Rejsebrev fra U.S.A.

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 03 - side 94-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Komponisten og slagtøjsspilleren Jesper Hendze var i juni måned i U.S.A., og fortæller her om musikfestivalen "June in Buffalo" og om sit møde med komponisten Lou Harrison i Californien.


Af Jesper Hendze

June in Buffalo

Buffalo i staten New York er hjemsted for to store festivaler for ny musik: North American New Music Festival, der finder sted marts-april, og June in Buffalo, - en musikfestival, der primært har til formål, udfra en kvalitativ udvælgelse af indsendte værker, at give unge komponister mulighed for at få opført værker på et højt niveau samt at tilbyde forelæsninger og master classes med erfarne og ansete komponister. Jeg deltog dette år i festivalen, som fandt sted den 2.-10. juni.

Festivalens kunstneriske leder er David Felder, professor i komposition ved State University of New York at Buffalo, hos hvem jeg studerede i studieåret 1987-88. Øvrige lærere var Donald Erb, Brian Ferneyhough, Paul Lánský og Bernard Rands.

Der var seks koncerter med værker af underviserne og de ca. 25 deltagere (heraf fem kvindelige, hvoraf tre, Marti Epstein, Augusta Read-Thomas og Beth Denisch, absolut var i den øverste ende), samt fem "performer's concerts" med nogle af festivalens fremragende musikere, bl.a. violinisten Karen Bentley, bassisten Robert Black og pianisterne Martin Goldray og Anthony de Mare.

Nancarrow

Arditti String Quartet levede op til sin sædvanlige standard i et program med strygekvartetter af Ruth Crawford Seeger, Elliott Carter, David Felder, Brian Ferneyhough og Conlon Nancarrow, hvoraf sidstnævnte (strygekvartet nr. 3 (1987)) tiltrak sig mest opmærksomhed ved sin "anderledeshed" - Nancarrows "pianola-idiom" (mekanisk klaver) skinnede tydeligt igennem, bl.a. i kraft af, at alle tre satser baserede sig på strikt kanon i fire forskellige hastigheder.

Der er en, berettiget, voksende interesse for Nancarrows arbejde i disse år, og der gøres mange forsøg på at omsætte hans musik til mere traditionelle medier. Udover at imødekomme den helt indlysende udfordring, det er at omsætte hans "overmenneskelige" pianola-musik til almindeligt "ti-finger-klaver", har Yvar Mikhashoff også fået licens til at instrumentere Nancarrows musik, efter at komponisten selv havde forsøgt sig med mindre held og var løbet ind i diverse frustrationer, så som at trompeter ikke har let ved at bevæge sig i firstreget oktav eller lignende ( "- but Yvar, what do you have up there?" You've got flutes! "But I hate flutes!").

Nancarrows 3. strygekvartet er en spændende abstrakt komposition, men udviser - udover næsten udelukkende at anvende naturlige flageoletter i anden sats - ikke megen fornemmelse for strygekvartetten som sanseligt fænomen. For mig at se, er Frank Zappas idé om at indspille Nancarrows musik på synclavier den sundeste idé i retning af at omsætte hans musik til andre medier. Ikke mindst fordi Nancarrow skulle have udtalt, at det kun er alderen, der har afholdt ham fra at gå ind i det elektroniske gebet.

Herudover var der lange "reading sessions" (bladlæsninger) med Arditti kvartetten og med Buffalo Philharmonic Orchestra, hvor udbyttet af sidstnævnte dog blev noget forringet, da en fagforeningsrepræsentant midt i forløbet rejste sig og krævede de indspillede bånd udleveret samt forbød videre optagelse, da det ikke udtrykkelig var aftalt i kontrakten. Hvor utroligt det end lyder, var det for en enkelt komponists vedkommende anden gang, den skæbne overgik ham - med det samme orkesterværk!

