Fem finske modernister

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 04 - side 136-138

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapport fra Musikhøst festival i Odense 12. -15. oktober 1989


Af Anders Beyer

l forbindelse med dette års Musikhøst, kunne man nære lige dele bekymring og skepsis forud for arrangementet: Endnu en manifestation af finsk musik - ville det blive en gentagelse af, hvad man har kunnet opleve og læse om tidligere her i Danmark? Ville der komme nye aspekter til det billede af finsk kultur og musikliv, som vi kender i forvejen? Efter tre dage med et veltilrettelagt program, som bød på koncerter, udstilling, performance m.m., må svaret være: Ja, Musikhøst-festivalen bød på nye, mere nuancerede og perspektiverende forestillinger om, hvad finsk musik og kultur står for. Primært gennem førsteopførelser i Danmark af en række værker - præsenteret i opførelser af meget høj kvalitet, men også gennem inspirerende deltagelse af tre af festivalens hovednavne, som gennem seminarer gav publikum mulighed for at komme om bag partiturerne.

De fem

Præsentationen af tre generationer i finsk komposi-tionsmusik udgjorde festivalens musikhistoriske ramme: Erik Bergman (f. 1911), Paavo Heininen (f. 1938), Kaija Saariaho (f. 1952), Jouni Kaipainen (f. 1953) og Magnus Lindberg (f. 1958). Denne programmæssige vægtning af en historisk linie, det vældige musikalske og tankemæssige spænd i år, gav en fornemmelse af bredde og udsyn, som satte spørgsmålstegn ved gamle forestillinger og mere eller mindre fastlåste kategoriseringer. Billedet af Paavo Heininen som en skarp analytiker, først og fremmest orienteret mod centraleuropæisk modernistisk kompositionspraksis, kunne ikke holde stik. Selvom f.eks hans 40 minutter lange Klaversonate op. 32 "Poesia squillante ed encandescante -Sonata per pianoforte" har dodekafonien som udgangspunkt (ved Musikhøst spillede Liisa Pohjola den energisk udfarende 3. sats), mærker man på samme måde som hos Bergman, at teknikken optages og bruges, mens systemets iboende æstetik forkastes. Der gives spillerum for det, som ikke går op i helheden, og musikken bliver ikke bare uforudsigelig, den bliver åben og sårbar.

Det gav medlemmerne i det fortrinlige svenske So-nanza-ensemble eksempler på; stærkest i bevidstheden står Heininens "Schatten der Erde" for mezzosopran og klaver op. 30, med tekst af Gryphius, Rilke og Hölderlin. Her lever lysende klarhed og melankoli i samme rum, hvor man fornemmer at teksten dikterer tonesystemet snarere end at der sættes en bestemt matrice op i forhold til stoffet. Det er en musikalsk verden som sender forbindelsestråde til stemningen i Heininens Opera "Silketrommen" (som vistes i sin helhed på video ved Musikhøst), men også den udtryksmættede "Arioso" op. 16, for orkester, som associerer sig med Mahler og Berg.

Også hos Erik Bergman opleves en lignende syntese af de t intuitive, spontane dimension og den strukturelle tænkemåde. Hvor hans næsten jævnaldrende Joonas Kokkonen fremstår som traditionens vogter, er Bergman den første i Finland, som pejler de internationale strømninger. Allerede i slutningen af 30'erne søgte han væk fra sibeliusanismen og nordisk tonesprog gennem studieophold hos Heinz Tiessen i Berlin og senere i 40'erne hos Wladimir Vogel i Schweiz. I et interview, trykt i Musikhøst's programbog, beskriver han, hvad der skete efter udlandsopholdet, da alle teknikkerne var tilegnet: »Siden har jeg forladt den ortodokse tolv-toneteknik og forsøgt at skabe mit eget udtryk, sådan som alle komponister nødvendigvis må gøre det. En teknik må ikke alene være saliggørende for kunsten. Uafhængigt af hvilken teknik man benytter, må man som komponist søge ned til de inderste rødder i sig selv og spørge hvad det egentlig er man vil. Jeg har selv forsøgt at holde mig uden for alle 'ismer' og gå min egen vej...«

Som sagt så gjort. Musikhøst præsenterede en række værker, som fuldtud levede op til den citerede programerklæring. I denne lytters ører klinger endnu lyden af Violinkoncerten op. 99 med Odense Symfoniorkester, dirigeret af Otma Maga og med Hannele Seger-stam som solist, og "Borealis" for to klaverer og slagtøj op. 101 med Liisa Pohjola, José Ribera og Jesper Hendze som solister. Måske fordi musikken indeholder et fortællende moment, der giver en fornemmelse af, at man aldrig ved hvor det bærer hen, måske fordi den spejler noget som ligger dybt i os. Den slår gnister, omfavner elskeligt, tager afstand, brillerer, skæmter - den er menneskelig. Ærgeligt at det ikke var muligt at placere noget af Bergmans kormusik på festivalen. Det ville have føjeten ydeligere facet til komponisten, for korkomponist, det er vel hvad han først og fremmest er kendt som. Kendt som den, der i kraft af egen sangervirksomhed ved, hvad man kan og ikke kan med den menneskelige stemme.

