Reprise?

Jeg skal sammenligne! Redaktøren har gransket gamle skrifter og fremlokket mig af skyggernes rige for at få sandsagn. Traditionen tro må da først erindringen vækkes.

1966 leverede jeg på opfordring DMT en kommenteret samling klip og glip fra en måneds københavnske musikkritik. Ingen undersøgelse, men strejflys over kritikkens sprog, niveau og arbejdskar. De sidste fandt jeg karge, især i sammenligning med litteratur- og kunstkritikkens. Artiklernes omfang var styret af publikkens oginvesteringernes: for lidt værkbeskrivelse, for megen (og for vilkårlig) domsudsigelse. Men værst og vigtigst, om skribenterne: »Omkring en trediedel af dem har ikke orienteret sig i deres fagområde siden 1900 - deres anmeldelser kunne være skrevet af deres egne oldeforældre. Med større berettigelse.«

I samme DMT-nummer mente Per Nørgård »at Danmark ikke besidder én anmelder, der virkelig er 'inde' i den nye musik (...) Der er nogle få unge, der gør et hæderligt forsøg. Klarer de skærene?«

Ja, det gjorde de. Tilbage i det varme nu fristes man til jubel over, hvor herligt vidt, de bragte det. Det er vel ikke præcis de dér unge fra anno dazumal som skriver nu, men 'korpsets' viden om det tyvende århundredes musik er større end tilforn. Man nåede det lige! Vist nok er også den aktuelle horisont blevet mindre provinsiel; ikke sært, med de medier, der er til rådighed.

At niveauet er højnet var min klare fornemmelse. Det behøver man ikke rykke ud med saksen for at opdage. Det mærkes heldigvis i den daglige -

Næ, holdt! redaktionen har bragt mig en kubikmeter aviser, septembers. Der var ikke mere råd til udklipsbureau; meget lærerigt. Gennem verdens daglige undergang i politik, vold, ulykker, ministre, økonomi, mad og investeringsobjekter fandt jeg undertiden frem til et lille hjørne med musik. Var der tyve sider ialt i denne måned? Om den musik: den klassiske og den nye 'kompositionsmusik'. Ingen onde ord om pladsen til andre genrer - men dem handler dette ikke om. Min gamle klage over tmin' musiks vilkår i dagbladene herhjemme kan jeg kun istemme påny. Jeg orker ikke argumentere idealistisk, men det forekommer mig at blot i forhold til den energi der ofres (også idealistisk! musikerne!) og i de midler, der investeres, er pressens dækning af området for ringe til at gøre det ud for en borgerlig offentlighed. Jeg tror ikke på at det er den borgerlige offentlighed selu der er så uinteresseret. Er det blot en slet tradition. Redaktionel skure. Ganske vist er der formentlig blevet mere musikstof, mere publikumsorientering, foromtaler, star-interviews, etc. Piadeanmeldelser er vokset til et vigtigt område, man er taknemmelig for. Men koncertanmeldelserne kunne nok tilstås mere plads, til en lejlighedsvis større fordybelse. Mere værk-reflektion. Måske også undertiden bredere omtaler af en musiker. Men dét jeg savner er større, orienterende artikler. Ikke kun reportager fra musikfester (også udlandets, tak), som vi dog af og til får - men baggrundsstof, både nyt og historisk. Det skal ikke proppes i anmeldelserne: »Arbejdsbetingelserne -tiden, pladsen, konkurrencen - gør det latterligt at opføre sig som musikforsker i en avis.« Skrev Jens Brincker i sidste nummer af DMT: »Hvis nogen ønsker at læse en videnskabelig afhandling (...) så lad vedkommende kigge i næste nummer af den musikvidenskabelige årbog eller musiktidsskriftet.« Javel, men hvorfor er der intet mellemleje, mellem videnskaben og det skinbarlige anmelden, nyhedstjenesten. Aviserneharjo dog populærvidenskabelige, kulturhistoriske osv. artikler om mange emner - men hvorfor næsten aldrig om musik? Er der ingen musikvidenskab værd at fortælle om til et større publikum? Ingen debat at føre om nutidens musik, om den stadige ændring af fortidens? Hvorfor ikke opfinde en musikalsk kulturjournalistik der kan måle sig med den litterære, med billedkunstens, med antikviteternes? Er redaktionerne da døve.