Americana

For hver festivaldeltager var der beregnet én masterclass med hver kompositionslærer. De forløb i en hyggelig og fordragelig atmosfære, hvor man fik lejlighed til at se og høre kollegers værker. Men der var ikke megen udfarende kraft fra lærernes side, når undtages David Felder og Brian Ferneyhough (selvom erfaringerne selvfølgelig i nogen grad var forskellig fra klasse til klasse). Den ret typisk amerikanske skræk for at være negativ kammede flere gange over i ren impotens - hvilket er noget af det mest reelt negative, jeg kan forestille mig. Og det var da også et problem for flere deltagere, at de ikke fik nogen respons på deres arbejde - heller ikke fra deres unge kolleger, hvilket står noget i kontrast til den imødekommenhed oglette omgangsform, der er fremherskende blandt unge amerikanere.

F.eks. kunne man godt have forestillet sig en ophedet diskussion efter at være blevet præsenteret for en "doktoral symfoni" (d.v.s. en Ph.D. "thesis" komposition") (med undertitlen "de fem årstider" hvis ikke jeg tager fejl (i hvert fald var det dens "indhold") af Robert Kyr, som det ikke skulle undre mig bliver et stort amerikansk navn om nogle åringer. Hans kammermusikværk "Six in one" som blev spillet på festivalen fremstod som en meget ærlig, substantiel, videreføring af en slags Bartok-kromatik i Debussy-iklædning, hvorimod jeg fandt, at ovennævnte symfoni ville have fungeret bedre som underlægning til en spektakulær Hollywood-film, à la Indiana Jones i det øjeblik han hæver Moses' stav og lader general Rommels tanks opsluge af vandene (den har vi endnu til gode, Spielberg!). Hvis Robert Kyr havde sagt "I'm gonna kick the shit out of John Williams with this piece" havde det været helt i orden med mig, men for hans vedkommende var der virkelig tale om dybfølte sager. Ja, så er der da noget at snakke om, skulle man tro. Men Bernard Rands havde kun den indvending, at han placerede hornene under trompeterne i partituret (indbundet i læder efter de af hans universitet anviste foreskrifter - disse er altid meget detaljerede og angiver farve på bindet, og om titlen skal være prentet i sølv eller guld). Og fordi Rands var autoriteten i klassen, kom der aldrig gang i nogen diskussion af denne musiks æstetik. Og der blev da ellers snakket en del i korridorerne.

Marduk

Jeg havde den ære at "lukke" festivalen som marimbasolist i min, kun en måned tidligere færdiggjorte, "Marduk" for marimba, 3 fløjter, 3 fagotter, 3 tromboner, 2 slagtøj og klaver. Det er en stor oplevelse at være "i midten" af ens egen musik, men også meget vanskeligt at instruere den samtidigt, når man står med en vanskelig solostemme, som skal spilles udenad. Koncertoptagelsen afslører derfor en masse små balanceproblemer og andre "detaljer", der sagtens kunne have været løst, hvis jeg under prøverne havde haft ørerne den anden vej og hænderne i ro.

Selvom jeg måtte lide den tort at være nødt til at afbryde opførelsen ca. ni minutter henne i det tolv minutter lange forløb (da alle syntes at have en forskellig opfattelse af, hvor de befandt sig på tidslinien), fik "Marduk" (gentaget i sin helhed) en meget fin modtagelse, og jeg kunne bestemt ikke klage over manglende respons (det være sig af både positiv og "kritisk" art), selv om jeg godt kunne have ønsket at have "været på" tidligere i forløbet, så der havde været mulighed for mere uddybende samtaler med kollegerne (og i et lidt sobrere miljø end den rødtoplyste Hot Rock Café).

Konkluderende må siges om June in Buffalo, at den tekniske kvalitet af de præsenterede kompositioner var ret høj (deltagernes gennemsnitsalder var da også kun lidt under 3 0), selvom ikke meget har lejret sig i hukommelsen. Vigtige undtagelser var David Felders 'Three Lines from Twenty Poems" for kammerorkester og Paul Elwoods "The Void beneath the Coffee Table" (2nd movement) - sidstnævnte med komponisten som solist på femstrenget banjo (med slagtøjsensemble, harpe og klaver) i en herlig "zen/dada" fantasi, der i sin finurlige, tilbageholdte humor kunne minde én om Pierre Dørge i sine japanske inkarnationer.

Desuden bør fremhæves det høje niveau og den positive indstilling blandt de udøvende musikere, der næsten uden undtagelse er free-lancere eller begavede studerende fra forskellige steder i landet. De medvirkede i høj grad til at gøre den, selvfølgelig, alt for korte prøvetid til en værdifuld erfaring.