Men vigtigt var det at vi blev præsenteret for Heininen- og Bergman-værker som gav en idé om, hvad kunstnerprofilerne står for. Og efter dette møde kan det nok undre, at de to komponisters værker ikke er særlig kendt (og så at sige aldrig bliver opført) i Danmark. Der er i de senere år herhjemme dukket en række dygtige amatørkor op, som, når de er færdige med at endevende Poulenc, Debussy, Ravel, Britten m.fl., med fordel kunne søge udfordring i Bergmans korværker. I over 50 år har han dirigeret og komponeret kormusik, han var en af de første som arbejdede indgående med sprechgesang og alt det, som senere fandt sit udtryk i de s.k. extended vocal techniques.

Både Heininens og Bergmans værker burde spilles og omtales mere, ikke bare fordi de er gode, men fordi de danner baggrund og er musikhistorisk rod for den unge, talentfulde generation i finsk musik - den vi først rigtig kan se og forstå, når vi kender det musikalske bagland.

Kan vi finde dette bagland i den unge generations værker? Hvor ligger traditionen og den ældre generations landvindinger gemt i værker af Kaija Saariaho, Jouni Kaipainen og Magnus Lindberg? Umiddelbart kan den være svær at få øje på i en værkrække, der vil være mere Frankrig og IRCAM end finsk tankegang -for ikke at sige nationalisme. Hvis der er en forbindelse, så må det være til Bergman og Heininen, som også orienterer sig mod de nyeste strømninger sydfra. Og hvis der er en videreudvikling i kompositorisk henseende, så må det være de unges livtag med den elektroakustiske musik. Specielt Saariaho og Lindberg søger nye veje i brugen af computere i deres musik og det med en sådan succes, at deres musik nyder international bevågenhed. Ved Musikhøst kunne man i denne værkkategori høre Saariahos tíVerblundüngen" for orkester og bånd ( 1982-84), "Lichtbogen" forkammerensemble og live electronics (1985-86) og Magnus Lindbergs "Ur" for 5 musikere og live electronics. Trods meget fine præstationer af henholdsvis Odense Symfoniorkester og Sonanza-en-semblet, så viste koncerterne hvor man ikke må sætte svagt ind: på elektroniksiden. Det er ikke bare sårbart, når kalkuleret båndstøj bliver til larm, det er decideret ødelæggende, som det skete i Saariahos "Verblendungen". Man kan vel ikke forlange, at komponisten selv skal turnere rundt og agere lydmand, men hvorfor sætter man alt for ofte tilfældige folk til at styre lydanlæg? Tilsvarende stod båndmusikken efter min mening for svagt i lydbilledet i forbindelse med opførelsen af de to andre værker. Saariahos visionære, poetiske drømmebilleder, som forbinder den nyeste teknologi med menneskelig skrøbelighed, må opføres med uhyre bevidsthed om det klanglige aspekt, ellers går små subtile nuancer tabt i alt for håndfaste greb om musikken. En adækvat tolkning af hendes værker synes at kræve en evne til at bøje de nævnte ekstremer mod hinanden.

Denne kritik kan bestemt ikke skygge for oplevelsen af festivalens opførelser som helhed - der var store musikerpræstationer, som i høj grad var med til at gøre festivalen gæsteværdig. Ikke blot udefra, pianisten Lii-sa Pohjola, violinisten Hannele Segerstam, Sonanza-ensemblet og den unge Uusi Helsinki Kvartetti, men i høj grad også fra de danske medvirkende.

Alban Berg er blevet karakteriseret som "Der Meister des kleinsten Übergangs". Denne formulering dækker også noget i Saariahos og Lindbergs musik: arbejdet med klangfarver, med umærkelige forandringer, som er styret af lige dele regel og intuition. Forbilledligt fremstillet af Liisa Pohjola i Lindbergs klaverstykke "Twine" (1988) og Sonanza-ensemblets udgave af"... de Tartuffe, je crois", for strygekvartet og klaver (1981). Hos Lindberg kan man i de seneste værker spore en næsten umærkelig hældning mod udtrykssiden. Han antyder selv udviklingstendensen i et interview i DMT nr. l, 1989/90, hvor der tales om orkesterværket "Kinetics": »...meget af arbejdet med f.eks. "Kinetics" har været pr. intuition; jeg har siddet ved klaveret og søgt efter et bestemt udtryk, på samme måde som en skulptør arbejder: Du har en idé om en form, som man søger og leder efter at skabe. Og meget af det jeg gør i øjeblikket er intuitivt - jeghar ikke nogen konstruktion jeg tyer til, men snarere et elastisk materiale som må formes til.«

