Esbjerg Ensemble

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 01 - side 12-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Portræt af en gammel kending, struttende af liv - og på tærsklen til en skillevej (?)


Af Bertel Krarup

I sin rapport fra maj måneds DUT-f estival på Louisiana (se andetsteds i bladet) skriver Jakob Levinsen, at Esbjerg Ensemble »nok engang viste, at det er noget af det bedste, der herhjemme kan overgå ny dansk kammermusik.« Anerkendelse af den art har i fier e år v æret reglen, når det gælder ensemblets medvirken i forskellige ny musik-sammenhænge (eksempelvis Nordiske Musikdage, NUMUS og MUSIKHØST), og den afspejler ganske godt det billede af ensemblet som et mere eller mindre specialiseret ny musik-ensemble, som flertallet af dette blads læsere sandsynligvis går rundt med. Ikke underligt, hvis tingeneanskues fra en medieforankret landsdækkende synsvinkel, men i forhold til virkeligheden alt for snævert. Klasssisk- romantisk kammermusik dannede således centralt udgangspunkt, da ensemblet f or godt 22 år siden blev en realitet, og heller ikke i dag bør det betvivles, at dette repertoire indtager en prominent plads i de enkelte ensemblemedlemmers bevidsthed.

Ikke desto mindre har de seneste ti-femten år budt på signaler, som det har været svært at overhøre. F.eks. da Svend Aaquist Johansen for en årrække knyttedes til ensemblet som kunstnerisk konsulent - kort efter at man indledte en række årligt tilbagevendende workshops, hvor danske komponister indbydes til en uges åbne prøver med mulighed for meningsudveksling og diverse eksperimenter - og ikke mindst da man som ensemblets første egentlige kunstneriske leder valgte at ansætte Hans Abraharnsen, der bl.a. med stor iver har plæderet for en udvidelse af staben fra kammerensemble til sinfonietta.

I ønsket om at komme så tæt som muligt på ensemblets hidtidige udviklingshistorie har DMT haft en snak med et af medlemmerne igennem alle årene, oboisten (og komponisten) Frederik Gislinge, hvis meninger og holdninger naturligvis uundgåeligt har farvet nærværende artikel, og som er den citerede part.

Idéen - starten

Idéen og initiativet til ensemblets oprettelse var komponisten Peder Holms, manden der mere end nogen anden stod bag opbygningen af et egentligt vestjysk musikliv og -miljø, og på det tidspunkt såvel konservatoriedirektør som kunstnerisk leder og dirigent for Vestjysk Symfoniorkester. Tanken var at ansætte en række professionelle musikere til dels at danne kærne - som sektionsledere og solister - i det kun quasi-professionelle symfoniorkester, dels at virke i regionen som animerende, professionelt kammerensemble - og endelig at fungere som undervisere, først og fremmest på Vestjysk Musikkonservatorium. Det lykkedes at forene amt, kommune og stat, og i 1967 ansattes på basis af Landsdelsorkesterloven de første af ensemblets ti musikere. Efter Peder Holms idé og ønske fordelte de sig på følgende instrumenter: fløjte, obo, klarinet, fagot, horn (dvs. blæserkvintet), 1. violin, 2. violin, bratsch, cello (dvs. strygekvartet) samt kontrabas.

Idéen var indlysende god. Men samtidig heller ikke uden problemer. Det centrale i ansættelsen var set fra et Esbjerg-synspunkt musikernes virke i symfoniorkestret (ensemblets musikere er den dag i dag ansat af Vestjysk Symfoniorkester). Går man imidlertid den tidligste musikerrekrutering nøjere efter, vil det straks fremgå, at det slet ikke var orkester arbejdet der trak: Af de fem blæsere, der udgjorde de tidligst ansatte musikere (faste strygere kom til efter et-to år), var således to ansat i Sjællands Symfoniorkester, én i Radiosymfoniorkestret og én i Sønderjyllands Symfoniorkester (kun fløjtenisten var uden fast orkestererfaring). Naturligvis kom ingen af disse folk primært for at spille i et andet (oven i købet kun delvis professionelt) orkester- det var nærmest et nødvendigt onde; næh de kom for at spille kammermusik (og måske i nogen grad også for at undervise).

