Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 03 - side 105-105

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Karlheinz Stockhausen: Texte zur Musik bd. 5 og 6 1977-1984. 742 + 680 s., inkl. værkliste, diskografi, fîlmografï og bibliografi. Du Mont Buchverlag Köln, DM 148.


Af Jakob Levinsen

Da Stockhausen i august 1988 fyldte 60, sammenlignede hans pladeselskab DGGham med dét ene andet navn påthe yellow label, som i lige så høj grad er kulturfænomen og -begreb som musiker. Eller rettere sagt var - for det var den nylig afdøde Herbert von Karajan, Stockhausen blev lignet ved.

Og sammenligningen er ikke så skæv, som den u-middelbart kan virke. Både hos den grænseoverskridende komponist og hos den traditionsbevarende dirigent finder man som grundidé viljen til at opnå så total selvkontrol som muligt, til at gøre sig praktisk uafhængig af institutioner og bureaukratier. Da Karajan ragede uklar med Bayreuth, grundlagde han sit eget Neu-Bayreuth i Salzburg, og efterhånden som Stockhausen er blevet træt af at kæmpe med stivnakkede orkesterledere og uvillige musikere, er han begyndt at udvikle sine egne elitemusikere.

Yderligere én parallel kan drages mellem Karajan og Stockhausen: begge led henholdsvis lider af en særdeles veludviklet dokumania. Af en uophørlig trang til at få registreret så meget som overhovedet muligt af deres virke på tryk, i lyd og billede. Det præger navnlig bind 5 ("Komposition") af de to nye bind Stockhausen-tekster, i og med at man her får programtekster og partitur-forord ikke blot til de samlede versioner af "Donnerstag"- og "Samstag"-operaerne, men også til de talrige større og mindre værker, Stockhausen har ud-destilleret af operaerne. Der er mange overlapninger, for nu at sige det pænt. Og modsat ældre Stockhausen-værker - her repræsenteret med hidtil uudgivne programtekster til "Hymnen", "Stimmung", "Sternklang", "Trans", "Inori" og "Tierkreis" - er det karakteristisk for "Licht"operaerne, at programteksterne så godt som u-delukkende er rettet mod praktiske spørgsmål: hvor skal hvem sidde, hvordan skal hvilke stik puttes hvorhen, osv.osv., mens teoretiske og filosofiske spørgsmål ikke berøres. Man kan kun beundre den minutiøse grundighed, Stockhausen går til værks med, og som dokumentation er bindet naturligvis uundværligt - men lystlæsning er hovedparten af det ikke. Dog undtaget de sidste 60 sider, der omfatter de spændende foredrag "Die Kunst, zu hören" og "Musikalische Metamorphose", hvor Stockhausen med udgangspunkt i henholdsvis "In Freundschaft" og "Sirius" går i dybden med sin formel-tænkning. Og så er der, Tfcjtfe-traditionen tro, en gudsvelsignelse af illustrationer, med alt fra La Scala-uropførels-erne af "Donnerstag" og "Samstag" til juleaften i Kürten og familien Stockhausen i Disneyland.

Aflyst og på livet løs læser man til gengæld bind 6, der er "Samstag"-sort, hvor bind 5 er "Donnerstagf'-blåt

- så lur mig, om ikke det bind 7, der utvivlsomt kommer engang, bliver "Montag"-grønt, også fremdeles, iscenesættelsen fejler som sædvanlig ikke noget, kun undertitlerne undrer. For når man læser bind 5, viser det sig som sagt mestendels at handle om den praktiske udførelse af de to første "Licht"-operaer. Derimodbestår hovedparten af bind 6 af en række store interviews, hvor Stockhausen udvikler filosofien bag "Licht"-pro-jektet, og svarer igen på de kontroverser, det har rejst

- de stærkt selvbiografiske træk i navnlig "Donnerstag" og dyrkelsen af familiemedlemmer som solister og personer i operaerne. Givende er her navnlig et interview med Der Spiegel"s Klaus Umbach, som åbenlyst ikke kan døje Stockhausen, og derfor indædt bliver ved med at stille alle de rigtige forkerte spørgsmål.

Men bind 6, som tillige rummer værkliste til og med "Montag", diskografi til og med "Samstag" fra januar i år, filmografi og en omfattende bibliografi, handler også nok så meget konkret om musik, og man får bekræftet hvor utroligt metodisk og fantasifuldt Stockhausen går tilværks. Ethelt afsnit er viet slagtøj smusik, som han jo har været pioner indenfor, fra "Zyklus" i 1959 til "Ka-thinkas Gesang als Luzifers requiem" fra "Samstag". Og netop i forbindelse med "Kathinkas Gesang" får man en fantastisk spændende indføring i, hvordan elektronik og slagtøjsmusik har spillet sammen ved skabelsen af dette værk, som findes i to versioner: én for fløjte og seks slagtøj spillere og én for fløjte og bånd.

Generelt er det en åben og imødekommende Stock -hausen, man møder i de foreliggende interviews. Han er bemærkelsesværdigt åben om sine personlige kriser og om hvordan de har påvirket hans musik, og han viser sig også - hvad der nok vil overraske dem, der opfatter ham som humorforladt megalomaniker - at besidde en betragtelig portion selvironi. "Jeg er eventyrligt anlagt, men også meget pedantisk", som han siger et sted. Men igennem det hele, alvor eller humor, eventyr eller pedanteri, går først og fremmest Stock-hausens ek-sempelløstkom-promiløse forhold til sel ve det at lave musik. Hans dybe respekt for hvor stærkt musik virker på menneskene, og hvor meget man kan udrette med den.

"At være musiker er det højeste, man kan lære på denne planet".

Årgang 64/1989-1990, nr. 03