Universiteterne og den ny musik

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 03 - side 87-89

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

- en kort situationsrapport fra de musikvidenskabelige institutter i Danmark. I artikelserien om institutionerne og den ny musik, lægger vi i dette nummer ud med en rapport om universiteterne og den ny musik. Artiklen er blevet udarbejdet på baggrund af interviews med Jens Peter Jacobsen, Institutbestyrer på Århus Universitet, Erling Kullberg, lektor ved Århus Universitet og Peder Kaj Pedersen, lektor ved Aalborg Universitetscenter.


Af Trine Boje Mortensen og Morten Michelsen

På tre af de danske universiteter er der institutter for musikvidenskab. Det drejer sig om Aalborg Universitetscenter (AUC), Århus Universitet (AU) og Københavns Universitet (KU). Musikinstituttet ved Københavns Universitet er det ældste. Det blev oprettet omkring århunderedeskiftet. Instituttet i Århus er fra 1948 og Aalborgs er fra begyndelsen af 70'erne.

De tre institutter optager for øjeblikket ca. 120 studerende om året; flest i København, nemlig 58, 35 i Århus og færrest i Aalborg, nemlig 25. Der er 18 fastansatte lærere på KU, 14 i Århus og 6 på instituttet i Aalborg.

På alle tre institutter kan man erhverve en cand. phil. grad efter 4 års studier, der består af 2 års grunduddannelse og 2 års overbygningsuddannelse. Derudover kan man opnå en mag. art. grad efter 2 års videre studier eller en Ph. D. grad efter 2-3 års videre studier. Det er også muligt at blive B.A. (Bachelor of Arts). En B. A. svarer til tre årsværks eksaminer på universitetet. Man kan blive B.A. i musik, uden at alle tre årsværks eksaminer er fra et musikinstitut. Cand. phil. uddannelsen kan lede til en ansættelse i gymnasieskolen eller andetsteds, medens de to andre uddannelser sigter mod en egentlig forskning. Hvad en B.A. er godt for, vides endnu ikke. De nævnte studietider overholdes sjældent. I København, hvor de studerende er længst om studierne, er det ikke usædvanligt at se studietider på 8-10 år blot for at komme igennem de normerede 4 år på cand. phil. uddannelsen.

Studierne på de tre institutter er reguleret af eksamensordninger. Normalt kan de studerende beskæftige sig med den moderne musik i faget musikhistorie og i det afsluttende speciale. Musikhistorie er normeret til ca. et årsværk (ca. et halvt på grunduddannelsen og ca. et halvt på overbygningen) og specialet til et halvt årsværk. Alle tre eksamensordninger stiller krav om beskæftigelse med det 20.århundredes kompositionsmusik. Det vil sige at kandidaterne ikke nødvendigvis kender noget til kompositionsmusikken efter 1945, endsige sådan som den udfolder sig i Danmark. Emner som Strauß, Mahler eller Debussy kan for så vidt dække det 20. århundredes kompositionsmusik.

At den nyeste kompositionsmusik ikke i højere grad er repræsenteret på universitetet skyldes flere ting.

For det første er populærmusikken blevet indrømmet en plads i de akademiske haller. Det er med denne musikalske baggrund de fleste studerende kommer idag - og mange fortsætter i den, idet den populærmusikalske tradition i høj grad er præget af praktisk musikudøvelse. Og det er dét de fleste studerende interesserer sigmestfor. At populærmusikken er blevet comme il faut på universiteterne, har været en nødvendig udvikling. I dens kølvand opstod krav om øget vægtning af brugsaspektet: praktisk musikudøvelse og pædagogisk metode. Krav, der blev formuleret af Gymnasieskolens Musiklærerforening og af 70'ernes og 80'ernes studerende. Det har stort set kun været disse to grupper, der har stillet eksplicitte krav til musikstudierne. Og de er efterhånden trængt igennem - nogle steder dog mere end andre.