Ensemblets sammensætning var imidlertid bestemt af orkestrale hensyn, og den er som helhed betragtet »en løjerlig størrelse - og faktisk umulig at have med at gøre i længden«, som Gislinge udtrykker det. »Holderman sigtil blæserkvintetter og strygekvartetter og lignende er der naturligvis ingen problemer, repertoiret er som bekendt umådelig stort, det er bare ikke rigtig tilfredsstillende i længden, når ensemblet nu engang er en decet.«

Repertoirebegrænsningen - en murbrækker for samtidsmusikken

Som nævnt tog kammerensemblet udgangspunkt i klassik og romantik, typisk værker som Beethovens Septet, Spohrs Nonet, Schuberts Oktet, Berwalds Septet og lignende. Men rækken er temmelig hurtig udtømt, og karakteristisk nok omfatter ikke engang de nævnte værker alle ensemblets instrumenter. Det er ikke just decetter repertoiret vrimler med. Her har man en væsentlig grund til at samtidsmusikken hurtigt blev trukket så centralt ind: Repertoirebehovet fik allerede på et tidligt tidspunkt bestillingerne til i en lind strøm at udgå fra Esbjerg. Som en af de første skrev Sven-Erik Back en decet til ensemblet, og snart fulgte mange andre trop, f.eks. Niels Viggo Bent-zon, der ganske vist nøjedes med en sekstet (opus 278 for blæsere samt tilføjet klaver). Endnu var det dog langt fra i en målestok som i de senere år, hvor man bl.a. via den årlige workshop har fået nærkontakt med efterhånden hovedparten af vore hjemlige komponister.

Dengang hentede man ofte triumferne hjem på andre felter, som Carl Nielsen f.eks. Ensemblets debutplade fra 1973, meget prestige given de indspillet på Deutsche Grammophon, omfattede således udelukkende musik af Nielsen (se diskografien). Pladen blev (efter klassisk nordiske forhold) en kolossal succes, både kunstnerisk (bl.a. med begejstrede amerikanske anmeldelser) og salgsmæssigt. Desuden spillede man her i første halvdel af 70'erne barokmusik. Endda i et betydeligt omfang, hvilket naturligt nok hang sammen med, at ensemblet på det tidspunkt rummede musikere, der havde et meget nært og specialiseret forhold til den tids musik, f.eks. bratschisten Wim tem Have og violinisten Troels Svendsen. Men trods ensemblets glæde ved at spille f.eks. Rameau, Telemann og Bach var det selvfølgelig ikke muligt at inddrage alle -klarinetten og hornet blev sorteper her.

Ensemblet som demokratisk kollektiv

Skønt Peder Holm allerede fra ensemblets oprettelse havde titel af kunstnerisk leder , var dette reelt en nominel sag. Rent faktisk forløb alt påhundrede procent demokratisk vis. Alle beslutninger, repertoirevalg, indstudering osv. foregik i fællesskab. Og dette at man arbejdede uden dirigent var noget helt afgørende for disse tidligere heltids-orkestermusikere. Sammen at kreere musikken, hele tiden at være tvunget til at lytte sig ind på hinanden var forjættende, og i ensemblets selvforståelse blev det dirigentløse kollektiv en ligefrem helligko. Sandsynligvis var dette helt ideelt i starten, men efterhånden betød det kvælende langsommelighed og ansvarsforflygtigelse, og efter midten af 1970'erne indtrådte der noget der kunne ligne en mindre krise. Hjælpen kom udefra - i form af en kunstnerisk konsulent, der også dirigerede.

Vejen banedes via de tidligere nævnte workshops for ny musik, der startede 1980 »og ikke kun af idealistiske grunde - eller mere nøgternt sagt: vi havde brug for det. Men vi kunne jo også se, at komponisterne havde brug for det; vi fik en masse respons på disse ting.« Med kun ganske kort tid til at lære nye, ofte komplicerede værker mærkedes for alvor behovet for en, der kunne styre forløbet, slå de slag der skulle orienteres efter osv. Normalt viste komponisterne sig ude af stand til selv at hjælpe med, men ved et tilfælde var Svend Aaquist i Esbjerg for at lave radio-reportage, oghan kunne træde til og hjælpe med, og dermed var kontakten skabt.

