Ung Nordisk Musik

- værksted for unge musikere og komponister

Af Anders Beyer

Når man nævner institutionen Ung Nordisk Musik, skal man ikke regne med at ret mange, uden for den snævre kreds af musikfolk, ved, hvad der tales om. Og det er egentlig underligt al den stund det nordiske samarbejde, Ung Nordisk Musik (UNM), stiftedes umiddelbart efter krigen, i 1946.

Hvis man dykker ned i vedtægterne, kan man få et indblik i, hvad UMN står for: »Foreningen har til formål dels at fremme samarbejdet mellem unge musikere i de nordiske lande, dels at skabe et forum, hvor man i fællesskab kan støtte hinanden i arbejdet med og for samtidens kompositionsmusik.«

En af initiativtagerne, Frede Schandorf Petersen, skrev om forbedeiserne og de indledende møder i Dansk Musiktidsskrift nr. l, 1946: »Den 8. Oktober 1945 mødtes Repræsentanter fra Konservatorieelevforeningerne i de 4 nordiske Lande, Norge, Sverige, Finland og Danmark, til Konference paa "Musikhögskolan" i Stockholm. Meningen med denne Konference var en Drøftelse af Samarbejdsmuligheder mellem de respektive Elevforeninger.«

Det blev på konferensen til en resolution, som gik ud på, at der hvert år skulle afholdes en musikfest med kammer-, orkester- og kirkemusik. I dette samarbejde så Schandorf Petersen vide perspektiver. Det ville give unge unge musikere »Lejlighed til at blive konfronteret med Musiklivet, og til at komme i Kontakt med Musikstuderende i disse Lande, hvad der absolut ikke vil være uden Betydning for Fremtiden. ...«

UMN-festivalen har således, med få undtagelser, været afholdt hver år på skift i de nordiske lande i over 40 år! Senest i Stockholm (2S.-29 oktober), til næste år i Helsinki, og festivalen skal finde sted i København i 1991. Når UMN sædvanligvis ikke nyder den store bevågenhed i medierne, skyldes det flere ting; arrangementerne antager ofte karakter af værksteder, hvor komponister og musikere får prøvet ting af. Hvilket er helt fint og lærerigt, men måske mindre interessant for et publikum - værkerne er ofte ikke færdige til en præsentation for offentligheden. En anden væsentlig grund er, at arrangørerne er medlemmer af de respektive komitéer så kort tid (aldersgrænsen er 30 år), at de ikke får nogen erfaring i at håndtere det store apparat, internt såvel som eksternt. For udefrakommende kan festivalen, som det var tilfældet i Stockholm i år, få karakter af en hemmelig forening, hvor opgaven for publikum i første omgang er at finde ud af, hvad der skal foregå og hvor. På baggrund af den energi og de penge der investeres i projektet - dansk UNM har et årligt budget på ca. 150.000 kr., det samlede nordiske budget er på ca. 550.000 kr. - er det ærgerligt at formidlingen går tabt. Igen et eksempel fra Stockholm-festivalen i år; her havde man fået Bo Wallner til at lede seminarerne, dvs. samle komponister og musikere for at etablere diskussionen omkring teknik og æstetik. Nu var Wallner desværre syg og det hele faldt på gulvet - man talte simpelthen ikke sammen! Nødløsningen blev 'lappeforedrag' af den portugisiske komponist Emanuel Nunes. Der er andre, som kan den slags ting; umiddelbart kan nævnes navne som Jan Ling, Jan W. Morthenson, Gunnar Bucht. Det kan ikke være meningen, at man skal være over 30 år, for at lave en gæsteværdig festival!

Denne ugunstige situation synes også at være for utilfredsstillende for de nuværende komitémedlemmer ; udfra kendsgerningen om, at den samlede administrative erfaring er meget lille i UNM, har man efter dette års UNM nedsat en aflønnet to-mandsgruppe, som skal rette op på festivalens kvalitet og mediemæssige opmærksomhed. Den ny nordiske sekretær, Peter Hanke, skal således bl.a. tage sig af en grundig PR-virksomhed og informationsarbejde i hele Norden, en forbedring af UNM's finanser, forhandling med radiofonierne.

Selve grundidéen om det internordiske samarbejde er fremragende, men rammerne skal også være det. Efter dette års UNM og de nye tiltag, synes der at være grund til at regne med at de også bliver det i fremtiden. Det vil selvfølgelig også tjene de spirende musiker- og komponisttalenter, som rent faktisk er tilstede. Også i Stockholm i år. To værker står særlig tydeligt i erindringen: Kent Olofssons (f. 1962) "Konsert fór två pianon og orkester" og Martin Åkerwalls (f. 1965) "Koncert for cello og kammer orke ster". Det er meget unge komponister, men de har et forbavsende godt tag om håndværket og musikken lyder slet ikke som skolestykker. De er færdige og fremstår med et helt særegent udtryk. Hvornår ser vi Åkerwalls stykke (orkestret består af klaver, fløjte, obo, klarinet, fagot, horn, trompet og tuba) på et UT-program eller ved en radiokoncert?

Af musikerpræstationer må Hanne Hoy Hovengaard og Morten Skott nævnes. De spillede henholdsvis cello og guitar i Hvidtfelt Nielsens "Lovesong" - Koncert for guitar, cello og orkester. I forhold til uropførelsen, havde Skott fundet en mindre metallisk klang frem i den forstærkede musik. Det klædte værket at få en mere ideomatisk guitar-lyd. Ogballencen mellem solister og orkester var også bedre her med en mere tør akustik.

UNM-festivalen i Stockholm i år har fået arrangørene til at ændre organisationens struktur. Der skal kun lyde opmuntrende ord herfra om det videre arbejde: På med vanten, det er vigtigt det I laver. Vis at I kan - et budget på en halv million forpligter!