Dette forhold til materialet fornemmes ikke i samme grad hos Jouni Kaipainen. I en artikel i det finske musiktidsskrift "Musiiki" (1980,1), hvor Kaipainen portrætterer kollegaen Eero Hämeeniemi, findes en formulering, som rammer ikke blot Hämeeniemi, men også forfatteren selv: »Han bygger ganske vist sin musik op med bevidste, systematiske metoder og han hører til de komponister som deltager aktivt i diskussioner om motiveringen for kompositionsarbejdet, om kompositionsteknik, om musikæstetik og andre emner som logisk fremkommer af kompositionsarbejdet. Men det gør ham naturligvis ikke mere 'teoretisk' end andre, han er bare lidt mere rationel end mange af sine kolleger. Iøvrigt vil jeg en gang for alle gøre op med den hos os så udbredte forestilling om, at det kun er de dårlige komponister, som må spekulere over forskellige ting og sager, og at for de gode komponister er musikken 'givet' på forhånd. At anklage nogen for at være teoretisk, fornemmes i denne kulturatmosfære som en anklage for at vedkommende tænker...«

Citatet rummer en væsentlig side af Kaipainens egen musikalske tankegang, nemlig det forhold at komponisten bestandigt stiller nye spørgsmål, aldrig sætter et endegyldigt musikalsk punktum. Hans værker er gennemtænkt 'stramme' i den positive betydning af ordet. Ved Musikhøst anskuliggjort af klaverstykkerne "Conte" op. 27 (1985), "Je chante la chaleur désespérée" op. 16 (1981); "Trois Morceaux de l'Aube" op. 15 (1980-81) for cello og klaver, "Piping down the Valleys Wild" op. 26 (1984) for basklarinet og klaver, "Trio I" op. 25 (1983) for cello og klaver og strygekvartetten "Quarttet-to III op. 25 (1984).

Der er en særlig stakåndet vildskab i meget af Kaipainens musik; han har hidtil - måske som en oppositionel attitude overfor traditionalisme og monumentale længder - udelukkende skrevet for små besætninger og ikke særligt lange værker. Men de er svære at komme uden om.

Dansk musik

havde også fundet vej til Musikhøst-festivalen; Den Fynske Trio uropførte Anders Nordentofts "The Nervous Saurian" (1988-89) for klarinet, cello og klaver, og Sonanza-ensemblet opførte Bent Sørensens "Funeral Procession" (1989) for kammerensemble. I sidste nummer af DMT kunne man i en portrætartikel læse om Nordentofts nye værk som et eksempel på strukturering af »vilde former« og hørende til blandt de værker som formulerer et »spil mellem det maximale og det minimale«. Det kom efter min mening ikke helt frem i opførelsen- snarere blev detnervøse, som ligger værkets titel, mere konkret end godt var. Først når Den Fynske Trio bliver spillet mere sammen - det tager åbenbart tid - kan vi se konturerne af, og opleve, værket i overensstemmelse med de intentioner som er nedfældet i partituret. Komponistens drømme er i familie med forfatteren Michael Strunges, Nordentoft har tonesat et af hans digte. Det er nok ikke uvæsentligt at have i baghovedet, når man opfører værkerne!

Musik der tager afsked - Tarvelmusik', med komponistens egne ord - det er hvad en del af Bent Sørensens værker kredser om. Han s helt tyste, stærkt sordinerede musik med myriader af detaljer og lag, er fascinerende at lytte til. Man kan blive helt lykkelig over, at hans strygekvartetter har fundet vej til Arditti Kvartettens nodepulte, ellers tror jeg faktisk ikke de havde gode chancer. Det er svær musik at spille og der er indlysende grunde til at danske ensembler ikke uden videre kaster sig over partiturerne. Sonanza-ensemblet gjorde det med værket "Funeral Procession", og med betydelig succes. Bent Sørensens begravelseskoral blev i deres hænder en intens oplevelse, med en spænding gennem hele værket - ikke i kraft af at være på vej til et højdepunkt eller noget i den retning - men gennem en tæthed i struktur og en alvor i udtrykket. Det er musik, som ikke behøver programmatiske udlægninger for at sætte gang i billeddannelsen, den kommer helt afsig selv. Det er musik som erlern oghelt nærværende på samme tid. Det forstod Sonanza-folkene.

Koncertarrangørerne på Fyn levede med dette års Musikhøst op til ryet som mere end solide musikformidlere. Synd og skam at kun de tilstedeværende fík glæde af musikken, og at radiolytterne ikke fik mulighed for at lytte med. Danmarks Radio var vist kun til stede ved én koncert, nemlig åbningskoncerten med Odense Symfoniorkester. Og det endda kun 'indirekte', da det var Radio Fyn, som sørgede for transmissionen. Spørgsmålstegn og paradokser er der nok af. Undertiden kan man spørge sig selv, om det er provinsen der er provins, eller om det er København der er det.

Årgang 64/1989-1990, nr. 04