Surprise-party som tv-opera

En islandsk forfatter får besøg af 12 spøgelser, der mistænker ham for at være Vorherre selv. Det er den ydre ramme om Alti Heimir Sveinssons tv-opera "Vikivaki", et bestillingsværk til Nordvision som Danmarks Radiosymfoniorkester og Radiokoret netop har produceret lydsiden til.

Af Jens Brincker

Historien begynder en nytårsaften, hvor forfatteren Jake Sonar-son, der bor alene i et stort og elegant hus fjernt fra alle andre mennesker, går ud for at ønske nordlyset godt nytår. Han skåler og kaster champagneglasset op mod stjernerne, og så sker miraklet! En gravsten åbner sig og tolv spøgelser stiger op: En præst, en fornem husfrue, en fårehyrde, et ægtepar, en lille pige, en ung kvinde (hun ligner forresten forfatterens afdøde hustru), en krop uden hoved, hovedet af Grette Asmundsson uden krop... De tror at genopstandelsens time er kommet og spørger Jake Sonarson, om han er Gud den Almægtige?

Og så er handlingen i Atli Heimir Sveinssons tv-opera "Vikivaki" i fuld gang. En handling der halvt er islandsk spøgelseshistorie, halvt er surrealistisk roman, hentet i den islandske del af forfatteren Gunnar Gunnarssons forfatterskab og skrevet om til operalibretto af Thor Vilhjamsson.

Operaen er et bestillingsværk af Nordvision. Radio-musikafdelingerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige tog i 1983 stilling til et islandsk forslag om en tv-produktion af Alti Heimir Sveinssons "Silketrommen". Resultatet af dette forslag blev en beslutning om et musikdramatisk sammenskudsgilde, hvor hver radiofoni leverer sin del af produktionsomkostningerne og faciliteterne til en helt ny opera, som Alti Heimir Sveinsson har skrevet specielt til tv. Finland leverer instruktør, Island solister, Danmark orkester og kor, Sverige teknik og Norge bl.a. kostumer. Lydoptagelserne fandt sted i slutningen af maj i Radiohuset, hvor chefen for Islands symfoniorkester, den finske dirigent Petri Sakari, dirigerede Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og en rock-gruppe. Optagelserne foregår i Island, og hele produktionen skal være færdig, så operaen kan sendes omkring påske 1990. Spilletiden bliver 60 minutter.

Den første halve snes af minutterne er gået, inden vi ser spøgelserne dukke op. Atli Heimir Sveinsson præsenterer først forfatteren Jake Sonarson i hans speldide islandske isolation, og filmiske flash-backs giver os glimt af hans fortid og de drømme, som har ført ham herud i ødemarken. Derfor kan man komme lidt i tvivl om, hvad der egentlig sker, når spøgelserne dukker op. Er genopstandelsen begyndt, som de stædigt hævder det? Eller er det Jake Sonarsons fantasiverden, hans drømme og erindringer, der har taget magten frahamog nu befolker hans fornemme hus?

Befolket bliver det i hvert fald. Spøgelserne bliver ikke stående ude i kulden, men går inden for, sætter sig til bords og tager for sig afretterne. Og så bliver de i øvrigt boende! Sidste halvdel af operaens 1. akt og hele 2. akt handler om Jake Sonarsons liv med spøgelserne, der efterhånden viser sig at være besværlige gæster. De har deres indbyrdes magtkampe og intriger. En af dem bliver gravid. En anden, hovedet af Grette Asmundsson, bliver efterhånden ven med Jake Sonarson, og de fører lange gode samtaler, mens resten af banden huserer i villaen.

Det er også Grettes hoved, der fortæller Jake hvordan han skal bære sig ad med at slippe af med spøgelserne. Han skal bygge en himmelstige. Så vil spøgelserne gå op ad den og komme til paradis. Det gør Jake. Himmelstigen bliver bygget, og spøgelserne accepterer at gå op ad den. Kun præsten Sigvalde volder besvær, han vil nemlig have sin hest med, men det f år han så lov til, og Jake Sonarson er alene tilbage. Operaen kan slutte.

For en Nordvisions-opera er dette tema gefundenes Fressen. Det kalder på den mest avancerede film- og tv-teknik. Det lægger op til ensemblespil med sangere, skuespillere, en mimerolle (til kroppen uden hoved), masseoptrin med alle spøgelserne, intime scener i samtalerne mellem Jake og Grettes hoved, monologer for Jake først og sidst i operaen. Det bliver underholdning der kan konkurrere meden'store tv-shows, og samtidig et psykologisk drama, der peger ned under overfladen på det moderne menneske.

For Atli Heimir Sveinsson er det også et tema, der kalder på den virtuose brug af stilpluralisme, som skaffede ham Nordisk Råds Musikpris i 1976 for fløjtekoncerten. Ligesom i den er partituret præget af kontrasterne mellem rytmisk energiske, næsten voldsomme, afsnit hvor den motoriske fremdrift understreges; og lyriske flader med langt udholdte harmonier som soloinstrumenter fabulerer frit over.

Navnlig den centrale 8. scene i operaen, hvor spøgelserne fester i forfatterens villa, er båret af en næsten orgiastisk rytmik, der ligger tæt op ad den rytmiske musik uden dog at citere. Atli Heimir Sveinsson anvender aldrig direkte citater, men komponerer selv sine stilcitater. Og rundt om den ligger scener med lyrisk udtryk der indfanger nordlys-stemningen, mens sitrende høje blæsere og violiner på minimalistisk vis kredser om motiver og harmonier, der langsomt forskydes.

Det er der alt sammen i Atli Heimir Sveinssons trebinds partitur for kor, rockgruppe og stort symfoniorkester: Rytmisk drive, minimalmusik, mindelser om kirkemusik og folkesange, plakatkunst og expressive fraser. Vævet sammen til en fantastisk spøgelseshistorie - på én gang morsom og tankevækkende.