Måske er der tilløb? Jeg indtager ikke l m3 aviser hver måned. Der var ingen tilløb i septemberlæsset. Jeg må tilbage til virkeligheden, de tyve sider anmeldelser.

Som sidst: det er ingen undersøgelse, ingen systematisk analyse, kun impressioner. Men teksterne er læst parallelt og med så krakilsk opmærksomhed, som var man selv blandt de omtalte. Kan de bruge kritikken? Hvor meget tør vi andre lide på den?

Fra Den Daglige kender man normal-surhedsgraden af den udsendte og skønner sig til egen mulig vurdering. Men for mig er det vigtige snarere kritikernes fortælling om den musikalske oplevelse, rejsebeskrivelsen. (Men jeg er ligeglad, hvor de spiste, ja om, det er ikke den tny journalistik' jeg efterlyser). Naiv læser, som jeger ved morgenkaffen, har jeg størst glæde af de lykkelige eventyr. De bliver også gerne bedst fortal t. (Se 1).

Selv de syrlige skriver bedst om det bedste! Hvad der også har at gøre med skribent-etos. Jeg indrømmer at jeg skammer mig, hvis anmeldelsen er styret af en vits. Metaforer er lumske, sprogspillet fascinerer. Forledes criticus til nydende stiløvelse, snyltes der på læseren. - Men de fleste skriver godt, nogen med imponerende tæthed.

Hvad bringer de så? Klippene kan næsten tale for sig selv. Her er divergenser på flere planer. Uenighed som sådan gør jo ikke kritikken inhabil. Mankan ganske vist undre sig, når tilsyneladende objektive forhold beskrives modstridende. (Harmonik (nr. 2), tempo (3), en solists tekniske niveau (4), - og hvad mener de egentlig om den stemme (5)?). Divergerende tolkning af fælles data kan give sig pudsige udslag: var det dirigenten der svigtede violinsolisten eller omvendt? (6). Den anmelder, der holdt med solisten tier kvær om dirigenten s indsats ved den påfølgende symfoni - som de andre roser.

Ellers kunne man nu nok være enige: violinistens høje kunst stod ikke til debat - her drejer de små afvigelser sig om lytterens egen opleveisestolkning (7)... gad vist, hvad man selv ville have hørt: det søde peppet op med vitalitet - eller den ømhed, der næsten var en inderlig smerte?

To verdensorkestre på besøg. God prøve for vore skribenter. Her endelig (?) et niveau, hvor der kun kan tales om væsentligheder. Og det blev der faktisk også. Her var velargumenterede Tortællinger' (8), ogbetragt-ninger over fortolkningsmuligheder, som var værd at læse også for den der ikke havde hørt musikken - og som næppe har grund til at overveje om næste opførelse ville være flyvebilletten værd (9).

Man hvad skal man mon slutte af karakteristikken af Verdi-opførelsen (10)? Eller af N.V. Bentzons uropførelse (11)?

Måneden var næppe heldigt valgt, hvis vi skulle vise, hvordan ny musik beskrives eller vurderes: der har ikke væres meget af den - bortset fra en noget speciel art, computerfestivalens. Den gav anledning til diverse reflektioner over forholdet mellem (musik-) teknologi og 'menneske' (som måske ikke har ansvaret som sådan for teknologien...) Her var ellers noget som kunne føre ud i diskussioner og orienteringer af den 'bredere" slags, jeg efterlyste før. Det blev der ikke råd til. Men der blev dog skrevet livligt hjem fra færden, om ikke fyldigt (12).

Bliver man for mild og ligeglad, som årene går? Men jeg synes i alt fald, man nok kan være bekendt at råbe på mere plads til vore rnusikjournalister. Uforsvarligt er det ingenlunde.

Udsagn

Første tal angiver koncert (værk), andet tal en skribent. (Samme skribent samme tal, men kun indenfor den pågældende begivenhed).

