Debat - Professionelle kor - en dansk umulighed ?

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 04 - side 142-143

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den seneste tids kontroverser i Odense om et statsansat vokalensemble, for og imod Års Novas ansættelse i Odense er et symptom på det danske musiklivs uklare holdning til professionelle kor. Ved første øjekast synes situationen grotesk, men ved en nærmere granskning af traditioner og fordomme om korstatus, er der mange forklaringer.

Et selvstændigt kor med ansættelsesforhold som f.eks. landsdelsorkestrene eksisterer ganske enkelt ikke, og Års Nova-sagen har derfor ingen fortilfælde. De nuværende tre danske professionelle kor (Radiokoret, Detkgl. Operakor og Denjyske Operaskor)er alleknyttet til større institutioner, hvor selve koret er et, om end nødvendigt, appendiks til en langt større struktur.

A capellakorsang varetages i høj grad af de bedste amatørkor, der har formået at holde et højt niveau på medlemsrekrutteringen og ved valg af dirigenter. Den situation er resultatet af en lang tradition for amatørkorsang, som nu har nået et kulminationspunkt, hvor de musikalske resultater for en hel gruppe kor kan måle sig med professionelles. Repertoiremæssigt har især gammel og ny musik været uopdyrkede nicher, som disse kor har varetaget til gavn for den musikhistoriske bevidsthed såvel som udvikling af den nye kormusik.

På internationalt niveau har adskillige danske amatørkor i de seneste år vundet priser ved de europæiske konkurrencer, vel at mærke i konkurrence med bl.a. statsstøttede kor fra Østeuropa og andre kor med prøvevilkår, der ligner professionelles.

Imidlertid er ordet "amatør" for korsangere med tiden blevet ækvivalent med at arbejde gratis eller til en løn, som sammenlign et med branchens øvrige niveau er latterlig lav.

Grundene til denne tilstand skal søges flere steder:

- Amatørkorsangen har en stor tradition med mange glimrende resultater, og musiklivet er vant til, og forventer at høredygtige amatørkor.

Rekrutteringen af korsangere til de professionelle kor sker til dels blandt amatørkor samtidig med at konkurrencen om stillingerne er blevet hårdere. 0-vergangen mellem amatør og professionel korsanger er derfor glidende.

- Afstanden mellem elite-amatørkor og professionelle kor er langt mindre end afstanden mellem andre ensembler, f.eks. amatørorkestre og professionelle orkestre, både hvad angår repertoirets størrelse og den tekniske og musikalske ydeevne.

- Amatørkorene går lettere på kompromis for at opnå musikalske oplevelser. F.eks. arbejder hundredevis af korsangere gratis eller næsten gratis for at indspille plader eller opføre oratorier mens instrumentalister, ofte med samme uddannelse, er vant til og kan kræve et rimeligt honorar.

Af traditionsmæssige grunde regner man med andre ord talemåden "arbejdet bærer lønnen i sig selv" for et vigtigt argument, når korsangeres arbejdsvilkår diskuteres. Musiklivet er altså forvænt med en høj kvalitet til en meget lav pris. Nu er situationen ikke et resultat af en ignorant adfærd fra musiklivets institutioners side alene, men også et generelt problem for f.eks. uddannelsen af korsangere og dirigenter.

- Uddannelsen af korsangere har altid været nedpri-oriteret på de musikalske uddannelsesinstitutioner. Som sangstuderendepå et konservatorium drømmer man om en solistisk karriere og samtlige lærere er, eller har været, dygtige solister. Et arbejde som korsanger sker som fravalg af andre muligheder. Modsat eksisterer der en helt anden tradition og respekt når talen falder på orkestermusikeruddannelsen, hvor man kan dygtiggøre sig både som ensemblemusiker og som solist. Korsangeruddannelsen sker således ikke først og fremmest på konservatoriernes sanger-uddannelser.

- Kordirigentuddannelsen er sekundær i forhold til orkester-dirigentuddannelsen. Man kan ikke satse på kordirektion, selvom det kræver nøjagtig ligeså megen fordybelse og teknisk kunnen som orkesterdirektion. Der findes ganske enkelt ikke positioner nok i musiklivet, og de syngemestre, der ansættes på operaerne, kvalificeres ikke nødvendigvis ved en di-rigentuddanelse.

Med pressens hjælp er Års Novas position sat i centrum, men problemet er ikke klaret med en løsning på den sag. Der er et generelt behov for etablering af professionelle kor, et behov for gode arbejdsmuligheder for den store mængde talentfulde og motiverede korsangere, som den musikalske arbejdsstyrke er befolket med i denne tid.

