Debat

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 03 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Haves: kritikerdebat Ønskes: substans

Når DMT i oktober-nummeret sætter spot på musikkritikken, sker det gennemgående i meget generelle vendinger: historisk/filosofisk hos Søren Møller Sørensen, journalistisk hos Jens Brincker og æstetisk/etisk hos Carl-Gunnar Åhlén. Mere konkrete betragtninger over musikkritikkens vilkår, funktioner og muligheder i dansk fag- og dagspresse 1989 an-stilles stort set ikke - men de to steder i bladet hvor det sker, sker det til gengæld i form af en polemiseren, som i det ene tilfælde er for fejlagtig og i det andet tilfælde for overfladisk til at kunne stå uimodsagt.

Per Erland Rasmussen slutter sin rapport fra Århus Computermusik Festival af med at harcellere over pressedækningen af festivalen. »Bortset fra Politikens Jan Jacoby, som leverede tre seriøst vurderende anmeldelser af koncerterne, har den samlede pressedækning, når diverse forskræp undtages, været tynd og tilfældig... D er var småt opsatte koncertanmeldelser i Jyllandsposten, mens Berlingske Tidende kunne nøjes med en anmeldelse af åbningskoncerten."

Tja - Steen Chr. Steensen anmeldte åbningskoncerten, jeg selv anmeldte Ivar Frounbergs nye båndkomposition og slagtøjskoncerten med Gert Sørensen (Berlingske Tidende 2.9.) samt koncerten med Electric Phoenix (Berlingske Tidende 4.9.). Det får jeg til tre anmeldelser, altså samme antal og såvidt jeg kan se også af cirka samme fysiske omfang som Jacobys anmeldelseri Politiken. Om Berlingskes anmeldelser også var "seriøst vurderende" skal jeg afholde mig fra at vurdere - men jeg vil i hvert fald hævde at grundlaget for Rasmussens polemik ikke er det.

Slet ikke når han forinden skoser anmelderne, »...som ellers ikke holder sig tilbage, når Concertge-bouw, Solti, frk. Mutter eller hvad de seneste dages celebriteter ellers hedder kommer til landet«. Jamen Herregud - forinden har Rasmussen selv over flere spalter måttet medgive, at det musikalske udbytte af computermusikken var begrænset, og guderne skal vide at jeg udfra de festivalkoncerter, jeg overværede, kun kan være enig med ham. Det er sympatisk, det er fint, det er pragtfuldt, at en festival som denne har kunnet stables på benene - men der er ikke desto mindre også grænser for, i hvor store mængder man skal besvære læserne med den, når nu den musikalske

substans gennemgående ikke er større end den var. Ny musik er jo ikke i sig selv værd at skrive endsige læse om, blot fordi den er ny. Og for nu at sætte sagen på plads, nemlig på spidsen: med tre undtagelser - Per Nørgårds "Nemo-dynamo", Ivar Frounbergs "A Pattern of Timeless Motion" og koncerten med Electric Phoenix - var koncerterne med Concertgebouw og "frk. Mutter", som mandschauvinisten Rasmussen så vittigt kalder hende (hun er i parantes bemærket blevet gift for over et halvt år siden), for mig langt, langt større og mer e nærværende kunstneriske oplevelser, og tilsvarende mere værdifulde at fortælle Berlingske Tidendes læsere om, end noget jeg hørte ved computermusik-festivalen.

Også DMT's redaktør er i sin rapport fra Gau-deamus/ISCM-festivalen, hvor Per Nørgård var hovednavn, oppe på den hellige forargelses høje nagler: »...det er også moralsk set for galt, at redaktionerne ikke prioriterer sådanne begivenheder højere.«

Tja igen - også redaktøren, der iøvrigt ligesom Rasmussen i Århus må medgive at den pågældende festival som helhed var en tynd kop te, ville tilsyneladende have godt af et Berlingske Tidende-abonnement med tilbagevirkende kraft (tlf. 0430-1575 - Berlingske betaler samtalen). Så ville han nemlig blandt meget andet musikstof have kunnet læse, at vi i maj 1987 som den eneste danske avis dækkede Brighton Festivalen, hvor selvsamme Nørgård også var hovednavn. At vi sidste år som den eneste danske avis dækkede Nordiske Musikdage i Stockholm. Og at vi i starten af september i år som den eneste danske avis dækkede Den jyske Operas gæstespil ved Edinburgh Festspillene med - såmænd - Per Nørgårds "Det guddommelige Tivoli". Foruden at vi, for nu lige også at antyde at der er musik udenfor andegården, blandt andet også har anmeldt uropførelserne af Kurtágs store Kaf-ka-cyklus (Witten 1987), Stockhausens "Montag" (Milano 1988), Lutoslawskis Danmarksaktuelle klaverkoncert (Salzburg 1988) og den ny version af Philip Glass' "Einstein on the Beach" (Stuttgart 1988). Så den dårlige samvittighed over, at vi på Berlingskes musikredaktion ikke også brugte vores tid og bladets penge på at klappe ny dansk musik på ryggen i Holland - eller ved Warszawa-efteråret i Polen, for nu at foregribe de opstød, der måtte komme i den anledning - kan ærlig talt være på et ret lille sted. Nærmere bestemt redaktionens mindste.

Jeg synes bestemt, en seriøs debat om musikkritikkens rolle i dansk presse af i dag vil være både velkommen og nødvendig. Men så skal det være en anderledes substantiel debat end de lidt for forkælede klynk, der i DMT's oktober-nummer maler fanden på væggen. Og debatten kan passende tage udgangspunkt i, at musik i almindelighed og ny musik i særdeleshed generelt både foromtales og anmeldes i dansk presse i langt større omfang og for ny musiks vedkommende langt mere solidarisk end i noget andet af de lande vi ynder at sammenligne os med.