Lou Harrison

Efter June in Buffalo tog jeg til Californien for at besøge komponisten Lou Harrison - et stort spring i enhver henseende.

Den 72-årige Lou Harrison er ikke ligefrem i vælten som et forbillede for unge komponister. Han imødegår da også selv den misforståelse, at han skulle være avantgardist. Han er, og har altid været traditionalist/ klassicist og"swears by melody". Han er overhovedet ikke interesseret i kompleksitet og fremhæver selv, at hans musik som oftest kun består af én linie. Harrisons musik er ofte karakteriseret ved en højtudviklet kanonteknik. Næsten alle melodier har en kanon indbygget, siger han, det er blot et spørgsmål om at finde dens afsætningspunkt (horisontalt og vertikalt).

Det er vel især Lou Harrisons samarbejde med John Gage, der har fået folk til at opfatte ham som "avantgardist". Men udover at byde på mange rytmiske vanskeligheder, da de blev skrevet (slutningen af 30'erne og fremefter), og at anvende eksotiske instrumenter og "junk" så som bremsetromler (der på den tid i øvrigt fandtes i langt ædlere legeringer end nu om dage) er strukturen i disse kompositioner meget enkel og bærer ofte titler som "symfoni" eller "salmer" (canticles).

Man skal imidlertid passe på ikke at undervurdere Harrisons betydning. John Gage har beskrevet Lou Harrison som "one of the most prolific composers of all times" og sammenligner hans indflydelse på amerikansk musik med Alan Hovhaness' og Henry Cowells. Han var i mange år, uden at vide det, Charles Ives' protegé - det blev først afsløret ved Ives' død, da Lou Harrison "arvede" hvervet som anonym legatbestyrer. Harrison var også med i de tidlige bestræbelser på at promovere musik af f.eks. Varèse, Cowell, Ruggies og Ives, og dirigerede uropførelsen af sidstnævntes 3. symfoni i 1947.

Østen i vesten

Lou Harrison fremtræder som en person af gedigen klassisk dannelse og dermed grundigt påvirket af europæiskkultur, selvom han finder det noget overmodigt overhovedet at tale om et europæisk kontinent: Hvad bilder de sig ind? Enhver kan se på et kort, at der er tale om en vestasiatisk provins!

I øvrigt betragter han ikke orientalsk kultur som væsensforskellig fra europæisk, snarere hæfter han sig ved en masse fællestræk, f.eks. at alle kystområder har en tradition for orkestermusik i modsætning til de centralkontinentale områders solistisk orienterede musik. Lou Harrison er opvokset i San Fransisco og har igennem dennes Chinatown haft orientalsk kultur tæt inde på livet, og f.eks. hørt kinesisk opera som en ugentlig foreteelse. Desuden er han dybt interesseret i snartsagt enhver form for "folkekultur", og har bl.a. herigennem fået den opfattelse, at man ikke bør være bange for at komponere i hybridformer - for "what else is there?"

Lou Harrison bor i den lille by Aptos, som ligger i Monterey-bugten, i et hus, han selv har designet og bygget sammen med sin ven og samlever, William Colvig. Netop under mit besøg var en ny bygning under opførelse på den naturskønne grund: en kombineret koncertpavillon og gæstehus (i det gyldne snits proportioner). Den skulle indvies under Cabrillo festivalen i juli med en koncert for gamelan-ensemble (som mest består af metallofoner, fra klokkespil til dybe gonger).

Javanesisk gamelan er Lou Harrisons allerstørste interesse (ikke balinesisk, fordi denne anvender bevidste upræcisheder i stemningen af instrumenterne, hvilket han ikke bryder sig om), og i husets musiklokale (The Ives Room) står en komplet, amerikansk gamelan - amerikansk fordi den er konstrueret af Harrison og Colvig. Størstedelen af Harrisons musik fra de senere år er da også for amerikansk gamelan i kombination med vestlige instrumenter, der kan intonere med den - hvilket selvfølgelig også krævere musikere, der f.eks. kan producere sekunder i frekvensforholdet 7/8 eller 6/ 7, subtiliteter som spiller en stor rolle i Lou Harrisons oplevelse af musik.

