Portræt af en pladedirektør - interview med Mogens Wenzel Andreasen

Af
| Årgang 64 (1989-1990) nr. 02 - side 53-58

- interview med Mogens Wenzel Andreasen. Bestyrelsen for det nye statslige pladeselskab "Selskabet til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram" har udpeget Mogens Wenzel Andeasen som leder for en 3-årig periode. Den 30. august præsenterede han sig selv og sin første CD-udgivelse ved et pressemøde. DMT talte med ham den 14. august.


Af Anders Beyer

Den nye leder af det statslige pladeselskab er ikke noget ubeskrevet blad i dansk musikliv; Mogens Wenzel Andreasen (f. 1934) har gjort sig bemærket med bogudgivelser, været redaktør ved Politikkens forlag, er medejer af bogforlaget Artia, har deltaget i Kontrapunktudsendelser i tv, har i en årrække været dirigent for et amatørorkester, været klaversolist i en uropførelse af Ole-Carsten Greens "Koncert for klaver og orkester"; i en lang årrække har han været fast freelancer i radioens musikafdeling. Derudover har han i mange år været pladeanmelder på High Fidelity. MWA er oprindelig uddannet folkeskolelærer, og i 1976 tog han eksamen som cand. pæd. i musikvidenskab. I de senere år har interessen specielt knyttet sig til forlagsbranchen, ikke mindst gennem medejerskab af forlaget Artia. Som han selv udtrykker det: »Min lyst her i livet er at prøve at lave så meget som overhovedet muligt. Jeg gider godt nok specialisere mig, men det skal helst være i flere forskellige ting.«

- Hvordan ser du på mulighederne for at starte på en frisk med genetableringen af det statslige pladeselskab, efter alle disse problemer med Musikantologien og den massive bevågenhed som projektet er omgivet af?

»Som jeg har sagt før, så har jeg hele livet igennem altid først og fremmest haft lyst til at prøve mange forskellige ting. Jeg har ikke tabt lysten til fortsat at prøve n oget nyt. Nu har j eg be skæftiget mig indgående med grammofonplader i mange år, så grammofonplader er bestemt ikke noget jeg står fremmed over for, tværtimod. Og jeg betragter grammofonpladen som et overordentlig vigtigt musikalsk medie, som naturligvis ikke må erstatte det levende koncertliv. Men det har givet folk, der har interesseret sig for musik, nogle helt ufattelige muligheder, nemlig at få et repertoirekendskab, som man for 50 år siden ikke havde mulighed for at få. Vi skal ikke mere end 60 år tilbage i tiden for at finde en periode, hvor det at høre Brahms' 4. Symfoni krævede noget held, man skulle være på det rette sted på det rette tidspunkt. Det er svært for os at forstå idag, at det skulle have været et problem for kun 60 år siden. Idag kan alle der er interesserede i det, høre Brahms' 4. Symfoni for den sags skyld fem gange om dagen og i de første 25 forskellige udgaver. Dette betyder også for ny musik kolossalt meget; den musik som for nogle år siden måtte betragtes som sekterisk, fordi opførelsesantallet var beskedent og da ikke alle interesserede kunne være i koncertsalen, da begivenheden fandt sted, har nu muligheden for at lære dennne musik at kende i den udstrækning den bliver indspillet. Det tror jeg vor tids komponister skal være vældigt glade for, for hvis man får et nyt dansk værk indspillet på plade, hvis man er dygtignok til at få den distribueret ud i vide kredse, ikke blot i Danmark men måske først og fremmest i udlandet, er der ikke tvivl om, at det i en del tilfælde vil stimulere interessen og udmønte sig i opførelser. Det betyder meget, at de mennesker som står for tilrettelæggelsen af koncerterprogrammer og radioopførelser i udlandet, ikke behøver at sidde og stirre på et partitur, men kan høre det klingende resultat.

