Ud af ghetto'en

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 03 - side 98-99

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapport fra Den nordiske komponistkongres og Nordlyd-festivalen i Oslo


Af Jens Brincker

Den anden nordiske komponistkongress fandt sted på Musikhøjskolen i Oslo i efterårsferier. 17 norske, ti svenske, otte finske, fire islandske, tre danske og en færøsk komponist var samlet til drøftelse af temaet "Komponistrollen i forandring'' og indledninger og opsummeringer, som blev holdt af komponister og forskere fra Danmark, Norge og Sverige med den tyske komponister og Stuttgart-professor Helmuth Lachenmann i spidsen. Selve kongressen varede fire dage - fra mandag til'torsdag - med sessioner formiddag og eftermiddag hver dag, men desuden fandt den sted inden for rammerne af foreningen Ny Musikks Nordlyd-festival med en eller to koncerter hver aften. Så det var et hårdt program, de norske værter havde lagt for deres gæster. Men et godt program.

Nordlyd-festivalen var flot. Som en generalprøve på Verdensmusikdagene, som finder sted næste år i Oslo, viste den bredden i Oslos ny musik-miljø. Den norske opera havde urpremiere på en ballet med musik af Synne Skouen; Oslos Sinfonietta, Oslos Filharmoniske Orkester og Kringkastningsorkestret bidrog med tre orkesterkoncerter; Ny Musikk's "musikerpool" CIKADA spillede kammermusik sammen med det norske K-4 ensemble og den finske Avanti!-strygekvartet; der var elektronmusik, solokoncerter, slagtøj og deltagelse af Musikhøjskolens Samtidsensemble med udmærkede opførelser af Wolfgang Rihms Chiffres l, 4,6 og 8. Både kvantitativt og kvalitativt, hvad angik flertallet af opførelser, var det en imponerende demonstration af ny norsk musik og musikliv, man overværede.

Der var også en berettiget undertone af tilfredshed i det indlæg, der indledte komponistkongressen: Presidenten for foreningen Ny Musikk, musikforskeren Geir Johnson, trak perspektiverne op for den norske komponists aktuelle situation og konstaterede, at:

»I vår del af verden er det fortsatt en viss regularitet i framføring af samtidsmusikk. De siste tyve årene har denne til og med økt, men andre ord at avstanden mellom musikken og publikum har minsket. Det er en rekke radiostasjoner som arbeider aktivt for og støtter samtidsmusikken, stadig flere store institusjoner ser det som en viktig oppgave å støtte framfø ringen af nye verker, og det er stadig nye komponister som presenterer seg med arbeider i internasjonale fora. ... Det foregår i 80-årene en voldsom opprustning av musikpro-duksjonen i den seriøse leir, godt støttet af store radiostasjoner og kulturelle organisasjoner, men like füllt synlig, og med et betydelig indre liv som ikke kan være resultat av den betydelige subvensjon som blir genren tildel. Snarere er det tale om en genre som ville ha greidd seg nærmest uansett, for den indre viljen til å skape musikk ogframføre den har fått sin renessanse.«

Alligevel måtte Geir Johnson konstatere, at den ny kunstmusik trods ekspansion og succes befinder sig i en ghetto i et musikliv, der ekspanderer så kraftigt at partiturkomponisten bliver overhalet af den klassiske musikkultur og populærmusikken. I denne situation så Geir Johnson komponistens rolle som en herold, der i et moderne, informationsteknologisk samfund bringer profeterer om:

»Det skapende menneske, mennesket som har erobret sin egen substans, og som forholder seg til den eksisterende og stadig forandrede verden i en kontinu-erling kamp med denne.«

To slags profetier

Geir Johnsons beskrivelse af komponistrollen som herold blev taget op af to komponister, der profeterede fra hver sit ståsted.

Vægtigst førte den tyske komponist, professor i Stuttgart, Helmuth Lachenmann sigfrem. Han er blevet en art guru for dele af det norske ny musik-miljø, oghan levede op til forventningerne med et indlæg i den store, filosofiske tradition, der formede sig som en tilintet-gørende kritik af såvel de postmoderne tendenser som de forsøg, der gøres på at videreføre modernismens strukturalisme videre.

Helmuth Lachenmann så kun én vej for kunstmusikken: Nemlig den vej der over total negation fører til destruktion af det overleverede skønhedsbegreb og til en tabula rasa, hvor komponisten kan bygge en ny skønhed op, der giver afkald på alt tilvant.