Uden at komme nærmere ind på, hvad gamelan-musik er for noget, kan ganske kort nævnes, at der i traditionel javanesisk musik findes to gamelan-instru-mentarier: et i "slendro", som er en pentaton skala, og et i "pelog", som er en heptaton skala. Dette forhold har Lou Harrison udnyttet i sin 2. klaverkoncert (1988) (med gamelan), hvor klaverets tolv toner er stemt i henhold til begge disse skalaer. De javanesiske skalaers særegne frekvensforhold, samt det forhold at de ikke er oktav-ækvidistante, stiller pianisten overfor at skulle nyvurdere instrumentet i samme grad som det er tilfældet med John Cage's preparerede klaver.

Bach: en taber

I "Ives-rummet" står også et gammelt Steinway koncertflygel, der har tilhørt først Percy Grainger og siden Henry Cowell. Det er et "veltempereret" klaver - i Kirn-bergers stemning nr. 2 (der opnås efter en bestemt rækkefølge af rene kvinter og tertser og ender med en ligedeling af en irrationel septim). Denne stemning anvender Lou Harrison i sin 1. klaverkoncert (1985) som er bestilt og uropført af Keith Jarrett. Koncerten anvender et orkester af strygere, trækbasuner og slagtøj, for at kunne imødekomme intonationskravene (og så har den været med til at kaste lidt glans over klaverstemmerhåndværket, ifølge Harrison).

Ligesvævende temperatur har ikke Lou Harrisons interesse. Og han finder moderne orkesterinstrumenter kedelige, sådan som de er underlagt industriens krav om ensartethed med henblik på verdensomspændende afsættelighed.

"J.S. Bach var musikhistoriens største taber", siger Harrison, mens vi står ved det historiske Steinway, "Oh boy, was he a loser" - ikke alene fik han aldrig opfyldt sit store ønske om at blive hofkomponist, for at føje spot til skade bliver hans største arbejde med tonearternes specielle egenskaber, "Das wohltemperierte Clavier" nu spillet i ligesvævende temperatur.

Der sniger sig her lidt bitterhed ind i Lou Harrisons ellers altid så perlende latter. For han ved godt, at slaget er tabt på dette område - han synes at mene, at den ligesvævende temperatur er blevet endeligt fastslået som den vestlige kunstmusiks norm igennem Schönbergs indflydelse på musikhistorien, - konstateret med stor respekt for Schönberg, som Lou Harrison studerede hos på et tidspunkt i 40'erne.

Givet er det, - som lidt klimpren på Harrisons klaver overbeviste mig om, at der er ofret nogle farver på den frie modulations alter.

"Cherish, conserve, consider, create"

"Cherish, conserve, consider, create" er mottoet for Lou Harrisons virksomhed,og det synes helt i overensstemmelse med hans personlighed. Han er en mand, der kan lide at slå øjnene op om morgenen for at se, hvor meget bambusvæksteme på terrassen er vokset - han har forøvrigt også, i sine yngre dage, været beskæftiget som blomsterarrangør og dyrlæge, sideløbende med sin kompomstvirksomhed - ogi dethele taget ligger naturen og dens skæbne ham meget på sinde. Selv om han er grundlæggende pessimistisk i den henseende, anerkender han dog også aggression som en nødvendig del af kreativ adfærd og har i den forbindelse udtalt, at "lust and greed" er de to største dyder i livet.

Det var for øvrigt en stor oplevelse at være med ham i "The Henry Cowell Redwoods State Park" med de gigantiske, tusindår gamle træer, der - selv om man efter sigende skulle kunne se musikstuderende fra det nærliggende Santa Cruz universitet meditere dér over den store komponist - beklageligvis er opkaldt efter en af egnens store jordbesiddere. Ejheller har nogen komponister lagt navn til de største træer. Det er forbeholdt præsidenter og generaler.

Der bliver indspillet en hel af Lou Harrisons musik i disse år, ogpersonligt ser jegmegetfrem til forestående udgivelser (på Musical Heritage) af hans "Elegiac Symphony"(1942-75) og et udvalg af hans kammermusikproduktion rækkende fra slagtøjsværket "Canticles nr. 3" til "A Summerfield Set" for klaver.

Årgang 64/1989-1990, nr. 03