Musikhøst 1989

FUT- festival i dagene 12.-15. oktober sætter focus på ny finsk musik

Af Per Erland Rasmussen

I DMT nr. 5, 1988/89, havde Jens Brincker en artikel med overskriften "Detfinske musikmirake F (intet mindre!), hvori han søgte at analysere fænomenet og dets årsager. At finsk musik måtte blive et emne for en dansk musikfestival inden længe, var i det hele taget forudsigeligt. Og nu er tidspunktet kommet. Det sker til efteråret i Odense ved den årlige Musikhøst.

12.-15. oktober præsenterer FUT (Fyns Unge Tonekunstnerselskab) sin 5. festival for ny musik - denne gang med centrale værker af fem væsentlige og meget spændende finske komponister: Erik Bergman, Paavo Heininen, Kaija Saariaho, Jouni Kaipainen og Magnus Lindberg.

De fem navne er meget bevidst valgt blandt hele tre generationers komponister med det mål for øje at skitsere (glimtvis og særdeles ufuldstændigt, ganske vist!) fire årtiers finske musikhistorie. Festivalen spænder tidsmæssigt fra 1950 til 1988, dens ældste værk er Bergmans sonatine for klaver, det yngste Lindbergs klaverstykke "Twine". Det skal dog kraftigt understreges, at hovedvægten (også for de ældre komponisters vedkommende) er lagt på 70'ernes og 80'ernes finske musik.

Bag valget at netop disse fem komponister ligger desuden et ønske om at focusere på den finske modernisme og ikke på hverken den stærkt fremtrædende finske nationalromantik eller på neoklassicismen - eller hvad man nu vil kalde den finske musiks mere traditionelle spor, som de kan studeres hos bl.a. Kokkonen, Englund, Rautavaara, Sallinen eller hos Nordgren og Kalevi Aho.

Ved redaktionens slutning stod det fast, at hele tre af komponisterne vil komme til Musikhøst 1989 og medvirke ved de planlagte seminarer: Erik Bergman, Paavo Heininen og Jouni Kaipainen.

Hvad koncertsteder angår, bliver Musikhøst 1989 en udpræget Odense-begivenhed. Et bredt udsnit af byens førende kultursteder udnyttes til festivalens koncerter og seminarer. Især markerer FUT sit indtog på Brandts Klædefabrik, sådan at festivalen for alvor bliver synlig i byen. Brandts Klædefabrik har ingen speciel koncertsal, men kombinationen afbilleder, kunst og musik er erfaringsmæssigt særdeles stimulerende. Øvrige lokaliteter bliver som tidligere Odense Koncerthus og Det fynske Musikkonservatoriums koncertsal.

Musikerne

Blandt de udøvende finder man - foruden Odense Symfoniorkester under Otmar Magas ledelse - ikke Avanti, heller ikke Toimii eller Tapiola-koret, men i stedet en række kendte såvel som mindre kendte finske musikere og solister. Hannele Segerstam (Radiosymfoniorkestrets finske chef dirigents kone) bliver solist i Bergmans fem år gamle violinkoncert, der er skrevet til og tilegnet hende. Klaverprofessor ved Sibelius Akademiet, den fremragende pianist Liisa Pohjola, som ikke mindst er kendt som en blændende ny musik-fortolker, giver en klaveraften. Og den ny, helt unge Helsingforskvartet, Uusi Helsinki Kvartetti, bidrager med tre vigtige strygekvartetter. Desuden gæster det svenske eliteensemble Sonanza Ensemblet under Jan Risbergs ledelse for anden gang Odense. De spiller to kammerkoncerter med et rigt varieret udbud af finsk musik fra 1954 til 1986 - foruden en dansk første- j opførelse af svenskeren Anders j Nilssons "Reflections" for sopran j ogkammer ensemble samten dansk uropførelse, nemlig ensemblets bestillingsværk hos Bent Sørensen: "Funeral Procession".

Af danske udøvere præsenterer Musikhøst 1989 i lighed med tid- , ligere Den fynske Trio. Den frem- '. fører bl.a. Anders Nordentofts trio "The Nervous Saurian", der egentlig var programsat til Musikhøst 1988, men ikke blevfærdig tidsnok. Trioen vil især spille en række fin ske solo- og duoværker. Men også i år ventes spændt på etbestillingsværk: en klarinettrio af Magnus Lind-berg.

