Nye perspektiver for dansk opera

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 01 - side 30-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Vellykket musikdramatisk workshop på Lerchenborg Musikdage 1989


Af Anders Beyer

Workshopidéen med udveksling afkomponister og ensembler fra forskellige lande, som på Lerchenborg næsten er blevet en institution, var i år forladt til fordel for en musikdramatisk workshop. Forberedelserne til dette projekt har man kunnet læse om her i bladet. At anstrengelserne stod mål med resultatet, kunne man opleve i week-enden 28.-30. juli, hvor et veltilrettelagt program havde lokket mange mennesker til.

Efter en weekend med seminarer, koncerter, instrumentalteater, uropførelser af danske mini-operaer, fremstår projektet som en succes på flere måder; det pædagogiske udgangspunkt: At unge danske komponister ogforfattere får mulighed for under kyndig vejledning (Ib Nørholm og Poul Borum) at prøve kræfter med operamediet, er af uvurdelig betydning og har sat nogle kræfter igang, som nu skal plejes og videreudvikles. De 21 fonde og institutioner somhar åbnet pengepungene til Lerchenborg-foretagenet, må nødvendigvis følge op med velvillighed over for de initiativer, som givetvis følger i kølvandet på arrangementet. Men projektetmarkerede også en planlægningsmæssig succes: Den franske komponist og basunist Vinco Globokars medvirken, det franske instrumentalteaterensemble Trio le Cercle's optræden, unge danske udøveres forsøg udi instrumentalteaterkunsten, kombineret med de nye danske operaer, vidner om grundighed og intelligent planlægning og en tæft for den programsammensætning, der sætter forskellige 'moduler' over for hinanden med perspektivering og belysning som resultat.

Musik og kommunikation

»Når vi taler om inspirationskilder, så studerede jeg også et år hos Vinco Globokar i Paris. Hans idé om musik var, at der altid måtte være et udenomselement i musikken, en reference til noget uden for musikken. Det betød at jeg det år skrev et værk til Toimii ensemblet, hvor jeg undersøgte forskellige naturfænomener: Vand, jord, ild osv. Og jeg lavede et andet værk som baseredes på Goethes farvelære. Men det gik ad helvede til og jeg gav op. Det projekt indebar for mig, at jeg tog entydigt stilling: Musik behøver ikke have noget udenomsmusikalsk indhold. Som Stravinskij sagde: »Composers write notes«.« Ordene var Magnus Lindbergs, som indgår i interviewet andetsteds i bladet. De giver et fingerpeg om Globokars kompositionsæste tiske, eller en dnu mere tilspidset i hans egenformuleringkompositionsetisfo grundholdning. Som kort fortalt går ud på, at materialet, tonerne m. v. i sig selv er døde. Kun i forbindelse med noget extramusikalsk opstår et betydningsfuldt udtryk. I bogform har Globokar redegjort for baggrunden for sit kompositoriske virke, hvor han diskuterer vigtige spørgsmål som "Hvorfor komponere?" og "Hvad er mere vigtigt end musik?". Et afsnit af bogen, som udgives senere på året i Frankrig, er oversat og bragt i Finnish Music Quarterly 3/88. Her er det tydeligt, at den meget belæste og reflekterende komponists nuværende ståsted tog sin begyndelse for en snes år siden, ikke mindst gennem læsning af frankfurterskolens samfundskritiske skrifter, selv nævner han Adorno og Marcuse. Eller for at citere ham fra Lerchenborg seminaret: »Jeg måtte komponere noget, der var vigtigere end musiken selv - noget extramusikalsk, hvor musikken bliver en konsekvens af udenomsrelationerne«. Det er musik, som hele tiden stiller spørgsmål, men som samtidig vægter det kommunikative aspekt højt. Det kan være de udefrakommende elementer, som præger kompositions-processen - referencer til noget velkendt (f.eks. folkemusik, jazz-elementer, citater fra breve, brokker fra telefonsamtaler, ritualer) som i en ny konstellation tilføjer noget nyt til det allerede eksisterende. Det er musik og tanke i provokerende format, som tvinger til stillingtagen. Marcuses pragmatiske handlingsfilosofi, ja - men det kan undre, at en komponist, som vedkender sig at tilhøre den postmoderne pluralismes æra, bruger Adorno som baggrundsfigur i sin kompositionsæstiske sag; vel er samfundskritiken fællesnævner, men som filosoffens tanker bruges her, virker det unægtelig som om komponisten vender op og ned på det der er blevet kaldt rationalitetsbegreb og materialets objektive tendens.

På den anden side synes fornuften og det strukturelle også at være et vigtigt anliggende for Globokar. Her ligger et andet problem, som angår det oplevelsesmæssige og det værkinterne; det, der hos komponister som Cage, Kagel og andre for et par årtier siden var en diskussion og sprængning af selve værkbegrebet - det materiale og de teknikker som anvendtes her, er so oder so det samme som Globokar anvender. Det betyder, at hans værker så at sige har tiden imod sig - publikum er vænnet til disse udenfor-instrumentet-virkemidler, som hos Globokar indgår i et værk, i flere af dem vi hørte på Lerchenborg med tydelig begyndelse, midterdel og slutning. Der ligger mao. hele tiden latent en fare for, at budskabet og musikken drukner i det, den slet ikke vil være: skæg og ballade.