1: Ravi Shankar m.f L

1.1 ... der er et trick et eller andet sted i dette her (...) Oplevelsen ved at lytte, med eller uden forkundskaber, er så stærk, og så ulig alle andre musikalske oplevelser ved sin store nuance-rigdom, sin skønhed og sin stoflighed, at man kan spekulere på, om vi i virkeligheden ikke dummede os, da vi opfandt akkorden. Det hele er vævet af melodi og rytme.

1.2 ... en overjordisk energi, der uophørligt og ganske ubeskriveligt modulerer og farver tonegalaxerne.

1.3 Tiden forsvandt. Ravi Shankar satte den i stå. (...) Alt hvad han gør transcenderer til ånd. Man overgiver sig til hans magi, opsuges, jaopløses næsten, ogman gør det trygt: Her hersker kun den mest elskelige menneskelighed.

2. Uropførelse af dansk missa brevis

2.1 ... sangbar rnelodik, støttet af en enkel neoklassisk harmonik med basis i stemmeføringen.

2.2... en fusion af traditionel kirkesang og højtopbygget 20. århundrede-harmonik.

3.1 ... Farten er der (...) ikke noget i vejen med når XX spiller. Hans fingerfærdighed er imponerende, han overhaler ikke alene de fleste klaverspillere, men også sig selv. (. ..)(Ianden afdeling, hvor)XXogså overhalede Chopin og mistede overblikket i f-mol fantasien, så vi ad mystiske genveje nåede frem til tre mazurkaer og en scherzo, som blev serveret i rekordtempo.

3.2 Nattevind over grave!/ Det var hvad Liszt fornemmede når han hørte den råkolde, hastige sidstesats af Chopins b-mol sonate (...) Den unge XX lod finale presto feje hen over tangenterne, uhyggelig. Lidt fejl rev han med sig - ligegyldigt, nattevinde var det uden tvivl, over grave! /Den sats blev en undtagelse fra reglen: XX's klaverspil var nemlig iø vrigt roligt, ligevægtigt og samvittighedsfuldt (...) Det blev en blid aften (...) XX holdt sig midtpå vejen, i den neutrale zone mellem indadvendthed og bravour (...) en meget behagelig Chopin, vi fik at høre, rig på detailstudier.

4.1 NN's guitar synger og smiler, leger og kærtegner. Som en violinist i den 'store' koncerttradition tager han føringen med næsten munumental formsans, udmøntet i svulmende legatofrasering og fornemt behersket rubato. Kadencerne bliver brændpunkter for hans dynamiske autoritet, men dynamikken er i bund og grund lyrisk og bliver ikke kørt ud som et solistisk egotrip: Tværtimod arbejder (han) sig ind i orkestret med kammermusikalsk lydhørhed.

4.21 de to guitarkoncerter var NN solist med et spil som var velgørende kontant, men teknisk langtfra pletfrit.

5.1 (...) røsten mangler frem for alt varme og glans i højden (al tvivl derom blev) bortvejret med ekstranummeret fra Meyerbeers "Huguenotterne".

5.2 (...) Alt blev omsat til toner, der tindrede i højden, var lidt spinkle i dybden (...) Broderikunst, der blev til petits points i ekstranummeret fra Meyerbeers "Huegenotterne".

6 Dirigenten & solisten: Serov & Mutter med Beethovens Violinkoncert.

6.1... påfaldende, så lidt hun gjorde ud af at spille op til eller bare musicere sammen med orkestret og den glimrende Edward Serov. Der ellers på deres side gjorde, hvad de kunne for at ledsage hende loyalt, og iøvrigt i koncertens anden afdeling tegnede sig for en fremragende udgave af Beethovens 4. Symfoni.

6.2 Mindre fornøjeligt (...) hvor megen energi hun måtte bruge for at bære sit eget parti. Dirigenten hjalp hende ikke, selvom violinstemmen i dette værk er så organisk sammenvokset med orkestret. Interessant nok var det også Edward Serov, der lod Anne-Sophie Mutter i stikken med Sibelius i Tivoli for ikke så længe siden. (...) Vist gjorde orkestret et godt stykke arbejde aftenen igennem. Men det blev ikke hjulpet op til en kreativ sameksistens med solisten. Det er på tide, at vi snart får lov at høre Anne-Sophie Mutter med en ordentlig dirigent, så publikum får mulighed for at opleve denne violinist under optimale vilkår.

