Savonlinna, Nordens Salzburg

Savonlinna by i Finland fejrede 350 års jubilæum i sommer med uropførelse af Paavo Heininens opera "Kniven"

Af Jens Brincker

Da den lille finske by Savonlinna for fem år siden begyndte at planlægge festlighederne i forbindelse med dens 350 års jubilæum den 29. juli 1989, besluttede byens vise fædre at udskrive en lukket konkurrence om en jubilæumsopera. Tre finske komponister blev indbudt til at deltage: Kalevi Aho, Paavo Heininen og Einojuhani Rautavaara, og i 1987 lå tre nye finske operaer klar. Paavo Heininens opera "Veitsi" ("Kniven") blev vinderen og uropførtes i Savonlinna den 3. juli i år som led i jubilæums-festlighederne og de årlige festspil på Olofsborg. Men inden vi går ind på urpremieren, er der grund til at dvæle ved selve fænomenet.

En by på godt 28.000 indbyggere, der fejrer jubilæum ved at bestille tre nye operaer og opføre den ene af dem med produktionsomkostninger på ca. 8 millioner kroner, er ikke helt almindelig. Det har Savonlinna ikke været siden 1912, hvor den finske sangerinde Aino Atké fandt på at bruge byens middelalderlige borg til operaopførelser. Fra 1912 til 1916 finansierede hun festspil i Olofsborgs borggård, der akustisk viste sig at være ligeså ideel som Salzburgs Felsenreitschule. Så stoppede verdenskrigen festspillene, og da Aino Atké efter krig, revolution og selvstændiggørelse forsøgte at genoptage dem i 1930, lagde den økonomiske verdenskrise sig hindrende i vejen.

Men idéen var født, og efter 2. verdenskrig, i 1955, begyndte byen igen at afholde "musikdage", der i 1967 blev til operafestspil. Helt frem til 1972 stod byen alene som ansvarlig for festspillene. Så voksede de finansielt ud over de rammer, som Savonlinnas bystyre magtede. Festspillene blev forankret nationalt, og siden har de vokset til et internationalt operafestspil af europæisk format. Og til en guldgrube for den by, der lægger borg og navn til dem.

I tørre tal: Næsten halvdelen af Savonlinnas turistindtægter (i 1989 ca. 230 mkr.) stammer fra festspillene, og byens skatteindtægter fra festspillene overstiger det årlige tilskud til dem med mere end 500.000 kr.

Det er ikke så mystisk, at opera er en populær kunstart i Savonlinna. Men det forklarer i sig selv ikke, at byen fejrer sit jubilæum ved at bestille nye finske operaer i stedet for f.eks. at invitere Domingo og Pavarotti til at alternere som Cavaradossi i "Tosca".

Også her er der imidlertid en forklaring. Savonlinna-festspillene har fra begyndelsen været tæt knyttet til finsk identitet og nationalfølelse. Det var finske verdenssangere, som de første år efter 2. verdenskrig mødtes i Savonlinna og sang opera på finsk. Og finsk opera har lige fra begyndelsen været en fast del af repertoiret. Festspillene fra 1912-14 spillede udelukkende værker af Melartin, Merikanto og Pacius; da man fejrede 500-året for Olofsborg i 1971 var det med Merikantos "Juha"; derefter fulgte i 75 Sallinens "Rytteren" og i 77 Kokkonens succesopera "De sidste fristelser". I 1982 kom så Sallinens "Den røde streg" og 1984 hans "Kongen rejser til Frankrig". Siden 1975 har der ikke været ét år uden ny finsk opera på programmet i Savonlinna. Det forklarer, hvorfor byen markerede sin taknemmelighed over for de finske kunstnere med et jubilæumstilbud, og hvorfor de finske komponister accepterede konkurrenceformen.

Som sagt - Heininens "Kniven" vandt og blev opført i Savonlinna 3. juli i år. En opførelse der blev en succes, men som også var meget forskellig fra de tidligere finske operaer, som Savonlinna har spillet. Tidligere har operaerne nemlig bygget på temaer fra den finske historie med det mere eller mindre åbenlyse formål at styrke den nationale identitet. Det gælder i udpræget grad Sallinens "Rytteren" der foregår i middelalderens Savonlinna og udspilles på Olofsborg. Men også Kokkonens "De sidste fristelser" og Sallinens ""Den røde streg" henter deres stof fra Finlands fortid - fra de religiøse og politiske vækkelser, som gik gennem landet omkring århundredeskiftet. Kun Sallinens "Kongen drager til Frankrig" er u-finsk. Den foregår på Hundredeårskrigens tid i England og Frankrig, og er en sær blanding af fortidsspil og fremtidsvision. Den beherskede modtagelse af værket var nok ikke uden sammenhæng hermed.