For det andet er lærerstabens baggrund en vigtig faktor. De fleste af disse har rod i en traditionel musikvidenskabelig skoling. Den traditionelle musikvidenskab opfatter primært sig selv som en historisk videnskab. Samtidig har nogle af de fremmeste danske musikforskere specialiseret sig i historiske emner; Jens Peter Larsen i Händel og Haydn og Knud Jeppesen i Palestrina. Der er selvfølgelig undtagelser, bl.a. Jan Maegaard, Jens Brincker og Erling Kullberg, men det ændrer ikke stort ved institutternes lærerkorps' faglige profil. Desuden blev den nyere kompositionsmusik nedprioriteret i 70'erne. Nye områder som populærmusik og musiksociologi, hvor der manglede lærere, blev opprioriteret i instituternes ansættelsespolitik.

For det tredie er der de økonomiske forhold. Tidligere havde institutterne undervisningsassistenter og eksterne lektorer, der ofte fungerede som saltvandsinsprøjtninger på de faglige miljøer. Der var penge til usædvanlige initiativer oglignende. Idag er situationen en anden, f.eks. er man nødt til at have 10-20 personer på et hørelærehold i København. Ligeledes har der på Københavns Musikvidenskabelige Institut ikke været nyansættelser de sidste 10 år. De ledigtblevne stillinger, heriblandt et professorat, genbesættes ikke. De katastrofale økonomiske forhold gør også at de færdiguddannede kandidater, der har specialiseret sigi den ny musik, ikke har mulighed for at blive ansat i forskerstillinger. Der er enkelte yngre, kompetente kandidater, der, hvis de er heldige, kan undervise på et enkelt kursus ved universitetet som undervisningsassistenter. Der kan de så få brugt deres evner og viden i et halvt år. Den uddannelses- og forskningspolitik, der har været ført gennem de sidste 10-15 år, har gjort, at der går en masse inspirerende og initiativrig arbejdskraft løs i landet, og at der tilgengæld er bundet en anden portion arbejdskraft - en lidt ældre - til de tre institutter. Og sidstnævnte har alt rigeligt at gøre med at opfylde de forsknings- og undervisningskrav, der bliver stillet indefra, udefra og oppefra. Og de får ikke engang tak for det, blot mere kritik. Det er intet under at den fastansatte lærergruppe kan virke træt og overbebyrdet indimellem. Alle erkender, at den manglende fornyelse er et problem. Det eneste løsningsforslag indtil videre omhandler et 'gyldent håndtryk' til de ældre medarbejdere. Herved kunne der (måske) frigives midler til ansættelse af yngre medarbejdere. Men et sådant forslag har lange udsigter.

Situationen på de tre institutter

Mange forhold er fælles for de tre institutter, men de har også særegne træk, som vi vil komme lidt nærmere ind på nedenfor. På musikinstituttet ved Århus Universitet er der hvert semester musikhistorieseminarer om musik skrevet i det 20. århundrede. Derudover er der et rimeligt institutionaliseret samarbejde med DIEM (Dansk Institut for Elektroakustisk Musik) i Århus Musikhus om et satsteknik/kompositionskur-sus ved Wayne Siegel med brug af avanceret computerteknologi. Undervisningen i det 20. århundredes musik foregår både på grunduddannelsen og på overbygningen. Der bliver skrevet opgaver og afhandlinger om moderne kompositionsmusik - og moderne dansk ditto - på alle niveauer, lige fra grunduddannelsen til specialeniveau. Derudover foregår der selvfølgelig forskning på lærersiden. På alle tre institutter er det i større eller mindre grad sådan, atlærernehar deres eget for sknings-og interesseområde. På Århus Universitet er der 2-3 lærere, der beskæftiger sig med musikken efter 1945. En af dem er Erling Kullberg. Han siger om specialesituationen: »Vi har til stadighed specialestuderende, der beskæftiger sig med den nye musik - dem er jeg som regel vejleder for. I sidste semester har der været et speciale om Per Nørgård, et om Ligeti og et om den polske skole. For bare at tage et semester. Der er også to ny-dansk-musik specialer på vej. Det ligger ca. på det niveau med nogle stykker om året.«

Der er intet institutionaliseret samarbejde mellem AUT og musikinstituttet i Århus, men der findes både lærere og studerende, der som enkeltpersoner er aktive i foreningen. Erling Kullberg mener, at kunne spore en stigende interesse for AUT-koncerter blandt de studerende. Af nye tiltag på AU vedrørende den nye musik kan nævnes et iniativ Kullberg har taget til at lave et arkivfor ny dansk musik. Arkivet skal samle al dokumentation - både skriftlig og hørbar - om dansk komposi-tonsmusik, fortrinsvis efter 1955, for siden at fungere som præsenssamling.

