Bøger - Musikpædagogik. Forskning og udvikling i Norden, 3.

Af
| Årgang 64 (1989-1990) nr. 02 - side 69-71

Musikkonservatorierne og det fagligt-pædagogiske udviklingsarbejde. Red. Orla Vinther. Edition Egtved 1989, 202 s. + 3 nodehæfter.


Af Niels Rosing-Schow

I dagene hvor disse linier skrives (slutningen af august) vil Jeg gætte på, at mange lærere ved konservatorierne rundt om i landet er fordybet i grublerier over det kommende års undervisning. Konservatoriernes nye studiestruktur (indført efteråret '84) er nu over sin indkøringsfase, og det generelt mere komprimerede studieforløb med mindre timetal og øgede holdstørrelser for de almene bifag - herunder ikke mindst teoriundervisningen - kræver større umiddelbar musiker-relevans og effektivisering af undervisningen. Kravet om den løbende tilpasning af bifagene, hvad angår sigte, stofvalg og pædagogisk metode, er med andre ord blevet yderligere skærpet.

Her kommer nærværende publikation ind i billedet med nogle bud på revurderinger og nytænkning inden for teoriundervisningen. Og den falder på et tørt sted, for - som Per Erland Rasmussen indledningsvis dokumenterer det i bogens første kapitel - der eksisterer ikke

ved konservatorierne en tradition for offentliggørelse af resultater af faglig og pædagogisk udvikling inden for faget musikteori og -historie. Det er i og for sig ganske naturligt at det forholder sig sådan, eftersom konservatorierne er kunstneriske og ikke akademiske læreanstalter. Den dokumenterede forskning på området (Per Erland Rasmussen giver en oversigt) er således sporadisk og til dels centreret om nogle få personer. Det rent faktiske, men ikke publicerede pædagogiske udviklingsarbejde er sandsynligvis langt mere omfattende, idet mange teorilærere ligger inde med arbejdspapirer og andet stof, som i redigeret form sagtens kunne offentliggøres og bidrage til inspiration for kolleger og til den faglig-pædagogiske debat. At det ikke sker, ser Erland Rasmussen flere grunde til, bl.a. en stor undervis-ningsbyrde med mange forskellige discipliner samt manglende tilskyndelse fra selve miljøet.

Resten af hans artikel er - med baggrund i en oversigt over teorifagenes sigte og placering i konservatoriernes nye studieplan - en række sådanne tilskyndelser til udviklingsprojekter, som forfatteren finder påtrængende. Han peger på, at der inden for satslæren og harmonilæren oplagt er brug for nytænkning og inddragelse af nye stofområder. Desuden argumenterer Erland Rasmussen for en opprioritering af faget auditiv analyse og etablering af opførelsespraksis som fag for alle studerende ( og ikke kun consort-gruppen); i begge tilfælde savnes pædagogisk bearbejdet undervisningsmateriale.

Et væsentligt afsnit i artiklen er viet en for mig at se yderst perspektivrig idé oui 'anvendt analyse' forstået som et praktisk samarbejde mellem musikhistorikeren/teoretikeren og musikeren/ensemblet i selve ind-studeringsprocessen. Idéen ligger snublende nær. En sådan praksis ville for det første kunne skabe en frugtbar dialog om fortolkningsmæssige aspekter på tværs af faggrænser, for det andet ville relevansen af de involverede teorifag (vel først og fremmest analyse og musikhistorie) blive umiddelbart synlig, og ikke mindst »er enhver fortolknings kunstneriske kvalitet foruden af rent teknisk kunnen betinget af faktorer, som er af bevidsthedsmæssig art.«

Der er mange praktiske teoretiske problemer at løse. Hvordan skalf.eks. teoretikeren gribe sine undersøgelser an for at opnå resultater, der kan bidrage til løsningen af fortolkningsmæssige problemer? Og hvordan skal han formulere sig?

