Så vågnede Tornerose

Med maj måneds weekend-festival på Louisiana er DUT endelig tilbage som ny musik-formidler af betydning

Af Jakob Levinsen

Efter års større eller mindre kunstnerisk dvale begyndte DUT sidste efterår, efter den lykkelige skilsmisse fra DMT, så småt igen at røre på sig. Først med en koncertrække i Gammel Doks noget problematiske omgivelser (se Jens Brinckers artikel i DMT nr. 3,88/89), siden i foråret i de gammelkendte højloftede omgivelser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Men man skulle frem til maj måneds weekend-festival på Louisiana, før DUT for alvor på ny markerede sig som ny musik-formidler af betydning. Det skete så til gengæld også, med seks koncerter der hverken med hensyn til programlægning eller med hensyn til udførelsesniveau gav NUMUS i Århus eller Musiknytår i Odense noget efter.

Først og fremmest fordi man virkelig fornemmede, at der lå nogle gennemtænkte valg bag såvel den musik der blev spillet som de der spillede den. Arvo Pärt, hos hvem harmonisk enkelhed bliver til sanselig mystik, overfor Brian Ferneyhough, der gør det ekstremt intellektuelle til umiddelbar energi. Den voldsomme, påståelige udtrykskraft i Fern eyhoughs strygekvartetter overfor Bent Sørensens stilfærdigt pulserende og piblende kvartetværker -der iøvrigt ikke behøvede skamme sig i selskabet. De garvede virtuoser i Arditti kvartetten overfor den unge svenske klarinet-himmelstormer Håkan Rosengren og hans ikke meget mindre begavede klaverkollega Anders Kilström. Samtikke at forglemme de to danske ensembler: Esbjerg Ensemble, der med et bredt sammensat dansk program nok engang viste, at det er noget af det bedste, der herhjemme kan overgå ny dansk kammermusik, og Collegium Musicum, der med sit Pärt-program med held kastede sig ud på nogle dybder, man sjældent oplever ved orkestrets sædvanlige, mere konventionelle koncerter i Odd-Fellow palæet.

Fra start til slut var der tale om et niveau, som ingen udenlandsk ny musik-festival havde behøvet skamme sig over - med en enkelt undtagelse, for vi kommer ikke uden om det: godt nok er det ikke uden performance-kvaliteter, når fire danske komponister først bruger lang tid på at få en anselig opstilling af computere og andet digitalt grej til overhovedet at fungere, hvorpå en af dem få minutter senere med uudgrundelig mine rejser sig fra sin stol og begynder at vandre hvileløs rundt imellem opstillingerne. For til sidst lakonisk-humoristisk at konstatere, at systemet er brudt sammen, med lang tids pause til følge..."Netværk", hed forestillingen, men det var i hvert fald ikke disse liniers forfatter der blev fanget af den. Og nogen god reklame for computermusikkens nuværende stade herhjemme var det mildt sagt ikke - jeg kan dårligt forestille mig, at det går lige så kaotisk og Jacques Tati-agtigt til på DIEM i Århus?

Tonalitet eller?

Nok om det. Den første festival-ags, lørdagens sværvægtere var og blev Pärt og Ferneyhough, begge komponister som herhjemmehidtil har været mere omtalt end de har været spillet. Grundene er ikke svære at finde - begge er de vanskelige langt udover det sædvanlige, at spille og at lytte til. Esteren Pärt, af hvem Collegium Musicum spillede "Fratres", "Cantus in Memoriam Benjamin Britten" og 'Tabula Rasa", med Brittens "Illuminations" ind imellem, bevæger sig indenfor et så enkelt univers, at en traditionel lyttemåde ikke længere slår til. Hos ham fungerer det vi normalt hører som tonalitet, dur/mol-treklangene og de diatone skalaer, for så vidt ikke længere som tonalitet i traditionel forstand, som harmonisk retningsgiver og tyngdefelt. Det hænger for mig at høre sammen med, at Pärt ikke bruger dur/mol-systemet på den måde vi kender i kunstmusikken, fra de gode gamle dage til de unge nyromantiske løver, som et spændingsforhold mellem en grundtoneart og vekslende positioner i forhold til den. Pärts skalaer og akkorder er der bare - bliver gentaget igen og igen, og når de forandrer sig, føles det ikke som en udvidet spænding, blot som et ændret ståsted.