AUC's musikvidenskabelige institut er i en anden situation end de to 'gamle' institutter. Instituttet er, idet det blev oprettet i midten af 1970'erne, opvokset med den rytmiske musik. Og man må nok sige at netop populærmusikken er grundlaget for den musikvidenskabelige uddannelse her, i langt højere grad end i Århus og København. De fastansatte lærere er gennemsnitlig også en del yngre end på de to andre institutter. Musikinstituttet på AUC har et søsterinstitut, der hedder Musikterapi. De to uddannelser har fælles første-semester. Også i Aalborg er der undervisning i det 20. århundredes kompositionsmusik på alle niveauer. Spredningskravene på overbygningens musikhistorie er anderledes formuleret end på de andre institutter. De er i langt højere grad genreprægede end årstalsprægede. Langt de fleste specialer fra AUC handler om populærmusikalske emner, eller er musiksociologiske betragtninger.

Om forholdet til NUT siger Peder Kaj Pedersen fra AUC: »Man må nok sige at foreningen mest har sin rod på konservatoriet. Men vi var med til at danne foreningen i sin tid. Idag deltager lærere og studerende mest som enkeltpersoner. Specielt på Musikterapi er de interesserede. Der arbejder de med improvisatorisk udfoldelse, der har meget at gøre med nogle sider af kom-positionsmusikken.«

Aalborg-instituttet har haft deres eget fakultet imod sigi mange situationer, og for øjeblikket er der rygter om nedlæggelse i forbindelse med de almindelige nedskæringer på det humanistiske område. I modsætning til de to andre institutter, er Aalborg meget interesseret i et samarbejde med det lokale konservatorium, både udfra økonomiske ogfaglige overvejelser. En ny og værdifuld forskningstradition inden for den masseproducerede musik i alle dens aspekter vil forsvinde med instituttet, hvis det skulle blive nedlagt.

København har ligeledes undervisning idet 20. århundredes musik i hvert semester, både på grunduddannelsen og på overbygningsuddannelsen. Det har dog stået lidt skralt til med liniekursusudbuddet på grunduddannelsen om dette emne. Det har resulteret i, at mange grunduddannelsesstuderende har fulgt overbygningskurser. Også på KU er det 2-3 lærere, der tager sig af denne undervisning. Der har i et enkelt semester været samarbejde medkonservatoriet om etelektronmusikkursus ved Ivar Frounberg. Ligesom på AU har der på KU kunnet spores en stigende interesse for den moderne kompositionsmusik. D er bliver efterhånden skrevet en del specialer om moderne - og især dansk - kompositionsmusik. Flere komponister har været gæsteforelæsere ved forskellige arrangementer, og der har været afholdt nogle kurser om relevante emner ved Jens Brincker. I indeværende semester har et par studerende selv taget initiativ til et kursus om dansk musik efter 1960. Kurset køres ikke af en lærer. 'Undervisningen' består dels af foredrag/ diskussionsoplæg af udefra kommende, dels af de studerendes egne fremlæggelser. Det er håbet, at der efter kurset kan publiceres et kompendium med opgaver og indlæg skrevet af de studerende.

Et andet studenterinitiativ er at afholde en dansk uge i slutningen af semestret. Den vil selvsagt omhandle andet den ny musik, men denne vil dog få en rimelig central placerin g. Det at Dansk Musiktidsskrift har fået lokaler på instituttet vil forhåbentlig medvirke til en øget interesse hos de studerende. Men indtil videre synes det at være så som så med effekten.

