Rapport fra ISCM/Gaudeamus festivalen. Amsterdam 4. - 10. sep. 1989

Der var næppe nogen, der for bare få måneder siden ville have troet, at Verdensmusikdagene (ISCM-festivalen) skulle afholdes i amputeret form sammen med Gaudeamus festivalen i Amsterdam. For den sags skyld heller ikke nogen, som ønskede det. Den korte version af forhistorien går ud på, at Verdensmusikdagene i år skulle skulle arrangeres af den franske ISCM-sektion i byen Angers. Meget sent - for bare et halvt år siden - meddelte franskmændene, at de på grund af økonomiske vanskeligheder alligevel ikke kunne afholde festivalen. Den lange version, som den franske ISCM-delegat stod for ved generalforsamlingen i Amsterdam, kunne ikke skjule en utilgivelig Laissez passer-holdning Fra fransk hold. Og de pinlige omstændigheder førte da også til seriøse overvejelser med hensyn til at ekskludere den franske sektion af ISCM.

At en ny sektion med kort varsel har taget over og alligevel formået at stable en gæsteværdig festival på benene, er set før - det er ISCM-festivalen i Århus 1983 et forbilledligt eksempel på. Men som det var tilfældet i år, nemlig at den hollandske Gaudeamus-festival tilbød (med hjælp fra den lokale ISCM-afdeling) at lægge land til og opføre hovedparten af de juryvalgte ISCM-værker, er vist et enestående eksempel. Set fra Ver-densmusikdagenes synsvinkel er denne håndsrækning fra hollandsk side en overordentlig sympatisk gestus. Men set fra publikumssiden, arrangementet som helhed, fremstod festivalerne nærmest som en rodebutik med alle de nødløsninger, der var nødvendige for at få de praktiske problemer løst med to samtidige musikbegivenheder, som samlet bød på 15 koncerter med ialt 70 værker, seks seminarer, receptioner m.v. på fem dage! Mere om det senere.

Walther Mass - kunstelsker og mæcen

Henimod slutningen af Anden Verdenskrig lykkedes det nazisterne at få udryddet næsten hele den jødiske Mass-familie. To brødre overlevede, fordi man havde muret dem inde i tagetagen i den hollandske komponist Julius Røntgens hus i Bilthoven 40 km uden for Amsterdam. Den nu 80-årige Walther Mass og hans bror arvede efterkrigen nogle penge og førstnævn te brugte sine på at etablere Gaudeamus-fonden og -festivalen. Hvert eneste år siden '45 har han afholdt Gaudeamus-festival, i begyndelsen i Røntgens hus, som han købte efterkrigen, for seks år siden udvidet med et selvstændigt sekretariat og ansat personale i Amsterdam. At den gamle mand er still going strong oplevedes ved selvsyn under et besøg i hans hjem, hvor det eneste instrument han spiller på - telefonen - blev anvendt til et par timer efter midnat og igen fra den årle morgenstund, så de sidste koncertaftaler kunne komme i hus.

I år havde han kaldt Per Nørgård og den franske komponist François-Bernard Mâche til festivalen som hovednavne. På seminarer og gennem foredrag om de aktuelle værker, havde publikum mulighed for en nærmere beskrivelse af de programsatte værker og komponisternes produktion generelt.

Nørgårds to 60'er værker "4 Fragmenter" for klaver, "Anatomic safari" for accordéon og den nyere cellokoncert "Between", var på programmet. Klaverstykket hører til en eksperimenterende periode hos Nørgård, som sammen med klaverværkerne "9 Studier" og "4 Skitser", begge fra 1959, markerer kortfattede og sammenpressede formuleringer, som giver mindelser til We-berns knappe form. Det er egentlig underligt, at dkse værker ikke bliver spillet oftere end tilfældet er, de burde høre til standard-repertoiret, hvis man kan tale om et sådant inden for den ny musik. Ikke bare fordi stykkerne er overkommelige at udføre, men fordi de er substantielle og med brug af kvint- og kvartspejling-steknik og det Jørgen I. Jensen i sin Nørgård-bog beskriver som "initialfigurer", forudgriber så meget af den senere produktions kompositions- og tænkemåde.

Men hovedinteresen angik forståeligt nok cello-koncerten. Den er tilegnet Frances Marie Uitti, som også spillede solostemmen ved koncerten. Hun er en sjælden musikerpersonlighed med såvel menneskelig som musikalsk udstråling, og hun gav med radioorkestret og Günther Schuller en opførelse af værket, som vil stå længe i denne lytters bevidsthed. Når dette er sagt, så er Uitti alligevel teknisk set ikke helt på højde med de krav værket formulerer. Dette er ikke uvæsentligt, ikke mindst hvad angår en fremtidig indspilning af værket, for i den henseende står den version vi kender med Morten Zeuthen faktisk mere overbevisende.