Til dette at blive dirigeret siger Frederik Gislinge: »Jeg synes det var meget fint, for vi havde så megen baggrund for at spille kammermusikalsk, så det vi egentlig brugte dirigenten til, det var mere at se præcis, hvor vi var henne. Vi spillede ikke på ham, som man gør i et orkester, i et orkester sætter du dig ned, har dine noder, og så spiller du, også kikker du ned på ham og gør som han vil.Og hvis han ikke slår ordentligt, så får han heller ikke noget der er godt. Men det er hans skyld, for jeg spiller, som han siger at jeg skal gøre. Det er nok holdningen i et orkester. Derfor er det - hvis vi nu springer helt frem til vores nuværende situation med at vi engang imellem laver nogle sinfonietta-udvidelser - at vi kan lave dem bedre end de kan andre steder (groft sagt - og inden landets grænser). Det er simpelthen, fordi vi er vant til at spille kammermusik sammen, vi er vant til de der små balancer sammen. I et orkester er man ikke vant til, at der kun sidder fem strygere - og man spiller meget mere på dirigenten. Vi følger naturligvis hans slag osv., men vi spiller primært på vores grupper - det laver forskellen.«

Kunstnerisk konsulent (ensemblet får et 'elvte' medlem)

Meget snart blev Svend Aaquist tilknyttet ensemblet i en ny stilling som kunstnerisk konsulent. Det blev ham der blev den udfarende kraft, både m.h.t. repertoire og også selve det organisatoriske, idet han nedsatte diverse arbejdsudvalg m.m. Der kom gang i tingene, og når ensemblet i dag står som et klassisk ensemble, der først ogfremmest har markeret sig inden for ny musik, så er det frugten af en udvikling, for hvilken han har betydet umådelig meget. Antallet af nye værker, skrevet til ensemblet - eller i det mindste spillet af det - har herefter været skruet yderligere i vejret. Bl.a. har man det princip, atuanset hvilken koncerttype der er tale om - det gælder f.eks. også en af de ca. tyve årlige skolekoncerter, som man afholder (og som i dag planlægges meget nøje og målrettet) - så indeholder koncerten altid mindst ét nyt værk. Omvendt: »Fremfor bare at lave nye programmer foretrækker vi at lave gode programmer med f.eks. to-tre nye værker på, men kombineret med noget lidt ældre. Vi går altså primært ind for gode programmer - hvis vi ellers kunne overtale FUT og DUT og hvad de nuhedder alle sammen. Der ville ske det, at de nye værker ville komme til at stå meget stærkere. Og man kan jo lokke næsten alt muligt i folk, hvis de bare får lidt, der er en smule bekendt (om ikke andet så bare tonesproget).«

M.h.t. til nye værker kan der være grund til at nævne Wayne Siegels "Watercolor, Acrylic, Watercolor" (skrevet til ensemblets ti musikere i 1981), der lige siden uropførelsen i Köln har haft en særdeles fremtrædende plads i repertoiret, og almindeligvis har fremkaldt fuldt så begejstrede reaktioner som f.eks. et værk som Schuberts Oktet, næsten uanset i hvilken sammenhæng eller hvor opførelsen har fundet sted. Også Siegel fik tæt tilknytning til ensemblet, begyndende i en workshop-sammenhæng og kort efter mundende ud i, at han ansattes som forretningsfører. Med Aaquist Johansen somkunstneriskkonsulentog Siegel som forretningsfører, med lejlighedsvis udvidelse til sinfonietta-størrelse under dirigentmedvirken, workshops o.m.a. var det navneskift fra Vestjysk Kammerensemble til Esbjerg Ensemble der fandt sted i 1984 ganske velbegrundet. Gennemslagskraften var ikke blot gået fra det regionale til det landsdækkende, den havde i realiteten i et stykke tid ligefrem haft et let internationalt anstrøg - stærkt hjulpet af adskillige grammofonindspilninger og- især - talrige turneer. Ikke mindst de sidstnævnte er vigtige for ensemblet, ikke blot for at prøve kræfter, men også fordi musikerne under et sådant (normalt fjorten dages) forløb helt og holdent får lejlighed til at samle sig om dette ene, at spille koncerter - og det bedst muligt.