6.3 Under den russiske dirigent Edward Serov spillede Odense Symfoniorkester Beethovens Fjerde Symfoni med en så smuk og homogen klang, som det er lang tid siden, at jeg har hørt det fynske landsdelsorkester præstere.

7 - og om Mutters Beethoventolkning:

7.1 ... begyndt at vove sig ud over skønhedsidealets og stjerneritualets snævre rammer. Det resulterer nogle gange i mærkeligt fortænkte tempospring og kunstige intensiveringer af musikkens puls. Men det giver sig også, navnlig i de lyriske passager, udtryk i et spil der ikke blot er åndeløst smukt, men også gennemreflekteret og dybdeborende.

7.2 ... Hun løftede buen, og Odense holdt op med at trække vejret. For at få det hele med. For ikke at miste en tone. Skønheden ynglede under hendes bue. Violinen sang. Og det er det karakterisktiske ved hendes kunst: En sødmefyldt klang, der ikke har sin lige. (... hun) forstod at peppe det søde op med en sprudlende vitalitet, så musikken stod fremme som et afvekslende og fint afbalanceret forløb. Men opførelsen var opsigtsvækkende fordi den viste endnu et trin i den fordybelse, som har været så markant for denne violinist gennem de sidste par år.

7.3 ... fandt en tone af ømhed, næsten af inderlig smerte i Beethoven. Man havde et indtryk af, at hun i spillende stund ikke med sikkerhed viste, hvad løsningen ville blive på de indre spørgsmål, som undervejs blev stillet. Og derfor lyttede man intenst ikke blot til stort violinspil, men bevæget og spændt til en indre musikalsk konflikt.

8 Solti & Chicago Symph.

Rossinis Barberen i Sevilla-ouverture:

8.1 ... lys, farver og humør i Rossinis boblende Barberen-ouverture (...) Har man nogen sinde hørt horn så perlende og basuner så brillante (...) Eller disse træblæsere, der snor sig som bløde silkebånd (...) Og klangfladerne, som farves med de fineste penselstrøg - det lød mirakuløst altsammen.

8.2 ... En herlig, blød obo over mørkt grunderende strygere i indledningen (...) Men så mere bastant magelighed end slankt fjedrende fuoco i hoveddelen (... hvor musikken ikke fik lov at være teatermusik ...) Den skulle have betydning, symfonisk betydning, blev pyntet op (...) mistede sin spænstighed, sit boblende, udfordrende højtryk, kom til at lyde som "Sevillas Pinjer" af Resphighi.

8.3 (...) et imponerende virtuost orkesterspil (...) omend Rossinis melodiøse toner er hørt mere charmerende.

Beethoven: Eroica-symfoni:

8.1... som om man aldrigfør har hørt denne symfoni (...) Dramatisk, mægtig og inderligt menneskelig fra dirigentens hånd (...) Endelig kunne man med egne ører konstatere denne musiks epokegørende kvaliteter (...)

8.2 en meget kultiveret Beethoven, romantisk kultiveret med altdominerende strygerfundament, ligesom polstret ud med strygerklang som for meget vat i begge skuldre foran på tribunen. Blæserne kom bagfra som gennem små huller. (...) ingen klangarkitektur overhovedet. Og ej heller nogen tempoarkitektur. (...) Sørgemarchen (...) smægtende plukket i stykker, rapsodisk opblødt til tonedigt (...)

8.3 (...) en perfekt realiseret nærlæsning af et partitur (...) som ikke kunne rokke ved ens forhåndsviden om, at det ikke er til Solti, man skal gå for Beethovens skyld. Heller ikke til Chicago Symfoniorkester, for denne vel-polerede klangfylde kunne kun få en til at savne... Wienerfilharmonikerne (...) Sørgemarchen blev spillet tæt og mere flot end gribende. Det var en imponerende musiceret Beethoven, men uden store og gribende, endsige nye aspekter. Der var ingen åndelig magi.