Det lød meget imponerende og velovervejet. Egentlig meget mere overbevisende end Hans Gefors' indlæg om Aladdins lampe, der fortalte hvordan den moderne komponist kan betvinge en operainstitution ved at gå ind på dens tekniske præmisser og forny den indefra, som Hans Gefors har forsøgt at gøre det med sin opera "Christina", der blev opført med succes på Stockholms opera. Hans Gefors'indlæg var ikke ledsaget affilosofiske argumenter, men af videodemonstrationer fra "Christina", "Erwartung" og Syberbergs "Parsifal" film. Men modsætningen mellem de to indlæg blev sat i relief af opførelserne af de to komponisters værker på koncerterne.

Her viste det sig nemlig, at Helmuth Lachenmanns filosofisk stærke position kunne føre til en slags musikalsk lammelse i værker som "Kinderspiel" for klaver, som han selv spillede på Musikhøjskolen, eller værket "Guero" for klaver, som blev opført af en af de studerende.

Navnlig "Kinderspiel", hvor en af satserne tager rytmen fra en børnesang og applicerer den på en kromatisk skala fra klaverets øverste til den nederste tone, kom til at virke som manér; og den mystiske søgen efter lydeffekter på klaverets strenge i "Guero" virkede som 50'er nostalgi. Så var der mere spænding og substans i Lachenmanns soloværker for cello og klarinet og i hans strygekvartet "Gran Torso", som Avanti! kvartetten spillede på Heinie-Onstad kunstcentret. Men ved Avanti! kvartettens koncert var det Paavo Heininens strygekvartet op. 32C, som var den store oplevelse i kraft af tætheden i strukturen og den fremragende opførelse. Og da Hans Gefors' slagtøjsstykke "Krigets Ekko" blev spillet på Black Box teatret måtte man medgive, at den filosofiske underbygning, hans argumentation savner, i høj grad erstattes af personlig udtrykskraft og evnen til at skabe et tæt og intenst formforløb.

Den ny teknik

Modsætningen mellem den filosofisk underbyggede modernisme og den mere spontant realiserede postmodernisme var kun ét af de temaer, som blev trukket frem under komponistkongressen. Et andet tema var den ny teknologi og dens anvendelse i kompositiosmusikken.

Her var hovedaktøren svenskeren Rolf Enström, der befolkede auditoriet i Musikhøjskolen med computere, video- og CD-afspillere og andet isenkram, og demonstrerede analyseprogrammer, interaktiv video og andet godt. Man fik gennem Rolf Enströms demonstration et indblik i de uhyre muligheder, som den nyeste computerteknik byder komponisten og musikpædagogen. Men det var karakteristisk at forelæseren både fysisk ogmentalt forsvandt bag sine maskiner. Han blev på en eller anden måde anonym, en formidler af teknologi eller en agent for et computerfirma, oghan spillede ikke ud med en æstetik, som kunne forklare eller forsvare, hvorfor han foretrækker teknikken som instrument.

Også her gav koncerterne imidlertid et værdifuldt supplement. Blandt de mange elektroniske værker, der blev opført, var Rolf Enströms "Slutforbandelser" til tekster af den svenske forfatter Elsa Graves, og de gav fornemmelsen af et stærkt engagement. Et forsøg på at fravriste den moderne teknologiske verden et af dens mest magtfulde instrumenter, så det bliver fristillet til en kritik af den vold mod naturen, som menneskene øver i teknologiens navn.

Jeg fandt Rolf Enströms elektronmusik langt mere sympatisk end Synne Skouens kombination af elektroniske klange, sang og orkestermusik til balletten "Volven" med scener fra den nordiske mytologis skabelsesberetning, der var Den norske Operas bidrag til festlighederne. Synne Skouens musik består af klangtapeter fra højttalerne og klicheer fra orkestret, der ikke selvstændigt antyder en retning eller udvikling, men følger begivenhederne på scenen slavisk. Nogle gange med gode pointer: En kvik scherzo-sats der spidder et erotisk undertone i kampen mellem Tor og Loke; en smuk, sval nordlys-agtig klang der akkompagnerer skabelsesscenen. Men musikken forstærkede generelt koreografiens tendens til tomgang og gentagelser.

Det var en skam, fordi Den norske Operas satsning på festivalen var med til at demonstrere den betydning, Oslo tillægger foreningen Ny Musikk og dens virke. Man har fornemmelsen af, at byens døre står åbne for den ny musik. Operaen, Koncerthuset, Musikhøj skol en, teatre og museer byder på fremragende rammer om begivenhederne. Musikerpræstationerne især af ensemblet K-4 og den importerede Avanti! kvartet var inciterende gode. Der er ingen tvivl om, at Oslo er godt i gang med at forberede Verdensmusikdagene i 1990, og at idéen om at kombinere komponistkongresser og musikfester har fremtiden for sig.

Årgang 64/1989-1990, nr. 03