Steen Pade har f.eks. skrevet en klaverkoncert, som har været spillet med held to eller tre gange og skal spilles igen til foråret ved en torsdagskoncert. Selvfølge er der grænser for, hvor mange gange værket bliver opført indenfor overskuelig tid i Danmark - de fire opførelser er allerede lidt usædvanligt. Men en indspilning af et sådant værk, som måske vil blive hørt i udlandet, vil givetvis betyde, at værket får langt større chancer for at blive opført i udlandet. Her har grammofonpladen en enorm betydning for ny dansk musik.«

- En CD-udgivelse fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik med Fades værk og værker af Tage Nielsen og Erik Nordby er under udgivelse, så den produktion er fastlagt. Lad os gå lidt tættere på det konkrete i forbindelse med dit arbejde; du må allerede nu have planer og idéer for fremtidige udgivelser, hvordan ser de ud?

»Sagen er jo den, at planer eller ønsker er det meget nemt atkomme frem med, spørgsmålet er om det er særligt klogt at fremlægge det som planer. Man er jo først nødt til at vide, hvad man får at arbejde med, hvor mange penge man får. Det er jo selskabets opgave, ikke blot at tilgodese ny dansk musik, men dansk musik i bred almindelighed. Og der står vi over for nogle uhyggelige lakuner i den diskografiske verden. Egentlig er nyere dansk musik ikke specielt dårligt tilgodeset; vi kan høre musik på plade af nulevende danske komponister -fra den ældste generation: Koppel, Bentzon, Tarp - mellemgenerationen: Nørholm, Nørgård - den unge generation: Pade, Rasmussen. Der er kolossalt mange der er repræsenteret på plade, men det skal selvfølgelig følges op; man skal følge med i hvad der sker i dansk musik nu og hvad der er sket i de senere år. Men man er nødt til at se tiden an: Tiolder' værket, har det kvaliteter som berettiger det til at blive indspillet på plade. Det kan man ikke gøre efter en enkelt opførelse, man må se om der er interesse for det værk igen, er der andre, som gider spille det igen osv. På samme måde må man også vende blikket bagud og se, hvad der er skrevet og opført inden for de sidste par årtier, som viser sig at være 'holdbare' i forhold til en indspilning.

Men som sagt, det er slet ikke den nye musik, der er det største problem; ser man tilbage i tiden, et blik ud over dansk musikhistorie fra Weyse og frem til 2. Verdenskrig, så finder vi disse fantastiske lakuner. Hvis vi sammenligner med Sverige, som vi har en del til fælles med, så vil man kunne se en meget markant forskel. Her har man Caprice, Rikskonserternes pladeselskab og man har pladeselskabet Musica Sveciae, støttet af det offentlige, som har til opgave at præsentere svensk musik historisk set fra begyndelsen til i-dag. Altså et klingende leksikon over den svenske musik. I Danmark har man haft Carl Nielsen, som har betydet at dansk musik er rimelig kendt i udlandet, fordi han bliver spillet meget i udlandet. Det er klart at det 'trækker noget med for andre komponisters vedkommende. Det hjælper bare ikke ret meget, hvis man ikke kan få fat på musikken. I Sverige har man ikke haft en skikkelse af format som Carl Nielsen. Det betyder, at alle de komponister som ikke har format som Nielsen, men dog er udmærkede, er blevet plejet og passet og indspillet på plade. Hvis vi ser på Caprices og Musica Sveciaes udgivelser fra tiden omkring Nielsen, finder vi indspilninger af symfonier, klavermusik, sange, kammermusik, instrumentalkoncerter, sågar operaer, af komponister som Peterson-Berger, Stenhammer, Rangström, Alvén, Atterberg, for nu at nævne fem komponister, som er nogenlunde jævnaldrende med Carl Nielsen. Kikker vi på Danmark, så vil vi se at den samme generations komponister er udmærkede folk: Victor Bendix, Emil Hartman, Louis Glass, Hakon Børresen, Ludolf Nielsen, August Enna. Alle sammen overordentlig kompetente folk, der bestemt ikke er dårligere end de omtalte svenskere. Men deres musik er fuldstændig ukendt og er kun i uhyre beskedent omfang indspillet på plade. Der er altså et kæmpehul, som ligger og venter på at blive fyldt ud. Ikke mindst fordi vi ikke har nogen muligheder for at se hverken Nielsen eller de følgende generationer i et korrekt perspektiv, når vi helt har glemt forudsætningerne og omgivelserne. Hele underskoven omkring Nielsen er blevet kvalt, ikke af af ham selv, for han var nemlig mere tolerant end som så, men af hans beundere, af kredsen omkring ham, som ikke ønskede at se andet end Carl Nielsen.