Per Erland giver et eksempel, en analyse af en Haydn-kvartetsats, som for mig at se på én gang peger på et muligt udgangspunkt og samtidig dokumenterer de vanskeligheder, der ligger.

Analysen tager udgangspunkt i nogle overvejelser om musikalsk forgrund og bevæger sig herfra ind på overvejelser om motivstof, tonale forhold, formartikulation osv. Man får en klar (analytisk) bevidsthed om musikken. Dette »sætter interpreterne i stand til bedre at foretage kvalificerede valg.« Men spørgsmålet bliver stadig: hvordan? Jeg hører her bratschisten (med dyb tvivl i stemmen): »Så skal jeg altså ha' nedstrøg i takt 29?« Det er selvfølgelig at sættte sagen på spidsen (og på grænsen til at gøre forfatteren uret), men jeg mener bare, at han 'kun' opnår at sætte analyse og interpretation ved siden a/hinanden og ikke direkte i forbindelse med hinanden. Forbindelsesledet- og det må være udfordringen ved anvendt analyse - må hedde musikalsk fantasi ogforestillingsevne. Og det er måske snarere dette i forbindelse med den analytiske skoling og ikke den analytiske skoling i sig selv, der hidtil har været underprio-riteret ved konservatorierne.

Der er således en række områder, der venter på en nærmere teoretisk/pædagogisk udforskning, sammenfatter Erland Rasmussen. Og med 'opdateringen' af hovedfagsstudiet i teori og musikhistorie (som samme i høj grad har bidraget til og som også indgående behandles i artiklen) skulle der være gode muligheder for uddannelsen af »en mere forsknings-minded 'teoretiker-type'.« Den hidtil spinkle tradition og beherskede tilskyldelse til faglig/ pædagogisk forskning og udvikling burde styrkes, foreslår forfatteren, gennem:

1) Etablering af team work-praksis til løsning af konkrete opgaver.

2) Mulighed for tildeling af forskningsmæssige opgaver, begge dele ledsaget af passende undervisnings-reduktion for en afgrænset periode.

Ville etableringen af en sådan ordning sætte skub i den faglige udvikling og debat og bidrage til konservatoriernes dynamik? Det bør da bestemt forsøges.

At noget sker på området vidner bogens 3 øvrige artikler om. Helge Fl. Pedersen (docent ved Det Jydske Musikkonservatorium og leder af Kirkemusikskolen i Lyngby) skitserer et "Forsøg på en praktisk harmonilære" specielt med henblik på "Undervisningen i musikteori og organisters praksis". Han har nemlig kunnet konstatere, at organisternes grundige skoling langt fra altid umiddelbart lader sig omsætte til praksis f.eks. i form af harmonisk velfunderet improvisation. Derfor en praktisk harmonilære.

MUSIKPÆDAGOGIK

Forskning og udvikling i Norden • 3

Musikkonservatorierne og det faglig-pædagogiske udviklingsarbejde

4 artikler af Bertel Krarup

Helge ri. Pedersen

Per Erland Rasmussen

Redaktion: Orla l'intlier

Edition Egtved • Danmark

Fremgangsmåden bygger på baslinjens føring med inspiration fra Ernst Kurths skalalære, der kombineres med generalbaslæren som den dyrkedes i teori og praksis i første halvdel af 1700-tallet, en periode hvis musik danner en grundpille i organisters repertoire. Men der er også en anden pointe ved en sådan stilistisk forankring af undervisningen: Kun gennem den virkelige fordybelse i og forståelse af det stilspecifikke, kan man erkende det almene.

Metoden fremstår som et gedigent alternativ til den traditionelle harmonilære baseret på den temmelig abstrakte 'teori-koral', dette kunstige ekstrat af en firstemmig, funktionstonal sats, og det er bestemt - som forfatteren også foreslår - en diskussion værd om ikke metoden kan anvendes mere bredt end kun for organister. Der er naturligvis nogle problemer for ikke-tangent-spillende studerende, men især hvad angår metodens mere elementære stadier, synes det mig oplagt, at der er idéer at hente.