Hans Abrahamsen - kunstnerisk leder

I 1987 indspillede ensemblet pladen Summer Music (udelukkende med blæserkvintetter). Hans Abrahamsen blev tilknyttet projektet som producer, og det faldt så godt ud, at man fra ensemblets side besluttede at gøre forbindelsen mere fast og tilbød ham en helt ny og regulær stilling som kunstnerisk leder. Efter et års forløb ligner det en succes, når Frederik Gislinge siger: »Han er gået enormt flot ind i det. Han arbejder utroligt meget og gør jobbet langt større end det der svarer til den løn han får i øjeblikket, iøvrigt er han en fremragende instruktør. Jeg tror egentlig ikke han kan dirigere, men han er gået ind og har f. eks. instrueret Prokofiefs Kvintet, og det har været pragtfuldt. Han er virkelig en stor musiker.«

Til den nye stilling knytter der sig en vidtgående kompetence. Det tidligere totale demokrati er således skrumpet gevaldigt ind; men det har sandsynligvis også været helt nødvendigt. »I virkeligheden skal en kunstnerisk leder nok være venlig, men han skal ogsåkunne være det dumme svin, der skærer igennem engang imellem og måske får på huden for det, men som tager det oprydningsarbejde, der skal til af og til. Hvis det hele bliver for kammeratligt kan man ikke håndtere det. Jeg kan ikke gå hen til min kollega og f.eks. sige - Du er ikke god nok.«

Esbjerg Sinfonietta (?)

En af Hans Abrahamsens kongstanker er at få gjort ensemblet til en permanent sinfonietta. Tanken er ikke ny, faktisk har buddet været der for år tilbage - uden at det dengang kunne vinde rigtig gehør i ensemblet, men efter de senere års succes med ret hyppige sinfonietta-lignende ensemble-udvidelser har den atter trængt sig på. Der er dog stadig delte meninger om spørgsmålet, bl.a. fordi »sinfonietta-gruppen hundrede procent markerer ny musik, ihvertfald musik fra dette århundrede, og det er der nok nogle der er bange for. Nogle af strygerne er nok også bange for at blive tvunget til at spille for meget i sinfonietta-gruppen, det er nemlig en hård plads for en stryger, både teknisk set, men også fysisk, for det kræver at du får di t instrument til at klinge maksimalt nogle gange - trompet og basun er jo nogen der kan sige noget, ligesom slagtøj og klaver.«

»Rent personligt mener jeg, at den eneste måde man kan gøre ensemblet levedygtigt på er ved at lave det til en sinfonietta-gruppe. Jeg er efterhånden blevet træt af den decet-klang vi har, ogbare det at du får de to messingblæsere, slagtøj og klaver på, det giver så meget - en helt anden brillans over klangen. Jeg kan huske engang vi lavede Varese's "Octandre", det var så det gibbede i en, det var fanme skægt. Men i forbindelse med sinfonietta-tankerne synes jeg nok, at den klassiske musik bør være noget vi hele tiden har med, og vi skal hele tiden have mulighed for at kæle for vores klang.«

»Jeg tror, at det er led i en naturlig udvikling, at vi må ha den der nye lyd som sinfoniettaen kan give; bl.a. for at få fat i et nyt publikum - og så er det jo også noget med, at vi sandsynligvis skal have et nyt musikhus. En sinfonietta-gruppe ville jo virkelig kunne spille en sådan sal op.« Men Frederik Gislinge understreger samtidig, at hvis sinfonietta-tanken gennemføres, så er det helt afgørende, at der bevilges tilstrækkeligt med penge til foretagenet. Det er ikke nok bare at ansætte fire nye musikere; der skal også en kunstnerisk leder på fuld tid og foruden en forretningsfører helst også en animator til. Men i særdeleshed skal der være midler til nogle rigtig gode dirigenter.

Skitse af Vestjysk Kammerensemble anno 1973, s. 13: Frederik Gislinge. - Esbjerg Ensemble DISKOGRAFI: se side 36.

Årgang 64/1989-1990, nr. 01