Victor Bendix' 4. Symfoni blev opført i St. Petersborg og omtalt som en af tidens væsentligste moderne symfonier. Jeg kender den ikke, men jeg kender to andre symfonier af ham og de har vakt min nysgerrighed. Louis Glass' "Sinfonia svastica", som godt nok findes på plade (et gammelt gråt klingende monoradiobånd fra 1958), er den væsentligste senromantiske symfoni der er skrevet i Norden. Glass' 3. Symfoni har været et overordentlig yndet og elsket repertoire stykke og er stort set glemt idag, men der er dirigenter som gerne vil arbejde med disse ting. Den eneste af senromantikerne som har overlevet er Rued Langgaard, men det er, om jeg så må sige, for lidt til at tegne firmaet.

Nordmændene har gjort det samme som svenskerne, de kar kikket på hvad der lå samtidig med og efter Grieg, og altså også spekuleret på deres senromantiske generation og har fået indspillet vældige mængder af denne musik. Dette er i Danmark et forsømt område. I de kommende år må man få lyttet til nogle af alle disse bånd, set på partiturer, få snakket med danske dirigenter, som jeg ved nærer interesse for repertoiret, Frans Rasmussen er en af dem. Derefter kan vi prøve, omend ikke at få fyldt hullet ud, så få lagt nogle gangbrætter hen over afgrunden, så vi kan se, hvad der er foregået samtidig med Carl Nielsen og lige efter ham.

Dette er den ene halvdel af opgaven, den anden halvdel er det vi i bredere forstand kalder den nyere og nyeste danske musik. Begge dele skal tilgodeses, fordi de belyser hinanden; man kan ikke nøjes med taget af en bygning, man må have murene og fundamentet med. Det er ejendommeligt, at vi her i Danmark har tabt vores musikalske fortid på gulvet, i modsætning til hvad man har gjort i andre lande. Og endnu længere tilbage: er det ikke underligt, at den første samlede indspilning af Gades symfonier skulle komme fra et svensk pladeselskab med et svensk orkester og med en estisk dirigent. Nu ved jeg godt at der var taget initiativ til at få danske indspilninger ud og det er også lykkedes 50 %. De indspilninger, som nu ligger og ikke er udsendt, skal naturligvis udsendes.«

- Det var lidt om dine idéer eller ønsker. Hvad det konkret bliver til afhænger af hvor mange penge du får til rådighed - den detalje er ikke færdigforhandlet.

» Nej, dette bliver fastlagt i denne måned. Derefter vil jeg gå i tænkeboks og finde ud af: hvad kan vi nå, hvad har vi råd til i det indeværende finansår. De færdige planer må vente lidt - i første omgang vil det klogeste være at foretage overføringer af eksisterende optagelser til CD. For det er klart, at CD-udgivelser må tages mest alvorligt: salget idag ligger på 75 % CD og 25 % lp. løvrigt har jeg gået katalogerne fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og Dansk Musikantologi i-gennem og set, hvad der kan plukkes ud og stilles sammen, så der kan laves en række komponistportrætter.«

- Nogle færdige planer er der dog, idet overraskelsen ved pressemødet den 30. august vil være en præsentation af selskabets første CD-udgivelse: Nørgårds 3. Symfoni og hans "Twilight" for orkester, obligat conga-spiller og solodanser ad.lib.

»Ja, det er rigtigt. Og selvom 3. Symfoni er udsendt på lp, så tror jeg at den nye CD-udgivelse vil vække fornyet interesse og i langt højere grad kunne gøre sig gældende i udlandet.«

- Selvom du kun har været ansat siden 1. august må der være flere planer?