Hvor blev pressen af?

spørger Per Erland Rasmussen i sin DIEM-rapport andetsteds i bladet. Spørgsmålet gentages her. For at gøre det kort: der var ingen danske dagbladsanmeldere til stede. - En væsentlig dansk komponist var hovednavn ved Gaudeamus-festivalen, ISCM-festivalen fandt sted i samme tidsrum og kunne dækkes uden yderligere omkostninger, alligevel ingen dansk presse. Når der i dette blad tages store ord i munden som 'moralsk ansvar', så forekommer det ikke blot rimeligt at rapportere fra Gaudeamus/ISCM, det er også moralsk set for galt, at redaktionerne ikke prioriterer sådanne begivenheder højere.

Selvfølgelig var udenlandsk presse til stede. Jeg talte med den israelske kritiker Nathan Mishori (Ha'aretz Daily), Reinhard Oelschlägel (Musik Texte) og den schweiziske anmelder Fritz Muggier. På spørgsmålet om en vurdering af festivalen, var alle enige om, at Nørgårds cello-koncert ikke alene var et dybt originalt værk, men også var festivalens musikalske højdepunkt! Oelschlägel fandt det også besynderligt, at Nørgårds musik ikke var mere kendt og spillet i Centraleuropa og at den fortjente en langt større udbredelse.

Ellers var der nu langt mellem geneverne - i bevidstheden står få markante værker tilbage: Nicholas Hopkins' (USA) "Recursion" for kammerensemble, Jonathan Harveys orkesterværk "Timepieces", schweizeren Michael Jarrels "Assonance III" for cello, basklarinet og klaver og Ian Willcocks "- For the republic" for basun, marimba og bånd.

ISCM - kedsommeíighed i metervare

»ISCM-fester består sædvanligvis af en hoben skriftkloge, som triller rundt i turistbusser fra den ene koncert til den anden, hvor de sidder og sover til hinandens musik en lille uges tid«, har Poul Ruders engang lakonisk sagt om Verdensmusikdagene. Der er noget om det - og det hænger måske sammen med hele strukturen omkring værkudvælgelsen, hvor en central jury skal udvælge værker, som allerede er valgt af en jury'er i de lokale ISCM-sektioner. Det betød i år, at nytonale og minimalistisk prægede værker så at sige ikke var repræsenteret, idet jury-smagen gik i retning af den kompleksitet, som er repræsenteret ved komponister som eksempelvis Ferneyhough, Barret og Vriend. En arbejdsgruppe under ISCM har da også lagt en ny struktur frem, som, hvis den bliver vedtaget, betyder en total forandring af hidtidig praksis. Den væsentligste ændring går ud på, at de lokale jury-valg skal respekteres, således at mindst ét værk fra hver sektion opføres. Det afgøres til næste år i Oslo, hvor Verdensmusikdagene 1990 skal afholdes. Der afgøres også eksekutiv-komitéens sammensætning; på generalforsamlingen i Holland blev den mangeårige svenske dominans fjernet i og med at Sten Hanson ikke blev genvalgt og generalsekretæren, Trygve Nordwall, trak sig tilbage. Det skal herefter blive spændende at se, om andre skandinaviske lande kan gøre sig gældende i eksekutiv-komitéen, ikke mindst hvad angår præsidentposten, som er på valg næste år.

Hvad angår musikken, så var det en musikalsk ørkenvandring at komme forbi italienske og asiatiske skolestykker og stiltro Ferneyhough-disciple, for at nå frem til en god håndfuld spændende værker: Henryk M. Gorecki's "Recitatives & Ariosos" ("Lerchenmusik", op. 53) for klaver, cello og klarinet (skrevet til Lerchenborg Musikdage), Unsuk Chins Nancarrow-in spirer ede kla-verstykke "Canzone II", Jan W. Morthenssons "Strano" for fløjte, obo, horn, fagot og basklarinet, Jan Vriends orgelstykke "Jets d Orgue", Tan Duns "On Taoism" for sangsolist og orkester og Kaija Saariahos "Nymphéa" for strygekvartet og bånd.

Desværre blev Ruders' værk "Dramaphonia" (fra Dramatrilogien) ikke opført, selvom det var jury-valgt. Nørgårds violinkoncert "Helle Nacht" røg også ud - et plaster på såret er dog, at det er udtaget til Verdensmusikdagene i Oslo. Næste års festival ser iøvrigt slet ikke så dårlig ud, med 16 Skandinaviske værker, heraf tre danske: Hans Abrahamsens "Märchenbilder" for kammerorkester, Bent Sørensens strygekvartet "Angel's Music" og som sagt Nørgårds violinkoncert.

I holland præsenterede en meget velforberedt norsk ISCM-sektion deres 1990-festival, som man har arbejdet på i to år med et budget på tre millioner kroner (til sammenligning blev ISCM i Århus lavet på 8 måneder força. 900.000 kroner!). Efter de økonomiske rammer at dømme, bliver det ikke svært for nordmændene at lave en festival, som overgår den i Amsterdam i år. Fotos side 67: Fra venstre: François-Bernard Mâche, Walther Mass, Per Nørgård.