Det har imidlertid ikke skræmt Paavo Heininen. Med udgangspunkt i digteren Veijo Meris novelle om en ung digters liv, gennembrud og selvmord i vore dages Helsinki har han skabt en aktuel opera, der vil være et kritisk tidsspejl. Digterens liv foregår i tre forskellige sfærer: I Helsinkis underverden som han kommer i kontakt med som barpianist på en gangstercafé, hvor han bor frit mod at spille for gæsterne. I modeverdenen som han forelsker sig ind i, da han møder en tidligere skønhedsdronning og nuværende salgschef i et stormagasin. Og i kulturens verden som hun skaffer ham adgang til gennem sit forhold til en stenrig forlægger. Ved at føre digteren gennem disse tre verdener, som karakteriseres kritisk, undertiden komisk, men aldrig u-kærligt, lykkes det for Veijo Meri og Paavo Heininen at give et øjebliksbillede af finsk kultur og pege på fællesnævnere mellem de forskellige kulturlag, som maner til eftertanke. Kommercialiseringen og overfladiskheden, der følger med det finské Wirtschaftswunder, er ifølge Meri og Heininen baggrunden for den følelse af tomhed og fremmedhed, som griber digteren og fører ham til raseri, desperation og selvmord.

Musikalsk udtrykker Paavo Heininen dette ved at komponere partituret som en indkredsen af og en koncentration om stadigt mere begrænsede musikalske midler. I første akt spiller han på hele den moderne komponists vidtstrakte register og komponerer i en stil, der ligner hans tidligere opera "Silketrommen". I anden akt giver han afkald på flere og flere virkemidler og koncentrerer sig om rytmen, der kvaser det musikalske univers, han byggede op, og bliver til en næsten hypnotisk besættelse.

Teknikken er effektiv og spændende, men den har en ad hoc karakter, som vanskeligt kan forstås ud fra partituret til "Kniven"alene. I nærværende sammenhæng er det derfor naturligt at udskyde den videre diskussion til det portræt af Paavo Heininen, som DMT bringer i næste nummer forud for hans besøg i Odense under den fynske Musikhøst, hvor bl.a. hans operaer vil blive drøftet på et seminar.

Kompositionsteknikken var imidlertid kun én af årsagerne til den succes, "Kniven" fik ved opførelserne i Savonlinna. Tungere vejede for mange blandt publikum den fremragende opførelse, som festspillene gav værket med chefinstruktøren ved Den finske Nationalopera, Jussi Tapola, og dirigenten Ulf Söderblom som de ledende kræfter. Navnlig Jussi Tapolas udnyttelse af den brede scene - i Savonlinna spiller man med den middelalderlige borgmur som "bagtæppe" - var af næsten symbolsk virkning.

Inspireret af den middelalderlige simultanscene, hvor Helvede, Jord og Himlen ses på én gang, har Jussi Tapola delt scenen op i felter, der rummer hvert sit miljø. Yderst til venstre er den finske underverden - gangstercaféen med narkohandlere, indvandrere og fordrukne veteraner. Der bor digteren i begyndelsen alene, senere sammen med gangsterbossens pige, som han tvinges til at dele rum med, da hendes ven fængsles for mord på en politimand. Scenens centrale del, en konstruktion i glas og stål der kontrasterer effektivt mod baggrundens rå kampesten, rummer stormagasinets modeafdeling og kulturlivets celebre matinéer og elegante kontorer. Og oven dem, på første sal, er Jussi Tapolas "himmel" - et lagerrum, der bliver fristed for følelser, for kærlighed og død.

Befolket med 19 solister, kor, ballet og med en digter, der spilles af en danser og en sanger på én gang, bliver dette scenerum en oplevelse, der er visuel indtil det spektakulære, men også visionær. Et stykke levende teater, der tager vejret fra publikum og - frygter man - næsten er ved at kvæle den kritik, som er budskabet i Meris tekst og Heininens opera. Men i alle tilfælde en succes, som endnu engang fastslår, at ny finsk opera er en integreret og uundværlig del af Savonlinna-festspillene.