Å hva' så!

Få svaler gør heller ingen sommer! Det ser ud til at den ny kompositionsmusiks stilling på danske universiteter er blevet lidt bedre gennem de sidste 5-6 år. Men der er langt igen. Den perfekte løsning ville være at ansætte lærere til at varetage området, men det kan ikke lade sig gøre p.gr.a. de økonomiske forhold.

En mere realistisk løsning ville være forskellige former for animation og koncerter, således at de studerende i det mindste kan komme til at høre musikken og ikke mindst tale om den og diskutere den. De musikstuderendes interesser er nok ikke så forskellige fra de almindelige publikums, blot er de mere nysgerrige. Langt de fleste kurser på institutterne om den ny musik er oversigts- eller introduktionskurser. Der er meget få dybdeborende kurser om specielle emner. Og blandt publikum til koncerter med ny musik er der stadig utroligt få musikstuderende og lærere (det på trods af fribilletter osv.). Det er nødvendigt at tage ganske radikale midler i brug for at få vakt interessen for den ny musik. Man kunne bruge tvang ved at gøre emnet til et specifikt krav i eksamensordningen. Men det er næppe tjenligt. Man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Spørgsmålet er så om der er en form for forpligtigelse blandt lærerne til at beskæftige sig med det nye? Spurgt direkte svarer institutbestyreren fra AU: »Nej, det kan man ikke sige. Instituttet har en forpligtigelse til at beskæftige sig med det nye, men vi ser ikke nøje på, om den enkelte lærer dækker flere områder. Så der altså ingen direkte krav om, at man skal gøre netop det.« Hvordan er det så med forpligtelsen hos de studerende? Erling Kullberg er enig i dette synspunkt, men fremhæver de studerendes forpligtigelse: »Jeg synes at alle studerende uanset interesse må have en naturlig forpligtigelse til at se på, hvad der foregår her og nu. Det kan godt være, at de ikke er interesserede i Per Nørgård eller Pelle Gudmundsen-Holmgreen, men de kan ikke slippe for at interessere sig for, hvad der skrives og tænkes som musik i 1980'emes Danmark.«

Det er ikke videre udbredt blandt de musikstuderende at beskæftige sig med vor egen tid. Hverken musikken, de æstetiske problemer og diskussioner, kulturpolitikken eller den almindelige samfundsmæssige udvikling har en central plads i universitetsmiljøerne. Undtagelsen er den mere fade del af populærmusikken, der opfattes som væsentlig ud fra musikpædagogiske overvejelser. Man fristes til at anskue det som anti-akademisme: at man ikke vil være ved, at institutternes raison d'être er universitetsuddannelsens -på både godt og ondt. Man kan sige, at der i hele det akademiske miljø ved de humanistiske fakulteter er opstået en erhvervsretning, der udkonkurrerer den faglige nysgerrighed og som skærer trådene over, både bagud - til den æstetiske diskussion - og til siderne - til de andre humanistiske fag.

Der er på alle tre institutter mulighed for at lære noget om den ny musik, både den inden- og den udenlandske. Og det er helt fint, men der er ikke bare nok. For der er ikke noget egentligt fagligt miljø for den ny musik på nogle af institutterne. Ingen af stederne er det naturligt at beskæftige sig med kompositionsmusik efter 1945, intet sted bliver man decideret opfordret til det, hverken af medstuderende eller lærere. De enkelte tiltag der er på AU og KU er enlige svaler; der er ikke noget samlende punkt, og det er det der skal til - her som alle andre steder - for at få opbygget et egentligt miljø omkring den ny musik i universitetssammenhænge. Et miljø, der kan blive til benefice for mange andre end blot universitetet.

Trine Boje Mortensen og Morten Michelsen studerer musikvidenskab ved Københavns Universitet. Artiklen er illustreret med tegninger a f uglen i: A.A. Milne, "Peter Plys og hans venner", Gyldendals Forlag 1954, og A.A. Milne, "Peter Plys", Gyldendals Forlag 1979.

Årgang 64/1989-1990, nr. 03