Intet forandrer sigfor alvor. Uanset hvor længe musikken spiller og hvor meget der nogle gange sker i den, forbliver den indenfor det samme enkle rum, og det er denne begrænsning, der gør Pärts musik så fascinerende. Det kan man kål de regression, mystik og sentimentalitet, og det er det vel på sin vis også: den ny-ortodokse religiøsitet der får musikalsk mæle hos Pärt og andre sovjetiske komponister som Galina Ustvol skaj a og i nogle værker Alfred Schnittke og Sofia Gubajdulina, er bestemt ikke uproblematisk. Men den usædvanlige originalitet og - om man så må sige i forbindelse med så stilfærdig musik -gennemslagskraft og evne til at fascinere ligger for mig at høre netop i, at han går så ekstremt til værks som han gør, og har mod og format til at svinge røgelseskarret så voldsomt og sikkert. Den musik der kommer ud af det, kan virke skiftevis irriterende og fantastisk smuk - men som alternativ til traditionel vestlig musikoplevelse er Pärt ikke til at komme udenom, som mindelse om at der er andre, det være sig nok så mystiske måder at opleve lyd på end dem vi er vant til.

At kontrollere energien

"Ismell tonality", skal Irvine Arditti som en anden Bukke Bruse-trold have sagt, da han og hans kvartet overtog Louisianas koncertsal efter Collegium Musicums Pärtkoncert. Og vel er der på overfladen langt fra Pärt til både Brian Ferneyhoughs pågående og Bent Sørensens mere antydningsvise måder at udtrykke sig p å. Hvor Pärts musik i høj grad virker som en reaktion på, som en venden sig væk fra verden, er der ingen udveje hos Ferneyhough -hverken i form af ny eller gammel enkelhed, citater, 'musik på musik' eller andre af tidens åndelige læhegn. Kompleksiteten, informationstætheden er noget nær total, og spørgsmålet er, hvad der bliver tilbage. (Læs mere om dette i Ferneyhough-artiklerne andetsteds i bladet, red.). Ikke så lidt, var det svar man fik med hjem, da Ardit-ti'erne spillede Ferneyhoughs "Adagissimo" og 2. og 3. strygekvartet, foruden at Irvine Arditti spillede solovio-linstykket "Intermedio alle ciaccona". For når man er færdig med at ryste på hovedet af Ferneyhoughs komplicerede partiturer og begynder at høre hvor slet og ret flot musikken lyder, så begynder man også at opleve, at den enorme kompleksitet hos ham ikke er et akademisk mål i sig selv, ikke er en stil, men et grundvilkår. I det komplekse udtryk er der mulighed for at kontrollere enorme mængder energi - og netop for at kontrollere den: for ikke blot at give sig informationsstrømmen i vold, det være sig med eller uden postmoderne narremaske eller nyromantisk piedestal, men i stedet selv være med til at præge og organisere den, til at give den et sanseligt ansigt. Lige så lidt som Pärts musik - og det er her to så ekstreme modsætninger kan mødes - virker Ferneyhoughs som musik der skal forstås i analytisk forstand. Det er en musik, hvis pointe ikke ligger i hvordan den er skruet sammen - en analyse af et Ferneyhough- eller et Pärt-værk ville være noget af det mest meningsløse man kunne forestille sig - men hvordan den lyder. En musik der er udtænkt med hovedet, men går lige i kroppen. Derigennem kommer Pärt og Ferneyhough til at tegne to hovedlinier, der tilsammen krummer sig om ganske meget af 1980'ernes ny musik, fra Magnus Lindberg til Philip Glass, fra Elliott Sharp til Stockhausen.

Og selv om de musikalske armbevægelser som sagt er knap så store hos Bent Sørensen som hos Ferneyhough, så fornemmer man alligevel noget af den samme spillen sig igennem kompleksiteten og ud på den anden side i hans strygekvartetter, hvoraf Arditti'erne på Louisiana spillede de to sidste, "Adieu" og "Alman". Ligesom hos Ferneyhough sker der en masse i Bent Sørensens musik, men det er selve aktiviteten, i energierne og deres retning, man fanges ind af, mere end det er de ofte slørede detaljer. Foruden at der - til forskel fra Ferneyhoughs konstant højtgearede musik - i Bent Sørensens kvartetter er en stadig spænding mellem lyd og stilhed, eller rettere sagt mellem næsten-lyd og næsten-stilhed, som han administrerer utrolig sikkert og særpræget: alle disse konstant pulserende lag på lave styrkegrader, som kan strækkes ud, komprimeres,forsvindehelt, changere til en nyklangfar-ve eller pludselig koge op for en kort bemærkning. Hvor Ferneyhough slipper sanseligheden løs som en dramatisk, næsten voldelig betvingelse af omverdenen, der er der hos Bent Sørensen snarere tale om at skabe rum omkring lydene og deres bevægelser. Så at sige som en kombination af Ferneyhoughs temperament og Morton Feldmans diskretion, for nu at tage de store sammenligninger frem - og det kan man for mig at høre godt gøre, når det gælder Bent Sørensens kvartetter. Arditti-kvartetten har indspillet dem alle tre, og at pladen ikke er udkommet endnu - den siges at kunne have været klar allerede til Louisiana-festivalen - hører til dette års store mysterier.

