Det går ufattelig godt?

Med dette årgangens første nummer, lægger Dansk Musiktidsskrift for med en ny sæson, som byder på otte numre med mange læseværdige artikler. Den øgede udkommelsesfrekvens skulle gerne - ud over de gængse, dybdeborende artikler - resultere i mere aktualitetsbetonet stof. Ikke at DMT skal iklædes et dagbladsagtigt look, men med mere spalteplads og flere numre, kan vi etablere en bredere dækning af både nationale og internationale musikalske aktiviteter. Hvad angår udseendet, så har vi benyttet sommerpausen til at udskifte DMT's gamle skrifttype med en ny og mere tidssvarende, der er mere åben og læsevenlig.

Bladets primære interessefelt er samtidsmusikken, det skal afspejle og udforske væsentlige sider af den musik og det samfund som omgiver os nu. Hvad der er væsentligt, hvilke områder DMT skal lægge spalter til i den kommende årgang, har vi selvfølgelig i redaktionen et bud på. Håbet er imidlertid, atidéerne, beslutningerne, provokationerne m.v.,ikke får lov alene at udgå herfra, men at de vil forme sig i en udviklende dialog med komponister, læsere, skribenter og andre som har noget på hjerte. Erfaringerne fra arbejdet med forrige årgang har vist, at det er der faktisk mange der har. Og sammen med ambitionerne om at ændre DMT's image som et københavnerblad, for det har jo i mange år qva tilnytningen til Det Unge Tonekunstselskab været tilfældet, vil vi ikke blot søge at udvide læserkredsen, men i højere grad også redaktionelt at afspejle sammensætningen i DMT's udgiverforening, der netop i sin struktur er landsdækkende (København, Århus, Odense). Opfordringen til at præge denne udvikling er hermed givet.

At der på mange måder er noget at skrive om tør antydes, når man betragter et dansk musikliv, der på den ene side kan notere sig for ny kompositionsmusik og udøvere af internationalt format, men på den anden side også en udtalt henslumren hvad angår de svære, men nødvendige diskussioner omkring analyse/æstetik/ filosofi. Efterkrigstidens vel nok fornemmeste repræsentant for en sådan integrerende musiktænkning, Carl Dahlhaus, døde for nylig. Hans indsats for den ny musik vurderes længere inde i bladet. På den hjemlige front synes det første bind i serien "Musikpædagogik. Forskning og udvikling i Norden", som anmeldes i dette nummer, at vise positive tendenser i retning af en lignende syntesetænkning. Synes at pege udover den postmoderne værdifrihed, som undertiden bærer den selvtilstrækkelighedens blanke maske, der præger det samfund, hvor det hele går så ufattelig godt. Og synes at lægge afstand til den form for fænomænologi sk kultdyrkelse, som i alt for mange tilfælde har inkompetent udenomssnak som resultat.

Disse diskussioner vil vi gøre noget ved i det kommende år. Ligesom en bredt anlagt artikelserie skal hedde "Institutionerne og den ny musik"; hvordan står det egentlig til med den ny musik på de musikvidenskabelige institutter, hvor ansættelsesstop og trusler om institutnedlæggelser er benhårde realiteter. - Hvordan har den ny musik det på konservatorierne - har den gamle artikeloverskrift "Konservatorie konservatisme" stadig gyldighed? Hvad med musikskolerne? gymnasieskolen? Danmarks Radio? - Bare for at løfte sløret for et par af de initiativer som vil komme fra denne kant.

Det danske musikliv - på samme tid lille og snævert og alligevel så kompliceret og uigennemskueligt som et Eco'sk bibliotek - vil DMT gå tæt på i alle dets kringelkroge, for at se om det går ufattelig godt eller om det måske kunne gå bedre.

Anders Beyer