»Så vil jeg ikke kalde det planer men ønsker: Jeg kunne godt tænke mig et par af Weyses symfonier på plade. Vores forhold til komponisten er uhyre ensidigt, vi kender kun manden som sang-komponist. Han har også skrevet 12 store etuder, som han arbejdede på hele livet igennem. Jeg vil undersøge om disse 12 store etuder er vægtige nok til at fylde en CD. En indspilning af J.P. Hartmanns tre klaversonater, som måske er det væsentligste, der er skrevet af dansk klavermusik i sidste århundrede, er oplagt at udgive. Så er der Lange-Muller; vi kender sangene, men ikke orkestermusikken. Symfonien "Efterår" er et meget poetisk og smukt værk. Hans orkestersuite "I Alhambra" er det første eksempel på det eksotiske i dansk musik overhovedet. Den slags ting må man også kikke på med udgivelse for øje. Heise har skrevet en cellosonate, som er indspillet. Den kunne overføres til CD sammen med klaverkvintetten i F-dur, et storartet værk. Hartmanns søn Emil er spændende og må kikkes nærmere på. Johan Adam Krygell har skrevet 28 strygekvartetter, alene det er opsigtsvækkende. En af dem har været spillet af Kontra Kvartetten. Jeg agter at tale med Kontrakvartetten om disse strygekvartetter. Der ligger faktisk også ting af Carl Nielsen, som ikke er indspillet, noget scenemusik af væsentlig betydning. F.eks. det store melodrama "Hr. Oluf han rider", et totalt ukendt værk. Det samme kan siges om et andet fortræffeligt værk af Nielsen, "Snefrid". Tager vi fat på tiden efter Nielsen, finder man komponister som er forsømt, f.eks. Svend Erik Tarp. Bo Wallner siger i sin bog "Vor tids musik i Norden", at Tarp er en af de førende orkesterbeherskere overhovedet i Norden i det 20. århundrede. Man kan ikke få orkestermusik af Tarp på plade, det er egentlig for galt. Det er også for galt, at der ikke findes en komplet indspilningsrække af Holmboes symfonier og strygekvartter. Sidstnævnte er de væsentligste strygekvartetter i Norden i vores tid ved siden af Hilding Rosenbergs. Det er underligt at et værk som Koppels 7. Symfoni, som er opført relativt hyppigt og som er et overordentlig repræsentativt værk for stilperioden og for Koppel selv, ikke er indspillet på plade. Det samme gælder hans "Tre Davidssalmer" for tenorsolo, kor og orkester.

Så når vi op til mellemgenerationen og den yngre generation. Selvom Nørgård og Nørholm er rimeligt repræsenteret på plade, så er der også der huller; Nørgårds bratschkoncert "Remenbering Child" har jeg stærkt i kikkerten. Nørholms 2. symfoni, "Isola Bella", burde også indspilles. Når vi rykker op i den yngre og yngste generation, bliver tingene lidt mere uoverskuelige. Men der findes også ting, som allerede nu har stået deres prøve. Jeg vil nævne en komponist som Anders Nordentoft, som skriver særdeles fremragende musik.«

- Det var et bud på nogle områder, som du mener bør tilgodeses med udgivelser. Men i forhold til den gamle Musikantologi er der vel også aftaler, som man ikke kan se bort fra. Hvad ligger der af aftaler og rettigheder i forhold til Antologien, som du er nødt til at videreføre?

»Der ligger mig bekendt ingen aftaler, som forpligter til noget som helst. Men der ligger nogle ikke-publicerede indspilninger, som det ville være rimeligt at få udgivet. Forarbejdet er gjort, der ligger færdige bånd og udgifter til indspilning er afholdt - det vil være billigt at gøre arbejdet færdigt. Jeg nævnede de fire Gade-symfonier, som ikke er udsendt endnu, men der er også gamle og nye ting, som ligger og venter. Jeg kan ikke huske hvilke værker det drejer sig om. - Ellers ser jeg flere chancer og muligheder end der er forpligtelser, fordi der nu findes en aftale med landsdelsorkestrene om at stå til rådighed for indspilning af orkestermusik til pladeproduktion. Vi har fået en statskvartet (Kontra kvartetten), dvs. at indspilning af strygekvartetter vil kunne gøres forholdsvis nemt og uden store omkostninger.«

- Hvad med kontakten til Danmarks Radio?

