Spanking

Vi er nogle stykker, som får ørene i maskinen i dette nummer af DMT. Musikkritikken får læst og påskrevet af komponisten, professor Karl Aage Rasmussen. Redaktionen får læst og påskrevet af Berlingske Tidendes musikkritiker Jakob Levinsen. Universiteternes musikvidenskabelige institutter får læst og påskrevet af de to københavnske musikstuderende Trine Boje Mortensen og Morten Michelsen. Ind imellem er der også trøstens ord at hente. Komponisten, professor Peter Brask kan huske tilbage til 1960'erne, hvor det stod endnu værre til med kritikken af den ny musik i de danske dagblade. Søger man efter halmstrå til druknendes redning i teksterne, kan man finde diskrete tegn på, at tendensen er positiv. Men det er nok ikke tilrådeligt at slå sig til tåls dermed.

Det officielle musikliv, specielt musikuddannelserne, står nemlig også til spanking i denne tid. På den ene side blomstrer musiklivet i kommunalt og privat drevne musikskoler og i fritidsundervisningen, hvor musikundervisning er tredjestørste fag inden for voksenundervisningen (kun overgået af idræt og syning). På den anden side truer nedskæringer og lukninger de "højere" musikskoler.

Seminarierne har allerede været igennem en stor nedskæringsrunde, der næppe kan undgå at smitte af på Lærerhøjskolen og dens musikoverbygning. Universiteterne har i ministerielle papirer fået at vide, at ét, måske to, musikinstitutter er nok til at dække behovet i Danmark. Og selv om disse papirer er lagt i skuffen og erstattet af andre, skal man ikke ånde lettet op. Faget musik står også i det seneste ministerielle udkast som et af de vanskelige problemer, der tages op til speciel behandling, når de generelle katastrofer er overstået.

Såvidt undervisningsministeriets Direktorat for de Videregående Uddannelser. I kulturministeriet lader mønstret til at gentage sig med en vis tidsforskydning. Konservatorierne ser en fremtid i møde, hvor institutionslukninger og sammenlægninger kan blive eneste alternativ til udsultning.

Den slags perspektiver opfordrer til ransagelse. Statens Musikråd har taget initiativ til en konference om den musikpædagogiske situation i Danmark. Undervisningsministeriets Direktorat for Gymnasieskolen og HF har udvalgt musik blandt de fag, der skal kulegraves fra underskolen til universitetet.

Hvordan skal det - i dette perspektiv - gå med den ny kompositionsmusiks stilling i de danske musikuddannelser og på længere sigt i den danske offentlige bevidsthed?

Hvis udgangspunktet er så svagt, som Trine Boje Mortensens og Morten Michelsens analyser og Karl Aage Rasmussens kommentarer lader formode, kan man frygte, at den solidaritet med ny musik, som Jakob Levinsen fremhæver i sit indlæg, vil gå fløjten. Den institutionelle forpligtelse til at beskæftige sig med det nye, som institutbestyrer Jens Peter Jacobsen fra Aarhus Musikvidenskabelige Institut citeres for, kan meget nemt blive en af de forpligtelser, der opgives, når institutionerne for alvor skal til at prioritere mellem vor tids populærmusik, den klassiske musikkultur, praktisk musikudøvelse, ny musikteknologi og hvad alle de institutionelle forpligtelser nu hedder. Beskæftigelsen med ny musik kan (igen) blive reduceret til en privatsag, interessant for et lille mindretal af langørede, som er blevet trætte af Wagner og Mozart.

"Ud af ghetto'en" hedder det i en anden af DMT's artikler om Den nordiske Komponistkongres i Oslo. Dér kunne man fra norske og finske deltagere spore en vis optimisme, en vilje til at bryde den isolation, som de fleste deltagere følte snærende for den ny kompositionsmusik. Hvis den optimisme skal brede sig til dansk musikliv, er det ikke nok med viljen. Der skal også handling til, en fælles koordineret handling som kan vise, at den ny danske kompositionsmusik er for vigtig til at blive nedprioriteret. Det er ikke nok at krumme ryg og tage imod kløene.

Jens Brincker