Jakob Levinsen

Svar til Jakob Levinsen

Jeg forstår godt Jakob Levinsens harme - for den er berettiget, hvad min rapport angår. Der var faktisk tale om normal dækning af computermusikfestivalen fra Berlingske Tidendes side, hvilket jeg ulykkeligvis blev holdt uvidende om af MIC, som forsynede mig med, »hvad der forelå af anmeldelser«. Konfron-teret med dette (ufuldstændige) materiale var min første reaktion en mystificeret undren, somjegimid-lertid på grund af en nærtforestående dead-line ikke fik den fornødne tid til at bearbejde, hvilket jeg erkender var kritisabelt. (Det havde været en enkel sag at forhøre sig hos Berlingske Tidende.)

Med tre anmeldelser i Berlingske, nærmer den samlede pressedækning sig det forventelige og forsvarlige, samtidig med at grundlaget for min oprindelige kritik (som jeg ved genlæsningen iøvrigt finder unødig polemisk) undermineres. Jeg beklager.

Tilbage står dog at understrege: Jeg mener ikke, at computermusikfestivalen var »en tynd kop te«, selv om det musikalske udbytte i adskillige tilfælde var 'begrænset'. Jeg læser selv min rapport som kritisk vurderende, men positiv - hvor Jakob Levinsen synes at være negativ. Festivalen var spændende og særdeles vedkommende, ikke mindst fordi den handlede om nye muligheder for (måske især fremtidige) kunstneriske oplevelser, hvilket jeg tillader mig at finde mere interessant (også for avislæsere) end nok så store og nærværende gentagelser af mere eller mindre tyndslidte mesterværker.

Per Erland Rasmussen

Svar til Jakob Levinsen

Jegkan godt forstå irritationen over, at dine anmeldelser blev overset og at der blev tegnet et forkert billede af pressedækningen fra Berlingske Tidendes side i forbindelse med computermusikfestivalen. Også et undskyld herfra for det skete.

En kommentar til det øvrige: Når du siger, at »den dårlige samvittighed over, at vi på Berlingskes musikredaktion ikke brugte vores tid og bladets penge på at klappe ny dansk musik på ryggen i Holland...«, så har du enten misforstået min hensigt, eller også har jeg

ikke formuleret mig tydeligt nok, eller også er du bare urimelig. Og det bliver ikke bedre af, at du som en anden Killroy nævner alle de steder I iøvrigt også har været. Situationen skal jo ses påbaggrund af jeres samlede rejseaktivitet og koncertudvælgelse, som, uden at have statistisk belæg for det, forekommer at prioritere den gamle og kendte musik langt, langt højere end den nye musik. Hvilket ligger på linie med Brasks vurdering andetsteds i bladet. Gererelt må musikredaktionerne blive bedre til at argumentere for vigtigheden af deres stofområde og for den ny musik i særdeleshed. Sammenlignet med litteraturredaktionernes plads og prioritering, er der langt igen - generelt set - Berlingske Tidende er ikke den mest ringe, det skal gerne indrømmes her.

At nogen skulle have en forventning om, at du burde klappe dansk musik i udlandet på ryggen, må stå for din egen regning. Du kunne for min skyld bare være der og skrive kompetent som du plejer. Nej, når det er vigtigt at deltage i begivenheder som de nævnte festivaler i Amsterdam og Warszawa, og specielt i forbindelse med dansk musikdeltagelse, så har det en anden grund. Som du sikkert ved, er der de pågældende steder tradition for at foranstalte diskussioner omkring de værker som opføres. Her var der fra dansk side mulighed for grundige samtaler om dansk musik med kompetente musikfolk fra ikke blot Europa, men fra Østen, USA og mange andre steder. Moral eller ej: For os ( også dig), der skriver om dansk musik og vel i en eller anden forstand er med til at skrive dansk musiks historie, er det unægtelig givende at få de vante omgivelser perspektiveret, at få Vores egen' musik sat ind i en større sammenhæng, få den bedømt og beskrevet af folk udefra, og ikke mindst derigennem selv at blive bedre til at lytte og skrive.

Så skriver du, at de to rapportører må "medgive", at festivalerne var en tynd kop te. Hvorfor "medgive"? Det må vist igen stå for din egen regning. Hvis det skal forstås derhen, at du på forhånd kunne resonere dig frem til, at Gaudeamus/ISCM-festivalen ikke var gæsteværdig og derfor ikke kom, så har du en gudsbenådet intuitionsevne, men vil på længere sigt alligevel komme til at gøre fejltagelser.

Din beskrivelse af sidste nummers tre substantielle artikler som »meget generelle vendinger« er ikke bare et udtryk for en alt for nonchalant holdning, det er forkert. Læs dem igen, de er dybt konkrete.

Hvorfor, som du foreslår, lade debatten tage udgangspunkt i, at dansk presse er bedre og »mere solidarisk end i noget andet af de lande vi ynder at sammenligne os med.«? (Iøvrigt: hvem ynder at sammenligne hvilke lande? -jeg ynder f. eks. at sammenligne med Tyskland og Italien, som overhaler dansk presse med adskillige længder). Det kommer der da ikke nogen bedre dansk musikkritik ud af. Taghellere udgangspunkt i de nævnte tre artikler, eller dette nummers, eller argumentér ordentligt for at lade være. Og skriv, gerne i disse spalter, om dine »betragtninger over musikkritikkens vilkår, funktioner og muligheder i dansk fag- og dagspresse

1989««-

Anders Beyer

Årgang 64/1989-1990, nr. 03