Det er der bestemt også i Bertel Krarups to bidrag til publikationen: "Satslære og kompositionsøvelser på fritonalt/ modalt grundlag" og "Brugsklaver og rytmisk musik. Metodiske overvejelser".

Det satstekniske udgangspunkt i førstnævnte artikel udgøres dels af Bartoks folkemelodiudsættelser ("For children I-II" og "44 Duos") og dels afsatser eller satsafsnit fra Messiaens tidlige produktion. Der fremlægges en progression, der - både hvad angår det analytiske stof og det praktiske (som naturligvis må gå hånd i hånd) - spænder fra det helt enkle til det satsteknisk ganske komplicerede. Og herfra ligger vejen å-ben til problemstillinger, som er helt afgørende for forståelsen af den musikalske udvikling i det 20. århundrede, en forståelse, der stadig - tør man vel godt sige -er en mangelvare ved landets konservatorier. Dette er i sig selv væsentligt, men lige så væsentligt er det aspekt ved undervisningen, som udtrykkes ved overskriftens tilføjelse "ogkompositionsøvelser...". Detpeger nemlig ud over dyrkelsen af selve stilimitationen og i retning af en bredere oplevelse 'på egen krop' af, at fantasi og kreativitet må udfoldes inden for rammerne af en musikalsk konsekvens, for at det musikalske udsagn overhovedet skal være bæredygtigt.

Samme forfatters andet bidrag, de metodiske overvejelser i forbindelse med brugsklaver og rytmisk musik, indledes med en holmgangmed de negative forestillinger, der ofte 'på bjerget er knyttet til disse betegnelser. Herefter følger en gennemarbejdet og gennemprøvet metodisk fremstillling af becifringsspillets teori og praksis. Den valgte stilramme ligger inden for jazzens hovedretninger (det i harmonisk henseende mest udbytterige), og herindenfor tages de fundamentale akkord-forbindelser og akkordgreb. Siden udvikles gradvist den klanglige palet, og man når en vis genre-mæssig bredde. Artiklen sigter mod undervisning af vordende musikpædagoger og ligger på et rimeligt professionelt niveau; den er således ingen indføring i elementært becifringsspil. Men afhængig af sammenhængen har pædagogen jo altid muligheden for 'at skrue ned for blusset'. Det omvendte er som bekendt sværere uden en gedigen teoretisk og teknisk ballast. Og den tilbydes altså her.

Teorifagsdebatten ved landets konservatorier (og andre musik-læreanstalter) har med denne publikation fået et vitamintilskud her ved semesterstart '89: stof til eftertanke og diskussion, stof, der kan berige undervisningen. Og ikke mindst er der etableret et forum for og en tilskyldelse til den forskning og udvikling, der efterlyses i Per Erland Rasmussens oversigtsartikel.

Et par ting af mere redaktionel art har ærgret mig en smule under nærlæsningen af bogen. F.eks. kunne Erland Rasmussens artikel med fordel have været forsynet med overskrifter på de enkelte afsnit (som de øvrige er det), det havde givet bedre oversigt i denne artikel, der netop er af oversigtsmæssig art. Litteraturhenvisningerne i samme artikel er undertiden mangelfulde, f.eks. nævnes en forfatter og der henvises til DMT 1966 (note 18) - ingen titel, og hverken nr. eller årgang. Tryk og layout holder ikke samme (meget høje) standard som seriens første bind, men det er nu ikke så afgørende. Mere generende er det at visse nodeeksempler (aftryk og faksimiletryk) i nodehæfterne er meget svære at læse. Men det hører trods alt til småtingsafdelingen, og det ændrer ikke billedet af en særdeles væsentlig publikation inden for sit felt.