»Der er slet ikke nogle problemer. DR er, så vidt jeg kan se, kun interesseret i at hjælpe, kun instillet på at være med. Når det drejer sig om samarbejdet med den statslige del af dansk musikliv, så nærer jeg ingen form for bekymringer.«

- Ole Højlund (OH Musik) har været engageret i forbindelse med udgivelser fra SUDM. Er han ude eller inde nu?

»Det er et spørgsmål, som jeg ikke kan diskutere nu, fordi jeg ikke er færdigmed at undersøge sagen. Jeg kan godt sige, hvad der i den forbindelse kan være et problem. Problemet vedrørende distribution, som der er tale om her, er den udenlandske distribution, som jeg anser for at være meget vigtig. Jeg tror det vil være en god idé at kontakte det svenske Caprice og det norske NKR, for at lave et fælles fremstød for nordisk musik, evt. et fælleskatalog for de statslige pladeselskaber. Jo bredere fronten er, jo bedre kan man sælge. Kan man udenlands tilbyde ikke bare dansk musik, men nordisk musikibredforstand, vil interessen være større. Kunne man distributionsmæssigt få svensk, norsk og finsk musik med i et fælles fremstød, så er meget vundet.«

Enquete

- DMT havde i nr. 5 1988/89 en enquete, som handlede om det nye pladeselskab. Ti mennesker fra forskellige grene af dansk musikliv skrev om "frygt og håb" i forbindelse med etableringen af det nye selskab. Jeg synes det er rimeligt, at du får mulighed for at svare igen på nogle af de kritiske kommentarer.

Jesper Buhl: "Staten som sådan (er) ikke egnet til at drive og formidle udgivelsen af fonogrammer i almindelighed. Det er bygget på kendsgerningerne til de hurtige beslutningsprocesser og den store specialviden som kræves indenfor fonogrambranchen." Hvad siger du til det?

»Sverige, Norge og Finland har med deres statslige selskaber vist, at dette ikke behøver at være rigtigt. Jeg kan ikke se hvorfor et statsligt selskab nødvendigvis skulle sidde inde med mindre kompetence, mindre viden og indsigt end et privat. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være vanskeligere at tage hurtigere beslutninger i et statsligt end i et privat, specielt ikke da det nye selskab bliver en selvejende institution og det der hedder et indtægtsdækket selskab, dvs indtægterne går i selskabets kasse og kan bruges til selskabets drift. Derudover har selskabet ret til at søge støtte fra private fonde.«

- Der er mange som har hæftet sig ved §11, som giverbestyrelsen ret til at blande sigi dit arbejde,heltned til detaljer som f.eks. udformning af covers.

»Den eneste begrænsning jeg kan få øje på, er den økonomiske. I de samtal er jeg indtil nu har haft med repræsentanter for bestyrelsen, fremgår det at jeg får frie hænder når det drejer sig om repertoire valg, valg af kunstnere, udformning af plade-covers, CD teksthæfter, bestemmelse af oplagsstørrelse, markedsføringstiltag. Men selvfølgelig skal arbejdet gøres under ansvar o-verfor bestyrelsen, det skal alle gøre - også direktøren for Ø. K. Og da der efter min mening ikke hersker nogen uenighed mellem mine idéer og bestyrelsens, kan jeg ikke se, at der skulle blive problemer. Som det ser ud idag er det mit indtryk, at bestyrelsen er indstillet på at lade mig køre løbet.«

- Per Nørgård håber at lederen har nogle af de samme egenskaber som Robert von Bahr, BIS' leder.

» Jeghar ikke noget kendskab til, om bestyrelsen har valgt at ansætte mig ud fra en sammenligning med von Bahr. Men det er rigtigt, at han har opnået en del succes med pladeselskabet BIS. Vi må bare gøre os klart, at en direkte sammenligning er helt urimelig og umulig, for dels er BIS et privat selskab, dels er det ikke blindet til kun at skulle udgive svensk musik. Jeg ville da også kunne finde på mange og spændende ting at udgive uden for det danske repertoire, det skal jeg bare ikke.«

- Her er du inde på en af de begrænsninger, som E. Læssøe Stilling peger på, nemlig at det "burde være muligt at indspille udenlandsk musik med danske kunstnere, ligesom man kan forestille sig et dansk værk, der med føje kan sættes sammen med et udenlandsk."