Chailly & Concertgebouw: Mahlers 6. Symfoni

9.1 ... håbe på at han efterhånden får mod til ikke at pinde så mange melodistumper ud som han nu gør. Men hans overbevisende og konsekvente udgave af symfonien er afgjort en stærk oplevelse.

9.2 ... Dygtigheden hos alle var hævet over tvivl. Også dirigenten (... men) en særdeles kontant herre, opsat på styring frem for alt. (...) Han overdirigerede, overtakterede, pindede alt ud som til et orkester af mindre rang (...) værket forblev et 'showpiece' kompositorisk og orkestralt.

9.3 Musikken smælder og gestikulerer, men den får ikke lov at strømme (... men så i finalens reprise:) Med ét var det som om den sammenbidte vilje blev afløst eller gennemtrængt af nerve og inspiration: Linieføringen samlede sinekræfterogfoldedesigud i et bredt åndende espressiyo, og som askeflager dalede den symfoniske tragedie stille på plads i kodaen. (Chailly) kan udfolde en ro og selvtillid der strækker sig ud over det rent tekniske mesterskab.

9.1 ... ingen transcenderende overtoner, men komponeret materiale, klarlagt med excellent kunnen, også med sans for den forrygende musikdramatiske effekt af hammerslagene i finalen (... hvor dog) det indre pres til at storme himlen blev erstattet med klinisk energi.

Til sammenligning vedr. en sprogdetalje:

(Fra anrn. nr. 2:) ... anden sats (...) uden plads til 'altväterisch' ynde og nostalgi i træblæsernes stive trio. Ikke drømmende poesi (...)

(Fra interview med Chailly:) 2. sats en dæmonisk variation (af 1. sats) med øjeblikke af illusion - som den alfaderlige (sid) obo-passage: en illusion og en genkaldelse af barndommen.

9.4 Kunne man have ønsket de få, rolige kontraster mere idylliske i denne tolkning? Måske, men det må siges at de fire satser kom til at stå som et urokkeligt hele, netop som en ubønhørlig skæbnebestemt tragedie. (... denne) udførelse var konsekvent i al sin bitterhed. / Dronning Margrethe (...) kunne sammen med dronning Ingrid tage del i et bifald, der viste, at alvoren, den virkeligt livsnære kunst, stadig har og må have en urokkelig plads i Århus Festuges program.

9.1 (...) Først skulle man gennem nationalsangene, den danske og den hollandske (...) Til benefice for de kongelige, der lod publikum og orkestret vente på sig urimeliglænge./Jeg troede, sligt efterhånden var afskaffet og overladt til fodboldkampe. En anti-klimaks var det i alle tilfælde til at begynde med, forud for netop dette dybt tragiske mahlerske storværk.

10 - Verdi: "Otello"

Forbemærkning af dirigenten i et interview: »Kapellet har den store flotte Wagnerklang, men den skal vi bare ikke bruge i Verdis "Otello" (...) Min Verdi er zack (...) jeg fortæller Shakespeares historie (...) når jeg dirigerer, dirigerer jeg dramaet.«

Kritik - Om dirigentens arbejde:

10.1 Det kgl. kapel fulgte ham i detaljer. Intet tempo var i overkanten, mange i underkanten (...) Men denne langsomhed udnyttede (han) ofte til at fremhæve detaljer, altså til at lade orkestret artikulere på noget nær samme facon, som Sinopoli dirigerer Wagner på. Og det var nu spændende.

10.2 (mere) klangmængde (end...) den nerve, der (...) fører forløbet i ét ubønhørligt sug frem til kulminationspunktet. Intensitet er hos (dir.) altid knyttet til det højrøstede. (...) mere opera end drama (...) musikken stønner af vrede og smerte (...) men er ikke passion i ordets dobbelte betydning. (... men man oplever dog:) noget medrivende, man ikke har været forvænt med i årevis på Det kgl. Teater.