Komponisterne

Erik Bergman (1911-) er den finske modernismes grand old man. Faktisk har han mere end nogen anden lagt grunden til dagens finske modernismes høje standard, og selv er han stadig vital og frodigt producerende. Han er i Finland højt estimeret og virkede eksempelvis 1960-73 som professor i komposition ved Sibelius Akademiet. Hans musik er i udpræget grad ekspressionistisk, men med fremtrædende koloristiske kvaliteter, undertiden eksotisk influeret, en karakterisk tendens som er blevet forstærket ved talrige rejser fortrinsvis i Orienten. I 50'erne og frem til midten af 60'erne blev Bergman stedse mere optaget af dodekafoni og serialisme, som han forvaltede med stor selvstændighed, men sidenhen har han forladt rækkerne til fordel for en spontan teknik, til tider med brug af visse aleatoriske procedurer. Foruden et antal væsentlige orkesterværker har den tidligere kordirigent især skrevet en imponerende mængde vokalmusik, ogf.eks. mange korværker. Emnemæssigt spænder de vidt og vidner således om komponistens alsidige interessefelt, der bl.a. indbefatter nordisk lyrik ( i flere tilfælde digte af hustruen Solveig von Schoultz), nordisk folklore, finske nationalepos, gregoriansk sang, vokalpolyfoni og orientalske kulturer (f. eks. det gamle Ægypten, Tibet). Som sit hovedværk betragter Bergman den nyligt afsluttede, to timer lange opera "Det syngende træ", som er skrevet til indvielsen af Helsingfors' nye operahus. - Ved Musikhøst spilles 6-7 værker af Bergman, heriblandt "Aspekter" for klaver (1969), "Strygekvartet" (1982), det tresatsede "Quo Vadis" for cello og klaver (1983) og violinkoncerten (1984).

Paavo Heininen (1938-) er en nøgleskikkelse i finsk musikliv, hvor han siden 1966 har været en meget søgt professor i komposition ved Sibelius Akademiet. Hans uddannelse har været særdeles omfattende, og hans virke er på alle områder præget af en uhyre faglig kompetence. Som lærer for den unge generation - bl.a. Jukka Tiensuu, Kaija Saariaho, Esa-Pekka Salonen, Jouni Kaipainen og Magnus Lindberg-har hans indfly-

delse været vigtig, men ironisk nok er han soin komponist selv mindre kendt uden for Finland end flere af disse elever. Forklaringen er nok, at Heininen har ry for at være en intellektuel komponist, der skriver en musik, som er yderst kompleks og vanskelig at lytte til. Man har sammenlignet ham med Schönberg (en komponist, som vel ligeledes aldrig bliver rigtig populær). Specielt genfindes den schönbergske tendens mod 'musikalsk prosa' baseret på udviklende variation hos Heininen. Mange vil lidt afvisende betegne hans musik som gam-melmodernistisk, men dermed gør de Heininen uret. Hans musik er foruden at være ekstremt velskrevet meget ekspressiv, smuk, til tider lyrisk og konstant fascinerende og udfordrende i sit overlegent reflektive, koncentrerede udtryk. På det seneste har Heininen ogå skrevet operaer: "Silketrommen" og "Kniven". Sidstnævnte er netop uropført ved sommerens operafestspil i Savonlinna (læs også rapporten fra Savonlinna andetsteds i bladet, red.). -Musikhøst 1989 kan præsentere 6 Heininen-kompositioner, bl.a. sangene for mezzosopran og klaver "Schatten der Erde" (1973), sidste sats af hovedværket, sonaten for klaver (1974) og strygekvartetten (1978).

Kaija Saariaho (1952-) er ganske vist kvinde, men selvom dette kan virke kvalificerende i sig selv, er det ikke grunden til at vi har valgt at satse på hende frem for f.eks. Tiensuu. Grunden er hendes uomtvistelige niveau. Hendes musiks fascinerende klange og clustre danner en verden af klangfarver, som hun formår at forlene med en ejendommelig intens poesi. Siden 1982 har hun boet i Paris og arbejdet ved IRCAM, og i det samme tidsrum er computeren blevet et uundværligt redskab for hende. - Ved Musikhøst spilles 4 af hendes stykker: "Im Traume"for cello ogklaver (1980), fløjtesoloen "Laconisme de l'aile" (1982), hendes hidtil eneste orkesterværk (med tape) "Verblendungen" (1982-84) -et sælsomt betagende stykke, der på alle planer (mate-rialemæssigt og strukturelt) realiserer en grundlæggende idé om et buestrøg, som begynder ved at buen presses meget hårdt sul ponticello og derefter bliver lettere og lettere sul talto - og "Lichtbogen" (1985-86), det første instrumental værk komponeret ved hjælp af computer.

De to resterende unge komponister, er for længst opdaget af Danmarks Radio. Mens hverken Bergman eller Heininen (især ikke sidstnævnte) hører til de mest spillede nordiske komponister i Danmark, så har de to unge finske kometer haft gode muligheder. D R's Musiknytår 1984 havde således en fyldig præsentation af deres produktion med bl.a. den nu moderne klassiker "Trois morceaux de Taube" for cello og klaver (1981) af Kaipainen ogklaverkvintetten "... de Tartuffe, je crois" (s.a.) af Lindberg, som begge kan genhøres til oktober. Som Saariaho arbejder også Lindberg med computer og har tilknytning til IRCAM i Paris (læs mere om dette i interview'et med Lindberg side 3, red.), oghans internationale anerkendelse er betydelig og for opadgående.

Ved Musikhøst vil Kaipainen bl.a. være repræsenteret med "Trio I" for klarinet, cello ogklaver (1983) og Strygekvartet nr. 3. Af Lindberg høres "UR" for kammerensemble og live electronics (1986).