Siden omkring 1980 er der opstået flere amatørkor med professionelle ambitioner og med konservatoris-tuderende og -uddannede som medlemmer, idealismen og talentmassen er tilstede, både blandt korsangere og blandt dirigenter. Ønsket om at synge i kor på et professionelt niveau er altså stort, og den enkelte sanger kan ikke nøjes med at håbe på en plads i Radiokoret i tidens løb.

Mit forslag er, at der i løbet af få år oprettes mindst 3 professionelle kammerkor spredt rundt om i landet med vilkår som landsdelsorkestrene. Det kan gavne musiklivet på mange måder:

- I realiteten er Radiokoret det eneste professionelle kormedacapellakorsangsommål; en situation hvor en frugtbar konkurrence og udvikling af klanglige idealer og repertoire-vekslen er umulig uden et adækvat modspil.

- Samarbejde med landets orkestre om oratorier o.lign., som i øjeblikket varetages af amatørkor med vekslende held. Det vil sikkert falde i orkesterchefernes smag at kunne samarbejde med et kor af professsionel standard, som man kan være 100 pct. sikker på.

- En bedre lokal fordeling af publikumstilbud i lighed med landsdelsorkestrenes forpligtelser vil være til gavn for det samlede udbud af professionelle korkoncerter, som i øjeblikket centreres omkring storbyerne.

- Indspilning af fonogrammer evt. for det nye statslige pladeselskab, koncerter og rejser i samarbejde med andre institutioner, brug af kor som kulturelle ambassadører, alt sammen begreber som mange andre landes musikliv i bogstaveligste forstand sætter pris på, er nærliggende muligheder.

- De eksisterende dygtige amatørkor besidder en enestående idealisme, som er et resultat af den enkelte sangers lyst og vilje til at være korsanger. Modsat den ubehagelige tendens til at betragte sin karriere som korsanger i de etablerede professionelle kor som den sidste udvej for sang som en levevej, kan erhvervet få en højere status.

- Den store mængde sangere, der blot uddannes til arbejdsløshed eller til en ufri villig lærergerning med omskoling lige efter endt uddannelse, vil have et erhvervsgrundlag og dermed en uddannelsesmæssig tilskyndelse til at lære sig korsang. (De fynske sangeres desperation over at se sig forbigået under forhandlingerne med Års Nova vidner dette forhold også om).

- Dirigenter vil have mulighed for at udfolde sig og specialisere sig på en helt anden måde end hidtil (og vel at mærke indenfor landets grænser). Den førnævnte satsning på en karriere som kordirigent vil være mulig. Komponister kan få bedre muligheder for at skrive til kor, og der kan blive basis for bestillinger i lighed med den nuværende strøm af orkesterværker.

Økonomisk ansvarlige personer vil formodentlig afvise et forslag af den størrelsesorden som ren overbudspolitik. Ikke desto mindre er der på længere sigt, foruden de musikpolitiske gode grunde, også nogle økonomiske betragtninger, der er værd at overveje:

Sammenlign f.eks. budgetterne for et symfoniorkesters drift med et kor, der efter forslaget vil kunne producere samme mængde koncerter. Følgende udgiftsposter vil være langt billigere for korets vedkommende:

- Aflønning af sangere (ca. 25 personer). Dirigenter, solister og instrumentalister til specielle opgaver er naturligvis ekstraomkostninger, men grundlæggende aldrig blot i nærheden af et orkesters udgifter.

- Prøvelokaler og opstilling ved prøver og koncerter. I værste fald skal et kor leje et podium til en uheldigt formet koncertsal. Desuden er kravene til en koncertsal ikke nær så store som for et orkester.

- Administrationen er mindre omfattende på de fleste punkter (lokaler, regissørarbejde, op stilling ved koncerter, lydoptagelser osv.) og der er dermed færre ansatte til at varetage det nødvendige arbejde.

Alle punkterne er velkendte og for nogle ganske trivielle, men de bliver alligevel ikke brugt som argument for at forbedre vilkårene for professionelle kor. I betragtning af at denne lange række udgifter til at drive kor er minimale i forhold til en tilsvarende drift af et orkester, eksisterer der alligevel mere end dobbelt så mange professionelle orkestre som kor i Danmark.

Landets symfoniorkestre arbejder med et samlet budget på et tre-cifret millionbeløb mens der til sammenligning er der nævnt 1,8 millioner for Års Novas kommende drift, ca. en tiendedel af et orkesters udgifter.

Jeg vil ikke argumentere for at der skal tages midler fra orkestrene, men diskussionen af professionelle korsangeres arbejdsvilkår er kørt ind på et sidespor, hvor argumenterne savner visse dimensioner, bl.a. disse økonomiske aspekter.

Peter Hanke

Årgang 64/1989-1990, nr. 04