Plader

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 01 - side 33-33

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Niels Viggo Bentzon: Sonater for saxofon og klaver. Per Egholm, saxofon og Niels Viggo Bentzon, klaver. (Kontrapunkt 32017)


Af Bertel Krarup

Så er turen kommet til Niels Viggo Bentzon. Med den foreliggende udgivelse er omsider også han repræsenteret på det stærkt ekspanderende CD-marked, tilmed både i egenskab af komponist og pianist. Beklageligvis har det primære sigte med pladen dog ikke været den optimale lancering af komponisten Bentzon. Således forekommer udgivelsens hovedper son i lige høj grad at være saxofonisten Per Egholm, der da også står som både initiativtager og producer. Dette er der naturligvis ikke det fjerneste i vejenmed;såhvis det hjemlige CD-katalogrummede indspilninger af blot et nogenlunde anstændigt antal af de mange betydelige og dybt originale værker, der fjæler sig midt imellem almindeligheder i den kollosale bunke på ca. 535 opusnumre, der indtil dato udgør Bentzons ævre, ville der kun være grund til at ytre tilfredshed med udgivelsen. Men som bekendt ligger landet ikke sådan. Også længe mange af de bedste klaverværker (i flere tilfælde unikke i dansk musik) og kammermusikværker som f.eks. den 3. strygekvartet og orkesterværker som f.eks. den 8. symfoni og 2. violinkoncert ikke er tilgængelige på plade, endsige nogensinde har været indspillet, der det svært ikke at finde nærværende publikation en lille smule tyndbenet, ikke mindst når den tilmed er det e-neste bud på en ny Bentzon-indspilning i adskillige år. (Gad vist hvordan det ny statslige pladeselskab vil forholde sig til en sådan skævhed?).

Ikke at saxofonværkerne på CD'en fejler noget. Der er faktisk megen god - og for Niels Viggo Bentzon typisk - musik i disse værker, og de føjer sig da også smukt ind i den lange række på ca. et halvt hundrede opusnumre for soloinstrument og klaver, der går helt tilbage til debutåret 1939 (opus 4,1. sonate for violin og klaver) og hvis seneste skud er fra 1987 (opus 510, sonate for obo og klaver). Ældst er sonaten for altsax ogklaver, op. 320. Den er fra 1973, mens de øvrige tre værker, Emancipatio for altsax ogklaver, op. 471, sonate for sopransax ogklaver, op. 478 og son-atinaen for altsax og klaver, op. 498, er fra 1985-86, da Bentzon forårsaget af samarbejdet med Per Egholm (og Per Goldschmidt) rigtig for alvor kastede sig over saxofonen.

Sonaterne for henholdsvis tenorsax og klaver, op. 484, og barytonsax og klaver, op. 485, burde egentlig have været med her, da vi i så fald havde haft en komplet indspilning af Bentzons værker med sax og klaver. Det er lidt ærgerligt at dette tilsyneladende har ligget uden for rækkevidde, så meget mere som den foreliggende spilletid, ca. 39 min., er temmelig lidt for en CD, der jo kan gå op til næsten det dobbelte.

Med fast tonalitet, dualistisk anlæg og tresatsethed hviler op. 320, op. 478 og op. 498 helt på klassisk grund. Men på forbløffende vis formår Bentzon stadig at lokke en masse ud af den skabelon. Især sonaten for sopransax og klaver med en på én gang uhyre enkel og alligevel meget beåndet og stemningsmættet largo-midtersats virker inspireret. Her er virkelig stof til noget af en saxofon-klassiker. Emancipatio er et lidt mere utraditionelt værk, i form såvel som tonesprogets større kromatiseringsgrad. For så vidt er forløbet hele tiden fascinerende at lytte til, men der er samtidig en tendens til, at visse elementer (Jieiwiderkvarttonerog%nende)fremst^ i helheden - her hvor Bentzon mere eller mindre ubevidst har villet Være moderne'.

Egholm spiller gennemgående meget overbevisende (omend ikke helt uden pletter) og Bentzon dokumenterer atter engang sin særklasse som fortolker af egne ting. Desværre er optagelsen langtfra tilfredsstillende; klaveret virker underlig diskant i klangen, og lydbilledet som helhed skæmmes af en kedelig rumlende efterklang.

Compact Disc'ens tekstindlæg, hvis forside bygger på et smukt Robert Jacobsen-litografi (men hvorfor egentlig ikke af Niels Viggo Bentzon selv?), bringer komponistens egne korte ogrelevante værknoter med mere. Til gengæld må man gætte sig til de enkelte satsbetegnelser, og det er da for dårligt.

Årgang 64/1989-1990, nr. 01