Et slag for en sinfonietta

Hvor det ulasteligt høje udførelsesniveau var konstant også på Louisiana-festivalens anden dag, søndag, så var de to programmers sammensætningmere spredt fægtning, og det var i ogfor sigfint nok - efter at de principielle linier, forbindelserne ogmodsætningerne imellem Pärt, Ferneyhough og Sørensen var blevet kridtet op, var der nok at gøre med at lægge mærke til, hvordan de samme eller lignende linier dukkede op igen i søndagens mere blandede felt af værker.

Også selv om udførelserne her var tæt på at stjæle billedet. For det er ikke bare det at Håkan Ro sengren spiller eminent godt klarinet - alene hans ubesværede håndtering af de helt høje og lave registre virker grænseoverskridende i sig selv - det er så afgjort også måden han gør det på: enormt koncentreret og scenisk nærværende, så selv velkendte værker som Alban Bergs fire små stykker og Stravinsky's tre stykker for soloklarinet fik en ny teatralsk dimension. Og også hvad angår programmets nyere værker som Jouni Kaipainens "Je chante le chaleur des désespérée", Jo Ann Kuchera-Morins af japansk No-teaterinspirerede "Yûgen" og Poul Ruders nye værk 'Throne", er det herefter svært at forestille sig dem spillet mindre udadvendt end Rosengren gjorde det, med en evne til at gøre instrumentalmusik til teater som man skal til familien Stockhausen for at finde mage til. Hvis også "Throne" er hvad Ruders ynder at kalde 'filmmusik uden film', i dette tilfælde med en handling der udspiller sig som en grandios opbygning til et højdepunkt, der langsomt forsvinder igen, finder han næppe nogen bedre hovedrolleindehaver end Rosengren. Synd kun, at så meget af koncerten gik med uropførelsen af en alenlang amerikansk klarinetsonate af ærketraditionelt neo-akademisk tilsnit - så kunne Rosengren og Anders Kilström da i det mindste have fundet noget rigtig Sjostakovitj, i stedet for at bruge deres egen og lytternes tid på musik, der i den grad faldt bag om niveauet og væsentligheden ved festivalen iøvrigt.

Og så sluttede Esbjerg Ensemble ellers festivalen af med manér under Kaare Hansens ledelse, der gav ensemblets fine sammenspil præcis det rytmiske pift, det havde brug for. Endda også med noget, der lignede en kulturpolitisk tanke - nemlig i flere af værkerne den udvidelse fra kammerensemble til sinfonietta-besætning, som ensemblets kunstneriske leder Hans Abrahamsen har slået til lyd for at gøre permanent. (Læs også portrættet af ensemblet andetsteds i bladet, red.).

Det skal han ikke modsiges i. Slet ikke efter denne koncert, hvor ensemblet så fornemt viste, hvor mange klanglige og rytmiske raffinementer det kan overkomme - og det var ikke mindst disse sider af koncertens fem danske værker, der fængede. I de tre uropførelser, Tage Nielsens tre fragmenter fra den kommende opera "Latter i mørket", Per Nørgårds "Konge, Dame og Es" og Svend Nielsens "Skygger af Skyer", men også Svend Aaquist Johansens jubilæumsværk til ensemblets 20-års fødselsdag, £Tai-Yang" og i Karl Aage Rasmussens "Movements on amovingline". I særdeleshed det sidste stykke fik, igen i høj grad takket være Kaare Hansen, et rytmisk bid og en direkte, energiladet fremdrift midt i alle de rytmiske finurligheder, jeg ikke tidligere har hørt i det.

Så bogstavelig talt fra første til sidste værk var det de positive overraskelsers weekend, og ikke blot i kraft af de enkelte nye møder med værker, komponister, udførende ogudførel ser. Nok så meget i kraft af at helheden fungerede så helt igennem og uden forbehold godt som den gjorde, og gav én virkelig meget med hjem. At opfordre til en gentagelse er en symbolskhandling, i ogmed at DUT allerede har bestilt tid på Louisiana næste år - og hvis dét niveau iøvrigt holdes i de kommende vintersæsoner, er der hvad ny musik i København angår, kun grund til at se 1990'erne i møde med forventning.