Når det er sagt, så havde de franske udsendinge, Globokar og Le Cercle (Villy Coquillat, Jean-Pierre Drouet og Gaston Sylvestre) kvaliteter somperformere, at fortolkninger af værker af Battistelli, Aperghis, Kagel, Berio, Pous-seur og Globokar var så overbevisende, at man oftest måtte overgive sig. Det instrumentalteater, som det danske publikum er blevet introduceret for af især det århusianske musikliv, blev genoplivet ved Musikdagene på Lerchenborg gennem forbilledlige opførelser, og viste os derigennem mediets udfordringer og muligheder.

Nye operaer

Komponisten Niels Rosing-Schow korn ind i opera-projektet meget sent, på et afbud. Sanne Bjergs tekst lå klar og arrangørerne har vel ment, at hvis nogen skulle løse opgaven på kort tid måtte det være en komponist med flere års erfaring end de øvrige fire. Selv om Rosing-Schow ligesom de øvrige ikke har skrevet opera før, kunne man tydelig mærke de ca. ti år han har mere på bagen i forhold til de andre komponister. Det blev til værket "Brand", som for mig at se fremstår som det me st Tærdige' værk af de fem operaer. Som gav et helt umiddelbart forståeligt og direkte forhold mellem tekst og musik.

Historien, somforegårpåenbrandstationi enbrænden-de by, er lagt dramatisk an fra librettistens side: spændingerne mellem brødrene Joe (Lars Sneedorff) og Bob (Thomas G. Poulsen) og relationerne til deres mor Elena (Lotte Hovman) skaber det dramatisk-psykologiske forløb, som ender med mord og opløsning. Når opførelsen stod så stærkt, var det ikke mindst fordi man havde overladt dirigenthvervet til Svend Aaquist Johansen. Hans professionalitet skabte den nødvendige ro og 'løftede' ikke bare denne forestilling, men også de to andre værker han dirigerede. "Brand" må have mulighed for at blive opført andre steder i landet.

Et lignende professionelt touch fik også ''Visdamen" (libretto: Kirsten Møller Hansen, musik: Hans Peter Stubbe Teglbjærg) i kraft af instruktøren, Niels Phils medvirken sorn aktør. Han spillede Dommeren i et højdramatisk værk, der også fík komiske undertoner i og med Pihls egne kropslige dirnentioner stod i skærende kontrast til den bodytrimming, som indgår i den ene af rollens to karakterer. Det gav tilmed værket, omend ikke en yderligere dimension, så en forstærkning af det vulgære, som ligger så åbenlyst i teksten. Stykket handler om Visdamen (Charlotte Ettrup), som er en japansk prostitueret, der er blevet købt fri af en udlænding. Vedkommende er blevet dømt til døden (drukning) for dette. Ved operaens begyndelse er dommen lige blevet eksekveret af Dommeren, som er tagetud til havnemolen for at fejre sagens udfald. Visdamen er ved molen for at begå selvmord - for at følge sin elskede. (Derudover medvirker en "Hun" (Pauline Sæther) og stemmen fra den afdøde, som varetages af tre instrumentalister). I stykket byttes der gradvist om på rollerne, således at operaen kan slutte med Visdamens totale overmagt og hun kan smide Dommeren i havet. Det er et spændende værk Hans Stubbe Tejlbjærg og Kirsten Møller Hansen har lavet sammen og det indeholder stof at arbejde videre med - på overfladen: der er helt elementært gang i den, men lidt mindre i dybden: Stubbe Tejlbjærg har med "Visdamen" vist anlægfor mediet med en gennemarbejdet musik, som dog for mig at høre ikke står i et umiddelbart forståeligt forhold til teksten.

Det samme var oplevelsen i forbindelse med de tre øvrige værker, "Uld" (Svend Hvidtfelt Nielsen/Connie Bork), "Operanic" (Ejnar Randing Larsen/Christian Bundegaard) og "Where many rivers meet" (Lars Hit/Lars Lønstrup Jakobsen) som, trods alle de gode intentioner, mere virkede som livtagmed en musikform, som det ikke lykkedes helt at beherske. Men set fra den pædagogiske synsvinkel, Musikdagene sorn værksteds-projekt, var alle uropførelserne succes'er: Komponister og forfattere har fået en grundlæggende erfaring, som der kan bygges videre på: Det skal blive spændende at følge ophavsmændene til de fem nye opera'er.

Udover de kvaliteter, sorn uropførelserne af de fem ny-e kortoperaer bød på, er det vigtigt også her at pege på de udøvendes præstationer. De unge konservatoriestuderende (sangere, instrumentalister og dirigenter), som man sædvanligvis forbinder med opførelser af det traditionelle repertoire, var detbefriende at se i nye omgivelser - hold nu fast i det lille ny musik-ensemble (Svend Melbye (fløjte), Jeppe Torn-Petersen og Per Majland (klarinet), Henrik Nedergaard (fagot), Ens Gotholdt (trompet), Jonas Viggo Pedersen (basun), Kirk Brundage og Thomas Sandberg Petersen (slagtøj), Mette Franck (harpe), Mette Brandt (violin), Ulf Johansson (bratsch), Maria Bisgaard (cello), Thomas Rischel (synth.) - og gør Jer endnu bedre, så DUT og de andre koncertforeninger kan få øje på ensemblet. Det kan kun ske med opbakning fra konservatoriet, bl.a. ved at give læreren Aaquist Johansen de rette betingelser og økonomi til at dygtiggøre ensemble og dirigenter.

Trioen Louise Lerche-Lerchenborg, Ib Nørholm og Poul Borum - og hele staben af øvrige medvirkende, som pladsen ikke tillader at nævne her - har lagt energi og nerve i workshoppen. Nu skal det vise sig om institutioner, fonde m.v. kan og vil videreføre de initiativer som er udgået fra projektet.

Årgang 64/1989-1990, nr. 01