Bøger

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 01 - side 34-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musikpædagogik» Forskning og udvikling i Norden, 1: Musik - oplevelse, analyse og formidling. Red. : Frede V. Nielsen og Orla Vinther. (Edition Egtved 1988. 192 s. + nodebilag, 32 s.)


Af Niels Rosing-Schow

Temaet - oplevelse, analyse og formidling - belyses ved fire artikler, to danske indlæg af seriens redaktører og to svenske (på svensk, det er jo en nordisk publikationsserie) af Ingmar Bengtsson og Bo Wallner.

Bogens formål er ifølge redaktørerne tredobbelt: For det første at præsentere nogle forskningsresultater og pædagogiske erfaringer med rod i forfatternes egen virksomhed, som alle focuserer i brændpunktet, hvor musik og bevidsthed mødes - for det andet at bidrage til en teoretisk diskussion af den musikalske analyses formål, art og funktion, og - for det tredie at medvirke til en nedbrydning af de traditionelle skel mellem den mu-sikermæssige, den teoretisk-videnskabelige og den pædagogiske beskæftigelse med musik.

Bogen bygger på en grundantagelse, som de fleste vel kan tilslutte sig, nemlig at musikværket har en 'mening5, som er andet og mere end dets materielle og tekniske struktur. Strukturen er helt fundamental, men som en del af den langt mere omfattende oplevelse af musikværket. Hermed er det oplevende subjekt inde i billedet; for kun i kraft af et oplevende subjekt, som stiller sig i et aktivt forhold til musikværket gennem en forstående, tolkende handling, åbenbares dets iboende mening. Bogens grundholdning er således »hverken snævert objekt- eller snævert subjektorienteret. Den ønsker at fastholde spændingsforholdet... mellem disse to lige betydningsfulde komponenter i det æstetiske felt.«

Bogens første indlæg, Frede V. Nielsens artikel "Musik som mangespektret meningsunivers", forsøger at give bogens ovenfor skitserede grundholdning et teoretisk fundament. Her udvikles en tankemodel, der beskriver musikværket som et mangelaget hele, der danner et sammenhængende meningsspektrum. De mange lag, der er gensidigt forankret i hinanden, spænder fra 'ydre' akustiske og strukturelle lag over mellemliggende kinetisk-motoriske lag og spændingslag til 'dybe' emotionelle og 'åndelige', eksistentielle lag. Den helt afgørende forbindelse fra det æstetiske objekt til det oplevende subjekt etableres via en »grundlæggende, principiel korrespondens (dvs. forbindelse, overensstemmelse) mellem meningslag i musikken og oplevelses-eller bevidsthedslag hos mennnesker«. Frede V. Nielsen bygger med denne hypotese videre på tanker hos fremtrædende repræsentanter inden for musikfænomenologien og den moderne musikforskning, bl.a. Clifton, Dufrenne og Eggebrecht og i høj grad på egne undersøgelser. I artiklen udvikles og eksemplificeres den på yderst tankevækkende måde, ligesom der skitseres nogle spændende musikpædagogiske og fagdidaktiske perspektiver.

I artiklens sidste del behandler forfatteren forholdet mellem oplevelse og analyse. Det traditionelle modsætningsforhold mellem oplevelse og analyse (af hvilken art den end må være) er hans tankemodel ikke i stand til at overvinde, men den kan præcisere analysens opgave, nemlig »at medvirke til at klarlægge, hvor 'omfangsrigt' et musikalsk objekt er og at tydeliggøre dets meningsstruktur i en meget mere vid betydning end som rent materiel og teknisk struktur«. Forfatteren ser på denne måde alligevel et af de traditionelle skel mellem oplevelse og analyse nedbrudt: »Hermed bliver oplevelsens og analysens intention til syvende og sidst ikke så forskellige. De forenes nemlig i bestræbelsen på at fornemme, at indleve sig i og at nå frem til en forståelse og en erkendelse af den musik, det drejer sig om.«

Orla Vinthers bidrag til publikationen, "Syv studier i musikalsk analyse" kan ses som konkrete metodestudier i forlængelse af Frede V. Nielsens tankegang, om-end udgangspunktet er et andet. Orla Vinther tager afsæt i den konkrete konservatorievirkelighed. For mange konservatoriestuderende har ordet analyse en negativ klang af irrelevant intellektualisering. Men hvor ofte hører man på den anden side ikke teknisk pletfri opførelser, hvor man tænker: gid musikeren havde forstået lidt mere af, hvad det egentlig er, han har mellem hænderne, af selve musikken. Det er altså underviserens stadige udfordring både at give - og ikke mindst få den studerende til at opleve analysens relevans for det praktiske musikvirke. Orla Vinther har taget udfordringen op i sin undervisning ved Det Jydsk e Musikkonservatoriums pædagogiske linie.