»Det er fuldstændig korrekt. Man tager Hartmanns g-mol symfoni og vil udgive den på CD. Man kan gøre to ting: koble den med andre Hartmann-ting og få fyldt pladen op på den måde, eller man kunne f.eks. lade en symfoni af Norbert Burgmüller indgå i udgivelsen. Det ville ikke blot sætte dansk musik i dansk perspektiv, men dansk musik i europæisk perspektiv. Denne sammensætning ligger indtil videre uden for rammerne.«

- Du vil kraftigt lægge billet ind på det udenlandske marked, men kan altså ikke fortage salgsmæssige fremstød, hvor f.eks Bent Sørensen sættes sammen med Brian Ferneyhough, eller som det er tilfældet med udgivelsen fra Polygram, hvor Nørgårds "I Ching" og Gudmundsen-Holmgreens Triptykon" er sat sammen med Xenakis' "Sappha".

»Nej det er ikke muligt. - Jeg kunne da også tænke mig at sætte et værk af Nordentoft sammen med ét af Maxwell Davies. Indtil videre må vi håbe, at udenlandske selskaber vil gøre det. Men i det lange løb er det nok forkert at blive ved med at gøre dansk musik til noget specielt. Den sekteriske virkning kunne undgås, hvis man blandede kortene.«

- Videre i enquete-bidragene; Asger Lund Christiansen (ALC) siger, at statsforlag "ikke er i overensstemmelse med befolkningens ønsker." Hvad vil du sige til det?

»Har man spurgt befolkningen? Det har man mig bekendt ikke, derfor kan man ikke vide om påstanden er rigtig.«

- ALC siger videre: "det kommende selskabs bestyrelse med den altfor store indflydelse er aldeles inkompetent, når det drejer sig om pladeudgivelser."

»Det er altså § 11 igen. Jeg ved ikke om bestyrelsen er inkompetent når det drejer sig om pladeudgivelser. Det er rigtigt, at ingen af dem kommer fra pladeselskaber, til gengæld ved de alle noget om musik. Som sagt vil bestyrelsen ikke blande sig - det kan ALC naturligvis ikke have vidst, da han sagde det han sagde, så får han det at vide nu.«

- ALC videre: "en tilsvarende inkompetence i Statens Musikråd har ødelagt muligheden for at udnytte de af Dansk Musik Antologi indhøstede erfaringer om national og international markedsføringinden for et marginalområde."

»Jeg har ikke noget kendskab til at Statens Musikråd har blandet sig i de ting og dermed har haft mulighed for at ødelægge noget, det er nyt for mig.«

- ALC videre: "de pinlige omstændigheder omkring nedlæggelsen af DMA har ført til, at det nye selskab, i særdeleshed hvad angår internationale forbindelser, må starte på bar bund."

»Det tror jeg ikke nødvendigvis må blive tilfældet. Jeg vil nødigt udtale mig om de pinlige omstændigheder ved nedlæggelsen af DMA, det er jo ikke mig der har nedlagt DMA. Jeg står jo som en nyfødt, som en tabula rasa over for det her. Og jeg betragter ikke det nye selskab som stående på ruinerne af noget gammelt, men som et nyt initiativ, der må starte forfra.«

- ACL videre: "Det nye pladeselskab (vil) ikke - i modsætning til DMA - som statsforlagkunne påregne støtte fra anden side - og (da) de udøvende kunstnere - som nu er rangeret ud på et sidespor - nu skal klassificeres som optagelsesværdige eller ikke optagelsesværdige med alt hvad dette indebærer, når staten er arbejdsgiver, har jeg hverken tiltro til, eller forhåbning om at det nye pladeselskab vil komme til at virke til gavn for det danske musikliv."

