udgangspunktet, og miniaturerne er et tidligt eksempel på den poly-fone teknik, som anvendes i "Tintinnabulary" kvartetten fra 1986, og som Svend Hvidtfelt Nielsen påviser i sin analyse af violinkoncerten "Helle Nacht" i dette nummer af DMT. De hører med.

Men det er kun én side af sagen. De seks kvartetter hører ikke alene med, de hører også sammen. De repræsenterer en udvikling, en afprøvning af grænserne og en syntese, som Bartoks seks kvartetter gør det. Det bliver tydeligt, når man sammenligner Bartoks 3. og 4. kvartet, hvor han bryder grænserne for sit musikalske univers på det klanglige og det tonale område (som Janos Karpati og Allan Forte har påvist), med Per Nørgårds 4. kvartet "Dreamscape" (tidligere nr. 2 "Quartet in Three Spheres") og hans 5. kvartet "Inscape" (tidligere nr. 3). Her afprøver Nørgård klangens grænser ved at kombinere strygekvartetten med to båndoptagelser af kvartetklang - en 'nær' og en 'fjern' - så han komponerer ind i et ekkorum i "Dreamscape"; og han går uden for de gængse tonale områder i europæisk musik ved at lægge en kvart-tone skala til grund for de første satser i "Inscape".

Disse eksperimenter, der i årene omkring 1970 fik Per Nørgård til at fremstå som billedstormer og hensynsløs modernist, viser sig gennem den sidste kvartet og de øvrige værker fra 1980'erne at blive et erfaringsgrundlag, der indgår på linje med traditionen i den modne kompositionsteknik. Den melodiske polyfoni, der i de tre miniaturer har næsten quod-libet-karakter, forenes med rumerfaringerne fra "Dream-space" i "Tintinnabulary's" klokkevisioner. Den harmoniske følsomhed som øvedes i "Inscape's" kvarttoneunivers forplanter sig til den sene kvartet og gør dens klangverden på én gang velkendt og fornyende.

Denne oplevelse af sammenhæng i produktionen har jeg først fået her i Kontra-kvartettens indspilning. Erindringen om tidligere opførelser og gamle slidte plader eller bånd var ikke nok til at sætte Per Nørgård i fugleperspektiv. Og dermed er næsten alt sagt om den musikalske bedrift, som Kontrakvartetten har øvet med denne indspilning. De spiller nemlig ikke alene fremragende. De spiller så fremragende at deres tolkninger giver musikken nye dimensioner og åbner nye helheder for tilhøreren. Det understreges af indspilningens tekniske kvaliteter. Optagelsen, lavet af Radioens Musikafdeling, er dejlig tæt uden forsøg på stereo-ping-pong eller andre digitale pjatterier, og selve pladen klinger perfekt.

Man spørger uvilkårligt, hvor mange danske komponister der har liggende værker, kammermusik, sange, klavermusik, måske koncerter eller symfonier, som ville få tilsvarende nye dimensioner ved et samlet genhør i den højeste kunstneriske kvalitet?

Svaret kan ikke gives, men jeg tror ikke, at Per Nørgårds kvartetter er et enestående tilfælde. Indspilningen af dem bør inspirere til flere genhør med ældre værker af nye komponister, til flere samlede indspilninger, der som Kontrapunkts og Kontrakvartettens plade ikke er bunkebryllupper af tilgængelige bånd, men kunstnerisk tænkte og realiserede helheder.