10.3 (...) den perfekte germanisering, fortyskning af en opera, som (...) er mere italiensk end nogen, (...) pinligt at opleve hans narcissistiske show, selvforglemmende i betydningen selvoptaget, uden virkelig kontakt med musikernes og sangernes tempo, åndedrag og frasering, uden smil i klangen, uden sødme i melodikken, uden spændstighed i rytme og smidighed i dynamik, men til gengæld brutalt larmende og totalt blottet for humor og selvironi.

Dirigenten igen, profetisk:

Alle forventer, at en opera er noget rart og kært - men ofte skal det være forfærdeligt grimt.

Kritikken - om sangerne:

10.1 As gennemførte smukke og nuancerige sang i det ellers så morderiske titelparti. As tenor døde ikke før Otello havde stukket sværdet i sig.

10.2 (...) det er meget A får ud af rollen i betragtning af at han ikke har den rette stemme til den. For han har immervæk alle toner i den. Og hvor han ikke har den fornødne dramatiske sprængkraft i dem, hjælper han sig ikke ueffent med melodramatisk mascara ved at bryde ud i det råbende eller vrængende eller hulkende. (...) uforsvarligt er det ingenlunde at opføre værket med ham.

10.3 (...) en fremragende Otello, stemmemæssigt ikke født til partiet, men han synger ulasteligt rent og intelligent, mere smeltende smukt end før og mere levende, mere smidig på scenen (...)

10.1 Bs flot syngne Jago havde fået mere intensitet og format.

10.2 (...) det er ikke nok at en sanger har alle toner til rollen, hvad B vitterlig har (...) når der ikke er skabt ondt i nogen af dem.

10.3 Bs Jago er en kedelig klipfisk, grov i klangen, utydelig i teksten og uden egentlig bud på rollen.

Men så: Den eneretfærdige...

10.2 (...) atter engang X der - som veneziansk udsending - satte tingene i perspektiv med en virkelig røst. Én der kunne høres uden vanskelighed, også uden vanskelighedfor sangeren selv(...)

... som dog ikke altid er den samme for vore herrer:

10.3 (...) Mens Ymed Montanos få strofer markerede sig i særklasse foran alt og alle.

11 Om N.V. Bentzons op. 530 uropført af autor

11.1 Musikken viser sig at være båret af en stram o-verordnet økonomi, parret med en masse musikalske og pianistiske raffinementer (...) hver af de 48 satser synes at have sin egen karakter (...) i den sidste store dobbeltsats i h-mol klinger en afklaret ro, en smuk og stilfærdig melankoli (...)

11.2 (...) Bentzon spillede og spillede (...) Der hænger mange æbler på dette træ. Men der var kun få af dem, der fik min appetit til at stige. / Smagfulde kontraster, glimt af klanglig originalitet, antydninger af interessant melodik, tilløb til raffinerede motiv-bearbejdelser og kontrapunktiske løsninger - jo der var nogle æbler, der kunnehave været meget flotte,hvis træetblevplejet med omhu. F.eks. gennem beskæring. Bentzons værker trænger enormt til en skarp saks, der kunne give-tonemængden form og facon. (...) Nuvel, en smuk sensommeraften på Louisiana er ikke til at foragte. Og så gør det ikke noget, at Niels Viggo spiller klaver.

12 Fra Århus Computermusikfestival

12.1 Amerikaneren Charles Dodge insisterer på at kommunikere og bruger computeren i en meget spændende dialektik mellem det personlige og det automatiske. Dodges "Viola Elegy" for bratsch og computer-genereret bånd er en klagesang over komponisten Morton Feldmans død i 1987. Båndets svævende, fluktueren-de væv af æterisk uhåndgribelige stemmer er et skyggerige af hvis uendelige genetiske muligheder bratsch-en materialiserer sig som menneske af kød og blod. Enkelt og alvorligt præsenterer den sine brudte fraser der vinder bredde og selvstændighed og munder ud i en kadence, omsider frigjort fra sit anonyme udspring. Det er klingende metafysik på en smuk og meget anskuelig måde.

12.2 Charles Dodges "Viola Elegy", hvor en - ikke mindst i Hans Stengaards udførelse - meget melankolsk bratsch-stemme konfronteres med båndmusik, men uden at man for alvor fornemmer nogen kontakt mellem musiker og maskine.