Om Paul Griffiths' portræt af Brian Ferneyhough - en personlig kommentar

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 01 - side 17-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Endnu engang slås der på tromme for Den historiske Pil, der uafvendeligt peger fremad: »For at realisere sine hensigter og for at gøre det klart, at det er ens egne snarere end nogen, der stammer fra en eller anden fortidig musik, er det nødvendigt at skabe noget nyt (sic) og såvidt muligt undgå mindelser«, Ferneyhoughs musik er »et kapløb mod erindringens forsøg på at sammenligne og kategorisere, at etikettere det nye som udsprunget af det gamle.« Ikke nu igen, fristes man til at sige; denne stædige ideologisering, denne sammenbidte fastholden af modernisme-projektet er efterhånden gentaget så ofte blandt kritikere, at det så småt leder tanken hen på forargelsen over bolle-åer og navneord med lille. At Griffiths gir' den en tand til og hævder, at musikken »må være (has to be) kompleks for at være intenderet«, er ganske vist nakke-hårrejsende i lyset af de mange eksempler på det modsatte (især vel i dansk musik), men på baggrund af hans foregående argumentation er det såmænd ikke særlig overraskende; det er lige før man får ondt af manden.

Alt dette ville være trivielt, hvis det ikke var fordi man kan frygte at slige trompetstød er til skade for lytteoplevelsen af "kompleks'musik. For Ferneyhoughs værker er komplekse, javel, enig; kompleks at læse, at forstå (hvad så det betyder), og - så sandelig - at spille. Men er de komplekse at lytte til?

Det er en kendt sag, at vor perceptionsevne kun når så og så langt, tre-stemmig musik siges at være en øvre grænse (personligt har jeg svært nok ved den tostemmige), og ved mødet med en så informations-spækket lydverden som Ferneyhoughs soloværker, træder den samme mekanisme i kraft; øret vælger ud, perciperer selektivt. Det komplekse optræder i denne forbindelse kun i den forstand, at man måske fornemmer at 'der er mere', 'noget', der ikke opfattes denne gang, men måske næste, hvor så andre facetter tgar tabt, eller i bedste fald findes et sted i hukommelsen. Det er der ikke noget forgjort i, med mindre man insisterer på at opfatte det der er nedfældet på papiret eller klinger 'i luften' som Værket-med-stort-V i stedet for at tænke på musikken som et rum af valgmuligheder og 'Værket' som summen af det, der perciperes af den enkelte lytter.

Med dette i tankerne, er Ferneyhoughs musik særlig i farezonen, for næppe nogen anden komponist af ny årgang er i den grad blevet rubriceret som 'kompleks', og det bliver svært at finde en lytter der har hørt Ferneyhough-musik, uden først at have hørt om den; uden at vide, at det her er altså gevaldig komplekst, se bare på noderne, hvabehar! Men der er ikke noget komplekst ved lytteoplevelsen af Ferneyhoughs musik eller for den sags skyld ved nogens andens; linier, spændingsforløb, fortætninger (eller mangel på samme) lader sig opfatte uden besvær af den der vil lytte (det er selvfølgelig et andet problem - er der nogen der Lytter (stort L)?), så fri os for artikler og programnoter, der skaber åndeligt ørevoks ved at glemme at skelne mellem det komplekse ved notation, æstetik og udførelse og det grundlæggende enkle i lytte-situationen.

Griffiths har i hvert fald ret når han skriver, at Ferneyhoughs musik er intenderet - det kunne bare mangle andet - men den perciperbare intention ligger på et overordnet organisationsniveau i den musikalske helhed: man hører molekyler, aner atomer, men må regne sig frem til elektroner og kvarker, eller måske observere dem gennem den måde de på virker deres omgivelser.

Så langt så godt, men det er nok desværre ikke så enkelt. For man må se i øjnene, at hvis Ferneyhough ønsker at kommunikere en i hvert fald nogenlunde klar musikalsk oplevelse (så vidt som det nu kan lade sig gøre), så har han sørme sat sig selv nogle hindringer i vejen på det praktiske område. Eller sagt på en anden måde: hvorfor i alverden skal det være så svært? Jeg mener, ingen har sagt at musik skal være let at spille, men når det nu er kropumuligt at udføre hvad der faktisk står, instrumentteknisk og fraseringsmæssigt såvel som rytmisk; ikke bare glimtvis, men praktisk taget hele vejen i gennem, hvor er vi så henne?

Enhver nogenlunde notationsteknisk begavet musiker vil med en pæn portion opfindsomhed kunne omnotere Ferneyhough i overensstemmelse med den fortolkning, han eller hun er kommet frem til på grundlag af det oprindelige nodebillede (det kan påstås at det er skrigende nødvendigt i større eller mindre grad), men netop her ligger pointen som jeg ser den: en anden musikers forenkling afstemmen ville blive anderledes. Ferneyhough forsøger at overføre den selektivt perciperende lytters situation til musikerens indstuderingsfase, måske endda, vedkompositionsteknisk at superimposere system på system, teknik på teknik, at overføre den til selve den kreative proces i komponistens arbejdsværelse. Det geniale ved manden er for mig at høre, at der på trods af denne fremmedgørelse på fremmedgørelse på fremmedgørelse stadigvæk ligger noget intenderet (for at tale Griffith s'sk), en rød tråd, noget hele tiden fængende, i musikken - det er tydeligvis ikke nok bare at gøre som Ferneyhough for at lave en musik der osse lyder som Ferneyhough, bare hør på hovedparten af den musik, der kommer fra de Freiburg-skolede komponister, som sidder ved mesterens fødder.

Hvad om jeg har misforstået det hele - om Meningen skal være entydig; alle toner, fraseringer, rytmer, tempi etc. bør udføres præcist som noteret, så Fortolkningen (ental) kommer frem. Uladsiggørligt, forstås, for nutidens musikere, men engang, bare vent - altså den gamle historie i n-te potens? Da er det min tur til at forarges. Det er svært nok at forstå og til en vis grad at sympatisere med Ferneyhoughs æstetik udfra de først skitserede præmisser. Men en sådan arrogance over for enhver praktisk overvejelse, som kommer til udtryk i den sidstnævnte ideologi (og glem den tilsyneladende analogi med Beethovens sene kvartetter - de rummer få spilletekniske problemer, der ikke også findes i hans tidligere kvartetter) - husk at jeg stiller den op som en hypotese uden at skyde Ferneyhough den i skoene - en sådan arrogance er en fornærmelse.

OK, hårde ord (nok for hårde), men her ligger min fascination af Ferneyhough, kvaliteten af hans musik til en side. Ingen skal forhindre mig i at høre og forstå hans musik på min måde, nemlig altid anderledes, somme tider hvinende anderledes, fra gang til gang med den samme indspilning af det samme værk, men jeg ville pokkers gerne vide hvilke overvejelser der ligger bag hans måde at gøre tingene på. Hvem ved, måske en helt tredie - eller femte?

Niels Marthinsen (f. 1963) studerer ved Det Jydske Musikkonservatorium (komponist-klasse) hos Per Nørgård. Han tog diplomeksamen i teori, historie og komposition i 1989, og har tidligere studeret hos Hans Abra-hamsen, Poul Ruders, Steen Pade og Karl Aage Rasmussen.

Årgang 64/1989-1990, nr. 01