»Nu er det ikke rigtigt at kalde det et statsselskab, det er en selvejende institution i statsligt regi. At dette kan fungere har vi masser af eksempler på. Jeg kan ikke se, hvorfor det nye selskab ikke skulle kunne opnå støtte fra private fonde. Jeg er overbevist om, at der vil være situationer hvor henvendelser til visse fonde, vil blive mødt med velvilje. F.eks. har jeg været i kontakt med Augustinus fondens direktør, som er positivt indstillet over for dansk musik. Jeg har også en kontakt til Sonnings Musikfond. Jeg vil undersøge, om denne fond har mulighed for at støtte kommende projekter.«

- Det næste enquete-svar kommer fra Læssøe Stilling: "Man kan frygte, at nepotismen tager fuldstændig overhånd. Vennerne spiller for vennerne af vennerne."

»Det er jo ikke noget problem, da jeg ikke har nære, spillende venner som skal tilgodeses. Selvfølgelig kan man stille sig op og sige: Aha, skal NN spille Hartmanns klaversonater, det er nok nepotisme, hvorfor skal det ikke være mig eller YY. Mit kendskab til miljøet er ikke af en sådan art, at jeg vil være i stand ti! at drive nepotisme.«

- Musikrådet har med henblik på etableringen af pladeselskabet betalt husleje i Valkendorfsgade 3 i 15 måneder. Det er 70.000 kr. Nu vil du måske slet ikke bruge lokaliteterne. Hvor skal pladeselskabet høre hjemme?

»I kraft af min tilknytning til forlaget Artia, er jeg nødt til at være i nærheden af dette, så jeg engang imellem kan kaste et blik på forlaget. Det vil være noget nær en nødvendighed at have en tæt forbindelse med begge institutioner, idet jeg både er medejer af Artia og altså også leder af det nye pladeselskab.«

- Læssøe Stilling håbede, at der blev ansat en kommercielt indstillet direktør - »gerne fjernt fra branchen og uden venner og familie ved musikken.« Ironisk nok ansatte man hans medejer af forlaget Artia - dig.

»Nu er det jo ikke Læssøe Stilling, der har ansat mig, men bestyrelsen og jeg tror heller ikke, at bestyrelsen har spurgt Læssøe Stilling først. Jeg er jo heller ikke med i branchen som sådan, jeg har skrevet anmeldelser og været interesseret i mediet. Men i en årrække har j eg været tilknyttet forlagsbranchen, beskæftiget mig med salg af en anden form for kulturgoder, bøger.«

- Vil du bruge forlaget Artia i produktionen - her er jo reproafdeling som kunne anvendes til coverdesign m.v., eller ville du være bange for at få kasketproblemer?

»Jeg vil være bange for at få kasketproblemer, ja. Men der skal ikke produceres noget grafisk materiale uden der er indhentet tre tilbud på tingene - det bedste og det billigste skal benyttes. Jeg vil gøre mig meget umage for ikke at kunne beskyldes for interessesammenblanding, det er bl.a. derfor jeg holder op med at deltage i den daglige ledelse af Artia.«

- Men du har dog økonomiske interesser i firmaet som medejer af butikken.

»Ah ja, det har jeg naturligvis«.

- Per Erik Veng håber i enqueten, at man »vælger en yngre dynamisk leder, der har mere forstand på produktion, økonomi og marketing end på musikhistorie og provinciel musiklivslobby-virksomhed, og som udstyres med et par gode konsulenter (udenfor bestyrelsen) med ekspertise på repertoiremæssige og kunstneriske spørgsmål.«

»Jeg beklager at jeg ikke kan leve op til betegnelsen yngre og at j eg har indsigt i musikhistorie og musik i det hele taget. Jeg kan ikke se, at det skulle gøre så meget. Med hensyn til konsulenter, så tror jeg at det ville være uheldigt, hvis der var tilknyttet to faste konsulenter til foretagenet, fordi allerede det ville betyde en indsnævring. Dels ved jeg så meget, at jeg vil bruge mig selv som konsulent, dels vil jeg med garanti ikke holde mig tilbage med at spørge andre om ting jeg ikke selv har indsigt i.«