Idéen er at tage den oplevede musikalske helhed som udgangspunkt for analysen. Det sker ved, at de studerende ud fra nogle gennemlytninger uden noder opstiller et reaktionskatalog, hvorudfra den analytiske indgang til værket så vælges. Analysen får således mulighed for at klarlægge nogle af de strukturelle forhold og tekniske procedurer, der begrunder oplevelsen, som dermed kan uddybes og nuanceres.

Fremgangsmåden synes særdeles frugtbar, og de syv eksempler, der spænder fra Lassus til Bartok rummer mange slående formuleringer og kan tjene til inspirationbåde som konkrete analyseobjekter og ikke mindst hvad metoden angår.

Mens bogens to danske indlæghar oplevelse og analyse og deres vekselvirkning i centrum, focuserer de to svenske indlæg i højere grad på formidlingen, men ud fra to forskellige synsvinkler. Ingmar Bengtsson anlægger i sin artikel, "Musikanalys och den uttrycks-bärende roreisen", musikerens synsvinkel. Musikeren der den, der på første hånd så at sige stiller sig i et tolkende forhold til det æstetiske objekt. Hvordan kommer den 'adækvate' tolkning i stand, og hvor vide er grænserne for den adækvate fortolkning, hvad kan a-nalyser og andre verbaliseringer bidrage med i denne forbindelse, og hvilke krav må man stille til dem - alt dette er spørgsmål, der stilles til diskussion hos Bengts-son.

I anden del af sin artikel anskuer han det musikalske fænomen, ikke ud fra et sprogligt, men ud fra et bevægelsesmæssigt synspunkt. Det sker ud fra en kommunikationsmodel, der er inspireret af Charles See-gers definition af kommunikation som »overføring af energi i en form«, og som 'parallelliserer' mellem musikken og - på den ene side sprog, på den anden side bevægelse. Herudfra oprulles de utrolig mange aspekter af begrebet bevægelse, der kan sættes i et meningsfuldt forhold til musik, musikoplevelse og musikudøvelse. Undersøgelsen indbefatter nogle 'prøveballoner', hvor man nok kan føle, at det er lovlig langt ude, men i højeste grad også interessante og nyttige betragtninger. For den udøvende musiker handler formidlingen af musikken i en adækvat fortolkning j o netop om at kende og indstudere de adækvate kropslige bevægelser på og med sit instrument.

I bogens afsluttende artikel af Bo Wallner handler det ikke om musikeren, men om musikskribenten som formidler. Wallners bidrag former sig som en kommenteret gennemgang af pg en række teksteksempler fra en kursusvirksomhed, "At skriva och tala om musik", som fandt sted i årene 1983-86 i forbindelse med sommerkurserne for ny musik på Biskops-Arnö.

"Uppleva - iaktta - beskriva - formedia" har Wallner kaldt sin opsats efter de fire processer, der indgår i det at formulere sig til nogen om musik. Den beskrevne undervisningsform og ikke mindst de forskelligartede opgaver og de kommenterede løsningseksempler giver mange idéer til, hvordan man kan skærpe sin sensibilitetbåde overfor musikoplevelsen og dens sproglige formidling.

Alle fire indlæg i publikationen bevæger sig hver på sin måde i det spændingsfelt melllem musikalsk objekt og oplevende subjekt, hvor musik bliver til bevidsthed. Som en konsekvens af denne position, der som nævnt er stærkt inspireret af de senere års udvikling af den musikfænomenologiske betragtningsmåde, er bogen præget af metodepluralisme og syntesetænkning. Forskellige metoder kan bruges hver til sit formål, men må kombineres og'styres'for at fastholde det vide perspektiv. Det sker ud fra hvad man kunne karakterisere som en humanistisk synsvinkel, hvor forfatterne støtter sig til deres fantasi, intuition og erfaring - til deres musikalitet, skulle man vel sige.

Bogen hen vender sig ifølge sit forord til »studerende og lærere, musikere og forskere, musiklyttere og eftertænksomme musikinteresserede«. Jeg kan imidlertid godt forestille mig en og anden blandt målgruppen, der står af undervejs, for der er undertiden tungt fordøjelig kost i bogen, ligesom fortrolighed med svensk selvsagt er en betingelse for at få glæde af de svenske indlæg. Men for vel især mange forskere og musikpædagoger af forskellig art, er der utvivlsomt meget stof til eftertanke og megen inspiration at hente i denne publikation.

Hvad angår bibliografier, de små gode forfatterbiografier, noteapparat, overskuelighed og layout, er bogen noget nær forbilledlig. En lovende start på den nye serie.

Årgang 64/1989-1990, nr. 01